Frederikke Linde: “Jeg er dybt taknemmelig for, at kejsersnit findes”

Det er en stor sorg for Frederikke Linde, da hun efter to akutte kejsersnit bliver frarådet at få flere børn. Tre år senere kontakter hun alligevel et privathospital, der giver grønt lys til en ny graviditet, og i dag venter hun sit tredje barn. Her fortæller hun om at være taknemmelig for kejsersnittets ‘opfindelse’, som muligvis har reddet hendes liv og samtidig muliggjort drømmen om et tredje barn

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

“Min kæreste og jeg har været sammen siden gymnasiet, og det har altid været vores ønske at få mange børn. Jeg har altid været fascineret af store børneflokke, deres sammenhold og lærerige konflikter. At have mange børn må være som at have sit eget kærlighedshold, og tanken om mange børn har aldrig skræmt mig eller min mand. Men i lang tid troede vi ikke, at min krop kunne klare en graviditet mere.

Under min første graviditet lå Hektor med numsen nedad, og jeg valgte derfor at få et planlagt kejsersnit. Men vandet gik spontant i uge 37, og et akut kejsersnit blev foretaget på Hvidovre Hospital af en læge, der aldrig havde prøvet det før. Der var meget travlt, og der var hverken tid til omsorg eller forklaring. Derudover blødte jeg rigtig meget, og det havde svært ved at vokse sammen. Min krop løste selv sammenvoksningen, og vi var ikke indlagt længere tid end normalt. Men den manglende omsorg og tryghed på hospitalet sad i mig i perioden efter. Jeg følte mig som et barn, der havde fået et barn. Langsomt blev det trygt at være i, i takt med at vi som familie fandt hinanden og en rytme i hverdagen. 

Da jeg skulle have min anden søn, havde jeg en drøm om at føde vaginalt og troede også på, at min krop godt kunne på trods af alle de problemer, der havde været efter mit kejsersnit. Men også den fødsel endte i akut kejsersnit. Jeg havde åbenbart dannet meget arvæv efter første kejsersnit, hvilket betød, at det hev i min bugvæg og i min blære, hver gang jeg havde en ve. Da de åbnede mig, var alt vokset sammen. Bugvæg, livmoder og blære. Det var alvorligt, for livmoderen er en kraftig muskel, og den ville kunne have forvoldt meget skade indeni mig, hvis den havde fået lov. Lægerne forstod ikke, at jeg stadigvæk kunne tale, da jeg lå på operationsbordet, fordi det var så smertefuldt.

Min praktiserende læge frarådede mig efterfølgende at få flere børn, fordi det ville være farligt for mig. Jeg er meget autoritetstro, og min læge fik mig til at tro, at jeg ville risikere at forbløde på operationsbordet.

Det var meget sorgfuldt for mig, fordi et tredje barn var mit største ønske. På en måde følte jeg mig snydt –  jeg var sund og rask, og alligevel var det arvævet, der afgjorde, om jeg skulle have flere børn. Det var et usynligt benspænd, fordi jeg ikke kan mærke sammenvoksningerne. Men sorgen var ikke altopslugende, og jeg var vildt taknemmelig for vores børn. Alligevel var et definitivt nej svært at acceptere, fordi jeg samtidig havde en stærk fornemmelse af, at min krop sagtens kunne klare endnu en graviditet. 

Efter nogle år besluttede vi derfor, at jeg skulle undersøges på et privathospital af speciallæger, som testede min livmoders styrke og arvævet. De konkluderede, at jeg har en stærk livmoder, og at min livmoder er fri for arvæv, men jeg kan stadig have en del arvæv i de andre lag, som de skal være opmærksomme på ved kejsersnittets udførelse. 

Set i bagklogskabens lys ærgrer det mig, at jeg lyttede så længe til min egen læge, når speciallægerne efter udredning kunne fortælle mig, at jeg sagtens kan gennemføre endnu en graviditet, og at de slet ikke forstår min egen læges udmelding. Hvis jeg skulle have flere børn, var det imidlertid vigtigt, at jeg fik et planlagt kejsersnit, så der er god tid til at håndtere arvævet under operationen. 

Læs også

Marie Skall: “Man kan ikke det hele, og det accepterer jeg”

Efter grundig research fik jeg endelig fjernet min spiral i januar sidste år. Kort tid efter aborterede jeg to gange i træk. Begge aborter var omkring uge 5, og jeg nåede aldrig at se hjerteblink. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg blev slået helt ud. Jeg følte, jeg havde ventet i mange år på at blive gravid, og endelig havde jeg fået OK af lægerne. Jeg er ikke det mest tålmodige menneske, så jeg var meget opsat på, at det skulle ske nu. 

Vi holdt en pause henover sommeren, hvor vi tog på Roskilde Festival, hyggede os og tænkte på noget andet. Efter sommerferien begyndte vi at prøve igen, men på en mere stille og rolig måde, hvor jeg ikke målte, vendte og drejede min cyklus, som jeg havde gjort førhen. Og så blev jeg gravid igen. 

På grund af aborterne blev jeg ikke overdrevet lykkelig med det samme. Jeg vidste ikke, om min krop var med mig, og jeg havde også en frygt for, at aborterne var tegn på, at en tredje graviditet var en dårlig ide. En jordemoder havde nemlig fortalt mig, at aborterne kunne skyldes, at graviditeterne ikke kunne implantere sig ordentligt på grund af mit kejsersnitar. Derfor troede jeg først rigtigt på det i uge 12.”

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“Helt efter bogen var jeg meget forkvalmet og træt de første 12 uger. Faktisk var jeg så dårlig, at jeg ingenting kunne, og vi blev derfor nødt til allerede at fortælle drengene det i uge 8. Ellers havde de troet, at jeg var alvorligt syg, fordi jeg hele tiden lå ned. Min hud opførte sig også underligt og slog meget ud. Det hele lettede heldigvis efter første trimester. 

Jeg er virkelig lykkelig for graviditeten, og det går godt, men jeg kan godt mærke, at min krop har været gravid før. Den er mere skrøbelig og skavankfyldt, og jeg får eksempelvis hurtigere ondt i bækkenet. Jeg kan ikke storme rundt i flere timer, som jeg kunne, dengang jeg var gravid med drengene.”

Hvordan har du det med din gravide krop?

“Det er magisk, at min krop laver et menneske. Jeg er fuld af beundring. Jeg synes, det er flot med store bryster og større numse, og jeg elsker formerne. Men mine gravide former er klart noget andet i forhold til at være helt slim og have mine lavtaljede jeans på. Efter mine tidligere graviditeter er kiloene dog raslet af, så det er med at nyde kurverne.” 

Hvad savner du mest under din graviditet? 

“Jeg har egentlig ikke savnet noget. Jeg har været gravid over vinteren, hvor det faktisk har været hyggeligt at pakke sig ind og gå lidt i hi. Men når det bliver sommer og solen skinner, kommer jeg 100% til at savne at drikke hvidvin med min mand på terrassen, når børnene sover.”

Hvad var det første stykke graviditetstøj du købte?

“Ret hurtigt fandt jeg et par graviditetsjeans, som jeg kunne holde ud at være i. De er ikke så stretchy og minder om almindelige jeans, blot med et mavestykke. Mit look har derfor oftest været mine graviditetsjeans og en sweater i forskellige nuancer af brun og beige. Det bliver dejligt til sommer, hvor jeg kan gå i sommerkjoler.”

Dyrker du motion under din graviditet?

“Når jeg ikke er gravid, træner jeg 15 minutter om dagen. Jeg er uddannet yoga- og pilates-underviser og er vant til selv at kunne lave en masse øvelser, som er gode for min krop og har fokus på alle mine muskler.

Det forsøgte jeg at fortsætte med, men jeg havde kvalme og var træt, og jeg orkede det overhovedet ikke. Mit bækken er desværre heller ikke med mig denne gang, så da kvalmen forsvandt, var øvelserne ikke længere behagelige for min krop. I stedet går jeg lange ture med en podcast i ørerne.”

Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?

“Jeg har altid haft en meget simpel rutine, og nu er den blevet endnu mere simpel. Da min hud slog meget ud i starten af graviditeten, fjernede jeg det meste. Jeg fik kæmpe tørre plamager, og nu hvor min hud endelig ser fin ud igen, tør jeg slet ikke røre ved den. 

Det, der fungerer bedst for mig, er at bruge få produkter. Både morgen og aften bruger jeg en rensemælk og den samme fede ansigtscreme fra La Roche Posay. Og så blander jeg mandelolie i. Min hud suger det til sig. Generelt bruger jeg ikke meget make-up, og jeg har fjernet al parfume fra min rutine, fordi jeg har været meget overvældet af dufte.

Almindeligvis har jeg brugt nogle lækre produkter til mine krøller med æteriske olier i, men under gravidteten reagerede min hårbund kraftigt på dem. Derfor har jeg brugt nogle parfumefrie, parabenefrie produkter fra Matas’ curly girl kollektion, og jeg synes faktisk, mine krøller er pænere nu. Det har været fedt at finde ud af, hvo lidt der egentlig skal til, for de er også mindre pricy end dem, jeg plejer at bruge.

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?

“Jeg tager de helt gængse og anbefalede tilskud. D-vitamin, multivitamin, jern og fiskeolie.  

I begyndelsen af graviditeten var min kost ikke særligt varieret. Det handlede om ren overlevelse, fordi jeg havde så meget kvalme. 

I nogle år har jeg arbejdet som model, og derfor har jeg været meget determineret omkring at spise sundt og få trænet. Det var derfor noget af en omvæltning at gå fra at spise avocado, salat og æg hver dag til at føle, jeg skulle dø, hvis ikke jeg fik en ostemad og noget gluten. Men nu synes jeg faktisk, at jeg spiser sundt og godt igen. Jeg har to drenge, som der også skal være energi til, så jeg skal selvfølgelig have noget godt at køre på. Men det er mere nydelsesfuldt og uden restriktioner. Jeg har også været heldig, at mine cravings har været grønne æbler uden skræl skåret i terninger og frossen mango. Men hvis der står en kage, spiser jeg også den.” 

Hvordan har du forberedt dig på fødslen?

“Op til graviditeten arbejdede jeg meget, og jeg har derfor haft en opsparing, der har muliggjort, at jeg har kunnet trække stikket. Jeg havde brug for at være mig selv i egen krop og lade den gro min datter, uden der var kamera på. Min krop ændrer sig meget, når jeg bliver gravid, og det hviler jeg fint i, men under mine tidligere graviditeter har jeg ikke levet af mit udseende, fordi det var før jeg begyndte at arbejde som model. Og det havde jeg heller ikke lyst til denne gang. Som model er jeg altid blevet castet meget androgynt, men i virkeligheden er jeg meget feminin, og det har været dejligt at få lov bare at nyde at være i kvindekroppen.

Jeg studerer også, men har været nødt til at tage orlov, fordi min eksamen ville komme til at ligge oveni det planlagte kejsersnit. Jeg kan derfor slappe fuldstændigt af og nyde graviditeten helt op til fødslen. Det er en kæmpe luksus. Når det er sagt, er det også en stor kontrast til at have mange rejsedage, gå i skole og møde mange dejlige mennesker, som jeg plejer. Men jeg kommer aldrig til at skulle være gravid igen, så jeg forsøger at embrace det. Den første del af året har drengene også været syge nonstop, så nu vil jeg prøve, hvordan det er at holde fri uden at være sygepasser. 

Læs også

Mona Omar: Om at være sengeliggende fra uge 20

Det bliver snart besluttet, om jeg skal have kejsersnit i uge 37+0 eller 38+0. Det afhænger blandt andet af, om min moderkage har rykket sig, for den har ligget nede foran livmoderåbningen. Det er helt syret, at vi den her gang kommer til at vide præcist, hvilken dag hun kommer ud.

Jeg håber, det kommer til at være mere afslappet og mindre kaotisk end de to akutte kejsersnit, jeg fik med drengene. Selv forbereder jeg mig på at skabe en rolig stemning. Også for min mands skyld. Det har ikke været sjovt for ham at være på sidelinjen. Han skulle også vænne sig til tanken om, at vi skal igennem det igen, fordi sidste fødsel var en meget voldsom oplevelse, og fordi min læge i flere år har været meget eksplicit omkring, at det skulle vi aldrig igen. Det er traumatiserende, når man én gang har hørt, at det vil være farligt, og jeg risikerer at forbløde.

Jeg føler ikke, at jeg har skullet overtale ham, men han har haft brug for at høre mange professionelle fortælle, at jeg sagtens kan være gravid og føde. Min mavefornemmelse alene var ikke nok, og det forstår jeg godt. For den slog eksempelvis fejl, da jeg under sidste graviditet var sikker på, at jeg sagtens kunne føde vaginalt. For det var ikke tilfældet. 

Nu er han ikke længere nervøs. Vi er i gode hænder, og fordi jeg er undersøgt fra top til tå. Det er lang tid siden, vi har hørt ordet ‘farligt’.  

Som forberedelse har jeg nærlæst mine journaler for at prøve at sætte mig ind i mine to tidligere fødsler. På den måde kan jeg stille mere relevante spørgsmål, når vi skal til en række møder på hospitalet omkring det forestående kejsersnit. Møderne handler primært om mental forberedelse. Jeg har ikke jordens fedeste fødselsoplevelser med mig, men jeg har hele tiden vidst, at hvis vi skulle have flere børn, ville det blive ved kejsersnit. Den del har derfor ikke krævet tilvænning.

Jeg priser mig lykkelig for, at vi lever i et land, hvor der bliver gået med livrem og seler, og at jeg skal have planlagt kejsersnit for at undgå eventuelle komplikationer. Og selvom jeg har haft to mindre heldige fødselsoplevelser med drengene, føler jeg mig meget tryg. Grundlæggende er jeg dybt taknemmelig for, at kejsersnit findes. Det er verdens dejligste opfindelse. Mit liv havde set helt anderledes ud, hvis det ikke var en mulighed. Måske havde jeg slet ikke været i live i dag. Jeg havde i hvert fald ikke haft det ligeså godt, som jeg har det, og jeg ville ikke være gravid med min datter.”

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

“Begge mine drenge er født i december. Og lige dér i juletiden var jeg virkelig dårlig til at give mig selv ro. Jeg mødte op til både juleaften, julefrokoster og nytårsaften med en nyfødt. Og det var ikke godt for mig. Hele mit nervesystem var presset. Før mit første kejsersnit var jeg aldrig blevet opereret, jeg havde ikke engang forstuvet en finger, så det var et chok i sig selv at have været på operationsbordet. Og oveni var jeg blevet nogens mor. 

Nu får jeg et sommerbarn, og der er ingen højtider. Jeg ved nu, at jeg efter et kejsersnit har brug for at trække mig tilbage i rolige omgivelser.  Vores familie går også fra 4 til 5, og der skal være plads til, at vi lander i det. Jeg har allerede meldt ud til min familie, at jeg kommer til at sige nej til alle tænkelige arrangementer, medmindre jeg har lyst til at sige ja. Jeg kommer ikke af pligt. 

Min erfaring har samtidig lært mig, at jo hurtigere jeg bevæger min krop, desto hurtigere kommer jeg mig. Fysisk har jeg derfor planer om at komme op og være i gang, men psykisk ser jeg helst, at vores lille familie får mulighed for at lande i vores nye hverdag i hjemmets trygge rammer uden for mange planer.  

Vores umiddelbare plan er, at jeg skal være på barsel i et år. Jeg holder i hvert fald et års barsel fra studiet. Når jeg vender tilbage, mangler jeg et år af kandidaten. Men min mand er også selvstændig og arbejder hjemmefra, hvilket giver fleksibilitet til, at jeg kan gribe eventuelle muligheder, der skulle komme. Jeg er åben for alt, men jeg har ikke umiddelbart noget drive henimod at fise rundt til Sverige, Tyskland og Frankrig med en baby på armen for at lave modelarbejde. Jeg glæder mig til at komme tilbage på job, men jeg vil gerne nyde tiden med min datter til fulde og være ordentligt til stede. Jeg har ikke travlt med at komme i gang med det samme.”

Tekst Julie Teglhus

Foto Andrea Smidt og private