Ferie med børn: Sådan får I plads til alles behov
Ferien skal være en pause fra hverdagen, men høje forventninger, trætte børn og forskellige ønsker kan hurtigt skabe pres. Psykolog og parterapeut Trine Hjort Bønnerup sender dig godt ind i ferien: tal om forventningerne, find plads til både alenetid og fællesskab – og tag feriens gode idéer med hjem.
Artiklen er et sammendrag fra episoden Ego: Parforholdets forventninger, frirum og ferie med psykolog og parterapeut Trine Hjort Bønnerup. Lyt til hele episoden dér, hvor du lytter til dine podcasts.
Ferien begynder ofte med en forestilling om, at vi skal slappe af og nyde tiden sammen. Men overgangen fra en travl hverdag kan være stor, og familien har ikke nødvendigvis fundet ferierytmen fra første dag. Måske har den ene lyst til udflugter, mens den anden længes efter ro. Samtidig kan børnene være trætte og møre, og de praktiske opgaver fra hverdagen følger med ind i ferien.
“Bare det, at ferier burde være et sted, hvor vi havde det rart, tænker jeg er en forventning, vi alle sammen har. Men det er sjældent sådan, det lige lander – i hvert fald de første par dage,” siger psykolog og parterapeut Trine Hjort Bønnerup.
Hun peger på, at ferien også kan gøre det tydeligere, hvad vi savner, og hvad vi hver især har brug for. Når ferien sænker farten, er der mere tid sammen – og dermed også større mulighed for at mærke både nærheden og de ting, der måske har været skubbet til side.
Tal om ferien, før den begynder
En snak om forventninger kan hjælpe med at forebygge skuffelser. Spørg hinanden, hvad I glæder jer mest til, og hvad I håber, at ferien kommer til at rumme. Måske har I forskellige forestillinger, som først bliver tydelige, når ferien allerede er i gang..
Trine Hjort Bønnerup foreslår, at man også taler om, hvordan man gerne vil fordele tiden mellem alenetid, partid og familietid. Hvad ville være et godt øjeblik for dig alene? Hvornår kunne det være rart at mærke, at I også er et par? Og hvad glæder I jer til at lave sammen som familie?
“Bare det, at vi har kigget hinanden i øjnene og spurgt: ‘Hvad er det, du egentlig glæder dig mest til?’ kan kalibrere forventningerne lidt,” siger hun.
Når man kender hinandens ønsker, er det lettere at finde plads til dem på skift. Måske får den ene tid til en cykeltur, mens den anden tager børnene med til stranden. Senere kan I bytte, så begge får mulighed for at lade op.
Giv plads til at lande
Det kan tage et par dage at omstille sig fra hverdagens tempo.
Trine Hjort Bønnerup minder om, at familien ikke behøver at gå direkte fra en hektisk hverdag til en afslappet ferieidyl. De første dage kan rumme både træthed, irritation og forskellige behov.
“Jeg har virkelig lyst til, at man bare er med det, der er,” siger hun. Hvis man kommer ind i ferien med en irritabel stemning, hjælper det sjældent at skælde sig selv ud over, at man ikke er mere glad. I stedet kan man være nysgerrig på, hvad følelsen fortæller: Har man brug for lidt tid alene, en gåtur eller bare en pause fra planerne?
Alenetid kan føles forkert, når man er taget på ferie for at være sammen. Men det kan være netop pausen, der gør det lettere at vende tilbage til fællesskabet med mere overskud.
Sænk barren – og vær sammen om det, der sker
Ferien er ikke et magisk skift til en lykkeligere version af familielivet. De mønstre og udfordringer, der findes i hverdagen, kan også tage med på ferien. Derfor kan det være hjælpsomt at være realistisk med planerne og lade være med at fylde alle dagene med aktiviteter.
“Ferien er ikke sådan et magisk skift over i den lykkelige familie. Så jeg tænker virkelig, at man skal have nænsomhed med det og vide, at man er den familie, man er,” siger Trine Hjort Bønnerup.
Når noget ikke går som planlagt, kan det være en hjælp at spørge, hvad hver især har brug for, frem for at forsøge at presse ferien tilbage på sporet. Måske skal planen ændres, eller måske har én i familien brug for at trække sig lidt. Der er plads til både fælles oplevelser og stille stunder.
Når ferien er slut, kan I også tale om, hvad der faktisk lykkedes. Hvilke øjeblikke vil I gerne huske? Hvornår hjalp I hinanden godt? At få øje på det, der fungerede, kan styrke følelsen af at være et godt team.
Tag én god idé med hjem
På ferien kan der opstå nye idéer til hverdagen. Måske opdager I, at I gerne vil gå flere ture sammen, spise aftensmad uden planer eller skabe mere plads til ro. Men prøv ikke at ændre det hele på én gang.
“Tag de idéer, du tror på og føler mest for, og som er mest realistiske. Vælg måske én, så er det også realistisk, at du kan gøre det,” siger Trine Hjort Bønnerup.
Når I vælger én lille ting, der kan fungere i hverdagen, er der større chance for, at feriens gode inspiration ikke forsvinder, så snart arbejdet og rutinerne begynder igen.
Fem råd fra Trine Hjort Bønnerup til en bedre ferie sammen:
1. Tal om forventningerne:Spørg hinanden, hvad I glæder jer til, og hvad I håber, ferien skal rumme.
2. Giv plads til alenetid, partid og familietid: Tal om, hvordan der kan blive plads til alle tre.
3. Forvent en omstilling: Det kan tage nogle dage for både børn og voksne at lande i ferien.
4. Sænk barren: Lav plads i programmet, og vær nænsomme med jer selv, hvis ferien ikke bliver idyllisk hele tiden.
5. Vælg én idé at tage med hjem: Find en realistisk ting fra ferien, som I gerne vil holde fast i i hverdagen.
Artiklen er et sammendrag fra episoden Ego: Parforholdets forventninger, frirum og ferie med psykolog og parterapeut Trine Hjort Bønnerup. Lyt til hele episoden dér, hvor du lytter til dine podcasts.



