Sponsoreret af Arla Baby & Me® Økologisk

Hvad har moderskabet lært dig?

Vi taler med fire kvinder om at blive klogere på sig selv gennem sit moderskab, finde nye styrker og arbejde med sit indre

 

Paulina Pedersen, 31 år, mor til Mason Leo på 6 år og Carly på 2 år. Podcaster og content creator (øverste billede)

Paulina Pedersen har taget hul på et nyt kapitel i sit liv. Hendes ældste barn er startet i skole, hun drømmer om at skabe en mere struktureret hverdag, og så har hun opdaget, hvor meget hun minder om sin egen mor

Hvad har du lært om dig selv, efter du er blevet mor?

”At jeg er virkelig ustruktureret. Det havde jeg ikke set komme. Man finder mig tit i Netto kl. 17 med to trætte børn på slæb, løbende rundt med en opskrift på telefonen, som jeg lige har googlet mig til. Dét gad jeg godt blive bedre til. Madplans-livet.

Jeg har også lært om mig selv, at jeg minder meget mere om min mor i rollen som mor, end jeg først troede. Da min lillebror og jeg var små, var min mor typen, som kunne finde på at vække os midt om natten, fordi det var begyndt at sne uden for. Hun ville give os oplevelsen af at være de første børn i den nye sne. Det var der noget magisk over – og jeg kan se nu, at jeg er præcis lige som min mor. Spontaniteten og eventyret ved at være barn kan man også godt have med sig i sit voksenliv. Jeg ville dog ikke vække mine egne børn om natten af frygt for, at de ikke kunne falde i søvn igen!”

Hvad er du blevet bedre til, efter at du er blevet mor?

”Jeg er blevet meget bedre til at takke nej. Og til at tilvælge de ting i livet som fylder mig og min familie op. Jeg tager aldrig Mason og Carly med til aftenmiddags- eller aftenarrangementer, fordi jeg ved, at det ikke er for deres skyld. Det ender alligevel ofte med at blive en ærgerlig oplevelse, da de jo er trætte efter skole og institution.

Det har taget mig langt tid at sætte den fod ned for noget af det værste, jeg ved, er at skuffe nogen. Men det er ikke værre end overtrætte børn, og børn som er kede af det. Mason er delebarn, 7/7, så tiden med ham er knap og skal prioriteres højt. Men generelt at mærke efter, turde at sige nej og tilvælge sig selv – det er jeg blevet meget bedre til.”

Hvad arbejder du med hos dig selv?

”Der sker meget i mit indre liv pt. Jeg har haft angst, siden at jeg var 9 år gammel, og i forsommeren begyndte jeg på angstmedicin. Det har virkelig givet mig modet tilbage til at springe ud i mine drømme. Jeg er i gang med at sætte struktur på min hverdag i forhold til, at jeg både er content creater på egen SoMe, podcaster, virksomhedsejer, mor til to og kærester med Jens. Og jeg vil gerne være lige dygtig til det hele og helst samtidig.

Så jeg er i gang med at finde struktur og ro i mit nye liv uden invaliderende angst og frygten for at fejle på grund af angsten. Men nu med rigtig meget gåpåmod og ikke længere kun drømme – men også at kunne fuldføre dem. Det er et fantastisk sted endelig at være her!”

 

Sascha Weismann Lund, 30, mor til Jacobe på 10 måneder. Co-founder af @Marrymemillo og Senior Nordic PR & Social Brand Manager hos L’Oréal

Som selvstændig har Sascha Weismann Lund aldrig rigtig fri, og derfor prioriterer hun benhårdt, når det gælder sociale aktiviteter, for at passe på familien

Hvad har du lært om dig selv, efter du er blevet mor?

”At jeg er stærkere psykisk, end hvad jeg hidtil har troet. Det er som om, jeg har opdaget, at jeg har ekstra gear i gearkassen. Jeg står med en dejlig baby, der ikke sover selv efter 10 måneder, og samtidig skal jeg forsøge at være en hengiven kone, en lyttende veninde, en god datter, en arbejdsom medarbejder, en dygtig forretningsejer og vigtigst af alt, en god mor – det er hårdt at balancere det hele. Men jeg forsøger mit bedste, og jeg føler generelt, at jeg har en større kapacitet end tidligere antaget.”

