Stine Legarth: “Infertiliteten gav mig en ydmyghed over for det at være til” 

Efter i en lang periode at have overhørt sin krops signaler om stress, opsiger Stine Legarth sit job gennem ni år – uden at have en plan. Her fortæller Stine om at søge mod månen og spiritualiteten for at genfinde sig selv, om hvorfor hun efter 8 år i fertilitetsbehandling aldrig mistede troen og om hvordan hele forløbet har givet hende et nyt perspektiv, hun ikke ville være foruden

For 5 år siden er Stine Legarth på vej på lederkursus i Paris. Hun har 40 i feber, og hendes mand har forsøgt at overtale hende til at blive hjemme. 

“Jeg får kæmpet mig til Paris og sidder megasyg til kurset. Det ender med, at kursuslederen siger, jeg bliver nødt til at gå op på mit værelse. Både af hensyn til mig selv, men også de andre kursusdeltagere. Jeg tager første fly hjem dagen efter.”

Det er første gang, det for alvor går op for Stine, at noget i hendes liv skal ændres. På det tidspunkt er Stine på niende år ansat i en stor international virksomhed, hvor hun de seneste fire år har haft en lederstilling. 

“Det var et mega hårdt miljø. Jeg lagde bare ikke mærke til det længere. Jeg havde fået lukket af til kroppen og var kun i hovedet. Men jeg blev oftere og oftere syg. Jeg havde influenza tre gange på det år.”

Med til historien hører, at Stine samtidig er i fertilitetsbehandling på femte år. 

“Det der med at køre hardcore karriere samtidig med at være i fertilitetsbehandling hang slet ikke sammen. Da jeg kom hjem fra Paris, begyndte jeg at tænke, at det ikke var normalt at overhøre sig selv så meget. Et par uger senere tog vi på ferie, og på den ferie besluttede jeg mig for at sige op. Uden at have en plan.

Indeni har jeg nok altid kunnet mærke, at det ikke var det, jeg skulle. Men det så godt ud på papiret. Og pludselig var der gået 9 år. Man får ros, man stiger i graderne, og man tjener penge. Det fodrede mit ego, og jeg havde også lært, at det gode liv var at have et godt job, tjene gode penge og bo i en flot lejlighed. Det var bare ikke lykken. For mig.”

Det næste år bruger Stine på at gå ture, læse bøger, slappe af og ikke vide, hvad hun skal. 

“Det gik op for mig, at jeg nok havde haft stress. For når jeg kiggede på min laptop, fik jeg nærmest angst. Bare tanken om at skrive en e-mail gav mig hjertebanken. 

Jeg kunne mærke, jeg havde brug for noget hjælp og vejledning for at kunne finde tilbage til mig selv, og langsomt bevægede jeg mig mere og mere ind på den spirituelle vej.”

Der findes noget større

“Jeg begyndte at få øjenene op for månen, kort tid før jeg sagde op. Når jeg skulle hjem om aftenen og stod på metrostationen, mens det hele kørte i mit hoved med tal og excelark og alt det, jeg skulle nå, så jeg op på månen. Hun mindede mig om, at der var noget, der var vigtigere og større. Det hele blev sat i perspektiv, når jeg kiggede på hende, og jeg kunne bedre tænke ‘Ok, det er bare et arbejde’.”

Jeg begyndte at sige hej til hende hver gang, jeg så hende. På spansk uden at vide hvorfor. Hola Luna, sagde jeg.”

Månen viser sig at få en vigtig betydning for Stines liv og er i dag omdrejningspunktet for en stor del af hendes hverdag. 

“Hun, månen, har en feminin energi. Fascinationen udsprang af, at jeg selv skulle finde tilbage til mine feminine og spirituelle sider. Det har været svært for mig at identificere mig med at være kvinde, jeg forbandt det feminine med svaghed. Månen har hjulpet mig med at finde frem til det fine i at være mere stille, mere reflekterende og introvert, og dyrke en tro på, at man er god nok ved bare at være og ikke for det, man gør.

Jeg begyndte at skrive dagbog efter månens cyklus og interesserede mig for, hvordan jeg havde det, når det var henholdsvis nymåne og fuldmåne. Og i de andre månefaser. Det blev pludselig tydeligt for mig, at jeg var mere kreativ og iderig ved nymåne og mere stille og eftertænksom ved fuldmåne.”

Læs også

“Min viden om alt det, der kan ske, har gjort mig ængstelig i min egen graviditet”

Det bliver startskuddet til Hola Luna Moon Journal – en guidet dagbog, der tager udgangspunkt i energien fra de 8 forskellige månefaser. Men ideen om at gøre det til en forretning kommer først senere. I tæt sammenhæng med ønsket om at blive gravid, som efter mange år i fertilitetsbehandling endnu ikke er lykkedes.”

