Ida Broström og hendes mand blev sidste år godkendt til adoption af en 3-årig pige fra Sydafrika. Siden har de længselsfuldt fulgt hendes liv fra sidelinjen og ventet på den dag, hvor de kunne rejse ned og møde hende. Her deler Ida sin rørende fortælling om det første møde med deres datter, hjemrejsen til kolde Danmark og de første uger som familie

I januar fik vi det sidste opkald i rækken af alle de opkald, man skal igennem, når man venter på at adoptere et barn. Opkaldet om at der endelig var en udrejsedato klar til os. Alle de vigtige opkald, vi har modtaget, om godkendelse og match har givet store følelsesudladninger, men det sidste i rækken var simpelthen så vildt. Oplevelsen af at nu kommer det faktisk til at ske. Vi skal have et barn!

Samtidig slår både praktik og panik ind. Vi skulle rejse tre uger senere, så der var arbejde, der skulle afvikles og lukkes ned, og en rejse der skulle bestilles. Vi skulle rejse på bagkant at den nye Omikron Covid variant, som på det tidspunkt var aftagende i Sydafrika, og det krævede en helt frisk, negativ PCR-test for at rejse ind i landet. Både min mand og jeg havde netop haft corona, og vores tests kunne derfor svinge mellem negative og falsk-positive i perioden efter. Jeg blev for nysgerrig og tog en tidlig PCR-test. Den var falsk positiv. Vi gik i panik. Det var helt vanvittigt stressende, og for nerver, som i forvejen var voldsomt flossede, virkede det næsten ubærligt. Vi besluttede os for at slå koldt vand i blodet og afvente. De sydafrikanske myndigheder krævede alligevel en helt frisk test, så intet andet end PCR-testen lige op til vores rejsedato ville alligevel være gældende. 48 timer inden afrejse tikkede der et negativt testresultat ind til os begge. Vi kunne trække vejret igen.

Rejsen derned gik glat. Vi forsøgte på bedste vis at slappe af og nyde det så godt, som to nervøse, forventningsfulde, kommende forældre nu kan. Samtidig var vi jo totalt på udebane, og vi var meget opmærksomme på, at det der nu lå foran os ville blive en voldsom oplevelse – på godt og ondt. 

Vi landede i Johannesburg tre dage før vi skulle møde vores datter. Man bliver taget utrolig godt i hånden af den samarbejdende organisation i Sydafrika, som sørger for, at der er en plan for overdragelse af barnet, møder hos domstol, ambassade og myndigheder, og at man har styr på de officielle dokumenter, der skal behandles for at adoptionen går igennem, og vi kan tage hende med ud af landet. Vi boede i en fin, lille bungalow, på det hotel som alle familier vælger, når de skal adoptere fra Johannesburg. Nemt og bekvemt. Vi var heldige, at vi skulle hente vores pige samtidig med to andre danske familier, som boede samme sted. Det gav en tryghed, at der var andre i samme situation, som vi kunne spejle os i og vende udfordringer, oplevelser og spørgsmål med.

Læs også

Mens vi venter – om lukkede døre og nye drømme

Det første møde 

Endelig blev det dagen for det første møde. Vi kørte i en time for at komme ud til børnehjemmet. Området som børnehjemmet lå i havde støvet, rødt sand, vilde blomster og åben himmel. Selvom tankerne fløj i cirkler, kan jeg huske, at der var smukt, fredfyldt og rart. Vi sad på et vattæppe under et par træer, og pludselig kom hun løbende ud ad døren og sprang direkte i armene på mig. Jeg tror mit hjerte gik i stå og verden frøs et øjeblik. Alle omkring os tav af forbavselse. Det var et meget usædvanligt første møde. Vi havde forventet, at vi skulle arbejde os ind på hende, at hun ville være bange for os, og at vi skulle undgå for meget fysisk berøring i starten. Jeg har svært ved at sætte ord på den oplevelse af at blive forenet fysisk med min datter, og blive omfavnet uden forbehold, at lugte hende og røre hendes hud. Det var så ufatteligt overvældende.

Vi fik lov til at putte hende til lur, og derefter skulle vi tilbage til vores hotel. Da hun blev forberedt på, at vi ikke ville være der, når hun vågnede, blev hun meget ked af det. Vi efterlod et grædende barn, og satte os ind i bilen med fyldte hoveder og et følelseshav, der var ved at flyde over.

Fordi det første møde havde været så usædvanligt stærkt, og fordi hendes efterfølgende reaktion viste sig at være meget kraftig, blev planen lavet om, vi ville få vores datter overdraget allerede næste dag. Vi skulle køre fra børnehjemmet med hende sidst på dagen. Jeg kan huske, at jeg trippede for at komme afsted og samtidig frygtede jeg det. Jeg vidste, at så snart vi sad i bilen, var min mand og jeg hendes primære omsorgspersoner, og hun var mere end nogensinde før vores datter. Men jeg vidste også, at så snart vi sad i bilen, mistede hun hele sin trygge verden, med de eneste omsorgspersoner hun havde kendt til og den børnegruppe, hun var vokset op med.

Hendes reaktion og sorg

Vores datter var glad og klar på at lege, da vi kom frem til vores lille bungalow. Jeg fik lov til at skifte og putte hende. Den næste dag kunne vi mærke, at hun langsomt begyndte at undersøge de nye omgivelser og ikke mindst os. Men det begyndte også langsomt at gå op for hende, hvad der var sket, og hvilken betydning det havde. Hun var uden tvivl blevet forberedt på, at hun skulle have en mor og en far, og at hun skulle bo hos dem. Men hun kunne jo ikke blive forberedt på, hvordan det ville opleves følelsesmæssigt. Det er én ting at forstå det sagte kognitivt, men det skal jo også føles og mærkes i kroppen.

Så kom reaktionen. Vores datter skreg, sparkede, græd og græd og græd. Sorgen strålede ud ad hende. Der var ingen tvivl om, at hun var begejstret over endelig at blive en del af en familie, men samtidig var hun i dyb sorg over alt det, hun havde mistet. I den næste tid gik hun ind og ud af sorgen, og hun lod os trøste hende og hjælpe hende igennem. Hun brugte mig til alt omsorg, og hun klyngede sig til mig. Far blev brugt til praktik som at vaske hænder og børste tænder og til leg, men ellers skulle han ikke nærme sig for meget. Det var hårdt, men vi vidste, at det var en meget normal reaktion.

Om alarm i kroppen og skyldfølelse

Jeg fyldtes af så store og overvældende følelser, at mit nervesystem gik i alarmberedskab. 

Oplevelsen af at have det fulde ansvar for et lille barn, som netop var blev udsat for den vildeste livsomvæltning, virkede voldsomt tyngende. Der voksede en stor følelse af skyld frem hos mig. Jeg oplevede hendes sorg helt fysisk og tæt på, og det var uundgåeligt for mig at føle, at jeg have pådraget hende den. Det var jo os, der havde revet hendes verden itu, og os, der havde erstattet alt det trygge med en masse ukendt og utrygt. Jeg husker det, som om jeg i ren overlevelse frakoblede forbindelsen til mine følelser, og under resten af vores ophold i Sydafrika kunne jeg overhovedet ikke mærke mig selv. Alt handlede om at sikre hendes psykiske overlevelse, og samtidig ikke lade hende mærke, hvor stort et kaos, der herskede i mig selv. Jeg fik en voldsom kvalme, og jeg mistede appetitten. Jeg drak cola i stedet for morgenmad, som jeg ikke kunne få ned, for at sikre nok energi til at bære hende, når hun blev ked af det. 

Vores datter havde et stort behov for fysisk omsorg og tryghed i den beskyttende favn. Men hun var jo ikke en baby, men en pige på 15 kilo. Jeg havde ikke tænkt så langt, at det ville være smart at styrketræne lidt hjemmefra. Mine krop var slet ikke klar til den magtanstrengelse, det er at være forældre til en næsten 3-årig.

De første indtryk

Langt det meste af tiden var vores datter heldigvis glad, og hun var altid åben for kontakt med os. Vi spillede bold i haven, dansede på stuegulvet, kildede i sofaen og hun skreg af grin og henrykkelse. Vi begyndte at lære hinanden at kende. Vores datter havde en særlig gnist i øjnene, det var tydeligt at hun virkelig gerne ville livet, lade sig begejstre, fjolle, grine, kramme og putte. Hun var en stærk overlever, som på intelligent vis kunne navigere i sin verden, selvom den var ny for hende. Men hun var også et lille barn på et åbent hav, som søgte tryghed. Tilliden til os voksede hurtigt, og hun begyndte at give slip og lade os hjælpe hende.

Hjemrejse til DK

Efter mere end tre uger i Sydafrika blev det tid til at rejse hjem. Hjemrejsen har en meget stor symbolsk betydning, for det er her oplevelsen af, at adoptionen nu er uigenkaldeligt forseglet indtræffer. På det tidspunkt længdes vi samtidig frygteligt efter at komme retur til egne trygge rammer. Men alene tanken om den lange rejse gjorde mig vanvittigt angst. Angst for hvordan rejsen ville påvirke vores datter, for hvordan tolv timer i et fly skulle udspille sig med et lille barn, som man endnu ikke kender fuldstændigt, frygten for at vores dokumenter ville blive afvist i diverse lufthavnskontroller, eller at vi ville blive fældet af endnu et covid test-krav. Det var samtidig usædvanligt vanskeligt at forberede vores datter på den rejse, der lå foran hende. På lufthavne, flyvemaskiner, sne og kulde, et nyt hjem, nye bedsteforældre og vores lille franske bulldog Gaby. Vores datter havde absolut ingen reference til noget af det. 

Heldigvis gik rejsen hjem bedre, end vi turde håbe. Vi fløj hele natten med et sovende barn på låret og blev modtaget i lufthavnen af to sæt meget rørte bedsteforældre. Jeg kan huske, jeg var så ufatteligt lettet, rørt og uendelig træt, da vi ankom til København. Vores datter var også træt, hun sov i mine arme, men slog øjnene brat op, da vi kom udenfor i den iskolde marts-luft og skraldgrinende udbrød ‘it’s coooooold mama’.

Læs også

Mens vi venter – om at adoptere og følge ønskebarnet på afstand

Tekst og foto Ida Broström