To The Moon, Honey og Änglamark lancerer ny podcastføljeton: 40 uger 40 fødsler
To The Moon og Änglamark lancerer i dag 40 uger 40 fødsler – fortællinger, der forbereder dig på fødslen – en ny podcastføljeton skabt til gravide, der ønsker indsigt og viden inden fødslen. Serien samler 40 af To The Moon Honeys efterfødselssamtaler, hvor kvinder deler deres fødeoplevelser og tiden før og efter fødslen. Tilsammen giver fortællingerne en bred og nuanceret forståelse af, hvordan en fødsel kan forløbe.
En fødsel er en kæmpe livsbegivenhed i en kvindes liv. For gravide fylder den enormt meget – for nogle som en faretruende begivenhed i horisonten, for andre som noget, de glæder sig til at stå i.
Uanset hvordan man har det med at skulle føde, er forberedelse vigtig. Ikke fordi man nogensinde kan styre sin fødsel, men fordi viden er magt. Og fordi vi ved, at det sjældent er selve hændelsesforløbet, der er afgørende, men derimod måden det opleves på, som får betydning for den følelse, kvinden lander i moderskabet med efterfølgende.
“De personlige fortællingers styrke ligger ikke i at vise, hvordan en fødsel bør være, men i at vise, hvordan den kan være. Virkelige fødselsfortællinger har en helt særlig form for kraft,” siger Bea Fagerholt og fortsætter:
“De kan både berolige og forberede, fordi de viser fødslerne, som de virkelig er. Med alle nuancer, bekymringer og glæder. Når man forstår, hvorfor tingene går, som de gør, og kender mekanismerne i en fødsel, kan et forløb, der på papiret virker svært eller traumatisk, stadig opleves som positivt og meningsfuldt.
Vi har udvalgt hver fortælling nøje, så den gravide lytter får et bredt og realistisk billede og en dybere forståelse af, hvordan en fødsel kan tage form.”
Et kurateret forløb fra hovedkanalen
Mange gravide kan føle sig overvældede over de hundredvis af efterfødselssamtaler, vi har liggende i vores hovedkanal. De ved ikke, hvor de skal starte eller slutte og nogle kan være bange for at lytte til noget skræmmende, der kan fodre den naturlige frygt, mange har ved tanken om at skulle føde.
Derfor har vi skræddersyet et forløb med udvalgte episoder fra arkivet, der tager den gravide i hånden og følger hende gennem en verden af gribende fortællinger og grundlæggende viden om fødsler.
Vores håb er, at lytteren ved vejs ende vil føle sig bedre klædt på til den store og livsomvæltende begivenhed, det er at føde et barn.
Anbefalet som fødselsforberedelse
Vi bliver altid glade, når vi hører, at vores format Efterfødselssamtalen bliver anbefalet af jordemødre rundt omkring på landets fødesteder som en del af fødselsforberedelsen.
Det vidner om, at vores format, hvor der altid sidder en jordemoder med til at forklare og give faglige input, har en stærk effekt. Både i forhold til at forstå, hvad en fødsel er, og hvor mange veje den kan gå. Men der ligger også en vigtig følelsesmæssig forberedelse i at tune ind på det, der venter.
Tryg viden uden at overvælde
Serien fokuserer på almindelige og relevante fødselsforløb, mens de mest sjældne højrisikofødsler og traumatiske forløb er fravalgt.
Bea Fagerholt og Liv Winther er værter og guider lytteren gennem de personlige fortællinger, mens de erfarne jordemødre Tilde Bøgild og Camilla Brinch bidrager med faglig viden og perspektiv. På den måde kan lytteren trygt lade sig inspirere og forberede uden at blive overvældet. 40 uger 40 fødsler inviterer med på en rejse gennem fødslernes mangfoldighed og giver både gravide og deres partnere viden, forståelse og empati.
Serien kan lyttes på alle podcastplatforme. Lyt til de første episoder her
Vi udgiver podcastføljetonen i samarbejde med Änglamark, der er Coops brand med fokus på økologi, allergivenlighed og ansvarlige valg. Änglamark arbejder for at gøre hverdagen lidt nemmere for familier – hvad enten det er med deres bleer, deres økologiske babymad, eller nogle af de andre produkter i babyuniverset. På den måde bliver I som forældre både klædt på med gode varer og viden, der giver et roligt afsæt til den store begivenhed, som fødslen er. Læs mere om Änglamarks produkter her




Din kommentar