Mor til en baby med kolik

En personlig og rørende beretning om at være mor til en baby med kolik, og om at mærke angsten komme snigende under sin anden graviditet. Cecilie Riis Gadegaard tager os tilbage til den første tid med sin nyfødte datter Thea, de mange bekymringer og den altoverskyggende usikkerhed.

Min datter Thea havde kolik og græd i omegnen af fem-seks timer i døgnet gennem de første fem måneder af sit liv. Den eneste årsag til, hun ikke græd mere, var at min kæreste Samir og jeg var om hende konstant. Havde jeg ladet hende ligge færre timer ved mit bryst, eller havde vi holdt og hoppet hende mindre til ro, er min oplevelse, at gråden havde været konstant. Vi kunne kun sjældent køre i bil eller komme rundt med barnevogn, fordi hun græd, når hun lå eller sad for sig selv. Hun sov i gennemsnittet 6-8 timer i døgnet, hvilket er under halvdelen af, hvad spædbørn skal sove, og søvnen var ekstremt afbrudt og i meget korte lure adgangen. Dette søvnmønster, hvor hun oftest kun sov 25-40 minutter ad gangen, og kun en eller to gange i døgnet sov to sammenhængende timer, det varede i 8 måneder. På gode dage kunne vi holde gråden stangen ved at gå tur med hende ibæresele, amme hende i timevis eller sidde med hende hoppende på en pilatesbold – andre dage var der ingenting, der virkede, og jeg oplevede at måtte lægge hende fra mig på sengen af frygt for ikke at kunne rumme min egen frustration og fortvivlelse med hende i armene. Jeg føler mig i dag dybt taknemmelig for, at jeg aldrig tvivlede på min kærlighed til Thea, eller på at vi skulle løfte vores ansvar som forældre – for i meget lang tid gav vi alt og fik ubeskriveligt lidt igen.

Jeg er vokset op med et kærligt og stærkt familiært sammenhold, og med forældre og to søstre som betyder alverden for mig. Jeg har altid opfattet mig selv som én ud af fem, og mit familieliv har på den måde altid domineret min selvopfattelse, identitet og egen livsførelse. Jeg har så længe, jeg kan huske haft et ønske om en dag at blive mor og har som sådan aldrig tvivlet på mine evner hertil. Da jeg blev gravid første gang, var jeg derfor ikke det mindste nervøs for, hvorvidt jeg kunne klare opgaven – jeg var snarere spændt på og begejstret for, hvad der ventede mig. Men som den første til at få barn i søskendeflokken og i den nære vennegruppe, ved jeg nu, at jeg havde meget snæver indsigt i, hvad det egentlig vil sige at blive mor, da jeg fødte min datter for godt tre år siden.

Det tror jeg, når jeg ser tilbage på det, har været held i uheld. For da jeg kort tid efter min datters fødsel pludselig stod med et kolikbarn i armene, vidste jeg på ingen måde, hvor ekstraordinær vores situation faktisk var – hvor meget vores barn græd i forhold til andre. Det gik først rigtig op for mig, da stormen var redet af efter 8 måneder, og da jeg pludselig havde luft og overskud til at forholde mig til situationen.

Det første døgn med en kolik baby

Jeg husker tydeligt den første nat på Rigshospitalet, hvor jeg grundet et forhøjet blodtryk blev indlagt på barselsgangen i et døgn efter fødslen. Her lå jeg på stue med en anden nybagt mor og hendes nyfødte og delte seng med Samir, da man på Rigshospitalet ikke tilbyder overnatning til en partner.  Det der står klarest for mig den nat, er den konstante bekymring, jeg følte, for at Theas gråd skulle vække den anden kvindes nyfødte barn, og en undren over, at Samir og jeg var de eneste, der gik rundt på den mørklagte hospitalsgang den nat i et forsøg på at berolige vores datter. For jeg var overbevist om, at det var helt normalt at nyfødte børn græd, og at de ingen døgnrytme havde, hvorfor jeg var indstillet på bare at være ”på”, og håndtere alt omkring vores fine lille pige – come what may. Det strejfede mig på intet tidspunkt, at der skulle være noget ”galt” med Thea, for jeg havde jo på forhånd læst stolpe op og stolpe ned i diverse magasiner om, at ingen børn er ens, at det er hårdt at blive mor, og at man ikke ved, hvad der venter én. Næste formiddag, da hverken Samir eller jeg egentlig havde fået sovet, skulle vi deltage i et lille ammekursus, inden vi kunne få lov til at tage hjem. Igen står samme  oplevelse klar for mig, at jeg undrede mig over, at alle de andre familier kunne deltage med sovende børn, rolige børn, hvorimod Samir og jeg løb ind og ud af lokalet med Thea, for ikke at forstyrre kurset med vores grædende datter. Der sad jeg så med sved på panden og prøvede at lytte efter de vigtige ammeråd, mens jeg kunne høre min datter græde ude på gangen, hvor Samir gik rundt med hende.

I dag undrer jeg mig over, at ingen sygeplejersker tog fat i os og hjalp os. For når jeg tænker tilbage på det første døgn, har vi jo været et par nybagte forældre i total kaos – men vi blev, som jeg husker det, mødt af en personaleforladt barselsgang med meget få og skiftende sygeplejersker, som ikke har haft mulighed for at danne sig et sammenhængende billede af situationen. Samtidig tror jeg også, at min ukuelige tro på, at jeg kunne klare alting selv og selvfølgelig kunne håndtere min egen datter, har lagt et røgslør omkring mit indre kaos, og samtidig afholdt mig fra at kræve personalets opmærksomhed og hjælp.

Turen hjem i bilen, er en meget kort tur fra Rigshospitalet, ned ad Blegdamsvej og ned for enden af Nordre Frihavnsgade, den varede nok 15 minutter, fordi man kører så skørt langsomt, når man bevæger sig ud i verden med sin nyfødte for første gang. Det føltes som en evighed og turen gik med at forsøge at få Thea til at sutte på min lillefinger, for at få hende til at stoppe med at græde.

Da vi kom hjem den formiddag, fandt jeg hurtigt ud af, at det eneste der beroligede Thea var, at lægge hende til brystet. Den første dag hjemme gik derfor med at have hende liggende hos mig med mit bryst i hendes mund – også når hun ikke længere fik mælk ud, og når hun faldt i søvn, for hvis jeg flyttede hende, vågnede hun og græd.

Jeg turde ikke selv falde i søvn, når jeg havde hende i mine arme, men da jeg samme aften begyndte at få kramper i hele kroppen (på det tidspunkt havde jeg stadig ikke havde fået søvn efter min 30 timer lange fødsel), beordrede min kæreste mig ind i seng. Jeg tror, kramperne opstod både som en stressreaktion og på grund af søvnmangel – men da Thea fortsat græd, kunne jeg ikke sove, så længe jeg kunne høre hende. Min søster kontaktede en nær veninde, som er jordemoder, og hun mente, at Thea nok var sulten, fordi min mælk ikke var løbet til endnu, og råmælken måske ikke var nok. Hun opfordrede os derfor til at give Thea en lille smule modermælkserstatning, som min søster fluks rendte i Netto efter, og som Thea heldigvis gerne ville tage imod på flaske.

Og det hjalp. Det var en kæmpe lettelse – i et par timer. Men gråden begyndte igen, og Samir og jeg gik på skift med Thea i armene rundt om vores spisebord. Rundt og rundt og rundt. Det blev den første af utallige nætter, vi tilbragte på den måde.

De første uger med en kolik baby

Nu lyder det måske som om, der aldrig var ophold i gråden. Sådan var det selvfølgelig ikke. Det var bare meget kort tid ad gangen, og derfor føltes gråden så konstant. Thea sov i gennemsnit 25-40 minutter ad gangen i løbet af dagen. Om aftenen og natten lagde hun gerne ud med at sove to timer, så én og derefter i endnu kortere intervaller. Hun var sjældent vågen uden enten at ligge til brystet eller uden at jeg, Samir, mine søstre, min mor eller andre stod i squat-bevægelser med hende og hoppede hende op og ned for at holde hende fra at græde. Så der var redskaber, vi kunne tage i brug, for at holde gråden stangen, og derfor var gråden selvfølgelig heller ikke konstant. Men vi oplevede kun i få øjeblikke i løbet af en dag,at Thea kunne være vågen og tilfreds uden disse tiltag.

Shop Gravid jeans i sort denim • Tomorrow x To The Moon, Honey 1.300 kr

Jeg var konstant i tvivl om, hvorvidt Thea fik mælk nok hos mig, fordi hun kun kunne finde ro ved amning. Jeg fik derfor hurtigt blødende brystvorter og sad grædende og ammede, dels for at stimulere mælkeproduktionen, og dels for at holde Thea i ro. Med kyndig rådgivning fra både Rigshospitalets jordemødre i de første dage og fra den kommunale sundhedsplejerske gennem de første uger, supplerede vi derfor min amning med lidt erstatning. Både amning og erstatning i en flaske gav Thea ro, men den efterfølgende søvn varede som beskrevet kun i 25-40 minutter, og jeg var derfor samtidig meget i tvivl om, hvorvidt Thea fik for lidt eller for meget mælk, og om modermælkserstatningen overbelastede hendes tarmsystem, og gav hende ondt i maven.

Læs også

Kolik baby: Selvom dit barn græder, er du ikke en dårlig mor 

Den daglige rutine i de første uger blev, at jeg forsøgte at holde amningen på 20-30 minutter på hvert bryst, supplere med erstatning hvis hun virkede sulten, hvorefter jeg så skulle kæmpe for at få halvanden time til at gå, inden jeg måtte amme, og berolige hende igen. Sundhedsplejersken havde nemlig fortalt mig, at spædbørn er ca. halvanden time om at fordøje, og at der derfor helst skal gå halvanden time – og gerne to timer – mellem amninger, for at maven kan følge med. I mange uger føltes det som en evighed, at få den halvanden time til at gå, uden at måtte lægge hende til brystet. Jeg ville helst bare have hende liggende der, for at hun ikke skulle græde – men tænk, hvis det var netop det, der gav hende ondt i maven? Når jeg var heldig, og Thea kunne sove i sin lift for en kort stund efter amning, pumpede jeg mælk ud med apotekets store elektriske brystpumpe for at sætte så meget som muligt gang i min egen mælkeproduktion, da missionen var at trappe ned på erstatning og fuldamme på sigt. Denne rutine stod på døgnet rundt (dog uden elektrisk pumpe om natten), og efter tre uger havde jeg fået så godt gang i mælkeproduktionen, at jeg kunne fuldamme Thea og droppe erstatningen. Det var en kæmpe lettelse, for jeg var overbevist om, at erstatningen påvirkede Theas mave negativt, og at hun nu ville få det bedre.

Men Theas tilstand ændrede sig ikke, og i de første fire måneder af Theas liv, var vi heldige, hvis hun tog sig en lur på to sammenhængende timer – også om natten. Hun kunne ikke sove i barnevogn eller gå tur i barnevogn, og vores hverdag bestod i at holde gråden væk, og nyde de øjeblikke, hvor hun ind imellem kunne ligge på et tæppe selv eller var tilfreds i en bæresele. Jeg udviklede ret hurtigt en tendens til at time min sociale omgang med andre til at ses i netop de to timer, hvor jeg kunne sidde og amme Thea, og lade hende sove ved mit bryst, hvorfor mange nok ikke har oplevet, hvor meget hun egentlig græd. Jeg tror ikke, det var fordi jeg skammede mig over hendes gråd, jeg tror mere, det handlede om mit eget behov for at se folk uden en grædende baby i armene, og føle mig en lille smule som et menneske. Men jeg var meget bevist om aldrig at være så langt fra hjemmet, at jeg kunne blive fanget med en grædende baby midt på gaden. Jeg var bange for ikke at kunne håndtere det i en situation ude i offentligheden, hvor jeg ikke kunne lægge hende fra mig.

Efter fire måneder

Samir og jeg havde en samtale, den dag Thea fyldte fire måneder, som står mig meget klart. For den er indbegrebet af min oplevelse af hele forløbet. Samir kom hjem fra arbejde og stod nedslået og udmattet i døren til vores stue, hvor jeg sad på en pilatesbold og hoppede med Thea for at holde hende i ro. Vi talte om, at der nu var gået fire måneder, og jeg spurgte ham, hvad han syntes, var det sværeste ved vores liv og situation på daværende tidspunkt. Han svarede: “…det er jo egentlig ikke det, at det er hårdt – det skal vi nok klare. Det er mere det, at det aldrig er nemt, rart eller hyggeligt”. At alt er en kamp. Og vi ved ikke, hvor længe det bliver ved”.

Vi var på det tidspunkt slået ud af, at kolikken ikke var forsvundet som dug for solen efter tre måneder – for det er den fortælling, der er om kolik. Men som samtalen giver udtryk for, var vi aldrig i tvivl om, at vi nok skulle klare den – men det var en tid, der næsten kun handlede om at komme igennem og sjældent om at nyde treenigheden, kærligheden og familielivet, som man havde forestillet sig det.

Men da de første fire måneder var gået, begyndte Thea langsomt (!) at få det bedre. Hun græd stadig meget, men hun begyndte også at vende sig meget mere ud mod verden – at kunne distraheres mere med legetøj og af de andre børn, at have glæde af diverse aktiviteter og at spise fast føde. Hun begyndte også pludselig at sove en god og stabil formiddagslur, da hun blev omkring de fem måneder. Det var vidunderligt! Pludselig havde jeg to timer hver formiddag, som jeg kunne regne med, og som kun var til mig. Til søvn, til bad, til mad. Til mig. Dér følte jeg at mit barselsliv, som jeg altid havde forestillet mig det, rigtig kunne begynde.

Læs også

Vores panel snakker om søvnløse nætter

Jeg tror faktisk, at Thea stoppede med at have ondt i maven der omkring de fire-fem måneder. Thea græd stadig meget, og jeg tror, årsagen skal findes i hendes (af kolikken) ødelagte søvnmønster. Hun var overstimuleret og i konstant søvnmangel. For det var stadig mere undtagelsen end reglen, at Thea sov to sammenhængende timer om natten. For det meste vågnede hun efter 25-45 minutter, og skulle så gåsog hoppes til ro. Det er et under, at vi ikke har en dyb rille i gulvet rundt om vores spisebord, efter de mange nattetimer min kæreste og jeg har gået i ring om det.

Jeg blev af et par omgange syg af søvnmangel og var hos lægen både da Thea var 4 måneder og 7 måneder, da jeg i de perioder led meget af kvalme, ret voldsom svimmelhed, hovedpine og ingen appetit havde. Jeg spiste udelukkende for at kunne holde amningen i gang, men havde ellers svært ved at huske at spise,(hvilket jeg er nødt til at understrege, ikke ligner mig). Min læges forklaring på min tilstand ved begge konsultationer var selvfølgelig: ”Søvn! Du SKAL sove. Om så din kæreste må tage ferie eller gå på arbejde i en uge uden søvn, så SKAL du sove. NU.” Det virkede, at hun talte med store bogstaver, og jeg fik af begge omgange tanket op på søvnen, men kun for en kort tid. For hurtigt begyndte hverdagen at skulle hænge sammen igen og vi var tilbage i en uholdbar situation, hvor jeg græd dagligt af udmattelse og ikke længere kunne holde sammen på mig selv.

Efter 7 måneder

En formiddag hvor jeg, efter endnu en søvnløs nat, gik grædende rundt på gaden med Thea i barnevognen, for at få hende til at falde i søvn til sin formiddagslur, tog jeg beslutningen om at kontakte en søvnterapeut. Jeg husker, at jeg på den tur vurderede, at det nok var bedst, hvis jeg ikke krydsede nogle veje, da jeg ikke havde tillid til, om jeg i min tilstand, ville kunne finde på at træde ud foran en bil eller gøre noget andet hovedløst. Jeg travede derfor rundt om vores boligkarré igen og igen. Da var det, at det pludselig gik op for mig, hvor absurd situationen egentlig var, og jeg ringede søvnterapeuten op. Jeg havde gennem et stykke tid undersøgt mulighederne inden for søvnterapi og ringede til en terapeut på Østerbro, som virkede både professionel og med et værdigrundlag, jeg kunne forholde mig til, hvor man ikke lader børn græde sig selv i søvn. Det var Anette, der med det samme tog telefonen og i samme sekund, hun havde spurgt, hvad hun kunne hjælpe mig med, brød jeg grædende sammen i telefonen.

Anette kom hjem til os samme aften. Alt hvad hun foreslog, virkede fuldstændig uoverskueligt og umuligt, men efter en uge i dialog med Anette og med træning i hendes metode, begyndte Thea at sove. Da hun fyldte 8 måneder, sov hun igennem og har stort set gjort det lige siden.

En ny graviditet, angst og bekymring for endnu en baby med kolik

Der skulle gå to år, før jeg stoppede med at vågne op med hjertebanken, hvis jeg hørte den mindste lyd fra Thea om natten. Jeg kan stadig tage mig selv i at blive misundelig på veninder og søstre, og føle mig berøvet for de fantastiske følelser, som alle omkring mig synes at opleve i forbindelse med moderskabet; tilknytningen der følger med at have sit barn liggende hud til hud, som vi aldrig fik mulighed for, følelsen af at kende sit barns behov, og vide hvad det har brug for, som jeg aldrig opnåede med Thea som spæd og den naturlige transformation til at være mor.

Det værste ved at være mor til et barn med kolik, har for mig været uvisheden og tvivlen. Det mærkelige er i denne sammenhæng, at jeg langt hen ad vejen, mens det stod på, var i stand til at overbevise mig selv om, at jeg var en god mor, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at Thea skulle have det godt, og at der virkelig var noget fysisk i vejen, som generede hende – at det ikke var min skyld. Jeg brugte utallige timer på at undersøge årsager til mavesmerter og kolik, på at isolere alle tænkelige fødevarer i min egen kost, i Theas D-dråber og i modermælkserstatninger og på at gå til ammekonsulenter, zoneterapeuter, kiropraktor med flere. Jeg forsøgte at være konstant opmærksom på, om Theas tilstand skyldtes under- eller overstimulering, og om jeg læste hendes signaler rigtigt. Og jeg husker at føle, at jeg gjorde det godt.

Men jeg ved nu, at jeg var i tvivl konstant. Jeg lod bare ikke mig selv mærke det.

Jeg har skullet have vores oplevelse med Theas kolik på afstand for egentlig at kunne se og forstå, hvor voldsomt det var – både fysisk og psykisk. Som jeg startede med at skrive, tror jeg, at der var en del styrke at hente i, at jeg ikke vidste, hvor ekstraordinær vores situation faktisk var. Jeg troede længe, at alle nybagte forældre skulle igennem noget lignende, og jeg overvejede derfor aldrig, at vi ikke gjorde det godt eller ikke kunne klare det. Jeg var gået i overlevelsesmode, men kunne ikke selv se det. Når jeg tænker tilbage nu, husker jeg pludselig på helt absurde situationer. Som for eksempel en aften, hvor Thea var ca. to måneder gammel, hvor Samir ville massere mig. Jeg græd ved følelsen af kærlig berøring og måtte stoppe det, fordi jeg ikke kunne overskue at forholde mig til, hvor fysisk ubehageligt jeg havde det i hver eneste afkrog af min krop på det tidspunkt.

Læs også

Refluks: “En svær start på livet”

Jeg har ikke tænkt på den tid længe, men nu hvor jeg er gravid igen og har termin om fire uger, er det hele væltet frem i mig på ny. Jeg vidste godt, at den første tid med Thea var en voldsom oplevelse, men jeg er overrasket over, hvordan den er kommet tilbage som en forholdsvis dominerende bekymring, nu hvor jeg venter mit barn nummer to.

Årsagen til denne tilbagevendende bekymring ligger utroligt nok ikke i det enorme fysiske slid og pres, der ligger i at have et kolikbarn. Den ligger derimod i en dyb usikkerhed og angst omkring ikke at være en god mor. For det sværeste ved at have et barn med kolik er usikkerheden – om man er bevidst om den i kampens hede eller ej, så er den der. Den konstante usikkerhed om alt, hvad man foretager sig med sit barn, er forkert. Om det er ens egen skyld, at ens barn mistrives. For kolik kan ikke påvises fysisk. Kolik er en tilstand, der diagnosticeres, når barnet græder mere end tre timer dagligt, uden at man kan finde en årsag.

Man står derfor tilbage med et umiddelbart fysisk raskt barn, og kan kun vende sit barns mistrivsel mod sig selv. Det er i hvert fald umådeligt svært at lade være. Selvfølgelig ved man godt, at barnet nok har ondt, og man fortæller sig selv mange gange dagligt, at det ikke er ens egen skyld. Måske tror man på det, det meste af tiden – men usikkerheden hænger over én som en tung dyne.

Min største bekymring lige nu er derfor, hvis det skal ske igen. For skulle det ske, at vi får endnu en pige med kolik, ved jeg allerede nu, at jeg ikke længere vil kunne overbevise mig selv om, at det ikke er fordi, jeg fejler som mor. Ikke endnu en gang. Og hvad vil andre ikke tænke? Vil de være høflige, men tænke noget andet? At jeg ikke formår at give mit barn, hvad det har brug for?

Var det en fejl at give Thea erstatning så tidligt – var det dét, der forstyrrede hendes fordøjelse og tarmsystem? Gav vi hende ikke nok ro i starten til at ”lære” at sove – havde vi for mange besøgende? Burde jeg have læst hendes signaler bedre og forstået hendes behov bedre, som jeg ser andre mødre være i stand til? Var det en fejl at svøbe hende om natten, for at få hende til at sove? Var det en fejl at vænne hende til de hoppende, gyngende bevægelser, som kunne give hende ro – var det dem hun krævede og derfor græd?

Alt hvad vi gjorde, gjorde vi med rådgivning fra fagpersoner og i den bedste tro – og i desperation efter at få vores datter til at sove og trives. Og alt sammen gjorde vi uden nogensinde at finde svar på, hvad der var årsagen, eller hvad der viste sig at være løsningen.

Ord af Cecilie Riis Gadegaard