For Sara Kleist var barsel alt andet end mødregruppe og gåture med barnevognen. I stedet gik tiden med fysioterapi og psykologsamtaler. Her fortæller Sara om det mørke, der har omsluttet starten af hendes moderskab, og om at sætte alt ind på at få sig selv, sin krop og sin fødepower igen

“Jeg gik ind til min første graviditet med glæde og optimisme, men cirka halvvejs igennem blev jeg ramt af voldsomme bækkensmerter. Hos en gyn.obs.fys, en fysioterapeut med speciale i bækkenbunden, fik jeg en håndfuld venepumpeøvelser, men ellers skulle jeg så vidt muligt holde mig i ro, sagde hun. Samtidig forvissede min jordemoder mig om, at bækkensmerterne ville ophøre i det sekund, jeg fødte.

Efter en lang og smertefuld graviditet, gik vandet endelig en nat, og da vi fire timer senere kom ind på fødegangen, var jeg otte cm åben. Herfra gik det helt galt, og jeg lå i sideleje ude af stand til at bevæge mig. Smerterne var næsten værre imellem veerne end under, fordi vores søn stod skævt i bækkenet. Jordemoderen blev ved med at sige: “Babyen har det så godt,” alt imens jeg troede, at jeg selv skulle dø og følte mig overladt til mig selv. Sådan forsvandt jeg ind i mig selv i en tre timer lang pressefase, indtil han til sidst blev forløst med cup.

Efter halvandet døgn på barselsafsnittet tog vi hjem. Jeg var ramt af følelser og et forstuvet haleben. Og selvom graviditeten nu var afsluttet, var mine bækkensmerter ikke aftaget. Efter et par uger uden nogen forandring, opsøgte jeg en ny gyn.obs.fys, der instruerede mig i en række styrkeøvelser. Jeg skulle lave dem så mange gange om dagen, det var muligt. Jeg var stålsat på at få det bedre, og i min iver fik jeg forværret smerterne markant. Forvirret og forpint droppede jeg øvelserne igen og holdt mig i stedet fuldstændig i ro.

Læs også

“For de fleste tager det 3-4 måneder at føle sig som en kompetent mor”

Over de kommende uger og måneder forsøgte jeg mig med et utal af behandlingsformer, men intet hjalp. Mens min mødregruppe mødtes til kaffe og croissanter, gik jeg på et genoptræningshold med seniorer, der havde dropfod og nyopereret hofte. Samtidig blev jeg ramt af en voldsom efterfødselsreaktion, og jeg fik en paranoid angst for, at nogen tæt på os ville tage vores søn fra mig. Paradoksalt nok tænkte jeg, at det måske også ville være bedre, hvis der var nogle andre der passede på ham. At det ville være bedst for ham og Simon, hvis jeg pakkede min kuffert og tog afsted. Det var mit livs lavpunkt. Fysisk og mentalt. I de følgende otte måneder kom jeg stort set ikke ud ad døren til andet end behandlinger. Vi prøvede at gå lidt ture med barnevognen, men det forværrede bare mine smerter. Simon tog orlov for at passe på mig og Frits, og mens jeg lå på sofaen kom vores venner på skift hjem på besøg.

Gennem hele perioden så jeg en psykolog, der hjalp mig med at forstå, hvorfor fødslen havde været en så traumatisk oplevelse for mig. Psykologen hjalp mig også til at forstå og undersøge den overvældende angst, jeg havde for at nogen ville tage Frits fra mig. Samtidig begyndte jeg til forsigtig og skånsom genoptræning af min overbelastede krop på et efterfødselshold hos en jordemoder. Hun mente, at smerterne i graviditeten formentlig havde været en svær, men ufarlig bækkenløsning, og at musklerne omkring bækkenet fortsatte med at gøre ondt efter fødslen, dels fordi jeg havde mistet al styrken, og dels fordi fødslen var meget voldsom. Og siden blev forværret ved at svinge mellem at overtræne og forholde mig passivt.

Langsomt begynder jeg at få det bedre i både krop og hoved. Tanken om flere børn ligger egentlig stadig fjernt for mig. Faktisk er jeg usikker på, om jeg nogensinde bliver klar til flere børn og klar til at gå igennem endnu en graviditet og fødsel. Men pludselig rammer det mig. Der er gået næsten to år, og vores baby er blevet en tumling, der går selv. Min krop er stærk og endelig smertefri, og jeg er glad igen. Mit overskud er tilbage, og vi har det dejligt i vores lille familie. Og ligeså rædselsslagen jeg er for at ødelægge det hele med endnu en smertefuld graviditet og fødsel, ligeså stålsat er jeg på, at det skal blive anderledes denne gang.

Jeg intensiverer min træning for at blive stærk. Stærk nok til at kunne bære en graviditet. Pilates og svømning. Jeg får et tryghedstjek hos en gyn.obs.fys, der forsikrer mig om, at jeg er klar igen. Da testen viser to streger efter første forsøg, er jeg lykkelig – og målrettet.

Jeg deler nyheden med min chef med det samme, fordi jeg er nødt til at bede om mere fleksibilitet for at vedligeholde træningen. Denne gang tillader jeg mig selv præcis den kombination af træning og hvile, som min krop har brug for. De første måneder er præget af kvalme, men uanset hvor skidt jeg har det, misser jeg hverken pilates eller svømning. For jeg ved, at kvalmen går over, men at mine muskler må og skal vedligeholdes for at undgå at ende det sted, jeg var sidst.

Jeg fortæller min kæreste, at jeg gerne vil føde hjemme denne gang. For at tage den traumatiske hospitalsfødsel ud af historien og for at gøre rent bord på en eller anden måde. Først er han lidt skeptisk, men han er hurtigt med på ideen. Vi tager til hjemmefødselscafe, og hver gang et par skal præsentere sig, er det kvinden, der fortæller om baggrunden for deres deltagelse. Men da det er vores tur, er det Simon, der tager ordet. Det kommer helt bag på mig. Han fortæller om det svære forløb første gang, at vi gerne vil undgå at bakse os ud i en bil midt i fødslen, at vi bare gerne vil have en god oplevelse. Det gør mig tryg og glad, og jeg frygter ikke at føde hjemme, men jeg frygter selve det at føde.

Jeg tilmelder os fødselsforberedelse hos Mamaprofylax. Kurset er så godt, og vi får sat mange ting omkring første fødsel på plads undervejs. Vi forstår, hvad der “gik galt”, og hvad vi kan gøre anderledes næste gang. Hvordan jeg kan blive mere mobil i veerne, hvordan jeg kommer ud af frygten for at dø, og hvordan jeg skal trække vejret.

Fordi første fødsel endte med cup, bliver vi tilbudt en samtale med en fødselslæge på hospitalet forud for fødslen. Det er en underlig samtale, som ikke giver mig den ro, jeg håber på. I stedet prioriterer vi at opsøge en privat jordemoder, som giver os plads og tid til at tale forløbet igennem og hjælper til at få parkeret mange af de svære følelser, som fulgte efter fødslen. Jeg læser en bog om hjemmefødsel og lytter til alle de fødselsberetninger, jeg kan. Jeg skriver et brev til min kommende jordemoder om, at hun skal holde mig i hånden, hjælpe mig med vejrtrækning, og at hun ikke må sidde i hjørnet og strikke! Vi låner fødekar af nogle venner, og tiden nærmer sig.

Vi er netop flyttet i hus, og halvanden uge inden termin kommer både to håndværkere og min fætter og hjælper til med at renovere. Jeg slæber selv køkkenfronter og vasker vægge ned, alt imens jeg har rigeligt med plukveer. Idet jeg forklarer min søde fætter, hvad plukkeveer er, går det op for mig, at det, jeg har lige nu, faktisk er temmelig regelmæssige veer.

Jeg lister op i soveværelset og ringer grædende til Simon. Jeg er bange. Han beder mig ringe til Fødemodtagelsen, mens han pakker sine ting og cykler hjem.

Med en let rædsel malet i ansigtet tager min fætter imod mine ordrer om at sende håndværkerne hjem, smøre mig en bolle og støvsuge i huset. Kort efter ringer hjemmefødselsjordemoderen, og en halv time senere står hun i døren. Hun undersøger mig, og jeg er tre cm åben. Mens hun sidder ved siden af mig i sengen og læser det brev, jeg har skrevet, tager jeg veerne helt roligt.

Læs også

Emma Rosenzweig: “Før jeg fik et barn, var det ikke gået op for mig, hvor meget kvinder dømmer hinanden”

Simon kommer hjem og går igang med at puste fødekarret op. Da fødekarret er klart, hjælper de mig op i vandet. Mellem hver ve, åbner jeg øjnene, og jeg er helt med. Efter tyve minutter i karret foreslår jordemoderen, at jeg skifter stilling. Jeg kan mærke barnets hoved i bækkenet og stønner: “Nej, for så glider den jo ned!” Simon minder mig om, at det jo netop er det, jeg har villet gøre anderledes – være mere mobil. Idet jeg vender mig om på alle fire, mærker jeg hovedet bevæge sig helt ned i bækkenet, og min mund åbner sig og brøler fuldstændig ukontrolleret. Det gør ondt. Men jeg er stadig med, og jeg når at tænke, hvor voldsomt det var, at jeg sidste gang var i den smerte i tre timer. Der er roligt i mit hoved, selvom jeg brøler, for jeg er tryg ved min krop, og jeg ved, at min baby snart er her. Først kommer hovedet, jeg venter og gisper, og så kommer skuldrene og kroppen efter halvandet minuts pressefase. Jeg tager selv imod, mens jeg hyperventilerer af gråd og forløsning. Lidt efter spørger jordemoderen, om nogen så kønnet, og jeg kan konstatere, at vi har fået en lillesøster. Solveig. Kun 2,5 time efter første ve.

Alle fødsler er forskellige, og nu ved jeg på egen krop, at der er kæmpe forskel på at føde en baby, der står skævt, og en baby, der flekterer hovedet perfekt. Man er ikke herre over sin egen fødsel, og man kan kun påvirke omstændighederne til en vis grænse. Jeg kan godt se, at det har været et stort ståhej – med hjemmefødselscafe, fødselsforberedelse og diverse konsultationer, men det var præcist det, der hjalp mig. At gøre det hele forfra. Tale det igennem. Det gav mig den ro, jeg havde brug for, for at kunne se fremad. Jeg mistede mig selv i første graviditet og efterfødsel, og fødslen følte jeg, jeg slet ikke deltog i. Selvom jeg ikke kunne fjerne frygten for fødslen helt, så gav alle mine forberedelser mig en masse viden – og med den kom en følelse af tryghed, selvsikkerhed og et mod på at følge med det ukontrollerbare i fødslen.”