“Stabiliteten kom ud af en eksplosion”
Hvad sker der, når livet og døden banker på side om side? Model og møbeldesigner Luna Schulze fortæller om sin vilde fødsel. Om at miste to kommende bedsteforældre under sin graviditet. Og om at se meningen i havets dybder
Japan med 400 km i timen
“Hav var tre en halv måned, da vi tog afsted. Vi besøgte seks forskellige byer og rejste rundt med et tog, der kører 400 km i timen. Det var helt fantastisk, og hvis man fuldammer eller ikke er startet på mad endnu, kan det virkelig anbefales at rejse med sin baby.”
Luna tænder stearinlys og sætter vand over til te i det minimalistiske stålkøkken.
“Det eneste skøre var, at der er designerede amme-rum, hvor kvinder henvises til hver deres bås med tiltrukkede gardiner,” fortæller hun videre. “På det punkt er Japan paradoksalt, der kører manga-pornofilm i biograferne, men ammende mødre gemmes væk.”
Luna besluttede hurtigt, at hun hellere ville amme på en afsides kantsten end at sidde bag et gardin i den halvanden måned, hun, kæresten Jeppe og deres søn Hav rejste rundt. Hun smiler, når hun taler om minderne, så det afslører hendes signatur-mellemrum mellem fortænderne. Lunas smil kan ses i kampagner for bl.a. H20, og selv da hun var gravid, gik hun show for Soulland iført Hello Kitty og bar mave.
Med keramik på bordet, sencha-te på kanden, møbler i lyst træ og rene linjer er Japan også tilstede i kvistlejligheden i København, hvor Luna åbner døren en forårseftermiddag. Det er en uge siden, familien kom hjem, og Luna er fem måneder inde i sin barsel.
“Det er sjovt at tænkte på, at Hav har levet en tredjedel af sit liv i Japan,” bemærker hun yderligere om barslen, der indtil videre ikke har været præget af trummerum. “Jeg har aldrig brudt mig om otte til fire-livet og rutiner… Men jeg må indrømme, at jeg har glædet mig til at komme hjem til nogle af mine rutiner og ritualer efter at have rejst i halvanden måned.”
Zen
Om Luna får en barsel efter bogen med gåture, cafébesøg og babyaktiviteter, må tiden vise. Lejligheden emmer stadig af zen, og der er også en særlig ro over Luna. En ro som lader til at være en del af hendes natur. En ro som er blevet forstærket med moderskabet. Og en ro som vækker ens nysgerrighed.
“Jeg havde det så godt under min graviditet, at det eneste problem, jeg kan komme i tanke om var, at jeg ikke kunne tage en drink,” fortæller hun, da emnet falder på hendes graviditet. Luna døjede med lidt halsbrand, men det var sådan set det. Det samme gælder hendes tanker om fødslen og det at skulle være mor.
“Jeg tog det meget roligt,” fortæller hun og tilføjer: “Måske for roligt i starten… Jeg ville bare gerne gøre det på min egen måde.”
Babyalarmen bipper, og Luna tager trapperne fem etager ned for at hente Hav fra hans eftermiddagslur.
“Selvfølgelig satte jeg mig ind i de vigtigste ting,” tilføjer hun, da de er tilbage, og vi rykker ind i stuen, hvor regnen plimrer på de skrå tagvinduer. “Jeg gik også til fødselsforberedelse et par gange for at forstå det kropslige. Men jeg var meget bevidst om, at jeg ikke ville påvirkes for meget udefra… Udgangspunktet skulle være mig selv og min egen krop. Generelt har jeg været meget groundet hele vejen igennem, og jeg har heldigvis ikke haft nogen forventninger til, hvordan graviditeten, fødslen eller den første tid skulle være.”
Bland selv-slik og Paris
Med sine fem måneder er Hav mere vågen og aktiv end før, og Luna kalder det perfekt timing, at de nu er hjemme. Jeg spørger ind til den tidlige efterfødselstid, og også her tegner Luna et ukompliceret billede. En tur i Irma efter et par ekstra poser af de gode morgenboller, en masse vesterhavsost og et lille kilo bland selv-silk var omtrent den største forberedelse, hun gjorde. Luna var også hurtigt tilbage rent fysisk, og husker den første tid efter hospitalet som helt fantastisk.
“Vi var så oppe at køre over Hav, at vi hver dag i en uges tid havde familie og venner på besøg… Indtil vi pludselig en dag var fuldstændig udmattede og indså, at vi blev nødt til at lukke os lidt inde igen bare os tre,” fortæller hun.
“Der gik dog ikke længe, før vi var klar til verden igen og var på vej mod Paris på weekendtur.”
På det tidspunkt var den lille blot tre uger, men Hav, som blev født en uge efter termin i november, var nem at rejse med. Amningen kørte fra starten, og han sov hurtigt igennem. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også.
Sæt igang
“Vi mistænkte, at jeg havde grønt fostervand.” Sådan begynder Luna beretningen om selve fødslen. “Da vi ankom til Rigshospitalet, var min jordemoder der ved et tilfælde, men hun var i tvivl om, hvorvidt vandet var gået, så jeg blev undersøgt af en overlæge, som vurderede, at jeg skulle sættes i gang. Jeg fik den første igangsættelses-pille inden aftensmaden, og Jeppe og jeg spiste på Elmegade. Senere fik jeg pille nummer to, og de beholdt mig på Riget. Da Jeppe ved aftentid går ud for at få lidt luft, falder jeg i søvn. Men der går ikke længe, før jeg bliver vækket ved, at nogen hiver mig op på alle fire.”
“Pludselig stod der tre jordemødre og puffede til min mave,” genkalder Luna. “Og jeg blev selvfølgelig vildt bange, fordi jeg ikke forstod, hvad der skete.”
Femten mennesker på stuen
Dét, personalet var i gang med, var et forsøg på at vende Hav. Hans hjerterytme var faldet, og man mistænkte, at navlestrengen havde snoet sig rundt. Luna husker lettelsen, da hjertelyden kom tilbage, og det blev besluttet at fremskynde fødslen ved at tage vandet. På grund af pillerne kunne det dog først ske klokken tre om natten, så Luna fik lidt søvn, inden vandet blev taget og veerne kom. Jeppe hjalp med vejrtrækningen, som parret havde øvet til fødselsforberedelsen hos APA, der blev sat en elektrode på Hav, og sådan gik et par timer, som Luna mindes som stille og rolige. Men klokken fem havde hun kun åbnet sig en halv centimeter yderligere. Og pludselig fik hun det ekstremt dårligt.
“Veerne blev voldsommere, det stod ud af begge ender, og jeg tror, jeg fik sagt to gange, at jeg troede, jeg skulle dø.”
Hun stopper og åbner en note på sin telefon, hvor forløbet er skrevet ned. Der er nemlig detaljer, hun ikke kan huske. Og decideret sorte huller.
“Jeg fik vist også bedt om et kejsersnit,” tilføjer hun og griner lidt af sig selv, inden hun bliver alvorlig igen. “Men det værste var, at Havs hjertelyd faldt hver gang, jeg fik en ve.”
Efter dét, Luna kalder en time i helvede, beslutter hun at få en epiduralblokade. Og den kommer som sendt fra himlen. Men en halv time senere falder Lunas blodtryk igen, og Hav får ikke ilt nok. Af tre omgange får Luna blodtryksregulerende medicin, og i en lille time er hun i det, hun kalder limbo. Da hendes krop endelig finder et godt leje, er det morgen, og hun er seks en halv centimeter åben. Hun får fortsat indsprøjtninger med medicin, og mellem veerne får hun på mystisk vis også en lur.
Da hun vågner, er det igen ved, at noget bipper.
“På det tidspunkt ved jeg, hvad det betyder. Og denne gang står der femten mennesker på stuen; overlæger; jordemødre; sygeplejersker. Jeg bliver bedt om at presse, selvom jeg ikke har presseveer. Der kommer en sugekop i spil. Og først dér vågner jeg helt op.”
Lykkeligt forenet
Luna lægger telefonen fra sig, for herfra husker hun alt. Efter en lang og sej fødsel kom Hav til verden, og hun fik sin søn i armene for første gang. Omend kort.
“Det føltes som ulideligt lang tid,” genkalder Luna om den time, hvor hun måtte blive tilbage, mens Jeppe tog med Hav på neonatal afdeling. Heldigvis var Luna ikke alene. Hendes mor var kommet, selvom det ikke var en del af den oprindelige plan, og Luna råder alle til at tænke et sådan scenarie ind i sin fødsel.
Luna skal til at fortælle om øjeblikket, hvor familien blev forenet, men kommer i tanke om noget.
“Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg fik en infektion i livmoderen under fødslen, hvilket betød, at både Hav og jeg var på antibiotika i drop. Så da jeg endelig kom op til Jeppe og Hav, opstod nogle minutters forvirring, hvor jeg nærmest følte mig smidt ud, fordi neonatal ikke havde personale til at behandle mig.”
Der gik heldigvis ikke længe, før forvirringen blev løst, og de tre blev forenet. Luna ser tilbage på fødslen og personalets indsats med stor taknemmlighed og respekt, og hun husker især glæden, da hun efter fem dage fik sin baby med hjem.
“Efter de fjernede drop, c-pap og andre elektroder, blev Hav en ny version af sig selv, og jeg kunne endelig amme uden snore og ledninger over det hele,” husker Luna og tilføjer: “Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke havde nogen forventninger til min fødsel.”
Uventet forløsning
Efter fem dage på neonatal fulgte en velfortjent rar efterfødselstid. Hav trivedes, Jeppe havde fri, og vintermørket sluttede sig om dem som en bobbel.
“Det var syret at se verden udenfor,” husker hun. “Tiden går jo i stå, når man får et barn, og alt ændrer sig på et splitsekund. Men udenfor går livet videre; folk cykler på arbejde, og busserne kører som altid.”
Hun sætter sig på gulvet med Hav, og emnet falder på, hvordan hun har bearbejdet fødslen. Det viser sig, at Luna ikke har talt så meget om den. Men forløsning det fik hun.
“Under en af de lange togture i Japan, faldt jeg i søvn. Da jeg vågner, sover mit ben helt op til hoften, og følelsen transporterer mig øjeblikkeligt tilbage til epiduralen. Jeg fik fuld adgang til fødslen igen. Og så begyndte jeg at stortude.”
Luna er forsat helt rolig, da hun fortæller, men hun er ikke i tvivl:
“Der var en forløsning fra en anden verden.”
Man kan ikke hedde Hav uden at kunne svømme
Luna er ud af en søskendeflok på tre, og Hav har allerede fætre. Der er også veninder med børn i omgangskredsen, og Luna glæder sig til barsel med dem. Hav viser også de første tegn på at ville kravle, og der skal generelt mere og mere til at aktivere ham. Derfor har Luna blandt andet meldt ham til babysvømning. For som hun siger: “Man kan ikke hedde Hav uden at kunne svømme.”
“Navnet er inspireret af min far,” fortsætter hun. “Hans eneste ønske var, at hans aske skulle spredes i Kattegat, og da jeg stod der med mine søskende og kiggede ud, slog det mig, at jeg aldrig har hørt nogen mytologisk fortælling, hvor livet fortsætter i havet.”
Hun tænker højt.
“Og det er jo lidt besynderligt, når livet starter i vand. For mig giver det perfekt mening, at livet fortsætter i havet frem for i himlen eller i jorden… Og Jeppe og jeg blev enige om, at hvis man kan hedde Birk, Ask og alt muligt andet, så kan man også hedde Hav.”
En forandring kommer sjældent alene
Luna og Jeppe havde knap kendt hinanden et år og var stadig nyforelskede, da Luna blev gravid. Tanken om at blive forbundet forevigt gennem et barn, skræmte dem ikke. Kærligheden var der, og skæbnen havde allerede bragt dem tæt ind på livet af hinanden.
“Det har været voldsomt og tider meget svært at adskille følelserne,” fortæller Luna om at have haft døden så tæt inde på livet i en tid, som for de fleste er forbundet med stor lykke. Lunas far gik bort, mens Hav stadig lå i maven. Og et par måneder inden graviditeten, havde de sagt farvel til Jeppes mor, Havs farmor.
“Det var så svært, at jeg i starten kunne blive i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig ønskede at stifte familie eller blot længtes efter noget, der kunne hele min sorg. Alt var tumult… Jeg troede, jeg var forberedt på døden, men døden kommer altid som et chok. Og jeg havde meget svært ved at forstå, hvor livet forsvinder hen.”
Hun holder en lille pause og smiler: “Men så ser man nyt liv komme til. Og så giver det hele mening igen.”
Det kan næppe blive vildere
Luna og Jeppe taler dagligt om de store forandringer, de er gået igennem på under et år. De taler om, hvad deres afdøde forældre ville gøre i forskellige situationer. Hvornår, de ville ønske, de var der. Og hvordan de begynder at vise sig i Hav.
“Og sådan går livet så smuk videre,” siger Luna med den lethed og optimisme, der kendetegner hendes person. Og hvis der en dag kommer en to’er, er hun ikke bange. For som hun siger:
“Det kan jo næppe blive vildere end med Hav!”
Eksplosion
Udenfor er regnen stoppet, og indenfor er Hav ved at være sulten. Den sidste time har han ligget på maven i tremmesengen og møffet rundt, og Luna har haft tid til at fortælle sin historie. Nu er det tid til endnu et måltid, og med sin lille fyr på armen gør Luna sig nogle afsluttende refleksioner.
“Hav har uden tvivl lettet den sorg, der har været, og gjort mig til et mere stabilt menneske. Men stabiliteten kom ud af en eksplosion af ustabilitet, og jeg er glad for, at tingene er landet igen. Måske vil jeg forberede mig bedre næste gang. Måske vil jeg gøre noget anerledes.” Hun smiler. “Eller måske skal tingene bare ske, som de sker… Der er så meget, vi ikke kan forudse.”
Tekst Caroline Sabroe
Billeder Sissel Abel
Meet’n’greet
Luna Schulze er mor til Hav på seks måneder, som hun har sammen med kæresten Jeppe. Når Luna ikke er på barsel, arbejder hun som model og møbeldesigner og står bl.a. bag Project100
Din kommentar