“Efter at have tullet arbejdsløs rundt i et år var jeg pludselig klar til at kigge på fertiliteten fra et mere holistisk perspektiv. Sprøjter, sprøjter, sprøjter og behandlinger hjalp os ikke alene – åbenbart. Jeg tænkte, at der var et eller andet, der ikke fungerede med min krop, når lægerne ikke kunne komme med en forklaring på, hvorfor jeg ikke blev gravid. Der måtte være en anden del af mig, der skulle åbnes op, og derfor begyndte jeg bl.a. at dyrke Kundalini Yoga.”

Kundalini Yoga er en blanding af vejrtrækningsøvelser, kropsøvelser (Kriyas), meditation og mantra. 

“Det er meningen, at Kundalini skal åbne nogle centre i din hjerne, som har været lukket ned og give ro på nervesystemet. Og selvom det ikke just var formålet, er det midt i en Kundalini praksis, at ideen om månedagbogen kommer til mig. Det var som at få en åbenbaring. Jeg vidste fuldstændigt, hvordan den skulle se ud, hvordan skulle laves og hvad der skulle stå. Jeg var helt stensikker på, at dét her kunne jeg. Selvom jeg har aldrig lavet noget selvstændigt før, havde jeg en kæmpe selvtillid.”

Efter at have præsenteret ideen for sin gode ven, der arbejder som grafiker, går der ikke længe, før de sammen stifter Hola Luna Moon Journal, og den første månedagbog bliver lanceret i 2020. 

“Dagbogen er inddelt i 12 cykli. En månecyklus varer ca. en måned. Ved nymåne skriver man sine intentioner for måneden ned. Hele tanken er, at dagbogen skal få os til at reflektere over vores liv. For det fik jeg ikke gjort tidligere. Det er et redskab til at stille spørgsmålstegn ved, om man lever det liv, man ønsker at leve. Midt i månens cyklus er det fuldmåne, og her giver man slip på alt det, man ikke længere har brug for i sit liv.”

8 år i fertilitetsbehandling: “Månen gav mig troen til at blive ved”

Tilbage i 2014 begynder Stine og hendes mand, Christian, at forsøge at blive gravide. Men allerede dengang har Stine en ide om, at det vil blive svært. Uden helt at vide hvorfor. 

“Efter et års tid blev jeg undersøgt, og siden har vi prøvet alle slags behandlinger. På 8 år har jeg fået taget æg ud 14 gange, og oveni kommer en del forsøg med fryseæg.”

I dag er Stine endelig gravid, og når hun kigger tilbage på perioden i fertilitetsbehandling, inddeler hun den i tre faser. 

“Først var jeg i den naive fase, så kom den trætte fase, og i den sidste fase begyndte jeg at bruge det til noget positivt. Jeg slap mit gamle job og min gamle måde at tænke på. Den sidste fase var ikke drevet af usikkerhed på samme måde som tidligere.” 

8 år i fertilitetsbehandling vil måske få nogen til at give op. Men dér når Stine aldrig til. 

“Hvis jeg var blevet i mit gamle liv, var jeg stoppet. Men i og med jeg sagde farvel til det liv og begyndte en indre rejse med månen og det spirituelle i fokus, så vidste jeg, at det nærmede sig. Jeg fandt mere og mere ind til noget sandt og rigtigt. Månen og det spirituelle gav mig troen på, at vi blev forældre, og derfor blev jeg ved. Jeg var ikke gået så langt med det lægelige, hvis ikke jeg havde fundet det spirituelle. På den måde hang det spirituelle og det lægelige uløseligt sammen.

Selvom jeg troede på det, forholdt jeg mig selvfølgelig også til tanken om, at vi ikke blev forældre. At få et barn måtte ikke være den eneste vej til lykken. Jeg stillede mig selv spørgsmålet om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var helt fri – fri for fertilitetsbehandling og drømmen om at blive mor. Og så ville jeg være selvstændig. Det er lykkedes. I dag har jeg fået lavet to virksomheder, og vi har købt vores drømmehus. Det er kun lykkedes, fordi det var vigtigt for os at være lykkelige med det, vi havde. Med vores hunde, med hinanden, med vores jobs. Og først da vi opnåede det, kom graviditeten. Det er ret fint.”

Et nyt perspektiv

Det er vigtigt for Stine ikke at fremstå som et offer for fertilitetsbehandling. For det er ikke sådan, hun har det. I dag ville hun ikke ønske det anderledes.

