Fie Dejgaard: “Det lå ikke i kortene, at jeg skulle have børn”

Som 34-årig bor og arbejder Fie Dejgaard i New York på ottende år, og tanken om børn ligger hende fjernt. I dag er hun – stik imod egen forventning – snart mor til to, og her fortæller hun om altid at have prioriteret karrieren højst, om at lære at sænke forventningerne til sig selv og om hvordan en voldsom fødsel har præget starten på hendes moderskab

 

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

“Jeg var meget træt, og alt føltes ubehageligt. Jeg købte en pakke med to tests og tænkte, at jeg måtte have en sygdom, hvis jeg ikke var gravid. Det var en tidlig test, og da jeg kiggede på den, var den negativ, så jeg smed den hurtigt ud. Senere på dagen tissede jeg på nummer 2, og da jeg kiggede ned i skraldespanden for at smide papiret ud, så jeg, at den første var blevet positiv. Jeg havde ikke ventet de ti minutter, som jeg skulle. 

Der gik næsten et helt døgn, før jeg fortalte min kæreste det. Vi havde ikke aktivt forsøgt at blive gravide, så det kom lidt som et chok. Det var selvfølgelig vildt dejligt, at det bare skete, så vi ikke skulle gå og spekulere over, om det ville lykkes. 

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle have børn. Indtil for få år siden levede jeg et liv, hvor mit arbejde var min førsteprioritet. Jeg boede i New York i 8 år og flyttede først tilbage til Danmark i 2019. I New York levede jeg i en forever young-boble. Kun én af mine veninder derovre havde børn. Jeg tænkte ikke på tid, årene fløj afsted og pludselig var jeg 36, og alle mine venner i Danmark havde fået familie. 

Jeg havde det ikke sådan, at min verden ville bryde sammen, hvis jeg aldrig fik børn. Det var ikke et stort ønske for mig, selvom jeg har altid elsket børn og har 5 gudbørn.

Men så møder jeg min kæreste, som på det tidspunkt bor i London, da vi begge er hjemme på juleferie i Danmark. De første tre år af vores forhold boede jeg i New York, og han i London. Det var faktisk sundt for os, at vi boede i hvert vores land, fordi vi begge havde levet et travlt karriereliv. Jeg havde slet ikke plads til en fuldtidskæreste. Vi sås i weekender, hvor det kun var os to, og selvfølgelig i sommerferier og juleferier. Jeg havde formentlig aldrig forladt New York, hvis ikke det var for ham. Men han ville tilbage til Danmark, så da jeg fik tilbudt et job i København, flyttede jeg hjem, og så flyttede han hjem året efter. Derefter blev jeg nærmest gravid med det samme. På det tidspunkt havde vi aldrig boet sammen. Og nu skulle vi både bo i samme land, flytte sammen og være forældre.  

Jeg havde været langsom om at finde en kæreste og slå mig ned, men pludselig kom alting på speed for mig. Det var den perfekte måde for mig, fordi det ikke gav mig mulighed for at tænke for meget over det.”

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“I de første tre måneder havde jeg meget kvalme. Siden har jeg haft det godt. Faktisk bedre end under min første graviditet, hvor jeg havde meget ondt i mine ribben, fordi Carlo sparkede meget opad. Der var mange ting, jeg ikke kunne. Denne gang har jeg kunnet arbejde, og jeg har stået op til events i 16 timer i streg. Nu nærmer jeg mig termin og kan mærke, at jeg er træt, og det er svært at manøvre sig rundt. 

Det tynger også i bækkenet. Jeg kan ikke længere gå lange ture, fordi jeg skal respektere min krop og lægge mig ned. Derudover har jeg meget halsbrand. 

Da jeg fik Carlo, var det fantastisk, men jeg forestillede mig, at det nok bare var ham, jeg skulle have. Da jeg så den positive graviditetstest denne gang, tænkte jeg, om jeg overhovedet er skabt til at have to børn. Nu bliver de tre musketerer “brudt”. Ben, Carlo og jeg. Hvad sker der, når der kommer en ekstra? Kan jeg finde ud af det? Det er tanker, der har fyldt meget i min graviditet.

