Mens vi venter - om lukkede døre og nye drømme - TO THE MOON, HONEY

Mens vi venter – om lukkede døre og nye drømme

Ida Broström og hendes mand skal adoptere. I 10 måneder har de fulgt deres datter på afstand, og mens de venter på at møde hende, deler Ida i en række afsnit sin fortælling om vejen fra fertilitetsbehandling til adoption. Læs med her når Ida fortæller om at lukke døren til drømmen om biologiske børn, om at formulere en ny plan A og tillade sig selv at se på fremtiden med optimisme

 

Vi skal adoptere. Den smukkeste lille pige fra Sydafrika. At adoptere et barn har længe været vores plan A. Ikke en plan B. Men der har tidligere været en anden plan – om en stor børneflok med snotnæser og blusende kinder, som alle skulle arve mit boldtalent og min mands evne til at lade sig begejstre ud over det normale. Tre år og 13 slidsomme fertilitetsforsøg senere trak vi stikket på den plan og formulerede en ny. Vi venter sådan set stadig på at blive forældre, for vi har ikke fået lov til at hente hende endnu, selvom vi ved, hvem hun er og har kunne følge med på sidelinjen i mere end 10 måneder.

Når jeg tænker tilbage på den rejse, vi har været på indtil nu, bliver jeg trist, fordi det har været voldsomt og vanvittigt hårdt. Men samtidig er jeg stolt over, hvor meget vi har overkommet, og hvordan vi er kommet ud på den anden side. Vores fertilitetsbehandling gik egentlig dårligt fra starten. Det fungerede ikke rigtigt, og vores resultater var nedslående. Det påvirkede mig helt vildt, og fordi det jo primært var min krop, der indgik i projektet, følte jeg både et kæmpe ansvar for at optimere forsøgene, men samtidig følte jeg mig også alene.

Min mand og jeg begyndte ret hurtigt at tale om de her grimme følelser, som melder sig, når fertiliteten ikke virker for nogen, mens andre bliver gravide ved en svupser. Vi delte alle tanker og frustrationer med hinanden. Min mand spurgte mig mange gange, om der var noget, jeg havde lyst til. I rigtigt mange tilfælde var svaret det samme: Jeg har lyst til at hoppe ud ad vinduet. Det skal ikke læses som en suicidal trang, men derimod et behov for at løbe væk. For at trække min fysiske og psykiske investering ud af puljen igen, og fjerne mig fra den virkelighed jeg befandt mig i.

Det var helt afgørende for mig, at vi kunne rumme hinandens forskellige stadier af sorg og sortsyn og blot være der for hinanden uden at forsøge at fikse noget, som alligevel ikke kunne fikses gennem diverse velmente, gode råd. Vi lukkede os om hinanden og dannede en alliance. Det var os mod resten. Det var den eneste overlevelsesstrategi, jeg kunne komme i tanke om. Som tiden gik og den positive graviditetstest udeblev, var det tydeligt, at det her med den store biologiske børneflok blev mere end almindeligt udfordrende for os. Det tvang mig til at gennemgå nogle – for mig – eksistentielle spørgsmål. For hvor langt var jeg egentlig villig til at gå for at få børn? Hvor meget var jeg parat til at sætte på spil? Jeg har altid følt en særlig urkraft mod at blive mor. Det er mit største ønske for mit eget liv. Men historien om familier i fertilitetsbehandling er fyldt med forliste forhold. Historier om sorg og fortvivlelse der kiler sig ned i forholdet, indtil der ikke længere er kærlighed til stede. Min kærlighed til min mand er altdominerende, og jeg kan ikke forstille mig et lykkeligt liv uden ham. Så da virkeligheden kradsede, vidste jeg instinktivt, at jeg hellere ville blive sammen med min mand, og ikke få børn, end jeg ville sætte vores forhold over styr i forsøget på at blive gravid. I en af vores få hormonpauser kunne jeg endda forestille mig et ganske behageligt og lykkeligt liv helt uden børn. Den erkendelse åbnende op for en ny mulighed. Muligheden for at give slip.

To_the_moon_honey_sharing_is_caring_adoptopnsmor__adoption_
Læs også

Mens vi venter – om at adoptere og følge ønskebarnet på afstand

Gennem vores rejse har jeg visualiseret de forskellige beslutninger eller erkendelser som det at lukke døre. Måske fordi det at lukke en dør, ikke nødvendigvis er det samme som at trække stikket. Når en dør lukkes, åbnes jo ofte en ny. Det betyder dog ikke, at man lige dér, kan overskue de andre muligheder, man har. Jeg havde brug for at sørge over, at for hver lukket dør blev en drøm knust. Først lukkede vi døren til den store børneflok, dernæst lukkede vi døren til de biologiske børn. Noget af det der fyldte i den beslutning, var det her med vores genetik. Muligheden for at pege på noget i dit barn, og vide at det er en del af arven fra dig selv eller din partner. At smelte to menneskers personlighed, udseende, talenter og svagheder sammen, og se hvordan det tager sig ud i et nyt lille menneske. I alle tilfælde var det smerteligt for mig at affinde mig med, at mine gener sluttede ved mig selv.

Vi valgte kort tid efter at åbne døren ind til adoption. Det føltes rigtigt allerede dengang, selvom det jo samtidig var en ret vild beslutning, for vi kendte ingenting til den verden. Selvom vi var triste over den tabte kamp, fandt vi hurtigt energi og håb i den nye retning. Godkendelsesprocessen var for os en fantastisk god oplevelse. Vi fik lov til at fortælle vores historie, og vi fik verdens nok bedste indsigt fra en adoptionsterapeut: Alt den modgang og alt den sorg vi har gennemlevet, kan bruges aktivt til at spejle den sorg, som det adopterede barn har oplevet gennem omsorgssvigtet fra de biologiske forældre. Det er en trøstende tanke, at mit livs traume nu kan blive et stærkt tool i min redskabskasse, når jeg skal tale med min datter om hendes historie, livskriser og identitet som adopteret.

Der er nu gået tre år fra vi blev godkendt til adoption og valgte Sydafrikas venteliste. I de år har jeg dannet en masse billeder af vores familie og fremtid sammen. Noget af det der fyldte, da vi lukkede døre, fylder ingenting mere. Jeg ser med optimisme på fremtiden. Det er nok endnu en gevinst, jeg har trukket ud af mit livs traume. Jeg nægter simpelthen at bruge mere energi og flere kræfter på bekymringer. Og jeg nægter at tage sorg på forskud. Det er ikke et mantra, jeg vågner op med og indpisker mig selv med hver morgen. Det er en fuldstændig integreret del af mig nu. Med denne indstilling møder jeg min virkelighed. Jeg tager problemerne, som de opstår, og derefter tager jeg dem oppefra og ned. Det giver plads til et rum, hvor jeg kan få lov til at være lykkelig og forventningsfuld, mens jeg venter på at blive forenet med min datter. Jeg er tryg i, at vi kan klare opgaven. Måske bidrager min egen barndom, opvækst og familiebånd til min fuldstændige ublu tiltro til, at vores familie vil lykkes. Måske handler det også om, at jeg giver mig selv lov til at tøve med at tænke for mange tanker på forskud og derimod vente tålmodigt på, at opleve det at blive mor og skabe tilknytning til mit barn – til det rent faktisk sker.

To_the_moon_honey_sharing_is_caring_uforklarligt_barnløs_barnløse_Sara_Schelde__5_ensom_
Læs også

“Den dag det gik op for mig, at vi er barnløse”

Jeg har fået et helt nyt blik på, hvad der for mig, er en perfekt familie. Jeg drømmer om et barn og om at blive mor. Det er ikke mængden af børn, der definerer min drøm, det er det ene barn og den relation mellem os alle tre, der udgør min drøm. Den manglende fælles genpulje fylder heller ingenting. Jeg er så spændt på at lære min datters arv at kende.

Jeg oplever ingen fortrydelse, bitterhed eller ærgrelse. Jeg er ked af, at jeg ikke fik lov til at bære mit barn i min mave, men det ændrer ikke ved, at jeg 100% føler, at hun er min datter – også selvom hun er langt væk, og vi endnu ikke er blevet forenet. Vores rejse er ikke slut, den er nærmest ikke engang startet. Og jeg er klar til rulle ærmerne op og kæmpe for vores familie. Jeg ved, at vores familie vil fremstå anderledes. Vi ligner ikke så mange andre. Selvom der findes et utal af familieformer, så vil vores stikke ud og sikkert være genstand for en del opmærksomhed og spørgsmål. Det bliver et livsvilkår for os. Jeg blev engang spurgt, hvordan jeg vil have det med de blikke, min familie vil få, når vi kommer gående på gaden. Jeg er ikke i tvivl. Jeg vil være ved at flække af stolthed.

Meet’n’greet

Ida Mandrup Broström er 35 år og har været sammen med sin mand Casper i snart 14 år. Ida arbejder som e-commerce marketing manager hos Liewood.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.