Josephine Wendt - Historien om at gennemgå en senabort  - TO THE MOON, HONEY
To_the_moon_honey_Sharing_is_caring_sen_abort_

Josephine Wendt – Historien om at gennemgå en senabort 

Til misdannelsesscanningen fik Josephine Wendt og hendes kæreste en besked, som ændrede deres liv. Her deler Josephine sin oplevelse med en senabort og de mange følelser og tanker, der fylder tilværelsen blot tre måneder efter fødslen

 

“I dag er en hård dag. Jeg mærker en dyb tristhed og en sorg, der ligeså stille kigger frem igen. Det er noget tid siden, den har været der, men jeg er nødt til at lade den komme, når den trænger sig på. Det hjælper mig aldrig at ignorere den. 

Jeg savner hende så ubeskriveligt. Al den rationalitet jeg har klynget mig til gennem hele forløbet synes at være umulig at finde frem i dag. Det er snart to måneder siden, at jeg fødte vores lille pige. Den 19. juni 2021 vil for evigt stå stærkt og smukt i mit og min kærestes hjerter.

Min kæreste og jeg havde været sammen i knap fem år, da vi en december eftermiddag i 2020 besluttede os for, at nu var tiden til, at jeg skulle smide mine p-piller. Vi kendte statistikkerne og vidste, at der godt kunne gå et år, før vi ville blive gravide. Det passede perfekt! Vi ville begge være færdige med studiet, jeg ville være i gang med mit liv som selvstændig, og min kæreste ville forhåbentligt have fundet et job. Skæbnen ville, at vi halvanden måned senere stod med en positiv graviditetstest. Vi var både ovenud lykkelige og pisseskræmte. 

Den første periode var mest af alt fuld af frygt, da jeg havde mange smerter i min mave. Jeg blev undersøgt for en graviditet uden for livmoderen, men alt viste sig at være fint. På grund af smerterne var vi meget opmærksomme og betalte os fra ekstra scanninger for at være sikre på, at alt var som det skulle være. 

Både tidlig scanning i uge 9, nakkefoldsscanning i uge 12 og kønsscanning i uge 17 viste ingen tegn på, at noget ikke var, som det skulle være med vores barn. Derfor var det særligt efter kønsscanningen, at vi åndede lettet op og kunne fejre, at vi havde skabt en veludviklet lille pige. Ugerne gik, og vi begyndte for alvor at drømme om vores liv med vores datter. Hvad hun skulle hedde, hvem hun mon ville ligne, hvordan hun skulle opdrages. Det hele blev mere og mere virkeligt.

Læs også

Sidsel Alling – Om først at turde tro på sin graviditet halvvejs

Dagen efter, at min kæreste havde været oppe og forsvare sit speciale, havde vi tid til misdannelsesscanning. Vi var vant til at være nervøse op til en scanning, men denne gang var det mere en spændthed over at skulle ind og hilse på vores lille pige. Alt var jo gået fint til de andre scanninger, så vi følte godt, vi kunne tillade os at slappe lidt af og nyde øjeblikket. Men det viste sig at blive den værste dag i vores liv.

“Alle tal ser rigtig fine ud, men der er noget, der ikke er, som det skal være. Jeg kan ikke følge hendes arme,” sagde scanningsjordemoderen. 

Jeg fattede ikke, hvad hun sagde. Men efter et gennemtjek af en anden jordmoder, gik det op for os, at vores lille pige manglede begge underarme. Min kæreste var helt knust og græd, mens jeg stadig ikke helt forstod, hvad det betød. Da jeg spurgte, hvad vi skulle gøre nu, svarede jordmoderen “Altså, abortgrænsen er ved 12. uge.” 

Jeg blev rasende og husker, at jeg tænkte, hvad hun bildte sig ind at nævne en abort. Det er fuldstændig udelukket. Jeg ville bare have min lille pige. Vi satte os ud og ventede på en overlæge. Vi havde begge fået en juice i hånden, da jeg havde fået det fysisk dårligt af nyheden. Da jeg sad og kiggede på juicekartonen gik det pludselig op for mig: Hun kommer ikke til at kunne holde sin egen juice. Min kæreste svarer mig: “Josse, hun kommer ikke til at kunne gå på toilettet selv.” Vi kiggede på hinanden og følte, at beslutningen allerede var taget for os. Vi ville ikke byde vores datter et liv, hvor hun ville være så afhængig af andre og ikke kunne tage vare på sig selv. For os var der intet at diskutere.

Vi tog den hårdeste beslutning i vores liv og besluttede at søge om senabort. Vi brugte weekenden på at græde og fortælle vores forældre og søskende om beslutningen. Vi var stadig i chok, som især kom til udtryk hos mig ved, at jeg var meget rationel. Jeg havde en forventning om, at jeg jo ’bare’ skulle føde hendes krop og tænkte, at det var godt, at jeg endnu ikke havde knyttet mig til hende. 

To_the_moon_honey_Sahring_is_caring_Sen_abort_

Jeg forsøgte i det første døgn at tage afstand til hende og maven. Jeg kunne ikke klare tanken om at miste vores datter, så jo mere afstand, jeg kunne tage, desto nemmere ville det blive, tænkte jeg. Jeg kunne ikke gå i bad, for jeg kunne ikke holde ud at kigge ned af mig selv. Jeg ignorerede hendes spark og følte ikke, jeg kunne give mig selv lov til at sørge over hende. Det var jo ’bare’ en abort, som mange andre kvinder også oplever, vi var jo ’bare’ en del af statistikken. 

Min kæreste kunne godt se, at det ikke var sådan, vi skulle bruge den sidste tid med vores lille pige på. Det endte med, at han hjalp mig til at forstå, at det liv, jeg kunne mærke i min mave, var vores lille pige og hende skulle vi nyde, tale til og give al kærlighed til, mens vi stadig havde hende. Derfra fik alle følelser, tårer og tanker lov til at fylde. Det gjorde så også, at jeg langsomt begyndte at forstå, at vi snart ville miste vores barn. Men vi vidste, at det bedste liv vi kunne give hende, fandtes i stjernerne.

Honey body Oil
Shop

HONEY Body Oil

340,00 DKK

Vi ansøgte om en senabort, og efter vi havde ventet et døgn på afgørelsen fik vi afslag fra samrådet. Et samråd, der består af en gynækolog, en psykiater og en socialrådgiver, som intet andet info fik end mit cpr-nummer, scanningsbilleder og min underskrift. De mente, at hun trods sin misdannelse stadig kunne få et godt liv. 

Hvis ikke vi var traumatiseret nok over selve beslutningen, så blev vi det efter dette afslag. Ord kan ikke beskrive de følelser, vi gennemgik i det øjeblik. Jeg følte mig magtesløs, og jeg følte, jeg fik frataget retten til at bestemme over mit eget barn, min krop og det liv, vi og vores datter ville gå i møde. Vi ankede dommen til abortankenævnet. Vi gennemlevede det værste døgn i vores liv med angstanfald, en tur på psykiatrisk skadestue, overvejelser om at tage til udlandet – alt sammen noget, der frarøvede mig og min kæreste helende tid med vores lille pige. 

Vi fik mulighed for at skrive et personligt brev til abortankenævnet om, hvorfor vi ikke ville have vores datter skulle leve. Det brev vil sidde i mig resten af mit liv. Det var umenneskeligt og dybt traumatiserende, for vi ville jo ikke af med hende. Men vi følte, at hvis vi valgte at få hende, så var det for vores egen skyld og ikke hendes. Beslutningen var en kærlighedserklæring til vores datter, og den var der ikke nogen der skulle tage fra os.

