Helene Reingaard Neumann: Livets dobbelthed

Vi har bedt skuespiller og præst Helene Reingaard Neumann om at skrive sine tanker ned om julen. Rigtig glædelig jul til alle jer læsere og lyttere

Julefred er drømmen og håbet om, at vores verden vil blive et fredeligere sted for mennesker at leve i. En drøm, der skal folde sig ud i aften. Når sætningen lyder: “Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus,” er der ingen tvivl, det er juleaften.

Den sætning fra juleevangeliet har en næsten meditativ virkning. I hvert fald på mig. Juleevangeliet er som et digt, der åbner vores opmærksomhed, ved at kaste skær tilbage til fortiden. For det er som Esajas foreskriver det. En evigheds far, en freds fyrste, der er født.

Men denne tid indgyder også en dobbelthed. Juleaften er glædelig, men kan også være foruroligende. For en ting, der fylder meget netop i julen, er forventningerne. Og det gælder for alle aldre! Børnene er spændte og håber på, at julemanden netop har læst deres ønskeseddel, men forventningerne til i dag er også store for os voksne.

Læs også

”De allerstørste ting i vores liv sker i mødet med andre mennesker”

Vi ønsker for hinanden og for vores elskede, for vores børn, at denne aften kommer til at indeholde bare nogle enkelte gram af juleeventyrets renhed og sande magi. Vi vil så gerne have, at alt kommer til at gå op i en højere enhed. Den intention i sig selv er udtryk for noget værdifuldt, noget vi er fælles om at ønske os.

Juleaften er den aften, hvor huset dufter af andesteg og rødkål, hjemmet står smukt i stearinlysets skær, nissen sidder på loftet og spiser sin risengrød, og Danmark har for et sekund glemt alt om kødfrie dage. Risalamanden er på køl, bordet er dækket, og børnene vil spændte tælle timerne, til aftenen går i gang.

Men noget vil alligevel være anderledes i år. Normalt vil familier samles fra fjern og nær i hele landet og mødes om denne særlige aften. I år må de fleste dog gå på kompromis med, hvor mange vi er sammen. For vi lever i år med en begrænsning, vi i nyere tid ikke har prøvet.

Derfor kan det føles som, at grundstrukturen i det vi forbinder med juleaften, lys og glæde, nærvær, godhed og meningsfuldhed, er udfordret. Men uagtet hvor mange vi er samlet i aften, er juleaften dog stadig den aften hvor Jesus barnet er født os og miraklet sker!

Dobbeltheden, jeg talte om, går ud på, at glæden man ønsker sig, og som meget gerne skulle indtræffe for alle, givet vis er fuldt til stede for nogle – men fraværende hos andre. Hvis glæden nu mangler, og tingene ikke er som man havde håbet det, fylder det ekstra meget, netop i aften. Hvis der er sket forandringer i livet, den slags, der skaber tomrum, så mærkes det ekstra tungt. Derfor er julen også en meget skrøbelig tid. Skrøbelig forstået på den måde, at forventningerne altså ikke altid stemmer ovnens med realiteterne.

Men der er noget med disse forventninger til juleaftensdag, der er livgivende. Paul McCartney skriver om det på denne måde:

The Moon is right

The spirits up

We’re here tonight and that’s enough

The party’s on

The feelings here

That only comes

This time of year

Smukt.

Det er noget håbefuldt, der er essentielt i dag. For vi forenes nemlig alle af ordnerne: frygt ikke! Englen siger: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.

Når de ord er lydt, så tillader man sig at lyse op indefra. Tyngden aftager. Vi kan bære de små børn, der glæder sig, på vores skuldre igen og selv hos alle ulykkelige hjerter, hvad enten de skyldes tomhed, savn, sorg eller skam, hørers ordnerne: Frygt ikke. De er til opbyggelse. Man mærker buddet og glæden og netop det håbefulde over en ny begyndelse.

Disse to ord – frygt ikke er derfor for mig, det allermest essentielle budskab juleaften. 

Det handler ikke om, at vi så skal være ligeglade eller at ikke indfriede forventninger, skuffelser eller hjertesorg, er ligegyldige. Slet ikke. Men i dag og i morgen for vi af vide, at vi ikke må frygte. For der er født os en frelser – og med ham kom et helt nyt tidsligt perspektiv ind i verden. Julenat bliver evigheden håndgribelig og vores alles. Netop ved menneskeligheden.

Jesusbarnet, han er et menneskebarn som vi alle har været det.

Susanne Brøgger omtaler ham på følgende måde i “Sølve”:

“Han blev kaldt ”menneskesønnen”, men kun i den mening, at han kom til at personliggøre det menneskeliges skrøbelighed.”

Det interessante ved det citat er, at vi får indskærpet at fortællingen om Kristus, ikke bare forstår den menneskelige skrøbelighed, men at han indeholder den selv. I egen krop. Derfor kan mennesker føle sig set og hjulpet.

Og det har vi brug for, ikke mindst i år! vi skal lades op. Lade os beruse. Fortrylles.

For vi tørster alle efter varme, trøst, håb. Og vi må for alt i verden ikke lade os stresse over de ting, der skal gøres i julen, eller lade frygten for den pandemi vi står midt i, overmande os. Men vi må anerkende, at det er sådan det er i år og så lade os fyldes op af glæden for alt det gode, i stedet for.

Om lidt skal vi alle hjem – nogle kører, andre går gennem dagens sidste lys. Hjem til det sidste afsnit af julekalenderen, hjem til flæskestegen, der steger i oven. Hjem til alt det julen giver os med alle dens skønne traditioner og ritualer. Det er jo netop dem, der får os alle sammen til at føle os hjemme.

Læs også

Jul i sammenbragte familier: ”Børn af skilte forældre føler ofte, at deres hjerte er delt i to”

Vi ved, hvad vi skal gøre i julen, traditionerne ligger helt fast. Det er der både en stor tryghed og en styrke i  – det kan måske være en hård konfrontation, for nogle at vende tilbage til traditionerne, for de kaster os jo tilbage i tiden. Men lige præcis fornemmelsen af, at have et sted, at høre hjemme, at komme hjem til, et sted at søge tilflugt til er gaven fra julens fortælling, som vi i dag kan pakke op.

Vi kan roligt lade os fortrylle af det mirakel, der skete i en stald en kold nat i Betlehem for mange år siden – julenat.

Det er afgørende og vigtigt for mennesket at have et tilflugtssted, og nogle at føle sig hjemme hos, ikke mindst hvis tomrum og savn er de dominerende følelser.

Her kan vi lade os inspirere af juleevangeliets pointe om, at vi ikke skal frygte i dag! Vi skal føle os hjemme. Det er ikke alt det, der er rundt om julen, der er det vigtigste. Altså vi må ikke lade os koge over, af alle de stressende påbud eller ritualer der følger her i december– men vi skal iklæde os dem, så vi kan føle os hjemme og nyde den tryghed, og ro de også indgyder.

For vi kan og skal søge vores tilflugt i julen. Forstået på den måde, at den kan rumme alt det vi længes efter, alt det vi savner og elsker og drømmer om og håber på.

Juleevangeliets pointe er, at alt det, der møder os gennem Jesus, kravet på vores menneskelighed, medmenneskelighed, skrøbelighed, vores gæstfrihed, kulturåbenhed, fordomsfrihed, og tro, skal have sin fødsel så afmægtigt, og rent som et barn der kommer til verden.

Den nat for over 2000 år siden, da himlen bøjede sig ned over os, Juleaften, der kom tilliden, kærligheden og fællesskabet ned til os. Og måske kan fortællingen om Kristus derfor, mere end noget andet siges at være fortælling om håb. Og om håbet er der sagt, at det er det mest livsnødvendige der findes!

Håbet, det viser sig over alt i vores liv, når bare vi har tid til at kikke efter det. Det viser sig, som et tilflugtssted i børnenes øjne og i det, som måske er gået i stykker i ens liv, men som du må stole på finder sin vej igen. Det viser sig i et fremmed menneskes smil på gaden, i din tillid til mennesker, du aldrig har mødt før.

Og det viser sig ikke mindst i den længsel – som enhver af os rummer – efter et sted og en kærlighed at søge tilflugt i.

Juleevangeliet, giver os mulighed for at se ud over dette liv på jorden. Vi skal ikke frygte, men fryde os. Med julens budskab er det evige livs håb født. Et håb der er gyldigt til alle tider.

Ikke mindst i aften – når vi ønsker hinanden en rigtig glædelig jul.

Tekst Helene Reingaard Neumann