Fie Hørby - om nutidens opdragelse - TO THE MOON, HONEY

Fie Hørby – om nutidens opdragelse

Vi møder familieterapeut, Fie Hørby, medstifter af Blackbird Institute, til en samtale om at leve et liv, man selv har lyst til at købe billet til, om betydningen af den tidlige tilknytning, og om hvordan nutidens opskrift på børneopdragelse ser ud.

 

Det er med en pæn portion ærefrygt, at vi sætter os i bilen og kører nordpå, for at besøge Fie Hørby. Hun er en kvinde, vi beundrer, og hvis ideologier vi jævnligt refererer til i samtaler og problematikker, der handler om børn eller kærester. ”Her ville Blackbird jo sige at..”, eller ”det er ikke særlig ’Blackbirdsk’ at gøre sådan”. Vi parkerer ved huset i Hornbæk, der ligger fredfyldt med udsigt over Hornbæk Sø. Her bor Fie med sin mand Thomas og deres tre børn, Rumle 18 år, Liv 13 år og Isak 2 år. Fie byder os velkommen, og kort efter får vi selskab af parrets yngste søn, Isak, som bliver passet hjemme, ligesom hans ældre søskende også gjorde, indtil de fyldte 3 år.

”Jeg var 44 år og skulle slet ikke have flere børn. Jeg fik en spiral, da vi havde fået Rumle og Liv, men da den skulle skiftes efter 5 år, besluttede vi os for, at min mand skulle steriliseres. Der var et gap på kun 14 dage, og så blev jeg gravid! Jeg havde netop haft min menstruation, så jeg kunne ikke få det til at passe. Vi joker med, at han kom med Helligånden.

Jeg har aldrig haft traditionel barsel, jeg var under uddannelse med min første søn Rumle, jeg skrev speciale, når han sov om dagen og om aftenen. Jeg har været god til at acceptere, at arbejde er en flydende størrelse, som også kan lægge sig ind i de aktiviteter, vi laver som familie. Jeg får ideer, når jeg leger med mit barn, og jeg kan få løst ting, når jeg går en tur eller står i køkkenet. Jeg indtaler tit noget på min telefon, som falder mig ind midt i det hele.

Jeg startede med at undervise, da Isak var tre uger gammel, min mand tog med ind, når jeg skulle undervise, så jeg kunne amme, når jeg skulle. Det gjorde han, indtil han kunne være derhjemme i lidt længere tid. Min mand og jeg har delt ansvaret lige helt fra starten. Vi har begge fleksible arbejdsliv, fordi vi begge er selvstændige og også har muligheden for at tage vores børn med på job. Jeg tror ofte, man underkender hvad ’arbejde’ er – det behøver ikke være noget, der kun kan lade sig gøre ved skrivebordet. Vi har alle et valg, til at skabe det liv, vi gerne vil leve. Vi kan have alle mulige historier om, hvorfor noget ikke kan lade sig gøre, men de historier må vi turde konfrontere.” Det lyder jo tiltalende, og hvem kan ikke få lyst til at sætte farten ned, opsige vuggestuepladsen, flytte ud af byen og dyrke sin familie, lykke og karriereambitioner. Men er det ikke lettere sagt end gjort?

”Man siger at 80-90% af alle familier, føler de er i overlevelse. De tænker i afvikling, hente børn, lave mad, putte og smøre madpakker. Det er ikke et liv, man bliver lykkelig af – tværtimod. Livet med børn kan gå hen og føles som en byrde, og man begynder at gå og drømme om, at børnene flytter hjemmefra. Det vi ved, der gør folk mest lykkelige, og giver dem mest meningsfuldhed, det er valget. At man kan styre sit liv i den retning, man gerne vil. Når folk bliver ramt af depression og tristhed, så er det fordi, de lever et liv, de egentlig ikke har lyst til at købe billet til. Det kræver masser af mod at turde træde ind i det liv, vi faktisk ønsker at være i, men det er farligere at lade være. Så bliver vi trætte, sure og bitre og meningsløsheden kommer snigende. Derfor har vi pligt som forældre til at  leve et liv, vi har det godt med, det er det bedste, vi overhovedet kan give vores børn. Når vi lever et liv, vi er glade for, så bliver det nemmere for vores børn at gøre det samme, fordi de så kender vejen”

 

Når mor og far er glade

”Børn er optaget af, hvordan mor og far har det med hinanden, hvordan kigger de på hinanden, er de glade, eller er de kolde og indelukkede, eller længes de væk? Det bliver ligeså stille og roligt til barnets egen indre stemning. Hvis mor og far er glade, og har det godt med det liv de lever, så er det også den stemning, der lægger sig inde i barnet – livet er godt og fuld af muligheder. Livet er selvfølgelig også skidt engang imellem, men så ved barnet, at det kan gøre noget ved det. Et lille barn bliver født ‘sansende’, det bruger hele sit nervesystem på at koble sig på sine forældre, og på den måde er barnet hele tiden dybt forbundet med mors nervesystem. Når mor kører op og er urolig, så gør barnet det samme og omvendt. Barnet har sådan brug for at lægge sig ind i morens pulserende rolige hjerterytme og nervesystem. Der hvor nervesystemet er synligt, det er øjnene. Derfor er barnet meget optaget af øjnene, og det bliver det ved med at være.”

 

Parforhold opløses

I bogen ’Drop opdragelsen’ skriver Fie blandt andet om skilsmisser, og her lægger hun vægt på det reaktionsmønster, vi har med os fra barndommen og ind i parforholdet. ”Næsten halvdelen af alle ægteskaber bliver opløst. Der hvor den største opløsning sker, er inden det ældste barn fylder 6 år. Vores reaktionsmønstre viser sig tydeligst, når vi er pressede, stressede og kede af det. Når vi får børn, bliver vi unægtelig mere pressede, og når vores nervesystem bliver presset til det yderste, og vi ikke kan berolige det, kan vi ikke forblive psykologisk voksne. Vi ender med at skælde ud, eksplodere eller trække os ind i os selv. Vi har hver vores måde at reagere på, som er vores tillærte mønster, og det er et sted, hvor vi ikke kan regulere os selv følelsesmæssigt. Men det kan vi lære, og det er en følelsesmæssig modning, som det er vigtigt at tage sig af, da det er det mønster, der skaber afstand både til os selv og vores partner og børn.

Gør hinanden forkerte

”Da jeg lærte min mand, Thomas, at kende, så trak jeg mig ind i mig selv, når jeg blev ked af det eller såret. Hvis han bare havde sagt, ’hvor er jeg træt af, at du er en kælling, jeg skrider’ eller selv havde trukket sig ind i sig selv, så var det blevet værre. I stedet sagde han, ‘jeg bliver simpelthen så ked af det, når du er stille, og jeg vil rigtig gerne tale med dig’ – det gjorde, at det blev trygt for mig at komme ud. Når vi oplever den andens interesse og omsorg, selv når vi er urimelige, så bliver det nemmere at forandre sig og komme med et blidere udspil.  Det vi nemt kommer til i vores parforhold, er at vi gør hinanden forkerte, vi skælder hinanden ud, kritiserer og bebrejder og hakker på hinanden, og på den måde bliver det utrygt at komme frem.”

Drop opdragelsen

Når Fie siger ‘drop opdragelsen’, så henviser hun til det, vi engang troede, var god opdragelse, men som faktisk i dag kan være direkte skadeligt for børn. ”Børn er blevet betragtet som stykker rå natur, der skulle modelleres gennem vores ord og anvisninger om, hvordan man skulle opføre sig, og hvordan man ikke skulle opføre sig, uden at have øje for, hvordan barnet egentlig havde det. I dag ved vi, at det forholder sig helt anderledes. Børn kommer hertil som et rigtigt menneske, som sanser og oplever og fornemmer, og som er optaget af at høre til. Derfor er det også optaget af at finde ud af, hvornår de ikke hører til. Tilpasning og lydighed har været opskriften på tidligere tiders opdragelse. Der har ikke været tradition for at dele de svære følelser, men når vi skal have god kontakt, handler det om at dele vores inderste følelser. Følelser er noget vi har undertrykt, vi har været mere optaget af normerne og af at opføre os ordentligt. Ansvarlighed og integritet er overskrifterne på nutidens opdragelse.” Nutidens opdragelse er netop det, man som forældre eller fagperson kan uddanne sig i hos Blackbird Institute, hvor holdene bliver fyldt op hurtigt og efterspørgslen mærkes. “Generationen af forældre i dag vil gerne tilbyde vores børn noget andet end den mælk, vi selv er flasket op på. Der er et ønske om at være tætte, have nærhed og have kontakt, fremfor at leve parallelt, også hvad parforholdet angår. Den største smerte for familier er at opdage, at de lever med hinanden på hver deres øde ø. De oplever, at de er en familie, der bor sammen, men de savner at kunne mærke en stærkere samhørighed.”

Sproget under ordene

Lyden af vores ord, er det vi lytter allermest til, men vi bliver mest holdt ansvarlige for selve ordene. Mange af os henlægger det, vi egentlig vil sige, bevidst og ubevidst, i tonen og i kropssproget – og det registrerer vi, for som mennesker er vi forbundet med hinandens nervesystem. Når vi som forældre sender dobbelte signaler, og vi eksempelvis siger ’nej’, og barnet kan mærke, at hele kroppen emmer af tvivl og usikkerhed omkring vores nej, så har børn den typiske reaktion, som vi i gamle dage kaldte grænsesøgende, nemlig at de begynder at udfordre os. Det gør de hverken for at genere eller provokere os, men for at finde ud af, hvor de har os henne. Når vi sender dobbelte signaler, bliver børnene utrygge, og de leder, indtil vi siger, ’Nu det nok!’ og så tænker vi, ’Hvorfor skal jeg blive så gal, før du hæfter’, men så falder barnet til ro – for dér var du. En af de største grunde til konflikter, frustrationer og misforståelser i familien, er at vi ikke siger ja, når vi mener ja, og nej når vi mener nej. Det er godt at lære sig at kunne sige nej med god samvittighed til hinanden, det giver frisk luft i familien”

Fie anerkender, at det ikke altid er ligeså nemt, som det lyder. ”Man kan altid rydde op baglæns, for der er jo plads til fejl. Som Jesper Juul (famileterapeut, red.) siger ‘den gode forældre begår mindst 35 alvorlige fejl om dagen’, det handler ikke om at være perfekt, det handler om, at vi kan reparere sammen.”

Vores samfund trænger til en diagnose

Tilknytningsteorien så offentligt dagens lys efter Anden Verdenskrig, og stille og roligt har hjerneforskningen underbygget den teori der siger, at de tidlige år, 0-3 år, bliver der dannet så mange neurale forbindelser i hjernen, som udvikles i takt med kontakt. Og den bliver påvirket af det sociale samspil, vi har i de tidlige år. Danmark er et af de lande, hvor vi afleverer vores børn tidligst i institution, forklarer Fie og tilføjer ”Vi ved så meget om, hvad tilknytningen i de tidlige år gør, og hvad børn har brug for i de små år især. Alligevel er hele småbørnsområdet noget af det, vi interesserer os mindst for, på trods af, at det er der, vi får den grundlæggende skabelon for, hvordan vi går til os selv, til andre, og til livet fremover. I relationen til vores børn er det os, der har ansvaret. Vi kan ikke blive ved med at gøre børnene forkerte og give dem en diagnose. Vi må gøre tingene på en anden måde. Derfor blev jeg så glad da vores statsminister fornylig udtalte, at måske det er vores samfund, der trænger til en diagnose.”

Nærvær

Fie forklarer, hvordan børn i vuggestuealderen har brug for meget mere kontakt og samvær, end mange får. Det ansvar må vi tage på os, og så eksempelvis tage madlavning lidt let for at prioritere kontakten ”Det er vigtigt, at vi gør et stykke arbejde, inden vi henter vores børn, hvor vi ‘kalder os selv ind’ og bliver nærværende. Nu skal jeg ned i et andet gear, for at kunne møde mit barn der, hvor det er. Når vi kommer hjem, har børnene brug for at sidde på os, til de skal i seng, og det kan være dødirriterende, for nu skal vi jo have armene fri og lave mad, men det er barnet slet ikke optaget af, det er optaget af, at være sammen med sin mor eller far. For børn er det livsvigtigt at kunne mærke os, det er der, de henter deres næring, tryghed og hele deres vækst og udvikling ligger i den kontakt, vi som forældre kan levere. Børnene kommer på arbejde, hvis de ikke kan mærke os, og de vil gå langt for at få den kontakt til os, som de har så meget brug for. De går til os på to måder, hvis de ikke får den kontakt, de har brug for. Den ene måde er at blive klagende, pjevset eller klæbrig, de vil hele tiden have noget, og når de får det, var det ikke det alligevel. Den anden er at blive stille og samarbejdsvillig, og give os det, vi gerne vil have. ‘Du er sådan et nemt barn’ det fik jeg at vide som lille, og det har altid klinget hult i mine ører, men for mange børn, er det den eneste måde hvorpå de kan føle, at de hører til.”

Fie peger på, at vi må være meget mere kreativt tænkende som samfund. ”Det kan godt være at arbejdspladser er blevet bedre til, at man kan arbejde hjemmefra, men jeg tror, det kræver meget mere. Jeg kan godt lide tanken om, at vi lever tættere som familie, jeg elsker citatet ‘It takes a village to raise a child’. Forældre er meget alene i dag, hvis vi etablerede os i nogle mere kollektive dannelser, så vi hjalp hinanden med at hente børn, og nogen lavede maden og nogen gjorde noget andet, så tror jeg det ville være lettere at være familie. Det har vi selv gjort, Mie, som jeg har Blackbird Institute med, vi boede i to år meget tæt på hinanden, og min bror flytter snart herop til Hornbæk, og jeg glæder mig til, at vi kan hjælpe hinanden.”

Når vi løfter os selv, løfter vi børnene med

”Mange af os er ikke opdraget med respekt for vores egne grænser, og derfor er vi ikke altid så opmærksomme på dem. Så mange af os strækker os nemt længere end vi egentlig rækker.  Prisen er, at vi kollapser, får angst eller stres, fordi vi ikke får taget os af os selv. Det er fuldstændig som de siger i flyet, ’husk nu at tage din egen iltmaske på, før du giver dit barn den’. Det kan virke forkert, men hvis jeg ikke har det godt med mig selv, så har jeg ikke noget særligt at give til mine børn.” Fie giver eksempler på, hvordan man som mor kan give sig selv den ’ilt’, det kræver ”Det kan være så basalt som at få lov at gå på toilettet, når man skal på toilettet, få noget at drikke eller spise, når man er tørstig eller sulten. Når jeg underviser, er der mange der griner, når jeg siger det, fordi det rammer plet. Men det kan være de helt små ting som gør, at man får sit nervesystem i balance. Træk vejret. Prioriter det du ved, stabiliserer dit system, det kan være at gå en tur, svømme, løbe eller tage en yogatime.”

Fie henviser til et klassisk mønster hos kvinder, hvor de dræner, dræner, dræner deres system, og så kollapser de, og så starter det forfra ”Det er rigtig hårdt. Det går helt tilbage til den gang, hvor det hed sig, at en god mor var hende, der var selvopofrende. Det handlede om at lægge sine egne grænser ned, og give alt hvad man havde og mere til, og det er mænd ikke flasket op med historisk på samme måde. Det vi ikke kan anerkende hos os selv, det fordømmer vi hos andre – når vi ikke selv kan finde ud af at gå på toilettet, når vi skal det, så ender vi med at stå og banke på døren og råbe ‘er du ikke snart færdig, nu har du siddet derude i 20 minutter’.” Fie forklarer, at det er et personligt udviklingsarbejde, som handler om at kigge på, hvorfor man gør, som man gør. Hvad kommer man selv fra, og hvad er ens eget tilknytningsmønster ”Det er først i det øjeblik, hvor vi kan se os selv klart, at vi formår at gøre noget andet.”

Til spørgsmålet om, hvordan Fies egen udvikling har set ud, svarer hun smilende:”’You teach what you need to learn’, jeg ville ikke gide undervise i det her, hvis jeg ikke var lidt fucked selv”, griner hun og fortsætter, ”Jeg har selv meget med i bagagen, som jeg har haft brug for at tage mig af for at blive gladere og friere. Det giver jo kun mening at stå og undervise i det her, når du selv har haft glæden af det. Det er en vej, jeg har skulle gøre mig umage for at gå på, og jeg er blevet meget bedre til det. Jeg vil gerne være en god forældre og en ordentlig lærer, og jeg gør mig meget umage med at tage min egen medicin.”

 

 

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther

FAKTA

Blackbird Institute er etableret af Fie Hørby og Mie Kaae som et psykoterapeutisk institut, der tilbyder uddannelser i relationskompetence, familierådgivning og familieterapi. Fie er forfatter til bestselleren ’Drop Opdragelsen’, der er på gaden i ny og gennemskrevet version, hvor der blandt andet er tilføjet 100 nye sider om den tidlige tilknytning, skærmforbrug og skilsmisser.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.