Efter et døgn fik vi endelig godkendelse. Det var meget ambivalent at få den endelige godkendelse. Vi jublede og græd af lettelse, og samtidig var vi dybt ulykkelige over, at vi nu snart skulle miste. Det er en meget skræmmende følelse at være så lettet over at få lov til at sige farvel til sin datter. Men vi var så sikre i vores sag, og vi følte, vi kæmpede for hendes rettigheder mere end vores egne.

Senaborten 

Jeg fødte vores datter i 22. uge på Hvidovre Hospital hos de bedste jordmødre. 

Dagen inden havde jeg taget en pille som stoppede hendes udvikling og dagen efter blev fødslen sat i gang med stikpiller. 16 timer efter første pille fødte jeg hende. Jeg fik al det smertestillende jeg kunne få, som jordmødrene sagde, så havde vi gennemgået nok smerte. Hun kom ud uden puls. Det kan enten skyldes al den smertestillende, som i sidste ende gjorde at hun sov ind i min mave, men det kan også skyldes selve fødslen, som er meget hård for sådan en lille baby. Derfor kan det være al den smertestillende der gjorde hun sov ind i min mave, men fordi hun var så lille så kan selve fødslen også have gjort det. En fødsel er rigtig hård for sådn en lille baby. Hvis hun var kommet ud med puls havde hun maks levet i 2 timer. Hun var perfekt på alle måder, hun manglede blot sine arme. Hun fik den smukkeste afsked, som hun fortjente og vi sidder nu som to engleforældre til det smukkeste englebarn. Jeg elsker den titel, for det skaber et specielt bånd mellem os og hende. Jeg vil aldrig glemme vores første møde, som også blev hendes afsked. På trods af omstændighederne var det den smukkeste dag i vores liv. Inden vi tog hjem fra hospitalet, satte vi en lilla sommerfugl på livets træ, som de har hængende på Hvidovres fødegang. Sommerfuglene er til de børn, som skal videre, og bladende er til de børn, som skal med hjem.

Læs også

Mor til et englebarn

Selvom vi er i kæmpe sorg kan vi trøste os med, at vi kæmpede for vores datter til det sidste. En kamp, som jeg ikke ønsker, nogle forældre skal gennemleve. På dage som i dag trøster jeg mig med, at vores kamp for hende har gjort, at hun nu befinder sig et sted, hvor arme ikke betyder noget som helst. Selvom vi var så sikre i vores sag, er dage som i dag et bevis på, at vi har mistet det allermest dyrebare, vi havde. Den sorg vil altid sidde i os uanset, hvor sikre vi var i vores beslutning.

På trods af, at vi var og stadig er så sikre i vores beslutning, har jeg stadig ondt i hjertet over det, der er sket. Jeg har også efterfølgende tvivlet på, om det var det rigtige for vores lille pige. Men det kommer mest de dage, hvor jeg ville ønske, vi stadig havde hende. Så kommer tankerne om, hvad mon andre synes om vores beslutning? Tanker som disse er grunden til, jeg deler vores fortælling. Fordi noget af det vigtigste, jeg har lært af alt det her, er at der ikke findes noget rigtigt eller forkert valg, når man som forældre skal tage en så hård beslutning, om ens barn skal leve eller dø.

At være i en sorg

Sorg er en mærkelig størrelse. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvordan jeg skal agere i den. Jeg beskriver det ofte som en form for lysdæmper, som er helt i bund. Lyset er tændt, men det befinder sig på laveste blus. Jeg kan mærke, at som tiden går øges lysstyrken med små ryk. Jeg ved ikke, om den nogensinde kommer op og lyse ligeså skarpt, som inden vi mistede vores lille pige. Det må tiden vise. 

Heldigvis er der flest dage, hvor alt er, som det skal være. Jeg har haft svært ved at acceptere de gode dage, hvor jeg ikke tænker på hende. Det er den dårlige samvittighed, som trænger sig på, og som man altid hører folk beskrive, efter de har mistet, og hverdagen så småt begynder at fylde igen. I dag har jeg valgt ikke at sætte lighedstegn mellem sorgen og min kærlighed til vores pige. Sorgen bliver hele tiden mindre, men min kærlighed til hende vil altid være der. Det har givet mig en kæmpe trøst. Det bedste min kæreste og jeg har gjort i sorgen er at tale sammen og sætte ord på vores følelser.

Jeg oplever en sindssyg stærk morkærlighed til min datter, men jeg har ikke noget fysisk barn, jeg kan give al den kærlighed til. Det er nok den hårdeste følelse. Efter en måned var det særligt svært. Jeg græd hver dag den uge. Jeg følte, at jo længere tid, der gik, jo længere væk fra hende følte jeg mig. 

At opleve at blive trukket længere og længere væk fra sit barn var ekstremt svært for mig at acceptere. Jeg havde brug for noget håndgribeligt, der kunne huske mig på, at hun altid vil være hos mig. Så jeg valgte at få indgraveret hendes fodaftryk i en fin halskæde, som jeg har båret siden, jeg fik den. Den har hjulpet mig ekstremt meget med at håndtere min længsel til hende. Halskæden et symbol på alt det, hun har givet os, og jeg bærer den med en mærkelig følelse af stolthed. Det er en stolthed over vores måde at håndtere hele forløbet på. En stolthed over nu at have et englebarn, der altid er med os og kan give os styrke. En stolthed over, at vores fremtidige børn vil blive født med en storesøster, der sidder i stjernerne og passer på dem.

To_the_moon_honey_Sahring_is_caring_Sen_abort_

Ønsker os et til barn

Allerede en uge efter fødslen følte jeg et stort ønske om at blive gravid igen. Det er svært for mig at indrømme, fordi jeg ved, at der er mange derude, som ikke forstår dette behov. Jeg møder dømmende blikke, når jeg deler det med folk, som er et andet sted i livet. Er du ikke bange for det? Er du sikker på, du er mentalt stærk nok til det? Det gør så ondt, når folk stiller sig kritisk og ikke møder dig i sorgen og tankerne. Jeg forstår dem godt, og jeg var der selv. 

Jeg husker, jeg sad dagen efter misdannelsesscanningen og googlede senaborter. Jeg fandt en masse spørgsmål fra kvinder, der netop havde gennemgået en senabort, som spurgte, hvor hurtigt man kunne blive gravid igen efter. Nogle af kvinderne havde på det tidspunkt, de skrev, født for 10 dage siden. Jeg var helt i chok over, at de allerede kunne tænke på næste graviditet. Betød deres tab ingenting for dem? Og er de slet ikke kede af at have mistet et barn? Det er da uansvarligt at blive gravid, mens du er i sorg – men jeg blev klogere.

Efter en senabort sidder jeg ikke kun tilbage med sorgen over det barn, jeg mistede. Jeg sidder også med en drøm, der blev knust, en halvt færdig graviditet og en morkærlighed, jeg ikke kan placere nogen steder andet end i mine tanker. Min drøm om et barn er kun blevet større. Jeg skal give vores lille pige en søskende at våge over. Jeg skal prøve, hvordan det føles at bære et barn i ni måneder. Jeg skal prøve alt det, som jeg havde glædet mig til ved rollen som mor. 

Nu har min kæreste og jeg titlen som engleforældre til vores englebarn. Men drømmen om at blive forældre til vores næste barn lever i bedste velgående. Og det er helt ok, også selvom jeg stadig er i sorgen. Jeg er sårbar, men jeg har aldrig stået stærkere i mig selv, end jeg gør nu. Og det kan jeg takke hende for.”

 

To_the_moon_honey_Sahring_is_caring_Sen_abort_

Meet’n’greet

Josephine Wendt, 27 år, Sundhedskonsulent og vanecoach. Bor med sin kæreste på Vesterbro.

 

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.