Caroline Fleming – Baronessen flytter hjem

Vi møder Caroline Fleming i en åbenhjertig snak om barndomssorg, kærlighed og hvordan moderskabet forandrede hende for altid.

Med et stort smil og en mascara i hånden vifter Caroline os indenfor i sit treetagers hus i Chelsea, London. Her bor hun med sine tre børn. Men kun lidt endnu fortæller hun, og afslører, at familien snart pakker livet i England sammen og flytter hjem til Danmark. Caroline vil gerne give sine børn en dansk barndom – det, der er tilbage af den, for sønnen Alexander på 15, Josephine på 12 og Nicholas på 8. Selvom Caroline ikke har boet i Danmark, siden hun var 18, er det på dansk grund, hun føler sig hjemme. Og nu hvor hun har overtaget Valdemar Slot med sin søster, føltes det rigtigt at flytte. Caroline smiler ved tanken om at give sine børn mulighed for at lege i haven, cykle i skole og bade i havet. Caroline vimser nedenunder til køkkenet og kommer retur med frugtfad, hjemmelavede nøddebarer og cappuccinoer på havremælk. Vi sætter os til rette i en af de mange sofaer i stuen, omgivet af billeder af hendes børn, der står i glas og ramme hvor end man kigger hen. Carolines børn er hendes ét og alt. På denne formiddag i april, er alle børnene i skole, og vi har Caroline helt for os selv de næste timer.

”Jeg var for nylig med min gudmor i Østrig, hvor vi boede på Vivamayr (sundhedsklinik, red.). Her gjorde jeg nogle interessante opdagelser omkring min krop, som jeg delte med mine følgere på Instagram. Jeg har vejet mellem 50-52 kg siden jeg var 16 år, men i løbet af 3 måneder tog jeg pludselig 8 kg på.” På klinikken i Østrig får Caroline målt sit fedt i kroppen. Tallet skal gerne ligge mellem -2 og 2, men da displayet viser minus 7, er det til alles store overraskelse. Caroline er det, man kalder tyndfed. Svært at tro, når man betragter det spinkle menneske i stolen foran os. Hun sidder med sine balletlignende ben i lænestolen og ligner noget, der langt fra har med ordet fed at gøre. ”Jeg er det fedeste tyndeste menneske! Mit daglige kalorieindtag har ligget mellem 3-5000 om dagen, fordi jeg har spist enormt fedtholdigt med masser af nødder, avocado og olier. Jeg troede bare, jeg havde en høj forbrænding. Min pilatesinstruktør kommer en gang om ugen og træner med mig. Da jeg spurgte hende, om hun kunne begribe, at jeg var tyndfed, svarede hun, at det kunne hun sagtens. For vi sidder jo i tre kvarter og drikker kaffe og spiser snacks, og så træner vi i 10 minutter, og jeg får taget mit billede til Instagram. Derudover laver jeg fire solhilsner om ugen, and that’s it!

Jeg troede ellers, jeg levede så sundt. Men min krop har ikke kunne bearbejde alt det fedt, jeg har indtaget. Nu er jeg i gang med at ændre mine vaner for at hjælpe min krop med at udskille noget af al det fedt, der ligger rundt om mine organer. Jeg spiser frugt og grønt og nul fedt indtil kl. 12 hver dag.” Caroline snupper en stav rå selleri fra fadet foran os og fortsætter:

”For mig handler det ikke om kilo, jeg er glad for den måde, jeg ser ud på. Vægtens tal er bare et tal. Det handler langt mere om, hvordan jeg har det i min krop. Jeg blev pludselig meget oppustet og lignede en, der var 6 måneder henne. Det var min lever, der sagde fra. Den kunne ikke kapere belastningen længere. Jeg er i gang med at læse Liver Rescue af Medical Medium, og han forklarer om vigtigheden af en velfungerende lever. Den dag leveren ikke kan gøre sit job ordentligt, kommer der pres på nyrerne, bugspytkirtlen og tarmene, og det kan have sundhedsmæssige konsekvenser. En lever på overarbejde, kan vise sig i alt fra bumser, til eksem og til fertilitetsudfordringer.”

