En oktoberdag i 2020 får Emily Salomon overleveret den hjerteskærende besked om, at hendes 1-årige søn Kurt har en knude i maven. Den efterfølgende måned er præget af frygt og uvished, mens Kurt bliver udredt på børnekræftafdelingen. Her fortæller Emily om lysten til at få flere børn i kølvandet på Kurts sygdom, om to vidt forskellige graviditeter og om den altoverskyggende taknemmelighed for at hendes søn er rask

I juni 2020 køber Emily og hendes mand Nikolaj hus i Hornbæk. De er begge født og opvokset i København, og Emily har aldrig haft en stor drøm om at få hus og have. Men skæbnen ville, at deres drømmehus i Hornbæk, der ligger 45 minutter fra København, pludselig bliver sat til salg.

“Det var slet ikke meningen, at vi skulle købe på det tidspunkt. Det hele var ret impulsivt og tilfældigt, men vi blev vilde med det og følte os meget heldige, da handlen gik igennem.”

4 måneder senere opdager Emily en knude i maven på deres lille søn, Kurt.

“I skal tage ind på børnekræftafdelingen med det samme”

Vi skal tilbage til oktober 2020, og Kurt er 1 år gammel. Han er faldet ud af sengen.

“Det er midt om natten, og han græder. Alle, der har oplevet det, ved, hvor frygteligt det er, og man bliver så bekymret. I hvert fald som førstegangsmor.”

“Næste morgen er jeg derfor ekstra obs, da jeg pusler ham. Og dér mærker jeg noget hårdt i hans mave. Min første tanke er, at det kan være en indre blødning efter faldet.”

En lægevikar afviser Emilys bekymring. Men hendes mavefornemmelse er fortsat dårlig, og da hendes egen læge nogle dage senere ser på Kurt, sender hun ham hurtigt til ultralydsscanning. På scanningsklinikken ser scanningslægen helt forkert ud i hovedet, da han kigger på billederne.

“Jeg er gået væk fra tanken om, at det kan være indre blødninger, og nu cirkulerer mine tanker kun omkring, at han har spist eller andet, som nu sidder fast i hans tarm. Jeg bliver ved med at spørge: “Jamen, sidder der noget?” Jeg er underligt lettet, da han afviser det. I bagklogskabens lys er det helt skørt.”

“Kort tid efter ringer min egen læge og er meget berørt. Hun fortæller, at Kurt har noget, der ligner en stor knude inde i maven og nævner kræftformen Wilms’ Tumor (sjælden form for kræft i nyren hos børn i alderen 1-5 år, red.). Vi skal tage ind på børnekræftafdelingen på Rigshospitalet med det samme. Jeg var stadigvæk underligt lettet over, at han ikke havde slugt noget.”

Det viser sig at blive starten på et langt udredningsforløb.

“Vi får i første omgang at vide, at området er på størrelse med en grapefrugt. Det er jo meget stort på en 1-årig dreng, og jeg følte stor skyld og skam over ikke at have opdaget det før. Jeg var ekstremt ked af det og bange, men også i overlevelsesmode. Jeg har også tænkt på forældre, hvis børn går igennem langt værre forløb – hvordan gør man? Første gang jeg så Kurt i en hospitalsseng, var jeg helt bogstaveligt ved at falde fra hinanden. Men jeg fandt ud af, at jeg var langt stærkere, end jeg troede. Jeg kunne holde til ret meget. Fordi jeg skulle.”

På trods af flere scanninger kan lægerne fortsat ikke finde ud af, hvad det er, Kurt har i maven.

“Det holder frygten i live. Ventetiden er forfærdelig.”

Den forestående indflytning i huset, som Emily og hendes mand overtager i maj 2021, bliver en billedliggørelse af det værst tænkelige scenarie. For pludselig ved de ikke, om Kurt er der til den tid.

“Hvad gør vi, hvis han ikke er her til næste år? Vi kan ikke flytte ind i det hus uden ham. Dér, allerførst i forløbet med kræftdiagnoser hængende over hovedet, frygter vi det værste og er så bange for at miste vores lille dreng. Et tab, der på mærkelig vis bliver levendegjort og endnu mere skræmmende og håndgribeligt, når vi tænker på konkrete fremtidsplaner såsom indflytningen i vores nye hus.”

“Vi fik helt utrolig hjælp og omsorg fra venner og familie i den periode. Vi fik de smukkeste buketter, men også frikadeller, måltids- og hyggekasser, take-away, vin, hjemmebagte boller og meget. Aflastning til stort og småt. Tøjvask, rengøring, arbejde, lege og hygge med Kurt. Og os. Jeg er så taknemmelig for, at vores nærmeste ikke bare tilbød deres hjælp, men også gjorde helt konkrete ting, for det kan være svært selv at vide og udspecificere, hvad man egentlig har brug for i sådan en krise.”

Podcast

Vores panel snakker om at være mor til et barn, der har været syg med kræft

Knuden er godartet

Kurt bliver i løbet af en måned lagt i fuld narkose fire gange i forbindelse med scanninger, biopsi og operation.

“Det er voldsomt at holde sit lille barn, mens han bliver lagt til at sove ved hjælp af en maske, der bliver holdt hen over munden på ham for bagefter at skulle efterlade ham. Nikolaj og jeg skiftedes til at bryde sammen de gange, han var i fuld narkose.”

Efter biopsien tør lægerne godt sige, at de ikke tror, at knuden er ondartet, selvom de stadigvæk ikke kan give et klart svar. Knuden presser også Kurts milt og hans ene nyre, ligesom hans ene lunge kun har halv kapacitet, fordi den er klappet sammen. Han skal derfor opereres. Emily bliver af familie og venner mødt med en lettelse og glæde over, at tumoren er godartet. Som om, at alt så er godt.

“Det er selvfølgelig forståeligt, at folk glædede sig over, at det ikke var kræft. Men godartede tumorer kan være meget farlige. Vi så andre på børnekræftafdelingen med godartede tumorer, som fik kemo og intensiv behandling. Det var stadigvæk alvorligt, men jeg kunne jo ikke uddanne folk i godartede og ondartede tumorer.”

“Ugen efter operationen var meget hård for Kurt. Han var meget dårlig, fordi maven stod stille, han kastede op hele tiden og fik sonde for at kunne få galdesyre op. På det tidspunkt havde han på meget kort tid været igennem så meget ubehageligt, at jeg nærmest ikke engang kunne give ham en Panodil stikpille. Jeg kunne ikke være ond mod ham længere. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg syntes, det var så synd for ham, at han konstant blev udsat for overgreb på den ene eller anden måde.”

Både Nikolaj og Emily er på hospitalet og sover med Kurt, når han er indlagt, selvom coronasituationen egentlig kun tillader én forælder.

“Der var ingen besøg, og det var ikke sjovt. Vi var bare i en bobbel af to bekymrede forældre og et lille, sygt barn. Men den voldsomme tid gjorde mit og Nikolajs forhold stærkere. Det knyttede os endnu mere sammen. Den der viden og følelse af, at han forstår og forstod det 100% og har det på samme måde, finder jeg ikke i et andet menneske.”

Først efter operationen kan lægerne stille en endelig diagnose.

“Det viser sig at være en meget sjælden, godartet tumor, som primært består af fedt. Der er ingen kræftceller i den, og den er formentlig vokset meget hurtigt. Det er dens størrelse, der gjorde den farlig.”

Fordi Kurts knude i maven er så sjælden, kan lægerne ikke med sikkerhed udelukke, at den kommer igen. Men risikoen er meget lille. Hver 3. måned skal han derfor kontrolscannes, indtil han fylder 6 år. Kurts sygdomsperiode efterlader Emily med en stor taknemmelighed og ydmyghed, som her halvandet år efter stadigvæk er altoverskyggende.

“Jeg kan sidde og kigge på, at han spiser en bolle, eller at han får en nedsmeltning og tænke “Tak for at du er her, hvor ER vi heldige og hvor er jeg glad”.

“Vi må lave nogle flere børn”

I den måned, hvor Emily og hendes mand gennemlever deres livs værste mareridt, hvor de ikke ved, hvad deres lille dreng fejler, hvordan og om han bliver rask, ser de mange forældrepar på børnekræftafdelingen med en baby i barnevognen, og mange er gravide.

“Jeg tænkte, hvordan de dog havde overskud til at sætte flere børn i verden. Men jeg forstår godt driften. Det er et tveægget sværd. Man har oplevet, at det dyrebareste man har, kan forsvinde. På en eller anden måde tør man slet ikke få flere børn. Men helt urinstinktsagtigt fik jeg det sådan “Så må jeg jo lave nogle flere.” Det lyder forkert, når jeg siger det. Men jeg tror, det er en coping strategi. Det at opleve Kurt være så syg, øgede faktisk min lyst til at få flere børn. Jeg kan ikke se det gode argument i det, men det var sådan, jeg havde det.”

I dag er Emily højgravid, og Kurt får i løbet af marts en lillebror.

To vidt forskellige graviditeter

2,5 år, et inseminationsforsøg, en spontan abort og en omfattende livsstilsændring krævede det, før Emily og hendes mand blev naturligt gravide med Kurt. Anderledes skulle det gå denne gang.