Hvad er du blevet bedre til, efter at du er blevet mor?

”Søvn er det, der fylder mest hos os, fordi Jacobe sover så lidt, som hun gør, både dag og nat. Jeg er personligt rimelig overrasket over, at jeg stadig er stående og kan fungere efter knapt et år uden søvn. Inden jeg blev mor, havde jeg et stort søvnbehov, og jeg var smadret en uge efter, jeg havde været i byen om fredagen. Men mennesket er ekstremt dygtigt til at tilpasse sig, så udover at mine nøgler nogle gange ender i køleskabet, og jeg nok ikke husker lige så godt som tidligere, er jeg meget imponeret over mig selv.”

Hvad arbejder du med hos dig selv?

”Jeg arbejder generelt med prioritering. Min mand og jeg er blevet to semi-asociale mennesker, men vi er klar over, at det er midlertidigt. Den energi, vi har, bliver brugt på at være de bedste forældre for vores datter, på at passe på hinanden i vores lille familie og på at vise overskud på vores arbejde.

Prioriteringen indebærer, at parmiddagene og arrangementer er blevet halveret. Det har været vigtigt for os at kigge hinanden i øjnene og sige ’hvad kan vi kapere?’ i stedet for at møde op og være komplet smadrede. Så vi prioriterer benhårdt, og når vi er ‘ude’, er vi på og har overskud til at være der. Vi har fået lidt kærlige hug fra vores venner og veninder, men når man har et barn, der ikke sover, to krævende jobs, en forretning og hinanden at værne om, så er der ikke plads til det hele.”

 

Hannin Chuhaiber, 33 år, mor til Elias på 12 år, Alma på 9 år og Emil på 1 år. Radiograf og arbejder med behandling af kræftpatienter

Da Hannin Chuhaiber føder sit tredje barn, Emil, finder de ud af at han har et medfødt synshandicap. Det har givet Hannin en følelse af, at hun er stærkere, end hun troede

Hvad har du lært om dig selv, efter du er blevet mor?

”Mange ting! Jeg har blandt andet lært, at jeg er stærkere, end jeg tror. Da jeg fødte min yngste, blev tæppet revet væk under mig i forbindelse med hans medfødte synshandicap. Under min graviditet vidste jeg ikke, at Emil fejlede noget, så det var et kæmpe chok at få at vide, at han muligvis var helt blind.

Inden chokket havde lagt sig, havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville bruge tid på at begræde den forestilling, jeg havde om det liv, vi skulle have haft. Jeg ville heller ikke bruge for meget tid på at græde og være trist over Emils diagnose. Det var ham, det handlede om og ikke mig og mine følelser. Der skulle være plads til mine følelser og de mørke tanker, og jeg måtte også græde, men ikke i en grad, hvor det var alt overskyggende. I stedet ville jeg være endnu mere nærværende og bruge tiden på at sætte mig ind i, hvad der ventede Emil med hans diagnose og os som familie.

Når jeg i dag kigger tilbage, tænker jeg tit på, at hvis ikke jeg havde fundet styrken frem, hanket op i mig selv og holdt fokus det rigtige sted, så var jeg måske knækket. Det havde ikke været til gavn for hverken mig eller min familie. Dengang krævede det al min styrke at stå fast om den beslutning og holde hovedet koldt. Styrke, som jeg dengang ikke anede, at jeg havde i mig.”

Hvad er du blevet bedre til i takt med, at du er blevet mor?

”Jeg er der ikke helt endnu, men jeg er blevet bedre til at slippe kontrollen og stole på, at mine børn godt kan selv. Alma kan godt tage løbehjulet og køre de 700 meter i skole, jeg behøver ikke at starte bilen og køre hende for at være sikker på, at hun lander i god behold. Senest, i forbindelse med Emils indkøring, har jeg også været nødt til at overlade kontrollen til Emils pædagog og stole på, at Emil godt kan uden mig. Det er ikke nemt, men det hjælper, når man kan se ens børns små succeser, og hvordan de vokser af at få lidt ansvar og gøre ting selv. Snart har jeg en teenager i huset, og så tror jeg nok, at jeg får rig mulighed for at øve mig på at slippe kontrollen.”

Hvad arbejder du med hos dig selv?

”Jeg arbejder på at leve i nuet og være mere til stede i livet. Jeg forsøger at skrue ned for den tid, jeg bruger på sociale medier og i stedet bruge den på at være tilstede i hverdagen. Det lyder klichéagtigt, men tit har man så travlt med, at det skal blive weekend, at børnene skal vokse, at man skal rejse og så videre, at man glemmer at være i nuet og værdsætte de små, men meget smukke og betydningsfulde ting, der sker omkring en.”

 

Josefine Wium, 28, mor til Lola på 4 år. Driftsleder og iværksætter og har netop åbnet familiecafeen Bette Café på Nørrebro i København

For Josefine Wium har det været en proces at stole på sin mavefornemmelse, blandt andet da hun valgte at hjemmepasse og fravælge institutionslivet

Hvad har du lært om dig selv, efter at du er blevet mor?

”Jeg har lært, hvad det betyder at lægge mine egne behov til side og være 100% til stede i min datters liv. Det har givet mig rigtig meget glæde og værdi at fokusere udelukkende på Lola i hendes første leveår.

Jeg valgte at passe Lola hjemme, fordi min mavefornemmelse allerede første dag i institutionen fortalte mig, at det ikke føltes rigtig. Jeg prøvede alligevel i et par uger at finde ro ved afleveringen, da jeg troede, det var mig, der var noget galt med, men jeg kunne bare mærke, at det ikke var rigtigt for os.

Jeg har investeret min tid i Lola fremfor i mit arbejdsliv, hvilket personligt og ikke kun som mor har givet mig mere, end jeg havde regnet med. Det mest udfordrende har nok været at skulle slappe af i min beslutning. Jeg har lært, hvilke værdier jeg gerne vil videregive til min datter, og det er vigtigt for mig, at Lola føler, at hun kan stå ved og få lov at gøre, hvad hun har lyst til og brænder for.”

Hvad er du blevet bedre til, efter at du er blevet mor?

”Jeg er blevet bedre til at mærke og læse andre menneskers behov og til at reflektere over mine egne behov. Som mor er jeg blevet tvunget til at stoppe op og reflektere over, hvad der virkelig betyder noget for mig og revurdere, hvilke veje jeg vil tage. For eksempel gik jeg ind i børneuniverset og startede virksomheden Barnekammer med min partner, Sille, hvor vi sælger tekstilartikler særligt til børnefamilier af rest- og genbrugsstoffer. Og herefter var med til at udvikle Bette Café. Begge virksomheder er opstået, fordi jeg er blevet mor.”

Hvad arbejder du med hos dig selv?

”At finde roen i at gøre ting for mig selv og flette nye relationer ind i mit privatliv. Det har taget sin tid at finde roen i at være uden Lola fem dage i streg på grund af en 9/5-ordning, efter Lolas far og jeg gik fra hinanden. Det har været en kæmpe omvæltning og hårde dage og nætter, hvor Lola ikke var ved min side. Jeg slapper mere og mere af i det og bruger mine fem dage på at lade op og gøre ting for mig selv og i mit helt eget tempo. Det føles for det meste både rart og sundt.”

Sponsoreret af Arla Baby & Me® Økologisk

Dét at blive mor er en af de største forandringer i livet, og det er helt naturligt, at ansvaret nogle gange kan virke overvældende. På Arlas hjemmeside kan du møde andre mødre, der deler deres tanker og bekymringer om moderskabet og blive klogere på deres økologiske Arla Baby&Me® produkter, som alle er udviklet af et erfarent team af børneernæringseksperter. Se mere her: arla.dk/baby_vlog. Arla støtter anbefalingen fra WHO om udelukkende at amme i de første 6 måneder af et barns levealder. Desuden anbefaler Arla at fortsætte med amningen, selv når barnet bliver introduceret for en varieret kost omkring 6 måneders alderen. Læs mere om Arla Baby & Me® Økologisk på arla.dk/baby

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *