Udsat skolestart: “Man kan komme for tidligt i skole, men ikke for sent”

Allerede da Louise Heins søn, Frede, kun er fire år, begynder familien at snakke om at udsætte hans skolestart. Her fortæller Louise om at følge sin mavefornemmelse, men også om at føle sig efterladt på perronen og om de afkald, selv en rigtig beslutning kan indebære

Vores mellemste barn, Frede, blev født i 2016. Det var en god og ukompliceret fødsel, men det første års tid af hans liv var fyldt med gråd på grund af uopdaget silent refluks. Selvom det kun er 5,5 år siden, var det ikke noget, særligt mange havde fokus på, og vi anede ikke, hvad det var.

Det resulterede i et superstresset nervesystem og en dreng, der, da han blev lidt ældre, fik store raserianfald og ikke var til at trøste. Min mand og jeg havde en følelse af ikke at kunne “læse” ham. Det var så hårdt at føle, at vi ikke kendte vores eget barn og ikke vidste, hvad der var bedst for ham.

Da Frede var 1,5 år blev jeg uplanlagt gravid med vores tredje barn. Vi havde altid drømt om tre børn, men timingen kunne mildt sagt have været bedre. Det var virkelig svært for Frede at blive storebror, og de følgende par år gik op og ned, men altid med en følelse af ikke at kunne hjælpe ham godt nok.

Vi begyndte i familieterapi og fik lavet en sanseprofil ved en børneergoterapeut, som gjorde os meget klogere på, hvordan vi kan hjælpe Frede. Han er sensitiv over for lyde og berøring, hvilket betyder, at det kan være udfordrende for ham at være i store grupper, hvor der er meget larm, og han har svært ved fysisk kontakt, når hans nervesystem er presset. Han skal hjælpes ved at “skærmes” for indtryk, så hans nervesystem kan finde tilbage til et normalt leje, og så han kan overskue at være social igen.

Desuden anbefalede ergoterapeuten, at vi uden at blinke skal trække de 15 måneder, hvor han havde ondt på grund af silent refluks, fra hans alder. Han er med andre ord ikke lige så moden som hans jævnaldrende, fordi han har brugt så meget krudt på at have ondt i starten af sit liv. Det har hjulpet os enormt at have den viden, for vi krævede alt for meget af ham førhen.

Læs også

Få den bedste skolestart

Endnu et år i børnehave og ro til at modne

Vi begyndte allerede at tænke på at udsætte skolestart, da Frede var 4 år. Han er født i efteråret og ville derfor være blandt de yngste i klassen, hvis han startede med årgang 2016. Vi ønskede for ham, at han fik endnu et år i børnehave, så han havde mere tid til at “modne”,  få ro på sit nervesystem og blive bedre til at selvregulere, når han er presset. 

Anbefalingen med at trække 15 måneder fra hans alder i forhold til modenhed havde stor vægt i beslutningsprocessen. En anden faktor, som også spillede ind i vores beslutning var, at Fredes storebror startede i skole for et par år siden, og vi havde derfor det forløb at sammenligne med. Han var 6 år og moden af sin alder, og vi så hvor stor spredning der er med hensyn til modenhed blandt børn i 0. klasse. 

Det var tydeligt, at de mere modne børn havde langt lettere ved det faglige såvel som det sociale, hvorimod andre kæmpede for at hænge i. Frede kæmpede med at hænge i i børnehaven. Vi følte, at det ville være at trække tæppet væk under ham at sende ham i skole, hvor individuelle behov ikke kan tilgodeses på samme måde som i en institution. Havde vi ikke haft et ældre barn, er jeg ikke sikker på, at vi havde været så sikre på vores beslutning.

Beslutningen var ikke svær at tage

Vi startede dialog med børnehaven sidste efterår, og fik at vide, at vi var tidligt på den. Det kunne sagtens nå at ændre sig, men de godt kunne følge os i vores overvejelser. Vi lagde en plan for, hvordan vi på bedst mulig vis kunne hjælpe både i børnehaven og derhjemme for at gøre Frede skoleklar. 

Vi blev skrevet op til en kommunal talepædagog, da han havde svært ved visse konsonantkombinationer. Efter at have ventet på en tid i seks måneder (!), kontaktede vi en privat talepædagog og betalte selv for 3-4 behandlinger. Det var nok til, at han nu er meget skarpere i sin udtale.