Heldigvis har jeg ikke haft så meget tid til at bekymre mig. Da jeg var gravid med Carlo, var der ikke noget rejseri på grund af corona, men under denne graviditet har jeg produceret events i alle mulige lande og arbejdet konstant. Det har været intenst. Men også godt for sådan en som mig, der ellers finder på at overtænke.”

Læs også

“Jeg er dybt taknemmelig for, at kejsersnit findes”

Hvordan har du det med din gravide krop?

“Jeg overromantiserer ikke min gravide krop, og jeg føler mig ikke smukkere end nogensinde før. Alt svulmer op, og jeg føler mig ikke mega sexet. Jeg har aldrig været glad for mine store bryster, og nu er de tripple størrelse. Det ser helt mærkeligt ud, at min lille overkrop har kæmpe bryster og kæmpe mave. Men jeg har stor respekt for min krop. Det er helt fantastisk og meget abstrakt, at jeg har et menneske, der vokser indeni mig.”

Hvad savner du mest under din graviditet? 

“Min bevægelighed. Jeg savner at kunne kravle op i et legetårn med Carlo og løbe hurtigt efter ham. Og så savner jeg ikke at have halsbrand.”

Hvad var det første stykke graviditetstøj du købte?

“Graviditetsleggings, som er af forfærdelig kvalitet, og nogle graviditetsjeans, som skærer helt forkert. Jeg har derfor i stedet haft nogle store kassebukser på fra Lubarol og en god blazer. Bukserne er dog for stramme nu, så jeg har købt nogle kjoler fra Skall, som jeg er meget glad for. Kjoler er ellers ikke min go-to, og derfor føler jeg mig lidt ved siden af mig selv. Almindeligvis er jeg en Levis jeans, sweater og blazer-pige.”

Dyrker du motion under din graviditet?

“Én gang om ugen har jeg gået til graviditetspilates hos Family Zoo. Og så har jeg gået ture med min kæreste og Carlo. Graviditeten har været præget af meget arbejde og mange rejser. Jeg er den type mor, der ikke når at hente, fordi der pludselig kommer et møde. Oftest er jeg først hjemme 17-17.30. Og når jeg endelig er hjemme, vil jeg gerne være sammen med Carlo. Mængden af motion er noget af det, jeg har måttet justere på, efter jeg er blevet mor. Da jeg boede i New York, trænede jeg pilates fire gange om ugen.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?

“Jeg har taget Familiens vitaminer, som laver graviditetspakker med den rette dosis vitaminer. Men jeg kan godt glemme det. Og jeg har glemt det oftere her under anden graviditet.

I forhold til kost har jeg spist det, min krop havde lyst til. I begyndelsen var det toastbrød med smør og ost, salat, hvid fisk og laks. Jeg kan stadigvæk ikke spise mad med for mange krydderier. Vi havde for eksempel bestilt en genial måltidspakke, men den var for asiatisk. Det kunne jeg slet ikke klare. 

På grund af min halsbrand lever jeg primært af yoghurt, pasta og agurk. Jeg kan virkelig ikke lide ingefær, men det skulle være godt for halsbrand, så jeg drikker også ingefær-te.” 

To_the_moon_baby_bump_Fie_Dejgaard_12

Hvordan forløb din første fødsel?

“Den endte med et marathon på to døgn. Jeg havde gået til fødselsforberedelse, men jeg havde ikke taget det seriøst, fordi jeg tænkte, at vi er bygget til at føde. Indtil det gik i gang. 

Det var februar måned, iskoldt og vi var lige flyttet inden fødslen. Elektrikere gik ind og ud af huset, og vi var begravet i flyttekasser. Det hele var meget kaotisk.

Da slimproppen gik derhjemme, kom jeg ind på hospitalet, hvor livmoderhalsen næsten var helt udslettet. Jeg blev sendt hjem for at slappe af. Senere på aftenen blev der kortere mellem veerne, og jeg begyndte at blive presset. 

Vi kom igen ind på Riget, hvor der manglede hænder og overskud på grund af corona. De kiggede på os, som om vi var i vejen. Da jeg kun var en halv centimeter åben, blev vi igen igen sendt hjem med to panodiler. Dér gik klappen ned for mig. Veerne var tætte, jeg kunne ikke finde ro og gik nærmest i panik. Jeg kunne ikke være i min krop, og jeg kunne ikke se en ende på det, fordi jeg kun var åbnet så lidt på 15 timer. 

Da jeg næste morgen kom ind på hospitalet for tredje gang, kunne jeg have gået nøgen rundt og været ligeglad. Jeg var 7 cm åben og havde vestorm. De gav mig en epidural, og i tre timer fik jeg ro. Solen tittede frem og skinnede ind på stuen. Pressefasen kan jeg ikke rigtigt huske, men den resulterede i en bristning grad 3A, som er en af de mere alvorlige bristninger. Jeg kan heller ikke huske, at de syede mig, selvom det tog tre timer. Der var ikke nogen, der hjalp mig med at få lagt Carlo til før fire timer senere, hvor han allerede var helt udmattet. 

Læs også

Mona Omar: Om at være sengeliggende fra uge 20

Da jeg blev flyttet til barselsgangen kl. 22, blev Ben sendt hjem på grund af corona. På grund af bristningerne måtte jeg hverken sidde op eller gå rundt. Men der var så travlt på afdelingen, så jeg fik samtidig at vide, at jeg ikke kunne få hjælp til diverse ting. Jeg blev derfor nødt til at rejse mig, når han skulle skiftes. Næste morgen kom en ældre jordemoder, som registrerede, at Carlo var meget slap og ikke spiste. Han fik taget blodprøver, og det viste sig, at hans infektionstal var tårnhøjt. 

Han blev indlagt på neonatal, hvor han var omringet af sygeplejersker, der monitorerede ham. Der var skærme overalt og biplyde fra maskiner. Man kunne stå og læse navnene på de indlagte børn, og når der skete noget på en stue, bippede det på alle stuerne. Min frygt for at miste ham var kæmpestor. De gav ham antibiotika direkte ind i årene og fortalte, at vi først om 12 timer ville vide, om det virkede. Beskeden lød, at det muligvis var meningitis.

Ret hurtigt reagerede Carlo heldigvis på antibiotikaen. Det var nærmest uhyggeligt at se, hvordan et lille barn, der havde været så slap, begyndte at bevæge sig og opføre sig som en rask lille baby. Langsomt begyndte han at få noget af det mælk, jeg havde pumpet ud. 

Vi fandt aldrig ud af, hvad han fejlede. Men det skyldtes måske, at han havde haft en meget hård fødsel, kom ud i grønt fostervand og havde stået skævt i bækkenet længe. Der var så mange bump på vejen, hvor der ikke var nogen til at hjælpe os igennem.

Efter at have været hjemme i to dage, blev jeg indlagt med brystbetændelse. Han kom aldrig til at amme. Jeg endte med at pumpe ud i 3-4 måneder, indtil zoneterapeut Lisbeth Hecksher forklarede mig, at det var vigtigt, at jeg fik ro nu. Med ét forsvandt mine bekymringer, og han kom på modermælkserstatning. 

To uger efter fødslen skulle jeg tjekkes, fordi jeg var bristet meget. Dér fik jeg besked på, at jeg skulle sys om. Syningen var skredet, fordi jeg naturligvis ikke havde taget nogle hensyn, da Carlo blev indlagt. Min helingsproces startede derfor forfra. Jeg blev tilmeldt et forløb hos en fys i Vanløse, hvor jeg gik på et genoptræningshold med andre kvinder, der også havde haft alvorlige bristninger.

Hele forløbet prægede min start på moderskabet, og jeg vågnede mange gange om natten i perioden efter, fordi jeg var bange for, at de havde overset en eller anden alvorlig sygdom hos Carlo. Lægerne var også bekymrede for, at jeg ville udvikle en fødselsdepression. Det gjorde jeg heldigvis ikke, men jeg bonede ud på sundhedsplejerskens screeningstest. Jeg havde et kæmpe behov for at tale om forløbet med alle – både venner, bekendte og folk i sygehusvæsnet.”

To_the_moon_baby_bump_Fie_Dejgaard_12

Hvordan har du forberedt dig på fødslen denne gang?

“Mit første fødselsforløb har gjort, at min læge under denne graviditet har tilknyttet mig Center for Sårbare Gravide. Jeg skal have ekstra hjælp til at navigere i det, så jeg føler mig tryg i at gå ind til en ny fødsel. Jeg har derfor haft ekstra lange samtaler med både jordemødre og en fødselslæge. 

Dét har samtidig den fordel, at de ikke må sende mig hjem, når først jeg kommer ind på hospitalet. Hvis jeg har mange smerter, skal de også hjælpe mig med smertestillende og holde informationsniveauet højt. Efter fødslen skal jeg over på sårbarheds-afsnittet og hjælpes med amningen, ligesom jeg skal have ekstra hjælp, hvis jeg brister igen, hvilket der er øget risiko for. 

Jeg har taget et online HypnoBirth kursus, som fokuserer på at gøre en fødsel til en positiv oplevelse, hvor man selv kan styre smerterne. 

Jeg er også gået i gang med at lytte til Smertefri Fødsels åndedrætsøvelser, så jeg får bedre styr på det, end jeg havde første gang. Men jeg har det faktisk fint med at skulle føde snart. Jeg ved, hvad jeg går ind til. Jeg ved, at det bliver smertefuldt, men jeg ved også, at jeg kommer ud på den anden side. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke glæder mig til smerterne. Omvendt er jeg også ret spændt. Jeg går ikke ind i det med panik, men jeg kan være panisk omkring tiden efter. Tanken om, at der opstår uvished svarende til, da Carlo blev indlagt på neonatal, får mit system til at bimle og bamle. Alle alarmklokker ringer. Uvisheden var forfærdelig.

Forleden talte jeg med min veninde om fødsler og graviditet. Jeg har haft let ved at blive gravid, og det er der nogen, der har svært ved. Men så havde vi en hård start med Carlo, da han blev født. Vi får forskellige bump på vejen, men få af os slipper 100%. For de fleste af os skal det være en prøvelse at blive forældre – på den ene eller anden måde.”  

Shop

HONEY Cleanser • Purifying face wash

300 kr

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

“Når Charlie kommer til verden, har jeg tænkt mig at tage imod tilbuddet om at blive på Riget i tre dage for at få en rolig start. Imens bliver Carlo passet af sine bedsteforældre og skal fortsætte sin hverdag med at gå i vuggestue, så det hele ikke ændrer sig for ham. Jeg vil gerne dedikere mig til at få amningen op at køre, og hvis ikke det lykkes, er jeg ikke afklaret med, om jeg vil pumpe eller ej. 

Det ødelagde rigtigt meget af den første tid med Carlo, at jeg var låst til pumpemaskinen. Heldigvis var det februar måned og corona, men denne gang vil jeg også gerne kunne være sammen med Carlo og Ben. Vores plan er at bruge sommeren i sommerhuset og lande i at være en familie på fire. Ben er selvstændig, så vi ryger ikke ind under den nye barselsordning, og jeg har derfor taget 11 måneders barsel.

I forhold til fremtiden bliver jeg nødt til at trappe ned på arbejdsbyrden. Jeg elsker at arbejde, men jeg har ikke sat to børn i verden for aldrig at se dem. I så fald skulle jeg hellere være blevet i New York. Jeg skal finde et nyt normalt niveau. Det er helt klart mig selv og mine egne forventninger, jeg skal tale med. Ikke min chefer. Jeg elsker at køre derudaf, men man kan ikke arbejde 100% hele tiden, uanset om man har børn eller ej.” 

Tekst Julie Teglhus

Foto Andrea Smidt og private

Meet’n’greet

Anne Sofie Dejgaard, 39, arbejder til daglig som Head of Brand Experiences Globally i Patrikssons Group. Hun bor på Østerbro med sin kæreste, Benjamin Gardner, og sønnen Carlo på 2 år. Lillebror, Charlie, kom til verden i starten af juni.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *