Gravid med diabetes: “Sygdommen gav mig en identitetskrise”

26-årige Thea Munch har forsøgt at blive gravid i fire måneder, da hun får konstateret type 1-diabetes. Diagnosen bremser projekt baby, men starter samtidig en indre udviklingsrejse. Her fortæller Thea om at blive naturligt gravid kun tre uger efter at være blevet henvist til ICSI-behandling, og om det fuldtidsarbejde, det er, at være gravid som diabetiker.

 

I håbet om at blive gravid får den 26-årige sygeplejerske Thea Sofie Munch fjernet sin spiral i november 2020. Men bare fire måneder senere bliver der sat en brat stopper for projekt baby.

“Det er en formiddag i marts 2021. Jeg skal i aftenvagt på mit arbejde, Psykiatrisk Center Sct. Hans, og får en snurrende fornemmelse i begge arme. Det er også sket i dagene op til, men jeg er blevet ved med at fortælle mig selv, at det ikke er noget. Men den dag slår min mand i bordet og får mig til at ringe 1813. Jeg bliver sendt til Bispebjerg Hospital, og på vejen derud ringer jeg til mit arbejde og fortæller dem, at jeg bliver en halv time forsinket.”

Men en halv times forsinkelse viser sig at være mere end optimistisk. Da hun ankommer til hospitalet, får Thea nemlig helt rutinemæssigt målt sine værdier, herunder blodsukkeret.

““Har du diabetes i din familie?”, spørger sygeplejersken mig, da apparatet ikke engang er i stand til at måle værdien. Så højt er mit blodsukker.

Jeg vidste godt, hvad der var ved at ske. Og jeg var i chok. Diabetes er en kronisk, autoimmun sygdom, som man typisk får konstateret som barn eller teenager. Jeg, derimod, var 26 år og på vej til at ville være nogens mor.”

Havde diffuse symptomer længe

Thea bliver akut indlagt med beskeden om, at hun var faldet om, hvis hun ikke var kommet på hospitalet.

“Tak til min mand for at være den voksne.”

På trods af sin faglighed har Thea ikke på noget tidspunkt mistænkt sig selv for at have diabetes. Alligevel er der pludselig nogle brikker, der falder på plads, da hun får konstateret sygdommen.

“I længere tid havde jeg i bagklogskabens lys en række diffuse symptomer. Meget af mine 20’ere har været præget af fysisk mistrivsel. Skrantende immunforsvar, kløe, eksem, hårtab og hovedpine. Jeg var aldrig på toppen, og jeg var ellers sund og aktiv, så det hang ikke sammen. På det tidspunkt arbejdede jeg i retspsykiatrien, og det var et voldsomt stressende job, så jeg tilskrev det stress.”

0,6% af den danske befolkning har type 1-diabetes. Sygdommen indebærer, at bugspytkirtlen ikke producerer insulin. Når vi spiser kulhydrat, laver kroppen det om til glukose, fordi glukose er kroppens brændstof. Men glukose skal ud i cellerne, og her er insulin nøglen, der skal til. Når kroppen ikke producerer insulin, bliver sukkeret i blodet, og så bliver blodsukkeret for højt. Hvis man har for højt blodsukker i lang tid, risikerer man at få syreforgiftning, og det kan man i yderste konsekvens dø af.

Diabetikere skal derfor have daglige indsprøjtninger med insulin.

“Rent pratisk betyder sygdommen, at jeg stikker mig, hver gang jeg spiser kulhydrat. Men der er ikke samme mængde kulhydrat i mad, så jeg skal hele tiden justere min dosis afhængigt af, hvad jeg spiser. Jeg er derfor ansvarlig for at regne ud, hvor meget insulin min krop skal bruge, for ikke at få for højt eller for lavt blodsukker. Det, kroppen almindeligvis gør automatisk, skal jeg konstant tænke over.”

Thea bærer hver dag censor på armen, der sidder i underhuden. Den måler hendes blodsukker og er koblet til en app på hendes iPhone. Via bluetooth bliver hun notificeret, når blodsukkeret er for højt eller lavt.

“Det kan være morgen, middag og aften og også nat. Alarmen på min telefon vækker mig, og så kan jeg få lov til at stikke mig. Eller også vralter jeg ud i køleskabet for at drikke en juice. Jeg kommer snildt op på 8 insulinsprøjter i døgnet.”

“Du må ikke blive gravid”

Da Thea får konstateret sygdommen, er den største og mest umiddelbare konsekvens, at lægerne trækker håndbremsen i forhold til projekt baby.

“Når man skal være gravid, skal man som diabetes-patient være meget velreguleret og få grønt lys af sin endokrinolog (red. speciallæge inden for diabetes og andre hormonsygdomme). Det var det værste, jeg kunne få at vide, fordi jeg på det tidspunkt var mega skruk og havde forsøgt i fire måneder. Det var en våd lussing, men et vilkår jeg var nødt til at acceptere.

Jeg bliver faktisk ret hurtigt velreguleret, men vælger at blive en del af et forskningsforsøg, hvor man ikke må blive gravid. Vi træffer derfor en beslutning om at pause en mulig graviditet.”

I mellemtiden bliver Danmark og resten af verden lukket ned på grund af corona.

“I den periode bliver alle mine veninder gravide og får børn. Det var en virkelig svær, men ansvarsfuld beslutning at få styr på min krop først. Men følelsesmæssigt følte jeg mig snydt.”

Sygdommen gav mig en identitetskrise

Sygdommen kommer særligt som et chok for Thea, fordi hun, som har så stor føling med sin egen krop, ikke selv har opdaget sygdommen.

“Jeg er så meget i kontakt med mig selv, og jeg lever af at lære andre at være i kontakt med sig selv. Jeg er endda sygeplejerske. Hvordan kan jeg ikke have set det? Det indbød en identitetskrise, og det har været virkelig barsk. Men jeg tror ikke, jeg ville være det foruden, selvom det kan lyde far out.”

Da Thea får konstateret diabetes, kræver det nemlig, at hun skal forstå sin sundhed og identitet på en helt ny måde. Og hun har lært meget.

“Jeg er først og fremmest virkelig meget i kontakt med min krop, fordi det er jeg nødt til at være. Jeg har et organ, der er defekt, som jeg skal varetage opgave for. Det kræver min fulde opmærksomhed. Vigtigst af alt indebærer det, at jeg skal sætte mig selv først hele tiden, for jeg kan ikke tilsidesætte min bugspytkirtels manglende funktion.

Det har været en fed læring, fordi jeg havde dedikeret mit liv til at passe på andre. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, bliver vi nødt til at passe på os selv, før vi kan passe på andre.

Jeg lever også i en taknemmelighed over, at det “trods” alt kun er diabetes. Jeg vil og kan ikke gøre mig selv til offer, og det er en aktiv beslutning, jeg træffer hver dag. Det betyder ikke, at jeg hver dag er powerfuld og står stærkt i det. Men langt hen ad vejen forsøger jeg at løfte det med lethed.”

Opgør med pleasergenet

Thea er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men har siden efteruddannet sig og arbejder i dag som holistisk kropsterapeut.

“Mine klienter kan have alt fra hormonforstyrrelser og kronisk hovedpine til depression. Mit arbejde består i et coaching-element efterfulgt af kropsterapi, som kan være enten kraniosakralterapi, zoneterapi, cupping eller akupressur.

Mit udgangspunkt er, at hverken samtaleterapi eller kropsterapi kan stå alene. Stress er eksempelvis en fysisk reaktion, som vi har en tendens til kun at behandle med samtaleterapi. Men mange ubalancer stammer fra et flosset nervesystem, så det arbejder jeg med, uanset hvilken ubalance mine klienter kommer med. Jeg assisterer også fødsler, hvor jeg med kropsterapien smertelindrer og støtter.“

Thea søger væk fra hospitalsvæsenet og ind i den holistiske verden som led i en udviklingsrejse, der har rødder helt tilbage i teenageårene.

“Mine forældre blev skilt, da jeg var 18, og det var hårdt. Jeg er yngste barn i en flok på fire og har været vant til at rette ind og har derfor et stort pleasergen. Indimellem havde jeg en fornemmelse af at være et siv, der blafrede i vinden, og jeg længtes efter at være et træ, der var dybt forankret i mig selv. Følelsen af ikke at vide hvad jeg egentlig havde lyst til ville jeg forsøge at ændre. Jeg var for nysgerrig til at lade være.”

For at kunne være tro over for sit arbejde og sine klienter er Thea afhængig af at blive ved med at fokusere på sin egen udvikling. En udvikling, diabetes har bidraget til.

“Jeg kan ikke fortælle mine klienter, at de skal sætte grænser og stå stærkt i dem selv, hvis jeg ikke selv gør det. Og det er en proces, der aldrig stopper. Man skal holde den ved lige. Det har været nogle lærerige år, og jeg føler, de har givet mig et godt afsæt til at blive mor.”

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

“Jeg får grønt lys til at blive gravid i sommeren 2022, hvor vi også bliver gift. Prøver man at blive gravid som diabetiker, er det vigtigt, at man har snorlige blodsukre, fordi udsving kan være meget skadeligt for fosteret i begyndelsen. Der er derfor en bevidsthed forbundet med projekt baby, som er meget lidt sexet og meget lidt romantisk.

Derudover har min cyklus været mærkelig, siden jeg fik diabetes, og jeg kan se, at jeg har lav progesteron, fordi jeg kun har en lille menstruationsblødning og mange dage med pletblødning op til menstruationen. Lav progesteron gør det svært at blive gravid og holde på en graviditet.

Allerede før vi får grønt lys, starter jeg i et forløb hos en naturlig hormonterapeut og begynder at bruge creme med bioidentiske hormoner, som jeg køber hjem fra det franske apotek. Jeg får testet mine hormoner, og rigtigt nok har jeg for højt østrogen og for lavt progesteron. Da det bliver januar måned, har vi haft grønt lys i et halvt år og er stadig ikke blevet gravide. Endnu en af vores bekendte fortæller om sin graviditet, og dér taber jeg småkagerne. Jeg ringer tudende til vores læge, og selvom vi ikke officielt har prøvet i et år, bliver vi tilbudt udredning med henblik på fertilitetsbehandling. Jeg får lavet en underlivsundersøgelse, og min mand afleverer sædprøve. En helt vilkårlig tirsdag i februar får vi svar. Min mand har svært nedsat sædkvalitet, og de vil sende os direkte i ICSI-behandling.

Det var et stort chok, fordi jeg hele tiden kun havde haft fokus på min dumme cyklus. Pludselig blev vi slået skakmat. Ugen efter får jeg lavet en gennemskylning af mine æggeledere, og lægen kan se, jeg snart har ægløsning. Men dér har jeg fuldkommen mistet modet, og for første gang i 2,5 år tracker jeg ikke min cyklus. På en eller anden måde er jeg også lettet. Jeg er træt af at være bag rattet, som jeg er med min diabetes, og som jeg i lang tid har været med min cyklus og eventuel graviditet.

Det er i marts, og vi bliver indkaldt til at begynde fertilitetsbehandling den 1. juni. Det giver os en ro. I mellemtiden vil vi nyde livet og renovere vores lejlighed, og vi bestiller også en tur til Paris.

Men en dag ringer min storebror og spørger, om jeg er gravid. Det har hans kone drømt om natten, og hun har tidligere haft ret med sine drømme. Jeg reagerer meget kraftigt og fortæller ham, at det er enormt tarveligt at spørge mig om, når jeg ikke kan blive gravid og er på vej i fertilitetsbehandling.

Dagen efter forventer jeg, at min menstruation skal komme, og jeg har været på forkant og taget min menstruationskop i. Men ved frokosttid er der ikke så meget som en pletblødning. Min mand ser en fodboldkamp i fjernsynet, og jeg går ned og køber ind til frokost, hvor jeg også køber en graviditetstest. Jeg tager den uden at sige noget og får lavt blodsukker undervejs. Jeg lægger den fra mig og skynder mig at få noget kulhydrat i maven, og da jeg kommer tilbage, er den positiv.

Jeg havde forestillet mig, jeg skulle græde af lykke. Men min første indskydelse var, at det var fucking løgn. En positiv test tre uger efter det nedslående svar på sædprøven. Jeg tænkte, at universet havde prøvet at fortælle mig, hvor lidt jeg er herre over mit eget liv, og hvor lidt jeg kan kontrollere og styre. Bedst, som vi havde fundet fred med situationen og givet slip, lykkedes det. Vi skulle have været til Paris ugen efter og drukket os fulde og røget cigaretter. Men den positive graviditetstest havde jeg jo drømt om i flere år. Jeg gik ind og beordrede min mand at slukke fjernsynet. Hans reaktion var 1:1 den samme som min. Det hele føltes nærmest åndssvagt, men på den fantastiske måde. Vi var vildt glade.”

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“Jeg har haft den fedeste graviditet, og jeg har ikke været hårdt ramt af almindelige graviditetssymptomer. Mit energiniveau har været højt, jeg har ikke haft kvalme eller cravings. Det tilskriver jeg mit stabile blodsukker.

Men graviditeten har samtidig været forbundet med meget kontrol. Jeg bliver fulgt på Rigshospitalet, hvor jeg går til til diætist, endokrinolog, fødselslæge, sygeplejersker og ekstra tilvækstscanninger, fordi diabetes-babyer kan blive store. De risikerer at få et bredt skulderparti og et større hoved, og i de tilfælde sætter man fødslen i gang tidligere.

På mange måder er en diabetes-graviditet en meget medicinsk omgang, hvilket står i stor kontrast til min store drøm om at føde mine børn hjemme. Det kommer aldrig til at ske som diabetiker.

Hvis jeg er så heldig at opleve en graviditet igen, vil jeg overveje at droppe nogle af kontrollerne, fordi de indgyder så meget frygt. Den måde, sundhedsvæsenet er indrettet på, og den måde man bliver mødt på, er altid centreret omkring worst case scenarios, og desværre ikke på hvordan man forebygger dem.

Min tilgang er anderledes, selvom jeg ikke betragter mig selv som super alternativ. Jeg er sygeplejerske, og jeg har en masse konventionel uddannelse, som jeg også læner mig op af. Men jeg går ikke med til, at hospitalet sætter fødslen i gang, alene fordi det er en protokol, de følger. Der skal være en egentlig årsag.”

Hvordan har du det med din gravide krop?

“Jeg føler mig godt tilpas i min gravide krop. På mange måder har min krop ikke ændret sig, og indtil videre kan jeg det samme. Jeg har eksempelvis ikke skullet forholde mig til at gå og kaste op hver dag. Med årene er jeg også blevet godt funderet i mig selv. Jeg opdagede for nyligt, at jeg har fået flere karsprængninger på mine lår, men det er der ikke at gøre noget ved. Enten må jeg leve med det eller få dem fjernet en dag. Det får ikke lov til at betyde noget for mig.”

Hvad savner du mest under din graviditet?

“Jeg savner virkelig at gå med mine jeans. Ellers er der ikke noget, jeg har savnet. Jeg drikker stadig et glas vin om ugen og prøver på ikke at være fanatisk. Det er en modreaktion på alt det, der er enormt kontrolleret i mit liv.”

Dyrker du motion under din graviditet?

“Et par gange om ugen går jeg til hot yoga. Jeg kunne også gå til gravidyoga, men det er ikke nødvendigt endnu. Jeg justerer blot nogle af stillingerne. Under graviditeten har vi også renoveret vores lejlighed, og jeg har flyttet min virksomhed fra Nørrebro til Christianshavn, og begge dele har også været en slags motion.”

Hvordan vil du beskrive din personlige stil?

“Min stil er boyish. Jeg sværger som regel til jeans, t-shirt og et par sneakers. Om sommeren klæder jeg mig dog mere feminint, og jeg er særligt glad for kjoler fra Skall. Men under min graviditet har jeg mere gået i lange nederdele og tætsiddende toppe, så man har kunnet se min mave. Jeg er typen, der er meget glad for at vise min mave frem.”

Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?

“I mange år har jeg været opmærksom på ikke at bruge for giftige produkter, men jeg er også en skønhedsnørd, så ingredienser som vitamin a og retinol har jeg alligevel været glad for fx produkter fra Sunday Riley. Men den slags har jeg lagt på hylden under graviditeten.

I stedet bruger jeg Rudolph Care og Honey til ansigtet. Min krop smører jeg ind i bodylotion fra Cerave. Det er et usexet mærke uden parfume, men meget effektivt, som man kan købe det på apoteket.

Jeg har aldrig kunnet lide at bruge bodylotion med parfume i, fordi det virker skræmmende for mig at smøre mit største organ ind i parfume. Hvis jeg trænger til lidt duft, putter jeg nogle dråber Aveda olie i min creme.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?

“Før jeg blev gravid, levede jeg restriktivt i forhold til indtag af kulhydrater, fordi det gjorde det nemmere for mig at regulere mit blodsukker. Jo færre kulhydrater, desto mindre insulin skulle jeg tage. Men af hensyn til graviditeten har jeg skullet spise flere kulhydrater, og derfor har jeg været nødt til at omlægge min kost. Jeg har skullet lære at tage mere insulin, og mit behov for insulin ændrer sig fra uge til uge. Jeg tager mere og mere insulin, fordi min bugspytkirtel bliver dårligere og dårligere, og fordi min krop bliver mere og mere resistent over for insulinen.

Generelt forsøger jeg at spise langsomme kulhydrater, meget fiber, fedt, protein og fede mælkeprodukter. Min læge vil frygteligt gerne have mig til at tælle kulhydrater, men det tager så meget af min livsglæde. Jeg sjusser med det, og fordi jeg har en god forståelse af kost, krop og kulhydrater går det godt. Min uddannelsesmæssige baggrund hjælper mig og gør det nemt for mig at håndtere min diabetes.

Jeg taler med min endokrinolog hver anden mandag igennem hele graviditeten. Vi taler meget om, at jeg ikke stræber for meget, men at jeg kun gør det, der skal til, og at jeg gør plads til, at jeg ikke får vildt dårlig samvittighed, hvis mit blodsukker bliver lidt for højt. Hun siger selv, at hendes fornemmeste opgave er at lære mig, at diabetes ikke kommer først. Dét gør graviditeten. Men det er unaturligt for mig, for jeg vil gerne beskytte mit barn, og det gør jeg ved også at tænke på min diabetes. Jo højere blodsukker, jeg har i løbet af graviditeten, jo dårligere risikerer han at blive, når han bliver født. For hvis jeg har for højt blodsukker nu, kompenserer hans insulinproduktion. Og hvis hans insulinproduktion har været høj inde i maven, producerer han også for meget insulin, når han bliver født, og så falder hans blodsukker. Det kan være farligt.

Hvad angår kosttilskud havde jeg allerede en udvidet liste, inden jeg blev gravid, og den har jeg ikke ændret. Jeg sørger for at få d-vitamin, b-kompleks fra Vitaviva, krom, fordi det støtter bugspytkirtlen, magnesium og multi-vitamin. Jeg er særligt glad for Solaray og Familiens Vitaminer.”

Hvordan har du forberedt dig på fødslen?

“Hver anden uge er jeg i svedhytte i 3 timer. Det minder om saunagus, men med et mere spirituelt afsæt og kun for kvinder. Jeg betragter det som et led i fødselsforberedelse sammen med hot yoga. Begge dele handler om at overgive sig til kroppen, holde ud og bruge sin vejrtrækning. Jeg befinder mig godt i varmen, og jeg nyder det virkelig.

Vores plan er at starte fødselsforberedelse hos Heidi Meyer, som har udviklet Meyermetoden. Jeg valgte hende, fordi jeg var doula til en fødsel for et halvt år siden, hvor parret i høj grad samarbejdede om fødslen. Det var meget inspirerende, hvordan hun var dybt afhængig af ham, og hvordan han guidede hende. Det vil jeg virkelig gerne opleve sammen med min mand. Meyermetoden inddrager partneren, som får en essentiel rolle. Partneren laver akupressurtryk og vejrtrækningsøvelser, som kvinden skal følge. Jeg tror også, jeg har brug for ikke at skulle være eksperten. For det er jeg alle andre dage, når det drejer sig om min krop. Den dag skal min mand være ligestillet med mig. Det er vigtigt for os.

Derudover har jeg læst bøgerne Nuture og The First 40 days. Begge bøger taler meget ind i den naturlige fødsel, hvor jeg er lidt begrænset qua min diabetes.

Eftersom jeg har været vidne til flere fødsler, har jeg også oplevet, at det for manden kan være dybt overvældende. Derfor har vi valgt, at min mor også skal være med, så både han og jeg kan møde nogle øjne, vi kender. Hun har i øvrigt født fire børn, og vi er meget tætte.

Afdelingsjordemoderen skal være til stede til min fødsel, fordi jeg har diabetes. De vil også gerne lægge drop på mig fra start for at kunne give mig sukkervand, hvis jeg får brug for det. Derudover er det sværere at få en naturlig fødsel som diabetiker, fordi man ikke må gå over tid. Så jeg har sluttet fred med en igangsættelse, som statistisk set indebærer flere interventioner, såsom smertelindring, vedrop og kejsersnit. Fordi jeg ikke får lov til at gå over termin, vil jeg starte fødselsmodning tidligere end normalt, i håb om at min krop vil respondere bedre på en eventuel igangsættelse.

Når jeg har født, skal vi være indlagt et døgn. Han skal monitoreres, fordi han i mere eller mindre grad vil have forhøjet insulinproduktion og lavt blodsukker. Han skal have mad hver 3. time i det første døgn. Fra uge 37 begynder jeg derfor at udmalke min råmælk i sterile sprøjter og fryser det ned. De kalder det de gyldne dråber fyldt med gode antistoffer, og de kan holde hans blodsukker oppe.”

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

“Jeg har på en og samme tid gjort mig mange tanker og ingen tanker. Vi er privilegerede at have både familie og venner, som har små børn, så jeg ved, at jeg kan forvente alt og intet. Der er meget, jeg ikke kan forberede mig på. Det kan være, at den første tid bliver rolig, og at vi tager en tur til Sverige på min mors ødegård, men det kan også være, at vi skal til og fra hospitalet, fordi han har det dårligt. Det kan vi ikke vide.

Jeg drømmer selvfølgelig om, at vi den første tid kommer til at kigge på vores baby, mens vi ser julefilm og spiser risengrød. Jeg håber, at han skal være viklet på en af os hele tiden og have rigtigt meget hud mod hud. Men jeg forsøger at være åben for alle scenarier.

Min termin er 1. december, men måske bliver jeg sat i gang den 20. november. Uanset hvad tager min mand fri fra fødslen og til og med første uge af januar. Men vores eneste plan er, at vi skal holde juleaften hos min søster, der bor i gåafstand fra os.

Jeg lukker min forretning henover foråret og begynder stille og roligt at have klienter først på sommeren. Derefter må min mand og jeg flexe. Det bliver ikke en opstart, der går fra 0 til 100. Det er fordelen ved at være selvstændig. Man bestemmer selv.”

Tekst Julie Teglhus. Foto private og Andrea Smidt