WHAT’S UP, MAMA? Christina og Karoline - Om at være nyskilte - TO THE MOON, HONEY
whats_up_mama_2_Christina_zemenova_karoline_de_lony_skilsmisse_singlemor_skilt_enlig_mor_
Sponsoreret af Simple Feast

WHAT’S UP, MAMA? Christina og Karoline – Om at være nyskilte

Christina Zemanova og Karoline De Lony er begge nyskilte og mor til to. Vi satte dem til at skrive sammen om, hvordan det føles at blive skilt i en tid, hvor social isolation rimer på melankoli, men også på nye veje. Følg med i deres ærlige og eftertænksomme korrespondance.

 

Kære Karoline

Vi to har det tilfælles, at kernefamilieklicheen med to voksne og to børn er smuldret for os begge de seneste måneder. Indenfor psykologien betragter man en skilsmisse som en lige så stor sorg som en ægtefælles dødsfald. Så kondolerer.

Det gik rigtig fint for mig, ellers, jeg følte mig så heldig med mine to raske, sjove, finurlige døtre, og med en mand, der udover at være min bedste ven og den sødeste kæreste, også viste sig at være en fantastisk far. Rækkehus på Østerbro, redaktørjob på Børsen. Klip til i torsdags, da jeg tog min vielsesring, som han og jeg købte sammen i Paris i en lillebitte smykkebutik, hvor en motorcykel og en kæmpemæssig diskokugle kæmpede om pladsen i loftet, og lagde den nederst i mit smykkeskrin.

Vi flyttede fra hinanden i januar, så det er på tide. I stedet fandt jeg en omsmeltet ring med guld fra min mormors vielsesring (hun blev skilt fra min morfar i Prag i 60’erne) og min mors vielsesring (hun blev skilt fra min far, da jeg var 14 år) og en enkelt diamant fra nogle gamle tjekkiske arvesmykker (de har overlevet Auschwitch, så der må være noget styrke gemt i dem) frem og satte den på min hånd. Nu sidder jeg og kigger på den, mens jeg skriver til dig, i min nye andelslejlighed. Ved siden af billederne fra det, mine døtre allerede kalder for “gamle dage”, som de har hængt op på opslagstavlen. Fra ferier på Mauritius, Leros, Mallorca, Okinawa, Tokyo og et liv i Paris, hvor min eks og jeg mødte hinanden og boede i nogle år.

Jeg ved godt, at alle har slået sig på 2020. At være nyskilt under den sociale isolation giver mulighed for at svælge i en melankoli, der ikke nødvendigvis er sund. Jeg læste på et tidspunkt en artikel med en psykolog, der mente, at nøglen til lykke først og fremmest er, at man skal holde op med at pille sig i navlen og undersøge sine egne følelser. Hellere bare trække på skuldrene, leve videre. Tænker vi kan følge det råd sammen om en måneds tid, men undersøge og navlepille sammen indtil da?

Kærlig hilsen Christina

Kære Christina

Kondolerer.

Men vi er stadig heldige. Det kører stadig for os. Det kører bare i en anden retning og i et andet gear. Et gear, hvor navlepilning klart stadig er relevant.

Jeg flyttede ud af vores fælles lejlighed på Vesterbro for at bo til (skyhøj) leje i Charlottenlund for godt og vel et halvt år siden. Her er der rig mulighed for at dyrke det nye gear og vores nye tilværelse. Her er skov, her er hav, her er mit arbejde og mine drenges institution. Men det er ikke let. Logistikken er helt gak med 12/2 ordning. Det ved jeg, at du om nogen kender. Til gengæld har andre ting været lette.

To_the_moon_honey_Whats_up_mama_Noor_yassin_Down_with_Hugo_Anna_Mezin_Om_at_opdage_at_ens_barn_har_Downs_
Fik du læst

What’s Up Mama: Noor og Anna – Om at opdage at ens barn har Downs

Bruddet var ikke omfattet af modbydeligheder eller langtrukne skænderier. Det var temmelig clean, hvilket nok er årsagen til, at jeg stadig sidder til bords med min bedste ven, min eksmand, hver onsdag og søndag aften. Vi er ikke for fine til at smække noget så inderligt med dørene eller skrige i telefonrøret, bevares. Men udgangspunktet er godt – resten arbejder vi på.

Vi voksede fra hinanden. Jeg var 22, da jeg mødte og forelskede mig i ham. Nu er jeg 32, og jeg er mindst lige så pisseirriterende som dengang. Lige så temperamentsfuld og intens. Men man vokser, begge to. For vores vedkommende i hver sin retning. Jeg kan blive hamrende ulykkelig ved tanken om, at vores drenge ikke skal vokse op i den slags kerne, jeg selv er vokset op i. Men jeg bliver langt mere ulykkelig ved tanken om, at min eksmand og jeg ikke skal leve kærlighedsfulde liv. Det fortjener vi begge. Så jeg flyttede med børnene, da den yngste var 9 måneder og den ældste 4 år. Jeg fortryder ikke et sekund, og jeg sørger som sådan ikke, trækker nok mere på skuldrene. Om det skyldes, at jeg ikke har fået taget mig tiden (den findes ikke) til at navlepille, ved jeg ikke. Men det viser sig vel en dag.

Da du, en mere eller mindre fremmed kvinde, skrev til mig for en måneds tid siden, følte jeg mig så set. Tænk, at du tog dig tiden. At du følte, vi havde noget til fælles. Du er helt afsindigt smuk, sej og klog – og så kan du stå på hænder. Sidstnævnte også i en mere billedlig forstand. Du foreslog tilmed, måske mest i sjov, at vi slog pjalterne sammen i et moderne kollektiv, og jeg må sige, at jeg har svært ved ikke at tage dig på ordet. Jeg savner at dele min morgenkaffe med en voksen. Så ville vi sidde der i vores hvide, nærmest jomfruelige natskjorter og lange, uglede hår. Dit mørkt, mit lyst. Dine smukke piger. Mine smukke drenge. Det fuldendte kaos. Men jeg ville kunne kigge over på dig på den anden side af bordet og finde ro i dine milde ansigtstræk. Jeg kan savne de der blikke voksne imellem. Hvor man lige anerkender hinanden og erkender, at alt sejler. Skal vi ikke sende dem til hinanden en aften? Med rødvinstænder. Så kan vi også snakke dating 2.0/2020, hvis du tør?

Kærlig hilsen Karoline

To_the_moon_honey_Whats_up_mama_Karoline_de_lony_Skilsmisse_christina_zemenova

Kære Karoline

Jeg tænker også helt grundlæggende, at det ikke er en katastrofe at blive skilt. Min dårlige samvittighed over, at ægteskabet ikke lykkedes, bliver dulmet af, at vi gik fra hinanden på en ordentlig måde. Vi hjælper hinanden: Min eks passede f.eks. mine børn i aftes, så jeg kunne gå ud. Vi kan godt lide hinanden, og vi taler pænt til og om hinanden.

Så det er – i min optik – ikke en katastrofe at få børn med en mand, man ikke bliver sammen med. Men det er en katastrofe at få børn med en kæmpestor idiot, som man ikke kan enes med hverken i eller efter parforholdet og skændes med om børnene, mit hjerte bløder for alle dem, der fik børn med idioten. Eller selv blev til idioten i det parforhold. Det kan jo ske.

Jeg skrev til dig for en måneds tid siden, efter jeg læste din tekst om dit liv i månederne efter din skilsmisse her på sitet. Havde meget stor lyst til at give dig et kram; jeg kunne genkende dit kaos, indeni og udenpå, og jeg ville have, at du skulle vide, at du ikke var alene. For hvis der er én ting, jeg har lært de seneste måneder, er det, at når man står midt i en skilsmisse, føler man sig ensom. Selv om man har så travlt, at man næsten ikke når at mærke det. Ens gamle venner kan ikke nødvendigvis forstå en, selv om de prøver. Men jeg fik håndsrækninger fra uventede kanter i stedet. Kvinder, jeg kun kender lidt, som har været igennem det samme, inviterede mig på frokost, på bar, til fest, på en gåtur med kaffe. Det har været så rørende at blive lukket ind i et nyt voksenfællesskab og mærke den omsorg, der kan komme derfra. Derfor er det vigtigt at give den videre, når man kan. Jeg får og sender daglige morgen og aftensms’er med mine tætteste veninder nu og betragter dem som min familie. Mennesket er så hurtigt til at skabe bånd og knytte sig til andre, og jeg elsker at mærke det.

Har du oplevet noget tilsvarende?

Jeg drømmer om et kollektiv, ja. For hvorfor sidder så mange af os alene om aftenen, når de små børn sover, når vi kunne være sammen? Hvorfor har vi ikke indrettet os bedre? Vi ligger stadig under for en familiestruktur, der blev undfanget i 50’erne og som fejler gang på gang, og alle os, der har fundet ud af, at vi ikke passede ind i kernefamilierammerne, ender med helt fantasiløst at bo alene med vores unger og forsøge at klare os selv, vi ræser afsted, tjener penge til huslejen, faker overskud og hælder vin ned alene, når ungerne sover eller bruger 150 kr. i timen på en babysitter for at komme lidt ud. Vi må kunne gøre det bedre/sjovere/smartere.

KH Christina

Kære Christina

Jeg er helt enig. Men jeg aner ikke, hvordan. For vi ender jo nok ikke alene for evigt. Så samtidig med, at jeg kan drømme om at sidde til bords med andre voksne hver aften efter putning, drømmer jeg også om tosomhed og familieliv. Og lige nu er der brudt så meget op i både min og mine børns hverdag, at jeg er helt panisk for at træffe beslutninger. Rive yderligere op i, hvad der nu er blevet vores hverdag.

Jeg bor til leje, hvilket hverken er økonomisk klogt eller langtidsholdbart. Alligevel får jeg røde knopper ved tanken om at købe et sted. Som om man har lov til at træffe tre store valg, og jeg allerede har truffet og dermed opbrugt ét valg. Der er nu kun to tilbage, og de skal gerne fordeles over lang tid. Hvis nu mine børn skulle skifte skole eller institution en dag. Eller jeg står overfor en mulighed for at leve med nogen. Der ville det være rart at have valg tilbage at kunne træffe – på alles bekostning. Det er helt åndssvagt, og jeg ved det godt. Men jeg vil så gerne, at drengene ikke bliver kørt rundt i (min) manege. At de bliver trygge, hele mennesker. De er stadig små. Så lige nu gør jeg ingenting. Overhovedet. Jeg holder vejret og håber, jeg finder overfladen en dag. Kender du den følelse?

Jeg skal lige huske at sige, at jeg mærkede din omsorg, da du skrev til mig. Og jeg mærker den stadig. Jeg har haft meget svingende oplevelser med, hvordan venner har taget skilsmissen. Og det er et vilkår, selvfølgelig. Alle har liv, de lever. De vigtigste har rejst sig og hjulpet med både smerte, fortvivlelse og madrasindkøb. Og med børnene. Med vores hverdag. Du er mit “nye” bekendtskab – som jeg både kan tjekke ind med i mit hverdagsliv og mit weekendliv. For sikke en kontrast.

Kære Karoline

Kort sidebemærkning, som du måske/måske slet ikke kan bruge: Min psykolog har sagt, at jeg skal huske at ae den lille kylling i mit bryst. Men også at putte den tilbage igen. Og ikke lade den træffe nogle beslutninger. For det er jo bare en lille kylling. Griner så meget af det billede…

Karoline: Det er så tragikomisk! Ae ae og pis så af, kylling. Hahaha

Christina: Ved bare, at jeg kommer til at træde den ihjel, næste gang jeg er fuld

Karoline: Den kylling skal fandme bare blive derhjemme. Den tåler ikke alkohol. Den bliver en stor, larmende, viril hane, når den drikker

Christina: Haha, præcis! Eller helt ynkelig og tilfældigt giv-mig-omsorgs-sms’ende

Karoline: Måske vores kyllinger skal have hinandens nummer? Og KUN hinandens. Inden du aner det, har den fået sig sin egen telefon og en instaprofil, og jeg ved ikke hvad. Ophold den indtil da – med min kylling

Kære Karoline

Jeg har også holdt vejret og håbet på, at overfladen kom til syne. Fridykning uden line. Sidste halvdel af 2019 kunne jeg kun se max én dag frem. Upraktisk, når man balancerer to skolebørns kalendere, en eksmands, sit eget ret krævende redaktørjob på et dagblad, og hvad der ellers måtte være af venner og familie og forpligtelser. Jeg fik en klump i maven, når nogen spurgte mig, om vi kunne noget i næste uge. Al planlægning gav mig kvalme. Som om planlægning tvang mig til at tage en bid af min nye virkelighed, men den var stadig giftig, og jeg nægtede at sluge den. Jeg holdt nærmest op med at spise, også helt bogstaveligt. Indtil jeg til sidst blev nødt til at tage stilling: Vores hus på Østerbro blev for dyrt for én person, vi skulle sælge. Jeg faldt over en andel, jeg ville have, der var så stor og billig, at jeg aldrig behøver at flytte igen, lige meget om jeg vil være fattig forfatter eller finder en mand med tre børn. Jeg lånte penge af mine gode venner, fordi huset ikke var solgt. Tænk at have venner, der vil og kan hjælpe en med millionlån. Jeg er for evigt overvældet og taknemmelig. Al fokus gik ind i praktik, hussalg og flytning. Og pludselig og uden at bemærke det var jeg begyndt at trække vejret igen, spise igen og tage langsigtede beslutninger. Jeg helede, mens jeg smurte farveprøver ud over væggene.

To_the_moon_lwhats_up_mama_Lærke_Bagger_sidsel_Alling_2
Fik du læst

WHAT’S UP MAMA? Lærke og Sidsel – Om at være i barselsboble

Jeg tror ikke, jeg har den samme drøm som dig om tosomhed og familieliv, i hvert fald var mit seneste store indkøb en boremaskine, og jeg har blodige sår på hænderne af at lære at bruge den. Min ældste datter har tegnet et portræt af mig med hænderne i vinderposition over hovedet med maskinen i hånden, hvor der står: “Jeg har ikke brug for en mand.” Jeg er ikke helt sikker på, om det er godt eller skidt, men jeg sparer både tid og penge ved at kunne selv. Er dine forældre sammen? Mine blev skilt, da jeg var teenager, og da jeg fortalte min far, jeg skulle skilles, sagde han, at han stadig fortrød, at ham og min mor var blevet skilt. “Så slemt var det jo ikke,” tilføjede han. Som barn i den familie vil jeg bare sige, at jo, så slemt var det. Hellere vokse op med glade forældre, der ikke er sammen, end i et hjem med dårlig stemning og vrede, der gør en utryg og til en lille stemningsskabende pauseklovn.

Kære Christina

Men betyder det der med at kunne selv, at man skal selv? For jeg har altid været betaget af, og strengt besluttet på, at kunne selv. Og jeg kan selv. Det meste, i hvert tilfælde. Men for hvilken pris? Jeg elsker at dele hverdagen med nogen – og gerne én, som jeg også delte i går med, og som jeg skal dele i morgen med. Lige nu er det som sagt et dobbeltliv og samtidig med, at jeg nyder det der grove skift fra torsdag til fredag, fra leverpostej til drinks i køkkenet kl. 5 om morgenen, er det også forbundet med turbulens. Mit hoved har svært ved at følge med, og overgangene bliver lidt kejtede.

Mine forældre blev forlovede, gift og fik mig på godt og vel et år, og de er stadig sammen. Jeg har set det, ser det stadig, og det tiltaler mig. Tosomheden. Samtidig var det heller ikke svært for mig at forlade, hvad der skulle have været min tosomhed. For jeg er rungende enig; glade forældre giver trygge børn. Så forældre, der ikke er glade, skal enten se at blive det eller finde en anden vej. Den anden vej kender jeg ikke (endnu), selvom jeg i skrivende stund slingrer i halsbrækkende fart op og ned ad den, men det må jo også være op til den enkelte. Vi har det godt, hvor vi er, trods de halsbrækkende momenter. Men jeg kan også mærke, jeg bliver modigere og mere nysgerrig. Jeg er 32. Der er virkelig langt til 92, hvis jeg ikke troligt skal tale ørerne af nogen over morgenkaffen. Hvis drømmen ikke er tosomhed og familieliv, hvad er den så? Jeg kan godt selv høre, hvor altmodisch det spørgsmål lyder. Det bunder i oprigtig interesse for, hvad du drømmer om.

Og med det skal der lige lyde et beundrende tillykke med din nye stilling. Skidt med den boremaskine – det er altså nosser – og at kunne selv – at foretage sådan et beslutsomt ryk midt i uvisheden.

Kære Karoline

Jeg er lige vågnet i min lejlighed, det er lørdag morgen og mine piger kommer hjem om en time efter fem dage hos deres far. Jeg skal op, rydde op, fylde køleskabet med bær og købe meloner, rugbrød, makrel, agurker og æbler i massevis. Jeg har stort set ikke været ude i mit køkken, siden de tog afsted i mandags. Da jeg fik din besked i går, sad jeg på Fiskebaren i Kødbyen omgivet af mennesker, skaldyr og vinflasker. Det har jeg gjort i fem aftener i træk nu, både fordi byen lige er åbnet igen, og fordi jeg har det, som om noget har åbnet sig inde i mig igen.

De næste ni dage er jeg mor og har styr på tingene, i dag skal vi købe sommertøj og stå på rulleskøjter, i morgen skal vi bruge dagen med snobrød og venner og kattekillinger.

Jeg tror faktisk ikke, jeg drømmer om den tosomhed, som vi er kodet med gennem disney-eventyr og samfundsnormer, fra vi er små. Jeg længes lige nu efter intimitet, men jeg er også mærket af mit brud, og mange brud før det, og det har, desværre, gjort mig kynisk på kærlighedsfronten. Jeg har flere gange oplevet, hvordan et fremmed menneske ud af det blå er trådt ind i mit liv, hvordan vi har knyttet os til hinanden og begge måtte forlade alt det, vi troede, vi kendte.

Det skræmmer mig, det næsten lammer mig, og gør mig sært optimistisk på samme tid. Man ved aldrig, hvad der er i vente.

Dater du? Hvordan og er det anderledes for dig nu end før børn?

To_the_moon_honey_Whats_up_mama_christina_Zemenova_Karoline_de_lony_

Kære Christina

Jeg ved nu egentlig ikke, om det er disneydrømmen, jeg jagter. Det er helt simpelt blot at dele livet med nogen. Om den “nogen” er den samme livet igennem, er jeg egentlig ikke optaget af. Nok om det.

Ja, jeg har forsøgt mig med at date. Nu har vi været skilt i omtrent 8 måneder. Jeg forsøgte mig også kort på Tinder, uden de helt store succeser. Men jeg har helt ærligt aldrig været syg med at date. Og på den måde var det meget fint, at jeg til en tilfældig fest i vinter rendte ind i en mand, jeg har kendt perifert i mange år, som jeg med stor glæde har datet siden.

Jeg vil lige understrege det med glæden, inden at jeg fortsætter – for det er godt nok også upraktisk. Jeg har mine drenge 12 ud af 14 dage. Hvordan man lige får romantik og eventyr på programmet i den ligning er noget af en opgave.

Heldigvis en opgave, han har kunnet magte. Forhåbentlig stadig kan. Alle vores skridt er forsøgt nøje tilrettelagt, og på den måde er alt anderledes. Jeg kan ikke bare lige stikke af på optagelser med ham til varme lande eller invitere på spontane øl i haven. Og han har ikke bare skullet møde drengene, men også deres mor. For et eller andet sted er man altså ikke helt den samme, når man sidder i pænt tøj fredag aften på en restaurant og kører 4. glas vin ned, som når man mandag eftermiddag syder over umulige, sultne, trætte børn i en Christianiacykel, pre indkøb, post institution. Hende skal han jo også kende. Hun er der faktisk det meste af tiden. Og drømmen er vel, at de to noget forskellige karakterer bliver mere og mere én, hvilket jeg heldigvis kan mærke sker gradvist. I takt med at Adrian bliver større. Men nok mest i takt med, at jeg finder ro i at være den, der “er den”. Den, der sørger for vacciner og lægebesøg, daglig logistik, sygedage, Tivolidage, helligdage, indkøb, mangel på samme, tøjvask, mangel på samme, transport, fødselsdage, skadestuebesøg, middagsgæster, oprydning, rengøring, gummistøvleindkøb, opdragelse, ABC, alt faktisk. Og glade børn. Mest bare glade børn.

Ansvaret kan gøre mig langt ude udmattet og modløs, men jeg finder mig bedre og bedre til rette i det. Begynder måske snart at trække vejret, som du beskrev for mig var essentielt, men nærmest umuligt med små børn. Jeg er ved at tage kørekort og købe bil, det må da være et tegn på overskud. Så triller jeg op til dig og pigerne i Rørvig, bagsædet fuld af børn og vin. Trækker du vejret? Og hvornår gør du det bedst? Hvordan har du det, når pigerne er hos deres far?

Kære Karoline 

 Ja, jeg har endelig lært at trække vejret. I begyndelsen måtte jeg lave nogle regler for at huske det, f.eks. skulle jeg trække vejret dybt, hver gang der var rødt lys, svarede på en sms, puttede børn, inden og efter hvert måltid. Ti gange, tungt, så maven bulede ud ved indånding og rettede sig ind ved udånding. I mange år har jeg gjort det modsat, er det ikke skørt?

 Efterhånden begyndte det at komme af sig selv. Med vejrtrækningen kom der noget ro, tror jeg, eller også kom den bare tilfældigvis samtidig. Jeg downloadede også en horoskop-app (co-star, prøv den!), og en månekalender og malede et af mine lofter lyserødt, købte kunst for en formue, jeg ikke havde, og begyndte at meditere.

Under alle omstændigheder: ja, jeg trækker vejret. Jeg er ok helt ned i maven. Min eks har fået en ny kæreste, og jeg er glad på hans vegne. Det var det rigtige for ham. For mig er det rigtige at tage det roligt. Jeg har god tid. Jeg har jo fået børn, jeg har ikke travlt med noget, mine venner fylder mit liv med voksenkærlighed og kloge, finurlige samtaler, latterkramper, omsorg og empati.

Jeg dater, når mine venner sætter mig op, eller hvis nogen skriver bagom på Instagram og er sjove eller spændende nok til, at jeg bliver nysgerrig. Og det er da skægt, men det fylder ikke særlig meget i mit liv. Ikke som da jeg var yngre og alt kunne dreje sig om en fyr.

Mit job er krævende og tager meget tid, og jeg har et sted at lægge al min kærlighed, så jeg er ikke så god til at date. Men jeg prøver da, lidt, og gad godt, lidt: Jeg downloadede Tinder og Happn, da restauranterne og barerne lukkede, for da jeg sidste gang var uden kæreste, fandtes de apps ikke, og det var skægt i et par dage, men også overvældende med alle de mennesker, der ledte efter kærlighed/sex, og de få gange, jeg mødtes med folk, var bare spild af tid for os begge. Jeg er nok allermest til at stå i en bar og få øjenkontakt med en eller anden og se, hvad der sker, og kunne vende ryggen til, hvis det ikke duer. Jeg mener; de fleste ved jo ret hurtigt, om de er på eller ej, og hvis man ikke er, ja, så er det altså en lang aften, når ingen vil såre den anden. Så de apps slettede jeg hurtigt igen. Den seneste periode uden børn brugte jeg nætterne på at læse bøger, hvilken luksus! Og næste gang, mine piger er hos deres far, ved du godt, hvad jeg skal, for du har sat mig op denne gang…

 Hvor er det godt, du tager kørekort, det er noget af det bedste, jeg ved: at køre ud i det blå, hvorhen jeg vil, bare mig, ungerne, en playliste, hej frihed. Godt for dig! Kom til Rørvig, så hopper vi to på trampolin og drikker vin (ikke samtidig, jeg har testet det, det er en dårlig idé), mens ungerne finder klamme insekter og studerer dem i glas. 

 Hvordan har du det? Har du overhovedet tid til dig selv? Og skal manden, du dater, møde dine børn?

Kære Christina

Ham, jeg dater, og drengene har mødt hinanden, kort men godt. Og smertefrit. Du serverede mig og ham nogle simple men skarpe råd over en lille fadøl på Værnedamsvej, som vi tog med i de første møder. Tak. Og så har vi gudskelov heller ikke spor travlt. Hans arbejde er modsat mit meget vekslende, og han rejser og kører sig selv hårdt, for så at have et par dage, hvor han kan geare ned og gå i zoo med os. Ingen keder sig eller bruger unødigt krudt på bagateller. 

 Jeg har købt to bøger om vejrtrækning. Det hedder vel sagtens selvhjælpsbøger, gys. Men der er godt nok noget om snakken; hjælp dig selv. Jeg er begyndt at køre på motorvej nu, og hvis alt går som ventet, er jeg bare derudaf til august. Indtil da må jeg være codriver, as per usual, når vi besøger alle vennerne i deres sommerhuse de næste uger. 

 Der er så mange åbne døre, og jeg føler vennekærligheden, du taler om og jeg tror faktisk, jeg kan smage det gode liv. Efter en vinter med konstant syge børn, skilsmisseregnskaber, nyt hjem og krævende jobs. Vi mangler kun de der klammo dyr og vin på trampolin. 

 Hvordan føles det, at eksmanden får en ny kæreste? Du er på mange måder ét stort overskud. Endnu mere i person. Hvis jeg skulle skilles igen måtte det gerne være fra dig. Men helst ikke, selvfølgelig. Vi er jo kun lige nyforelskede, ikke? 

Kære Karoline

 Ih, hvor er jeg glad for, at mødet mellem ham, du dater og dine drenge gik godt, og at det stadig går godt. Min eks introducerede sin nye kæreste for mine piger for et par uger siden, og min reaktion på det egner sig ikke til offentliggørelse – jeg var slet ikke det overskud, du lige roste mig for. Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen, da min far fortalte, at han havde fået en ny kæreste – sorg, tristhed, følelsen af at være tilovers – og jeg frygtede sådan, at mine piger ville føle det samme, selvom situationen er en anden og min eks i den grad er en anden end min far. Heldigvis var det gået fint, noget med is og skovjordbær, og pigerne ved godt, at deres far stadig elsker dem overalt på jorden.

 Man skal passe på med ikke at blande sine egne gamle skilsmissetraumer ned i denne her stadigt simrende skilsmissegryde, og jeg tager min seksåriges ord fra timerne i 0.b med, hvor man skal lære at være en god elev og kammerat:

 “Bliv på din egen banehalvdel.”

 Så her står jeg. Og det føles helt rigtigt

 

DENNE ARTIKEL ER SPONSORERET AF SIMPLE FEAST

Vil du gerne spise flere plantebaserede måltider i løbet af din uge –  men har du svært ved finde ud af, hvor du skal begynde?

Så er Simple Feasts måltidskasser måske noget for dig. Det er supernemt: Du modtager en kasse ved din hoveddør søndag eftermiddag, hvori der er linet tre plantebaserede og velsmagende måltider op til den kommende uge. Madvarerne er opdelt praktisk og bæredygtig i emballage med tal, alt efter hvilket af de tre måltider de tilhører. Baserne som saucer, dressing eller fars er allerede tilberedt eller forberedt, mens de friske grønsager, krydderurterne og resten af tilbehøret skal snittes på dagen. På den måde har man stadig en følelse af selv at have lavet maden, når man sætter sig ved spisebordet. Det er så simpelt at følge opskrifterne, at børn sagtens kan være med i køkkenet. Ofte med det resultat, at de føler ansvar for retterne og er mere åbne for at prøve nye smage og teksturer. Måltiderne tager max 10-15 minutter at tilberede.

Oplev hvad kvalitetsråvarer og kreativitet gør ved en måltidskasse.
Lige nu får du 25% rabat på dine første fire kasser med koden REALFOOD. Bestil her

Foto Liv Winther 

MEET’N’GREET

Christina Zemanova, 39 år, mor til Andrea, 9, og Barbara, 7  år. Chefredaktør på magasinet IN og journalistisk redaktør for Elle. Du kan følge Christina på Instagram her

Karoline De Lony, 32 år, mor til Ivan, 5, og Adrian, 1. Skolelærer og freelanceskribent for To The Moon, Honey. Følg Karoline her

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.