På trods af indsatsen og udviklingen var vi fortsat enige om, at Frede skulle vente med skolestart. Vi er egentlig overbeviste om, at han nok skulle kunne klare at starte i skole, for han er kvik. Men han ville skulle bruge så meget energi på at fordøje og sortere i indtryk, at han formentlig ville have svært ved at koncentrere sig og derved skabe uro i klassen.

Tidligt i år udfyldte vi de nødvendige papirer til skoleudsættelse, og børnehaven gjorde det samme. Beslutningen var ikke svær at tage, for vi vidste, at det ville være det bedste for vores barn. Men i sidste ende bestemmer man ikke selv, om ens barn skal starte i skole eller ej. Man skal ansøge til distriktsskolen (der aldrig har mødt barnet), og hvis ansøgningen afvises, kan man ikke anke. Vi fik heldigvis godkendt vores ansøgning.

Efterladt på perronen

Vi fortalte ham, at han først skulle starte i skole, når han er 6 år, fordi det synes vi som forældre er bedst. Hans storebror er født i januar, og var således også 6 år, da han startede i skole. Det brugte vi til at underbygge vores begrundelse, og det accepterede han. Så langt så godt.

Efterhånden som 1. maj nærmede sig, og en stor del af hans venner skulle starte i SFO, blev der naturligvis mere og mere snak om skole i børnehaven, men Frede virkede heldigvis upåvirket. Vi var i tvivl, om han helt forstod, hvad der skulle til at ske, så jeg måtte sige direkte til ham, at hans venner skulle starte i skole nu, men at han skulle vente til senere. “Ja, det ved jeg da godt”. Pyha, tænkte jeg. Var det virkelig bare det?

Nej, desværre ikke. De fleste af børnene stoppede, men tre børn, heriblandt hans bedste ven, skulle fortsætte i børnehaven indtil sommerferien. Her begyndte Frede at reagere, for nu forstod han, hvad det betød. Hans venner var væk, og de kom ikke tilbage. Nu kunne han blot gå og vente på, at hans bedste ven også forsvandt.

Vores søn er den eneste i børnehaven, der skal vente med at starte i skole, og det har givet ham en følelse af at være blevet efterladt på perronen, mens alle hans gode venner er suset af sted. Videre til noget sjovere uden ham.

Han begyndte at få voldsomme raserianfald, som vi kendte dem fra et par år tidligere. Men denne gang vidste vi, hvad det kom af. Han var frustreret og ulykkelig.

En aften, da han lå i sin seng, satte han så fint ord på sine følelser: “Jeg føler mig ensom og trist, og jeg har ingen venner. Den nye storegruppe er meget mindre end mig”, og så hulkede han. Og det samme gjorde jeg – men først da jeg kom ud fra hans værelse.

Læs også

Klar-parat-skolestart

Skole rimer på skema

Ensomhed er en af de værste følelser at have, og det var forfærdeligt, at vi med vores beslutning havde sat ham i en så ulykkelig situation. Vi havde forestillet os, at det ville give ham en følelse af at være “stor og sej”, men i stedet forstærkede det hans følelse af ikke at passe ind og være uden for gruppen, fordi den nye storegruppe allerede havde etableret venskaber. 

Her gik det for alvor op for os, at det ikke “bare” er at vente med skolestart, og at der kan ligge en stor sorg i beslutningen, både hos barnet, men også hos os forældre. Jeg tror, alle forældre i bund og grund ønsker, at deres barn har venner og “passer ind”. Det er vi blevet udfordret på det sidste halve års tid.

Vi ved, at vi har taget den rigtige beslutning i at lade ham vente, men det betyder ikke, at det har været nemt. At gå i skole handler ikke kun om at kunne sidde stille og lære alfabetet. Det handler også om at være moden til at skabe relationer, til at lære, til at undertrykke egne behov og at kunne indgå i et fællesskab, for bare at nævne nogle få. 

Den frihed, børnene har imens de er i børnehave kommer aldrig igen. Så snart de starter i skole, skal de passe ind i et skema, der fortæller, hvornår de må lege, og hvornår de skal tie stille, og det fortsætter resten af deres barndom, ungdom og for så vidt helt ind i voksenlivet. 

Det er en floskel, men de er små så kort tid. Vores holdning er, at man kan komme for tidligt i skole, men ikke for sent. 

Tekst og billeder Louise Hein Sommer