“Jeg ammede Kurt i meget lang tid, og min cyklus vendte først tilbage, da han var 15 måneder. Og så blev jeg gravid. Uden at have gjort noget særligt for at blive det. Det gik chok-agtigt nemt.”

“Med Kurt var jeg ikke særligt god til at blive gravid, men jeg var virkelig god til at være det. Denne gang har det været omvendt. Jeg har haft dødskvalme døgnet rundt i 6 måneder. Jeg kunne ikke åbne køleskabet, jeg kunne ikke lave mad, jeg kunne ikke være i haven, fordi duften af blomsterbusken var for kraftig. Det har fyldt alt. Man kan ikke forstå det, hvis ikke man har prøvet det. Allerede nu kan jeg næsten ikke huske, hvor slemt det var. Men det var fuldstændigt invaliderende.”

Læs også

Emily Salomon – “Lysten til flere børn blev forstærket efter Kurts sygdom”

“Samtidig har jeg været smådeprimeret, hvilket har været skamfuldt, og jeg er først begyndt at tale om det, efter det er gået over. Følelsen af tristhed blev forstærket af, at jeg burde være glad. Normalt er jeg glad for at stå op om morgenen, men der har ligget en dyne henover mit humør. Ekstrem kvalme og hormonpåvirkning var formentlig synderne.”

“Efter kvalmen aftog, kom halsbranden. Da jeg er i uge 34 og endelig tager mig sammen til at gå til lægen for at få medicin mod det, får jeg i forbifarten nævnt, at mine fodsåler og håndflader klør. Det viser sig, at jeg også har leverbetinget graviditetskløe. Som min svigermor sagde i kærlighed: “Du har virkelig fået lov til at mærke, at du er gravid denne gang, hva.’””

“Leverbetinget graviditetskløe er et symptom på, at leveren ikke afgifter optimalt. Kløen kommer indefra. Og det er ikke ufarligt for baby, som også får disse giftstoffer. Jeg får levermedicin, som er med til at sikre, at mine tal ikke stiger til et niveau, der er farligt. Jeg bliver tjekket ugentligt, og så råder de mig til ikke at gå længere end til 40+0. Jeg håber at gå i gang af mig selv før.”

Emily havde en drøm om at føde hjemme, men hjemmefødslen er nu parkeret, da der er stor sandsynlighed for, at det bliver en igangsættelse. 

“Jeg var så heldig at have en virkelig god fødsel med Kurt, og nu gik der lidt sportspræstation i den for mig. Denne gang skulle være endnu federe. Men det væsentligste er, at der kommer en sund og rask baby ud. Det har jeg måttet sige til mig selv. Vi gør, som de anbefaler.”

På egen krop har Emily nu oplevet, hvor forskellige graviditeter kan være. Og hun beskriver det som en lektie i livet.

“Det er fascinerende og sjovt, at kroppen kan opføre sig så forskelligt, og man bør have en åbenhed over for det i forhold til graviditeter og fødsler.”

Mere ro, mere natur, mindre takeaway

I maj sidste år kunne familien endelig flytte ind i deres hus. Men for et stenbrosbarn som Emily, har det krævet en del omstilling at flytte fra København til en by med kun 5000 indbyggere.

“Noget så dumt som take-away savner jeg helt vildt. Her er det altid hurtigere at købe noget og lave det selv, fordi man skal til Helsingør efter take-away.”

“Jeg er i København to gange om ugen og kan lægge mine møder, så jeg undgår myldretiden. Og Nicolaj behøver heller ikke være på kontoret hver dag. Vi ville have svært ved at få det til at gå op, hvis vi begge pendlede hver dag.”

I dag er livet noget andet. Og selvom det ikke var kærlighed ved første blik for Emily, er roen og naturen vokset på hende.

“I begyndelsen tænkte jeg, at jeg måske burde være mere oppe at køre over det. Men der var et kæmpe savn efter byen. De veninder, jeg har heroppe, og som også er tilflyttere, fortalte, at det tog dem 2 år at falde til. At man skal give det tid, hvis man synes, at roen, haven og havet er det værd. De havde ret. Jeg begynder at føle det som mit hjem nu. Som lejlighedsbarn kan jeg nu se, at det her liv kan noget andet, og som jeg godt kan lide, at mine børn skal vokse op i.”

“Det at flytte var en sejr. Fordi Kurt var med og havde det godt. Det gjorde den overvældende taknemmelighed endnu større. Jeg følte mig og føler mig så utroligt heldig. Og endnu mere nu med lillebror på vej.”

Tekst Julie Teglhus. Foto Sissel Abel