Podcast om svære emner

Det kan godt være Caroline er født baronesse, men hendes CV rummer en lang række arbejdsopgaver, der spænder lige fra kogebogsforfatter, strømpedesigner til at have sit eget TV program. I 2014 gik det populære reality-program ’Ladies of London’ i luften på den amerikanske station Bravo, hvor seks kvinders private- og socialeliv blev fulgt tæt. Siden marts sidste år har Caroline sammen med en af de medvirkende fra programmet, Sophie Stanbury, produceret podcasten ’Keeping it real’. Her bliver der talt om alt fra dating og sundhed til moderskab.”Vi tager emner op, som kan være svære at tale om. Samtaler som er relevante og berører områder, der ofte bliver ignoreret. I morgen skal vi eksempelvis tale om fødselsdepressioner. Noget der rammer ufatteligt mange kvinder. For mange vidunderlige mødre, bliver det at få et barn en trist oplevelse, og de ved ofte ikke, at der er tale om kemiske ubalancer i deres hjerner. Det vil vi gerne starte en åben dialog om.”

Læs også

Pernille Teisbæk om at jonglere familieliv og karriere

Kærlighed til graviditeter

”Jeg havde det fantastisk under alle min graviditeter. Jeg elskede det – jeg kunne blive gravid i morgen igen! Selvom jeg tog 25 kg på, kunne man ikke se, at jeg var gravid, når man så mig bagfra. Efter min første fødsel smed jeg min babyvægt på tre måneder. Med Josephine tog det seks måneder og med Nicholas ni måneder. Jeg gjorde ikke noget for det, det skete naturligt hver gang. Mine ribben har udvidet sig efter hver graviditet. Før jeg fik børn, var jeg 70 cm, og nu er jeg 74 cm. Jeg har ingen strækmærker, og det tror jeg er fordi, jeg har drukket en liter olivenolie om ugen i ligeså lang tid, jeg kan huske. Det er så også en af grundene til, at jeg er så fed indeni.”

Selvbillede efter fødslen

Det er blevet tid til mere kaffe og på vej ned i det store køkken i underetagen af huset, fortsætter Caroline med stor indlevelse snakken om en graviditets indvirkning på kroppen. ”For pokker, man ser jo anderledes ud, det gør man da – det tager hele ni måneder at kreere det her barn inde i maven, så man skal give sig selv noget tid til at komme sig. Kvinder skal give sig selv omsorg. Det hjælper ikke at være selvkritisk, men det kan man nemt blive, fordi det er en stor forvandling. Det kan være særligt svært, hvis man føler, at dem omkring en ikke kigger på én, som man gerne vil ses på. Her har kvindens partner en vigtig opgave i at være omfavnende og forstående.”

Læs også

Ditte Isager: “Hver gang jeg laver en bog med Gwyneth, får jeg et barn”

Mødet med drømmemanden

Inden Caroline bliver mor, skal vi tilbage til 2001, hvor hun møder britiske Rory Fleming, faren til hendes to ældste børn, Alexander og Josephine. ”Jeg var meget ung, da jeg blev gift med Rory, og vi havde meget tilfælles den gang. Vi befandt os begge på en sky og var langt fra at have jordforbindelse.” Rory og Caroline mødtes til en venindes afskedsfest i L.A. Caroline var kun 23 år. Hun stod og røg en cigaret og spejdede efter et askebæger, da Rory kom hen til hende, tog et stykke papir opaf lommen, og foldede et lille askebæger af det. ”Det var kærlighed ved første blik, og vi blev stormende forelsket. Vi var ikke fra hinanden en eneste dag eller nat i de første to og et halvt år. Det var meget romantisk, og jeg syntes, han var den sjoveste mand, jeg havde mødt i mit liv. På det tidspunkt var jeg slet ikke klar over, at jeg også havde andre følelsesmæssige behov.”

Barndom og sorg

Caroline tager os med tilbage til sin barndom, for at forklare os om sit unge selv. Hendes mor er blot 36 år, da hun bliver diagnosticeret med cancer. Tre uger senere dør hun fra sine døtre, Caroline på 11 år og lillesøsteren på 7 år. ”Min far, og må han hvile i fred, kom fra en meget gammeldags familie, hvor man hverken talte om eller viste sine følelser. Derfor var hans bedste løsning på situationen, at vi ikke talte om min mors død. Jeg fik at vide, at jeg skulle tørre mine øjne og slukke for vandhanen. Det var barskt. Det er meget voldsomt at miste sin ene forælder, når man kun er et barn, og det er især voldsomt, når der ikke er nogen, der kan trøste eller hjælpe dig. Vi skulle bare tage os sammen. Og det skal jeg lige love for, at jeg blev god til. Uanset hvad jeg oplevede senere i livet, der gjorde mig ked af det, tog jeg mig bare sammen. Det har uden tvivl gjort mig hård, og da jeg møder Rory, var jeg nok, hvad man kan kalde følelsesmæssigt afstumpet – det var derfor, jeg blev forelsket i ham. Han var nemlig ligesådan. Der var masser af passion og grin i vores ægteskab, men vi stillede ikke nogen dybe følelsesmæssige krav til hinanden, for ingen af os havde behovet.

Shop

HONEY Body Oil • Nourishing & softening

340 kr

Moderskabet ændrede alt

Men der skete noget fundamentalt med Caroline, da hun bliver mor. Hun er nu 29 år, og har været gift med Rory i tre år. ”Da jeg blev mor, åbnede mit hjerte sig på så vild en måde. Lige pludselig var der noget inde i mig, der råbte og skreg. Det at få et barn vækkede mig indvendig. Jeg vågnede fra et koma og kunne for første gang, siden jeg var en lille pige, mærke mig selv. Der sad jeg så med en masse følelser og spørgsmål. Jeg begyndte i intensiv terapi, og min terapeut tog mig med på en indvendig rejse. Det har sat betydelige spor, at min mor blev revet ud af vores liv så tidligt. Og at vi er opvokset i et hjem, hvor alt ubehageligt blev gemt væk. Jeg oplevede i forløbet, at følelser ikke forsvinder, bare fordi man ikke taler om dem. Derfor er det aldrig løsningen at feje det ubehagelige ind under gulvtæppet. Jeg fik lavet en mental hovedrengøring – alt blev taget ud, gjort rent og sat på plads, der hvor det hørte til.

Skilsmisse

Jeg kom ud på den anden side med nye følelsesmæssige behov. Dem gik jeg i de følgende år på jagt efter i mit ægteskab. Men desværre forgæves, og da Alexander var 3 år og Josephine var 10 måneder, valgte jeg at lade mig skille. Det var en brutal beslutning, men jeg følte mig mere ensom, når min mand var til stede, end når han ikke var. Jeg sad både med et kæmpestort uforløst behov for kærlighed og et brændende ønske om at være gift med min bedste ven, en jeg kunne tale med alt om. Men han kunne hverken se eller høre mig. Jeg var vild med Rory, og jeg elskede ham, og det gjorde skilsmissen ekstra trist og svær. Rory er en sød far, og han gør sit absolut bedste indenfor det, han har lært – han kan en masse vidunderlige ting. Mine børn går på jagt med ham og fisker med ham. De ved mere om naturen, end jeg nogensinde kunne håbe på. Han har givet dem en kæmpe viden om planter, træer og fugle fra hele verden. Det synes jeg er en stor gave.” Kort tid efter skilsmissen blev Caroline tilbudt sit eget TV-program, ’Baronessen flytter ind’.  ”Den mulighed hjalp mig på mange måder. I stedet for at sørge over ikke at være sammen med mine børn i tre dage hver anden uge, kunne jeg tage til Danmark og filme et program, hvor jeg, med et super tv-hold, hjalp familier tilbage på rette kurs. Det varmede mit hjerte på en helt vild måde, og jeg blev fyldt op med glæde, der hvor jeg var ked af det. Det var en vidunderlige gave, som jeg fik på det helt rigtige tidspunkt i mit liv.”

Medfødt ordenssans

Har man set Caroline folde sig ud i ’Baronessen flytter ind’ med sine pink gummihandsker, vilde energi når hun ligger på knæ og skurer fremmede menneskers WC, så er det ikke svært at mærke hendes oprigtige lyst til at hjælpe andre. Ordenssansen er åbenbart medfødt. Carolines far har fortalt, at hun som 8-årig ud af det blå, begyndte at sortere og gøre rent i alle køkkenskabene. ”Jeg er jomfru i stjernetegn, og jeg har altid været perfektionistisk anlagt. Da jeg stak hele krydderen ind i familiernes køleskabe, er det fordi jeg tror på, at jo mindre rod du har i dit hjem, jo mindre rod er der i dit hoved. Jeg har altid brugt meget tid på at rydde op i mit eget hjem. Det er nærmest grænsende til OCD” Caroline slår en høj latter op og tilføjer ”mine børn har ikke arvet det. Men de er kommet i en alder nu, hvor de skal lære at redde deres senge og holde styr på deres værelser. Det er et vigtigt ansvar. Jeg tror, det er enormt sundt, at børn lærer at passe sig selv, deres hjem og dermed deres liv. Det er en gave den dag, de flytter hjemmefra. Det bunder i at gøre sig umage. Always do your best. Always.”

Fokuserer på det positive

Det er ret tydeligt, at Caroline er en person, der altid gør sig umage. Ikke kun med sit hjem og sig selv, men også når hun tackler modgang. ”Ja, jeg bærer på en stor sorg, og jeg har mistet meget i mit liv. For to år siden gik min far bort, og i august mistede jeg min mormor. Hun var mit ét og alt. Jeg har mistet veninder til frygtelige sygdomme, og selvom jeg selv valgte at afslutte mit ægteskab, var det stadig pinefuldt. Men det er jo netop essensen af livet; der er så meget vidunderligt, men der er også meget, der gør ondt. Jeg tror, det vigtigste er, at man formår at have balance, så det lykkelige fylder mest. Jeg er taknemlig for at have tre gudsbenådede børn, magiske venner og venskaber, der går langt tilbage. Det er meget sjældent, jeg ikke kan finde noget positivt i situationer.”

Min oplevelse som førstegangsmor

”Jeg fødte Alexander på et hospital i London. Derefter blev jeg plantet i en lille by i Schweiz, hvor en sundhedsplejerske hjalp mig med amningen de første uger. Ingen af mine veninder havde børn, og jeg kendte ingen i området. Jeg kan huske, jeg tænkte på, hvor hyggeligt det ville have været, hvis min mor havde levet. Vi havde regelmæssigt gæster, men ikke nogen, jeg kunne tale med om det, jeg gik igennem. Der var ikke noget, der hed mødregrupper, og jeg måtte google mig frem til svar på mine spørgsmål og researche mig til alt. I ny og næ kunne jeg bruge min lille mormor. Jeg læste Gena Fords bog The Contented Baby og The Baby Whisperer af Tracy Hogg, som handler om babyer og søvn. Gena Ford er rimelig striks, og Tracy er lidt mere loose. Ud fra de to kvinders teorier, fandt jeg en opskrift, der fungerede for mig, og det gjorde, at jeg endelig fik noget nattesøvn… Men helt ærligt, jeg har snart ikke sovet i 15 år!”

Fandt selskab i køkkenet

”Jeg har altid været glad for at lave mad, og jeg er vokset op i et hjem med en far, der var fænomenal i et køkken. Min mor kunne hverken koge et æg eller riste et stykke brød, da hun mødte min far. Men det var, da mine børn var helt små, at min enorme madpassion for alvor blev født. Jeg var jo mutters alene, så jeg fandt en stor glæde ved at gå i køkkenet. Hver gang børnene sov, lavede jeg marmelader, syltede og eksperimenterede. Da jeg begyndte at give dem mad i 5-6 måneders alderen, købte jeg en Beaba Babycook. Det er en maskine, hvor du både kan dampe og blende maden. Jeg lavede grøntsagsmos og begyndte at tilføje parmesan, urter eller lidt Coq au vin fra aftenen før, for at sikre en varieret smagsoplevelse lige fra starten. Det tror jeg, har medvirket til, at mine børn spiser alt i dag. De har aldrig være kræsne.”

Tre fødsler i bogen

Da jeg var gravid med Alexander, fik jeg at vide i uge 30, at jeg ikke ville kunne føde ham naturligt. Lægerne vurderede, at jeg var for lille, og fordi min mor fik akut kejsersnit med både mig og min søster, turde lægerne ikke tage chancen med en naturlig fødsel. Den eneste operation, jeg på det tidspunkt havde haft inde på livet, var min mors, da hun var syg – og hun døde. Fra jeg var 30 uger henne og indtil fødslen, var jeg bange hver dag, for at jeg ville dø under operationen. Den gik fint, men jeg fik en infektion i mit sår efterfølgende. Josephine blev også født ved kejsersnit, og det var voldsomt. Hun kunne ikke trække vejret, da hun kom ud. Hun blev helt blå og lagt akut i respirator. Jeg måtte ikke se hende, før bedøvelsen havde lagt sig, og jeg fik følelsen tilbage i mine ben. Hospitalets polaroidkamera var i stykker, så der gik 12 timer, før jeg så min baby. Min eksmand var ude for at fejre fødslen, hvilket der er tradition for i nogle kredse i England.

Nicholas fødsel var også traumatisk for mig. Det var et tidspunkt i mit liv, hvor der var mange komplikationer om Valdemars Slot. Jeg kæmpede en svær kamp med min far og min eksmand, to af de vigtigste mennesker i mit liv, og jeg skulle til at have et barn, med en mand jeg vidste, jeg ikke skulle være sammen med. Normalt tager et kejsersnit et kvarter, men med ham tog det en time og tre kvarter. Jeg gik simpelthen i opløsning, da de skulle sy mig sammen. Da det endelig lykkedes, begyndte jeg at bløde kraftigt. Lægerne kunne ikke stoppe blødningen, og jeg var ind og ud af bevidstheden. Det var helt sikkert psykisk betinget, at min krop tog så dårligt imod kejsersnittet. Jeg kom hjem efter fem dage på hospitalet, og da jeg havde været hjemme i bare to timer, sprang mit ar op, og jeg blev indlagt igen. Min læge mødte mig på hospitalet og gav mig to muligheder: Han kunne enten gøre operationsstuen klar og forberede mig på endnu en narkose, eller vi kunne gøre det nu og her uden bedøvelse. Jeg valgte det sidste. Det var bedre for min krop ikke at skulle gennemgå endnu en narkose. Jeg tog 16 sting uden bedøvelse, I tror det er løgn, så ondt det gjorde! For at være helt ærlig, havde jeg så ondt indeni, at jeg havde brug for at mærke mig selv fysisk. Nicklas (Bendtner, red.) og jeg gik fra hinanden 10 dage efter Nicholas blev født. Vi mødtes under uskyldige omstændigheder på optagelserne af ‘Baronessen flytter ind’. Det var en intens forelskelse. Vi var vidt forskellige, og vores forhold var på ingen måde bæredygtigt. Men jeg havde ikke lyst til at indse det – det tror jeg ingen af os havde.”

Alt kommer ikke på et sølvfad

Hvis der er én myte, Caroline har brugt tid på at dræbe, så er det rygterne om de mange millioner, hun fik med sig fra sin skilsmisse. ”Jeg lever ikke mit liv, som jeg gør, fordi jeg har fået en fed skilsmisse, for det har jeg ikke. Jeg er nødt til at arbejde og tjene mine egne penge. Det er så nemt at dømme andre, og det kan godt være mit liv ser dejligt ud. Det er det også, men jeg arbejder også rumpetten ud af mine små shorts for at skabe det. Jeg skriver bøger, jeg laver interiør, laver TV, parfumer, podcast og Youtube. Alt sammen skaber en indtægt for mig, som heldigvis giver mig muligheden for at leve det liv, jeg gerne vil. Men det sker ikke over night. Man kan sidde i sine 20’ere og 30’ere og føle, at det ikke er præcis, som man gerne vil have det, men det tager tid og livserfaring at skabe rammerne. Man skal finde ud af, hvem man er, og hvad der fungerer for en. Det er en proces.

Læs også

Stephanie Gundelach: “Jeg har altid været bange for at føde”

Mine børn får en anden barndom

Det kan godt være, jeg er vokset op på et stort slot, men hvad er bedst, ikke at få tørret dine tårer, når din mor dør, eller at sidde i en et-værelses lejlighed og få knus? Jeg ved godt, hvad jeg helst ville have. Det liv, jeg giver mine børn, er på rigtig mange måder anderledes end den barndom, jeg selv havde. Når jeg ligger med mine børn i min favn, er jeg taknemlig. Det betyder alt for mig, at jeg kan give dem kærlighed og nærvær. Jeg lindrer mit hjerte ved at give mine børn det, jeg ikke selv havde.”

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther