Nedsmeltning! - TO THE MOON, HONEY

Nedsmeltning!

Påsken står for døren, og ferie som børnefamilie betyder mere af det hele – også store følelser og nedsmeltninger. Vi taler med Mette Marie Thornam, der er cand.pæd.psyk og par- og familieterapeut, om hvorfor børn reagerer, som de gør, og om hvordan vi bedst støtter dem gennem de store følelsesudbrud

 

Nedsmeltninger hos vores børn begynder lige så stille at vise sig omkring 1-års alderen og mange forældre oplever at 2-4 års-alderen er der, hvor der er allerflest store følelsesudbrud. Når barnet er mellem 3 og 6 år udvikler hjernen sig betydeligt. Den bliver større, og flere dele af hjernen begynder efterhånden at arbejde bedre sammen. Derfor vil de fleste opleve, at en 6-årig har færre store nedsmeltninger end en 3-årig, men det betyder ikke, at de aldrig er der, forklarer Mette Marie Thornam. 

Hvad er disse nedsmeltninger et udtryk for?

Helt kort kan man sige, at barnet føler mere, end det kan rumme. Små børn kan ikke følelsesregulere sig selv, så en nedsmeltning er i virkeligheden et udtryk for et overvældet system, der har brug for hjælp. Og det er her, vi forældre kommer ind i billedet.

Børn er ikke i stand til at sige ‘jeg har haft en dårlig dag og jeg har brug for, at du ser mig og hjælper mig lidt ekstra her til eftermiddag’. De viser det i stedet med deres adfærd gennem store følelsesudbrud; ved at kaste koppen med mælk gennem køkkenet, lægge sig på langs på fortovet og nægte at gå videre, eller blive rasende over at æblebådene er skåret forkert ud.”

Hvorfor er du fortaler for, at man i højere grad har børns alder for øje?

“Børns udvikling og hjernens modning tager tid. Ofte langt mere tid end vi forældre forventer. Hvis vi ikke har blik for modningsprocessen, kan vi komme til at tro, at vores børns store følelsesudbrud udelukkende er en feedback på vores forældreevne og derfor blive enormt selvkritiske, når vores barn har store følelsesudbrud. Vi kan ende i en fælde, hvor vi tror, at hvis vi bare liiiiige læser en bog mere eller siger det helt rigtige, så vil vi kunne afværge nedsmeltningerne.

Det kan være et rart perspektiv at have med sig, at der nogen gange ikke er noget at trænge ind til endnu. Altså at barnet modningsmæssigt ikke er klar til det, som vi forventer af det, uanset hvad vi som forældre siger eller gør i den situation. Perspektivskiftet er vigtigt, fordi det kan hjælpe os med at holde hjertet varmt overfor vores børn. Der er nemlig stor forskel på, hvordan vi som forældre reagerer, hvis vi tænker ‘hvor er han uopdragen’ fremfor ‘han har brug for min hjælp lige nu’. Vi vil have en tendens til at tænke det første, hvis vi glemmer modningsperspektivet.”

Læs også

Ja, nej, ved ikke: Sådan sætter du sunde grænser for dit barn

I den perfekte verden – hvordan tackler vi det så, når vores barn får en nedsmeltning?

Først får jeg lyst til at sige, at den perfekte verden sjældent findes i en travl hverdag med små børn og at mindre også kan gøre det. Heldigvis.

Når vores børn har store følelsesudbrud, er det altid et godt sted at starte lige at vende blikket ind mod os selv først. Det vil sige lige mærke efter – ‘er jeg selv urolig, vred, irriteret eller lignende?’ Hvis vi kan svare ja til det, så er det godt givet ud at starte med at berolige os selv. Børn kan som nævnt ikke følelsesregulere selv. Det har de brug for vores hjælp til, så, hvis vi selv er enormt urolige på vores inderside, når vores børn reagerer med stærke følelser, bliver det sværere at hjælpe deres inderside i ro igen. Ro er derfor din største superkraft, når dit barn er overvældet af følelser.”

Hvordan kan vi hjælpe vores børn med denne superkraft?

“Børn læner sig ind i vores nervesystem, og er vi nogenlunde rolige vil vores ro smitte af på dem. Vi undgår ikke de store følelser helt ved, at vi forholder os roligt – det er heller ikke meningen, men vi kan tage toppen af intensiteten og støtte vores børn i at komme godt igennem dem uden, at der går skår i relationen undervejs.

“Det kan føles tungt som forælder at skulle vende blikket indad igen og igen, men samtidig giver det os en mulighed for at kunne påvirke længden og mængden af konflikter i hverdagen. Og hvis man kan huske sig selv på, at det er et barn, der er overvældet og har brug for hjælp og ikke et barn, der er uopdragent og har brug for opdragelse, så er vi langt.”

Hvad kan vi sige for at berolige vores barn, når vi står midt i en nedsmeltning?

“Når man er overvældet af sine følelser kan det være svært at tage ord ind, men vi kan sige nogle korte sætninger, der viser barnet, at vi er optaget af, hvordan det har det og som hjælper barnet med at selv at forstå, hvad der er på spil. Sig for eksempel ‘du ville rigtig gerne have den is, og så blev du vred og ked af det, da jeg sagde nej. Kom, lad mig trøste dig.

En god huskeregel kan være, at jo stærkere et følelsesudtryk barnet har, jo færre ord har det brug for. Det vigtigste er ikke at vi siger det helt rigtige. Anerkendelse er langt mere end det. Det er din tone, dit blik, dit kropssprog. Hvis vi fokuserer for meget på at gøre og sige det helt rigtige til vores barn, når det har en nedsmeltning, kan det stjæle lidt af den superkræft, som vores nærvær og ro er.”

Shop

Natbjørnen Tjugga & Ræven Sally papbog

140 kr

Kan man få noget ud af at tale med sine børn om deres nedsmeltninger når man er på den anden side? 

“Ja, helt bestemt, men hold for øje hvorfor du gør det. Pointen må ikke være at give barnet ansvaret for at skulle vide, hvordan situationen kan undgås i fremtiden.

Når barnet er klar til det, kan man tilbyde hjælp til at finde nye perspektiver, løsninger eller hjælp til at komme tilbage i legen, bygge legotårnet igen osv. Alt efter situationen og barnets alder. Når vi har talt om det, kan vi ikke forvente. at barnet fra nu af bruger de nye måder. Det er små skridt, det er øvelse og det er modning. Men når vi først har mødt dem i deres følelser, så er der langt bedre chance for, at de kan mødes med os i fornuften.”

Har vores børns modning sit eget tempo eller kan vi gøre noget for at hjælpe dem igennem? 

“Tid er en vigtig faktor, men vi kan støtte modningsprocessen ved at forholde os nysgerrigt til vores barns adfærd. Altså at have en opmærksomhed på at sætte sig ind i sit barns følelser i både stort og småt og gå med følelserne i stedet for imod. På den måde hjælper vi barnet til selv at forstå, hvad der er på spil og langsomt med tiden kunne vælge andre udtryksformer.”

Hvordan rydder vi op efter os selv, hvis vi kommer til at skælde ud eller bliver vrede fremfor at møde barnet i dets følelser?

Heldigvis har vores børn ikke brug for perfektion, men derimod ægte, levende forældre, der begår fejl. Det der bliver vigtigt er derfor ikke, at vi aldrig taber hovedet, får råbt eller på anden vis kommer til kort, når det gælder vores børns store følelser men derimod, at vi kan reparere, når det er sket. For eksempel ‘jeg er ked af at jeg råbte af dig før. Jeg tror du blev forskrækket over det. Gjorde du det?’ Sig undskyld for handlingen – ikke følelsen. Det er okay som forælder at blive vred. Ligesom det er helt okay som barn at blive det. Så det vi undskylder for er den handling, der fulgte med eksempelvis vreden – ikke vreden i sig selv.

Generelt skal vi undlade at spørge barnet, om vi skal være gode venner igen. For så ender barnet med at få en del af ansvaret for reparationen. Hellere sige undskyld, skabe kontakt med varme øjne og et blødt kram når barnet er parat og så kom videre derfra.”

Hvilke konsekvenser kan det have for børn, hvis vi ikke formår at møde dem i deres følelser?

“Det er et umuligt krav at stille til sig selv at skulle kunne rumme alting altid som forælder. Det er der ingen der kan. Men vær opmærksom på, hvad du gør mest. Hvis barnet igen og igen oplever at, når det udtrykker vrede, så bliver mor eller far også vrede, så vil det med tiden lukke ned for den side af sig selv – også i sit voksne liv. Men vi har brug for adgang til alle vores følelser hele livet – også vreden.”

Læs også

Fie Hørby – om nutidens opdragelse

Hvad med de forventninger vi har til vores børn, hvornår kan vi eksempelvis forvente at et barn evner at dele sit legetøj?

“Først og fremmest må vi kigge på vores barn. Er noget gentagende gange svært for vores barn, så har det stadig brug for hjælp lige der, uanset hvad der står i bøgerne om, hvad det skal kunne hvornår.

Vi skal huske på, at ingen kan noget altid. Hvis vi for eksempel læser et sted, at det 4-årige barn nu kan sætte sig i andres sted, så skal vi huske, at det er en langsom proces at udvikle den kompetence. Det 4-årige barn vil måske kunne det noget af tiden, det 5-årige barn lidt mere af tiden osv. Men ingen af os kan det altid. Heller ikke os voksne. Og det bliver særligt svært, hvis vores system i forvejen er presset. Vi vil derfor ofte opleve, at det er sværere for et lille barn at skulle dele sit legetøj med en ven efter en lang dag i børnehave. Fuldstændig på samme måde, som vi voksne kan have en kortere lunte efter en lang dag på arbejdet. 

Har vi en forventning om, at barnet skal kunne dele sit legetøj som 3-årig, vil vi ofte blive irriterede eller vrede når det ikke sker. Det kan derfor være en god ide løbende at tage et kig på sine forventninger til sine børn: er de realistiske? (fx efter en lang dag i børnehave) og er de alderssvarende?”

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.