“Det var et langt forløb, men ligesom med anden sorg i livet kan man vende det til en styrke. Jeg er så glad for den rejse, Christian og jeg har været igennem, det partnerskab, vi har fundet, og det liv, vi har skabt. Det var ikke sket, hvis det var lykkedes at blive gravid, mens jeg var i mit gamle job. For så var jeg blevet dér. 

Det har styrket vores parforhold, og vi har taget vores liv op til overvejelse på en måde, som vi ellers ikke ville have gjort. Når du bliver ramt af en krise, bliver du nødt til at stille dig selv nogle spørgsmål omkring det liv, du lever. Det var et reality check og en opvågning. Både som par og som individ har infertiliteten givet anledning til at finde ud af, hvad det egentlig er, vi vil. Hele erkendelsen af, at man ikke kan kontrollere livet, er interessant. Det gælder mange ting. Man ved heller ikke, om man får en kræftdiagnose i morgen. Det gav os en ydmyghed over for det at være til. Et nyt perspektiv på livet, som jeg ikke ville være foruden.”

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

“Jeg havde fået lagt æg op for 17. gang, og som altid skulle jeg have taget en blodprøve 14 dage efter for at be- eller afkræfte en graviditet. Min mand og jeg havde aftalt at kigge på blodprøvesvaret sammen, når det tikkede ind på mailen.

Jeg havde ikke en fornemmelse af, at jeg var gravid. Men man er også pumpet med hormoner under behandling, og fordi jeg havde prøvet det så mange gange før, havde jeg også lært, at jeg ikke kunne bruge eventuelle graviditetssymptomer til noget. Jeg har i løbet af årene følt alt muligt, men aldrig været gravid. 

Men jeg kan huske, at jeg, imens jeg ventede på, at Christian kom hjem, stillede mig hen ved vinduet og kiggede ud på træerne, da der pludselig kom nogle vindstød. Og lige dér følte jeg virkelig, at vinden talte til mig. Men man tør ikke tro på noget, når man har fået så mange dårlige beskeder gennem årene. 

Da Christian endelig kom hjem, var det ham, der skulle læse svaret op, for på det tidspunkt var jeg grundtræt af altid at være den, der skulle overrække dårlige nyheder. Men for første gang nogensinde var det ikke en dårlig nyhed. HCG-niveauet var tårnhøjt. 

Vi gik ud i solen og åbnede en flaske alkoholfri bobler. Samme dag skulle vi til min nieces fødselsdag, hvor vi fortalte det til familien.”

Læs også

Pernille Rosenkilde: “Fertilitetsbehandling er uden tvivl det hæsligste, jeg har prøvet”

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“Nu er jeg i uge 30 og har endnu ikke haft nogle gener. Jeg synes måske også, jeg fortjener en god graviditet, fordi jeg har taget min tørn med fertilitetsbehandlinger. Jeg har slet ikke kunnet mærke, at jeg har været gravid på den dårlige måde. Til gengæld har jeg været mega glad og forsøgt at være i nuet. Jeg skal have hver dag af denne her graviditet med, for det bliver måske min eneste. Før jeg blev gravid, lovede jeg også mig selv, at når vi en dag nåede hertil, så skulle perioden med infertilitet være historie. Jeg ville være gravid som alle andre, for bekymringer har der været nok af i forløbet op til. Jeg besluttede mig for, at graviditeten skulle være god. Og det har den været. 

Jeg har også følt mig meget forbundet til ham. For os har han været en del af familien, siden vi fik at vide, jeg var gravid, for jeg var sikker på, at nu var den der. I starten hed han lille hvide prik. Men da det stod klart, at det var en dreng, skulle han hedde Hector. Det har jeg vidst, siden jeg så Troy-filmen første gang.”

Hvordan har du det med din gravide krop?

“Jeg synes, det er så flot at være gravid. Jeg har egentlig mest tænkt på min krop som et hylster til ham, der skulle fyldes med alt muligt godt, så han kan vokse sig stor og stærk. Men hver gang jeg kigger mig i spejlet, synes jeg, jeg er sygt flot. Det er ikke kun maven, men også brysterne og hofterne. Det er meget ur-kvindeligt.” 

Hvad er kommet mest bag på dig? 

“Det er kommet bag på mig, at det at være gravid ikke er mere ophøjet i vores samfund som det mest badass, man kan være. Jeg synes selv, det er så sejt at være gravid, og jeg ville ønske, at kvinder generelt ownede deres graviditet endnu mere. Man er i gang med at bygge et menneske. Hele den proces er magisk. Jeg læste en gang et citat af H.C. Andersen. “Vi er omringet af mirakler, men fordi de sker hele tiden, ser vi dem ikke som mirakler.” Og det er det samme med graviditeter. Vi anskuer det ikke som et mirakel, at kvinder kan lave mennesker i deres maver. 

Min mand har faktisk sagt, at han er lidt misundelig på, at jeg gror Hector og kan mærke ham. Han har så meget respekt for det.”

Hvad savner du mest under din graviditet?

“At vinterbade. Det må jeg ikke, fordi man kan få underlivsbetændelse. Jeg savner også en heftige løbetur, hvor jeg giver den gas og kampsveder. Og selvfølgelig champagne. Det er den dér “jeg lever”-fornemmelse, som både vinterbadning, løb og champagne kan give.”

Hvad var det første stykke graviditetstøj du købte?

“Nogle gravidleggings, gravidstrømpebukser og et par graviditetsjeans fra H&M. Med de tre items har jeg kunnet bruge alle mine kjoler og sweatre udover.” 

Dyrker du motion under din graviditet?

“Hver dag dyrker jeg Kundalini yoga, som er en blanding af meditation, udholdenhed og vejrtrækninger. Jeg modererer øvelserne efter, hvad der er muligt som gravid. På grund af Kundalini er jeg rigtig trænet i vejrtrækningsøvelser, og det fik jeg også ros for til fødselsforberedelse hos Mamapryfolax. Derudover har jeg to hyrdehunde, som skal have meget motion. Dem går jeg lange ture med dagligt.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud?

“Det vigtigste er, at jeg har det godt og spiser sunde, nærende ting, for så har han det godt. Jeg forsøger at spise så varieret som overhovedet muligt, men jeg spiser ikke kød, for jeg kan ikke lide det. I stedet tager jeg de anbefalede Bio-gravid og jern-tilskud.

Jeg har ikke haft kvalme under graviditeten, og derfor har jeg primært kunne holde mig til at spise det, jeg plejer. Men jeg har haft usædvanligt meget lyst til tropiske frugter såsom mango og ananas, men også lime og citron. Jeg har også haft mærkelige, pludselige cravings. Der var eksempelvis en dag, hvor jeg bare måtte have noget karrysauce, og da vi havde fået fat i det, slikkede jeg bøtten ren. Og så har jeg været ekstra tørstig, og tørsten har skullet slukkes i iskoldt vand.”

Hvordan har du forberedt dig på fødslen?

“Jeg går til fødselsforberedelse ved Mamaprofylax. Det forløber over tre gange. Og så har det også været godt for mig at se alle afsnit af “Hjælp, jeg skal føde” på DR.  

Det, der er gået op for mig omkring fødsler, er, at uanset hvor meget man forbereder sig, kan man alligevel ende med at stå i en situation, som man ikke kan kontrollere. Derfor er jeg heller ikke på forhånd afvisende over for smertestillende eller lignende. Jeg kan ikke styre, hvordan han ligger, og hvor længe han er om at trænge ned gennem bækkenet. Jeg kan kun styre min vejrtrækning. 

Mit eneste ønske for fødslen er, at det bliver en teamoplevelse mellem Christian og mig. Han skal få mig tilbage til den gode vejrtrækning, hvis jeg ryger ud af en eller anden tangent, fordi jeg bliver bange for smerten. Vi har aftalt ordet: “Tilbage!” Det skal han sige til mig, hvis jeg går i frygtmode. 

Jeg skal føde på Hillerød Hospital. Jeg var egentlig klar på en hjemmefødsel, men det havde Christian ikke lyst til. Og det er en fælles ting, vi skal igennem, så det er vigtigt, at vi begge har ro i maven. 

Til gengæld er det 100% sikkert, at jeg laver mig en sansestue uden sammenligning med friske blomster, lyskæde, lammeskind og musik. Jeg kommer til at lave en Hector-playlist med fødselsmusik, hvor der skal være en blanding af noget high tempo og kundalini mantras. Tasken bliver også pakket snart, så jeg får det hele med.”

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

“Jeg går på barsel 3 uger før termin og holder helt fri de første 4 måneder. I august kommer den nye Hola Luna Moon Journal, så derfra bliver der lidt arbejde. Christian vil kunne tage Hector indimellem, fordi hans arbejde er meget fleksibelt, og han nemt kan arbejde hjemmefra. Han holder helt barsel de første tre uger efter fødslen, og så planlægger vi en barselstur til vinter, hvor vi rejser 6 uger væk.”

Tekst Julie Teglhus, Foto private og Amanda Hestehave