Tilde Bøgild - “Derfor er efterfødselssamtalen så vigtig” - TO THE MOON, HONEY
To_the_moon_honey_jordemoder_tilde_bøgild_efterfødselssamtalen_

Tilde Bøgild – “Derfor er efterfødselssamtalen så vigtig”

Siden oktober 2019 har mere end 100 kvinder fortalt deres rørende og ærlige efterfødselsberetninger til To The Moon, Honey. Og jordemoder Tilde Bøgild har siddet med, klar til at besvare faglige spørgsmål og forklare op og ned i fødselsforløbet. Her fortæller Tilde, hvorfor en efterfødselssamtale burde være alle kvinder forundt, og hvorfor vi ikke må lade der gå leverpostej i vores fødsler

 

Hvorfor er det vigtigt at få talt sin fødsel igennem? 

“Det handler rigtig meget om at have respekt for kvindens præstation og den livsomvæltende begivenhed, som fødslen er. At man ikke bare føder et barn, og så skal direkte hjem og tømme opvaskemaskinen. Det handler om, at vi ikke må lade der gå leverpostej i vores fødsler. En fødsel er noget af det vigtigste, der sker i en kvindes liv, og alligevel taler vi kun om det i ca. fem minutter. Har man løbet et maraton, får det nærmest lov til at fylde mere og får mere anderkendelse, end en fødsel gør.”

Hvad er det en efterfødselssamtale kan?

“En efterfødselssamtale kan være med til at give kvinden en anerkendelse af og forståelse for, at hendes krop har været igennem en voldsom fysisk og psykisk præstation. Efter fødslen er fokus næsten udelukkende på babys sundhed og trivsel. 

Efterfødselssamtalen handler derfor også om at lade mor fylde og få plads. Det handler om kvindens oplevelse, om kvindens følelser, om hendes krop, sind og psyke. ‘Hvordan var det egentlig for mig’, og hjælpe hende til at få sat nogle ord på den voldsomhed, som en fødsel indebærer. Og også få sat ord på den oplevelse af, at en fødsel både er smuk og voldsom på én og samme tid.

Det kan også sagtens være, at kvinden har en oplevelse af, at det faktisk slet ikke har været smukt – og det er også helt okay. Samtalen kan ikke give dig en god fødselsoplevelse, hvis du ikke har haft det, men det kan give en forståelse, som er så vigtig for, hvordan du har det med din fødsel fremadrettet. Det at have en forståelse og et sprog til at italesætte oplevelsen giver nemlig i sig selv en ro.

Samtalen kan være vigtig i forhold til at få skabt en bevidsthed om, hvor var det svært, hvor var det sårbart og få anderkendt og set det. Og så handler det om at få skabt en tydelighed for kvinden om, hvor det var særligt stærkt, hvor kunne jeg virkelig mærke min styrke, hvor kan jeg mærke oplevelsen helt ned i maven, og få sat nogle ord på det. 

Har man selv svært ved at mærke, hvor stærk man egentlig var, så er den samtale bare så betydningsfuld. For der er en styrke i alle fødsler uanset hvad, og det er så vigtigt at få kvinderne til at forstå, hvad det rent faktisk er, de har præsteret.”

Hvornår giver det mening at tage samtalen?

“I min optik kan man ikke have en betydningsfuld samtale om sin fødsel et døgn efter. En fødsel er et fysiologisk traume, og det traume er man i noget tid efter. Jeg synes, der skal gå mellem 3-6 måneder, efter man har født, før man tager samtalen. Det er typisk den tid, det tager for de normale ting i en fødsel at lægge sig og falde til ro af sig selv. Er der så ting, der stadig fylder derefter, og banker fødslen på, når man ikke selv har bedt om det, så er det en rigtig god idé, at man får talt sin oplevelse igennem.”

Bliver alle tilbudt en efterfødselssamtale – eller skal man selv tage initiativ til det?

“Alle har ret til en efterfødselssamtale, men de rutinemæssige samtaler er blevet skåret væk for at spare tid. Man bliver altså ikke længere tilbudt at få samtalen, og man skal selv tage initiativet og være opsøgende. Men i min optik burde alle kvinder have en efterfødselssamtale. Det er problematisk, at det kun er ved de særligt komplicerede fødsler, at det bliver tilbudt, fordi selvom man på papiret har haft en normal fødsel, kan kvindens oplevelse stadig godt være at det var traumatisk og alt for voldsomt, og have brug for at få lagt en masse ting på plads.

En efterfødselssamtale med en specialiseret jordemoder er en styret samtale. Det er en samtale i et professionelt regi, som giver noget mere end den snak, du kan have med en veninde eller din partner om fødslen – for det handler også om at skabe en helt saglig forståelse for, og få sat ord og orden på det kropslige traume, som en fødsel er.

Det afgørende er, at kvinden skal gå fra samtalen med en oplevelse af at være lettet og mere afklaret. Hun skal gå derfra med en følelse af, at det var meningsfuldt, og det har rykket noget for hende. Men jordemødre i dag får ikke noget specialiseret uddannelse og træning i at tage samtalerne, og går kvinden derfra med følelsen af, at det ikke har rykket noget hos hende, så bør man opsøge en anden jordemoder. Det skal være en forløsende oplevelse.

Efterfødselssamtalen er på samme vis også betydningsfuld for jordemødrenes professionelle gøren og laden. Det er en direkte tilbagemelding på det arbejde, vi laver, og det er et vigtigt spejl på vores faglighed.”

Hvad hvis man har haft en god, “normal” og ukompliceret fødsel?

“Jeg synes, alle kvinder burde lave et skriv til sig selv, hvor de gennemgår deres egen fødsel. Det kan være langt eller kort, men bare det at tænke fødslen igennem på den måde kan være med til at give et overblik over, om man egentlig selv forstår, hvad det lige var der skete dér og dér. Og hvis man kan mærke, at der noget, man ikke forstår, så er det en rigtig god idé at bede om en efterfødselssamtale. Det gør også, at man så er klar til at stille meget konkrete og kvalificerede spørgsmål til sin jordemoder, når man tager efterfødselssamtalen.”

Hvad giver det, at dele og høre om andre kvinders fødselsoplevelser?

“I dag er der en enorm stor følelse af ensomhed forbundet med vores fødsler. Vi mangler fællesskaber, og vi ved måske ikke, hvor vi skal gå hen med vores fødselsoplevelser. At høre om andre kvinder, der har født – eksempelvis i ‘Efterfødselssamtalen’ – med deres sårbarheder og styrker gør, at man kan spejle sig, og måske få nogle ting parkeret ved ens egen fødsel. 

At sidde overfor kvinderne i Efterfødselssamtalen, og blive inviteret ind i det rum på en så kærlig måde, er stadigvæk enormt overvældende for mig. Jeg har virkelig en stor respekt for, hvordan kvinderne ukritisk har lukket mig ind i deres føderum, og jeg er virkelig ydmyg overfor alle de stærke, ærlige kvinder, jeg har fået lov til at møde. Det er jeg både beæret og stolt over.

Det har været en kæmpe øjenåbner at høre, hvad det giver kvinder at  lytte til andre kvinders fødselsberetninger i podcasten. Det har virkelig tydeliggjort, hvor stort et behov der er for, at kvinder hører om andre kvinder, der føder børn. Selv ud af de 100 fødselsberetninger er der ikke én eneste gang, hvor Liv, Bea og jeg har tænkt, at det var en irrelevant historie. Fødsler er vilde, intense og aldrig kedelige, og der kan snildt blive taget 100 episoder mere.

Det giver en følelse af tryghed og ro, når vi kan mærke, at der er tusindvis af andre kvinder bag mig, som har været igennem det samme som mig – bare med forskellige overskrifter. Når vi deler på den måde, kommer vores fødsel til at hvile oven på et uendeligt langt stykke kvindehistorie.”

 

Tekst Anna Rolin Foto Liv Winther

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.