Sådan kom jeg mit fødselstraume til livs - TO THE MOON, HONEY

Sådan kom jeg mit fødselstraume til livs

Et uventet kejsersnit og en genindlæggelse med en voldsom betændelsestilstand i kroppen efterlader Linea Rubini med en traumatiseret krop og har efterfølgende stor indvirkning på hendes forhold til sig selv og særligt hendes mand. Læs om Lineas rejse om at komme ned i sin krop og kunne lade sig holde om igen

 

“Jeg kan huske følelsen af at ligge dér på operationsbordet. Jeg har haft veer i halvandet døgn og er blevet kørt til et akut kejsersnit. Situationen er pludselig så alvorlig, at lægerne kigger lige igennem mig. De taler om mig og det, der skal ske, som om jeg ikke er der og at mine følelser og bekymringer er ligegyldige. Mit eget og mit barns liv skulle reddes, og det skulle gå hurtigt.

Det forstår jeg jo godt rent logisk, og jeg er lægerne taknemmelige. Men det var også et overgreb, og følelsen af at ligge der og ikke at vide, hvad der skulle ske med mig, satte sig i mig. Jeg var slet ikke mig selv efter fødslen. Mine følelser ligger som en stor tung sky over mig, og tanken om at skulle tage mig af mit barn er fuldstændig uoverskuelig.

CECILIE NACHMAN æsker
Shop

CECILIE NACHMAN Håndlavede æsker

750,00 DKK

Da vi kommer hjem fra hospitalet, går der betændelse i mit ar. Jeg tror først, at mine symptomer er psykiske. At jeg har fået en efterfødselsreaktion. Jeg magter næsten ikke at rejse mig op fra sofaen og slet ikke at gå ned på gaden. Vi havde fået at vide, at det var vigtigt at komme i gang igen, så jeg kan huske, at min kæreste presser mig til at komme ud og gå. ’Kom nu skat. Du skal op og i gang!’ Jeg tænkte bare, hvorfor kan jeg ikke magte det her, når alle andre kan.

Jeg sveder og har det, som om en ond influenza har overtaget min krop. Vi kæmper et par dage for at blive taget alvorligt af hospitalet, som bliver ved med at sige, at det er normalt at have smerter og føle sig træt efter et kejsersnit. Jeg får også noget antibiotika. Men jeg ved bare, at der er noget rivende galt.

Da jeg endelig bliver indlagt igen nogle dage efter fødslen, har betændelsen fra mit ar spredt sig til lommer i hele min maveregion. Arret væsker så meget, at jeg kan fylde en kop med sivende puds, da vi sidder i venteværelset.

De næste uger kæmper jeg med en voldsom betændelsestilstand i kroppen, mit ar bliver åbnet igen, og jeg har så store smerter, at der ikke er plads til også at være mor for Uma. Heldigvis kæmper min mor og kæreste for, at Uma skal bevare kontakten til mig. Imens jeg sover eller døser hen af medicinen, pumper min mor mælk fra mine bryster for at holde mælkeproduktionen i gang, og de lægger Uma tæt på mit ansigt eller ben og fødder, så hun kan få kropskontakt. Jeg ænser hende ikke og vil ikke have hende liggende ved mit bryst. Jeg er i smertehelvede.

To_the_moon_honey_gravid_med-Fatima_dhaif_doula_fødselsangst_zara_.jpg
Læs også

Fatima Dhaif – Om fødselsbekymringer og at skulle tvinge sig selv på barsel

Jeg får bugt med infektionen, bliver udskrevet og kommer mig fysisk efter indlæggelsen. Jeg tror, at en af de ting, der redder mig mentalt, og som gør, at min tilknytning til Uma udvikler sig normalt, er, at jeg får amningen op at køre på trods af, at alle siger, at det er en umulig opgave så sent i forløbet. Uma er på det tidspunkt 5 uger.

Månederne går, og jeg prøver at lægge den mørke tid bag os. Holde fokus på det gode. Uma er glad, og vi rejser på ferie og prøver at nyde livet. Men da Uma fylder 1 år, hvor jeg har lagt låg på alle følelserne omkring fødslen, må jeg sande, at jeg ikke er blevet mig selv igen. At jeg måske aldrig bliver mig selv igen. Jeg ved, jeg har et traume, og jeg føler hele tiden, at min krop er på vagt, som om den har været i krig eller at jeg har været udsat for et overfald. Jeg kan ikke slappe af, selv om at jeg prøver at fortælle mig selv, at der jo ikke var nogen fare på færde.

Det var særligt i kontakten til min kæreste, at det bliver meget tydeligt, at jeg har forandret mig. Hvis han gik forbi mig og lige rørte ved mig, stivnede jeg fuldstændigt. En hånd, der strejfede min side, eller hvis jeg blev rørt på maven medførte det med det samme ubehag og en flugtfølelse. Jeg er godt klar over, at det er en sorg, der sidder i mig, og at det handler om fødslen af Uma. Men man hører jo tit, at det kan ændre en kvinde at blive mor. Så jeg tænkte også nogle gange, om jeg bare var blevet en anden af at blive mor.

Jeg taler med en psykolog, hvor vi et par gange gennemgår mit fødselsforløb og tiden efter. Det hjælper mig til at acceptere, at min start på moderskabet har været særlig hård, og at mit forhold til Uma var kommet svært fra start, men at jeg havde gjort det så godt, jeg kunne.

Men følelsen af at være disconnected fra mig selv og at være i konstant ubalance forsvinder ikke. Jeg gør virkelig meget for at få det bedre, men der er ikke noget, der hjælper. Min krop har låst sig fast, uanset hvor meget jeg taler åbent om det. Min kæreste og jeg er stadig forelskede, og jeg havde troet, at vi skulle genoptage vores sexliv, at min lidenskab skulle vende tilbage, så snart jeg var fysisk ovenpå fødslen. Men min krop stritter imod ved at spænde helt op ved enhver berøring eller invitation, der kan lede til fysisk kontakt.

Jeg prøver først at skjule det for min kæreste og vel egentlig også for mig selv. Håber på, at hvis der går noget tid, så vil den grimme følelse i min krop aftage. Men det var umuligt at skjule overfor min kæreste, og vi snakkede åbent om den tydelige forandring, der var sket i min krop og sind, og hvor trist det var for os som par. 

En dag er der en af modellerne fra modelbureauet, hvor jeg arbejder, der fortæller mig om, at hun er i gang med at uddanne sig i tankefeltterapi. Det er en alternativ behandlingsmetode, hvor man arbejder ud fra tesen om, at alle ubearbejdede følelser, oplevelser og situationer sætter sig som forstyrrelser i vores energisystem, og det gør, at vi reagerer uhensigtsmæssigt, fordi vi følelsesmæssigt ‘sidder fast’ i en situation eller oplevelse. Jeg fortæller hende om min fødselsoplevelse, og hun siger med det samme: ‘Det dér kan du få hjælp til.’ Jeg havde en veninde, der havde prøvet en lignende behandling for angst, så jeg var klar på at give det en chance. 

Jeg booker en tid hos behandler Hanne Nohr Sommer. Hun virker sød, og vi snakker i cirka 15-20 minutter. Jeg fortæller hende i korte træk min fødselsberetning. Hun går ikke så meget ind i min historie, men lytter nysgerrigt. Hun siger, jeg skal gå tilbage til, da jeg fik min første ve og beder mig om at fokusere på et billede og de følelser, der kommer frem i mine tanker. Hun holder på min arm og mærker min energi. Under hele forløbet skal jeg ‘tappe’ eller banke let med mine fingre på forskellige steder på kroppen. Hun siger, at hun mærker, hvor i mit nervesystem jeg vil holde fast, og hvor jeg giver slip. Hun siger det mange gange – at jeg skal fremkalde det billede i mit hoved af den første ve igen. Pludselig kunne jeg ikke swipe hen på det. Jeg kan simpelthen ikke få billedet frem på nethinden og den tunge følelse i mit sind føles med ét meget let.

Bagefter skal jeg tænke på situationen, hvor jeg bliver kørt ned til operationsstuen og kejsersnittet. Jeg skal mindes, at der er en læge, der siger: ‘Hun er ude inden 30 sekunder.’ Og at det bliver sagt til mig, uden øjenkontakt. Jeg skal gå tilbage til den følelse. Jeg forsætter med at tappe i siden med fingrene, indtil hun mærker, om nervesystem giver slip. Og det gør det. Jeg kan ikke fremkalde det billede, jeg ellers har husket så tydeligt. Billederne i mit hoved kommer frem i glimt i stedet for noget tragisk, som sidder fast på nethinden. Heller ikke med min krop. Hanne siger, at de mekanismer, jeg har været igennem, er de samme som en med PTSD. Når der sker noget smertefuldt eller voldsomt, man ikke kan kontrollere, kan det sætte sig i ens krop.

To_the_moon_honey_hjertebarn_maria_rossaau_Liv_winther_Hjertebarn_
Læs også

Hjertebarn

Jeg gav mig bare hen til det, hun sagde. Men bagefter kunne jeg ikke forstå det. Det kunne da ikke være så let. Jeg følte mig let som en fjer efter den første times behandling. Jeg var som født på ny.  

I alt har jeg været hos Hanne tre gange, og det har ændret mit liv. Min krop er afslappet. Jeg er afslappet. Jeg kan give mig hen og føle lidenskab og ikke være så kontrolleret. Jeg nyder at være i min krop igen.

Uma er 3 år nu. Det er ikke, fordi hendes fødsel er blevet slettet fra min hukommelse. Men jeg ser på den med en lettere følelse i kroppen nu. Jeg kan stadig føle mig sårbar, når jeg mindes den tid, men knuden i maven er væk. .

For første gang siden Uma blev født, kan jeg forestille mig at være gravid igen. Det er ikke noget, vi planlægger, og jeg ved, at det ville sætte mange tanker i gang hos mig. Jeg har ikke lyst til at gennemleve et kejsersnit igen, men lægerne har sagt, at det bliver den eneste måde, jeg nogensinde kommer til at føde på igen, da de ikke vil løbe nogen risiko med det sygdomsforløb, jeg havde. Men jeg ved jo også, at det aldrig ville blive den samme oplevelse som første gang. Der er jo ikke to fødsler, der er ens.”

 

Tekst og Foto Liv Winther

Meet’n’greet

Linea Rubini, 37, er agent hos Scoop Models, mor til Uma på 3 år og gift med iværksætter Tommas Rubini Olsen. Lyt til Lineas rørende fødselsberetning i To The Moons podcast, Efterfødselssamtalen, her.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.