Caroline Lilja – Om at blive mor med ADHD som følgesvend

Hvordan er det at blive mor, når man samtidig har diagnosen ADHD? Bliv inviteret indenfor i Caroline Liljas verden, der er præget af et kaostisk hjerte og en hjerne, der er som en 13-sporet motorvej. Men heldigvis også et sjette gear, der giver ekstra kræfter til at gøre ting på trods 

Jeg blev diagnosticeret med ADHD som 17-årig. ADHD’en var der vel og mærke i forvejen, men etiketten fik jeg først der. Diagnosen var på mange måder en lettelse, og pludselig gav en lang række ting mening. Både for mig selv og for mine omgivelser. Men samtidig tog det tid at forstå, at intet var forandret. Jeg begyndte at få medicin, jeg skulle opfinde mig selv på ny. Hverken diagnosen eller medicinen var et quick fix. Når medicinen var reguleret rigtigt, har den givet mig ro i lange perioder. Men jeg skulle mange præparater igennem, inden jeg oplevede den ønskede effekt. 

ADHD er en lumsk diagnose, som let kan forveksles med dovenskab eller endnu værre: mangel på intelligens. I ren og skær hidsighed over en artikel om ADHD i B.T. gik jeg op til en af landets førende psykiatere indenfor ADHD og fik ham til, at undersøge min IQ. Den fejlede ikke noget. Tværtimod, viste det sig.  

Min historie om mit liv som mor til to – med ADHD som følgesvend – er ikke en beretning om at være ude på den anden side. Min mentale tilstand er kronisk, og jeg får ikke en happy ending. Min happy ending er, at jeg hver dag skal fortælle mig selv, at jeg gør det godt nok og vide, at ADHD’en er en del af mig, og at ”vi” er uadskillelige og ikke kan identificeres hver for sig. 

Jeg har nok altid haft lidt en kombination af mindreværd og storhedsvanvid. Og den perfekte dosering af disse ingredienser har været hjælpsomt. Jeg har insisteret på at få et godt liv. Jeg ville lykkes. Og med lykkes mener jeg, at blive lykkelig.

Det tog mange år. Og det har været svært og kompliceret at finde en plads i verden til mig selv. Bedst som jeg havde fået studenterhuen på og lært at binde mine egne sko, skulle jeg til at være mor. Sådan føltes det i hvert fald.  

Jeg blev gravid som 25-årig med Anton. Min kæreste Alexander er 13 år ældre end mig og på det tidspunkt, hvor vi mødte hinanden, virkede aldersforskellen for stor for mig. Jeg var ikke klar til at slå mig ned. Der var alt for meget, jeg ikke havde prøvet endnu. Men efter en del år, blev jeg langt om længe afklaret og gav mig hen til livet sammen med Alexander. Jeg kunne mærke værdien i at være i forhold, hvor jeg fik lov til at være mig selv. Uden at blive skældt ud for alt det, jeg godt vidste, jeg ikke kunne. Han så mig med alle mine fejl og mangler og syntes, at jeg var fantastisk alligevel. Der var kun kærlighed imellem os, og jeg har aldrig følt mig så elsket. Endelig var jeg blevet voksen – troede jeg.  

Jeg har altid stukket ud. Måske ikke med mit udseende – der ligner jeg enhver anden pige fra Hellerup med langt lyst hår og buskede øjenbryn. Men indeni har jeg været nødsaget til at acceptere, at min hjerne fungerer anderledes end gennemsnittets. Grundlæggende har jeg et helt overdrevent energiniveau til visse ting, og omvendt kan jeg fuldstændig miste initiativ og overblik over en lang række andre ting. Så mit livs største spørgsmål og udfordring er: Hvordan bruger jeg mit såkaldte sjette gear til noget konstruktivt? Langt hen af vejen ved jeg det godt, men det er ikke altid, det er lykkedes. 

Som yngre opfattede jeg det at gå sine egne veje som værende et nederlag. F.eks. da jeg droppede ud af gymnasiet 3 måneder inden afgangsprøven, fordi jeg havde så meget både fysisk og skriftligt fravær, og stod på sidelinjen, da alle mine veninder og daværende kæreste fik huen på og så med misundelse på deres smil. Det smil, som kun optræder én gang i livet, nemlig når man er 18 år og lige er blevet student. Jeg skældte mig selv meget ud de dage, hvor studenterfesterne stod på. Jeg var selvfølgelig med til dem alle sammen, for jeg var ikke moden nok til at se, hvor meget jeg hældte salt i mit eget sår. Jeg kunne sidde ude på toilettet til en studenterfest og hade mig selv for at have ødelagt det hele, selvom det senere skulle vise sig at være en klog beslutning at begyndte på HF i stedet. 

Læs også

Caroline Fleming – Baronessen flytter hjem

Det samme skete, da jeg blev mor. Det var der ikke mange på 26 år, der blev. Ikke i min omgangskreds, i hvert fald. Livet som mor har vist et helt nyt og om muligt endnu mere skingert følelsesregister end det, jeg kendte i forvejen. Så velkommen til vanviddet.  

Min første fødsel gik planmæssigt. Det var en lang fødsel, og det gjorde mere ondt, end jeg i mine mest destruktive dagdrømme havde forestillet mig. Jeg havde ingen særlig kontakt til min indre urkvinde, så jeg takkede pænt nej til badekar, røgelse og myrraskær eller hvad de ellers tilbyder. Jeg bad om en epiduralblokade i det øjeblik, jeg nåede skranken på fødegangen. Jeg havde intet ønske om at overvinde mig selv eller fortælle nogen, hvor flot og naturligt min krop havde præsteret. Jeg tvivlede ikke et sekund på, at min krop og jeg nok skulle have klaret strabadserne i vildmarken, men ikke om jeg gad at lege vildmark, når jeg kunne undgå det.  

Jeg ønskede mig inderligt en jordemoder på mindst 50 år med knold og med et lidt større korpus end gennemsnittet. Jeg forestillede mig, at hun skulle tage hårdt fat i mit lår og sige noget i retningen af: “Kom mine pige – det her klarer vi sammen”. Men i stedet kom der en lille pige ind på fødestuen med små bitte hænder og skinger stemme. Jeg vidste med det samme, at hun ikke kunne rumme mig. Og jeg kunne slet ikke rumme hende. Min ellers ret høflige, nærmest grænsende til konfliktsky, kæreste skaffede os lynhurtigt en ældre og bundsolid jordemoder, som med sin rolige guidende stemme fik lille Anton til verdenen.

Folk har virkelig grint, når de har hørt om min angst for en ung lille jordemoder med små hænder. Men set i bagspejlet er det let at gennemskue, hvad jeg prøvede at sige. Jeg ville have, at der skulle være en voksen til stede. En som tog ansvaret for situationen. For selvom min kæreste er læge, er han jo mest far, når hans egne børn skal til verden. Og jeg følte mig ikke spor voksen. Jeg tror, det med ikke at føle sig voksen hænger sammen med, at det typisk er børn, som ikke kan kontrollere deres følelser og i det hele taget ikke kan “tage sig sammen”. Det kan jeg selvfølgelig godt, men det er en evig kamp for mig at tøjle følelserne og sætte mine tanker i de rigtige kasser, så alting ikke kører for hurtigt.  

Da helt blodige og slimede Anton endelig kom til verden efter 11 stive timer var det vidunderligt. Jeg havde ikke en følelse af at møde mig selv i en ravfarvet verden eller at hele den menneskelige eksistens med ét var blevet indkapslet. Det var nærmere en ubeskrivelig følelse af, at verden var forandret for altid. På godt og ondt.  

Grundet min ADHD-diagnose var jeg blevet tilbudt at komme på deres afsnit for ”sårbare gravide”. Jeg var skeptisk – nærmest bange for -at blive sårbar i det øjeblik, vi trillede ned af de hvide gange mod deres sårbare afdeling. 

Efter et par timer bankede det på døren, og en sygeplejerske kom ind og fortalte mig, at en meget ung og ulykkelig mor ville overtage den tomme seng ved siden af mig. “Hun kan da umuligt være yngre end mig,” mumlede jeg og fik hurtigt fortalt sygeplejersken, at jeg gerne ville overflyttes til patienthotellet. Jeg ville væk. Jeg var bange for at blive trukket med ned. Ned i den gryde sammen med dem, som ikke kunne tage vare på en skid. Samtidig ville jeg heller ikke hjem. På patienthotellet bankede virkeligheden på, og det skete på en helt anden måde, end jeg havde hørt andre beskrive.  

Folk, jeg kendte, var angste for, at babyen ville græde, eller amningen ikke skulle fungere. Jeg skænkede det ikke en tanke. Jeg havde en fuld og nærmest naiv tillid til, at jeg ville have kræfterne til at klare alt med den baby. Jeg ville sågar kunne klare det alene. Det stod værre til med mig selv. Jeg var så overvældet. Ikke kun af glæde, men af alle følelserne som rammer en, når man bliver mor. 

Jeg var bange for at miste Alexander. Eller rettere; miste den boble, som ham og jeg havde befundet os i indtil nu. Vi havde kendt hinanden længe, men ikke været kærester ret længe, da jeg blev gravid, og i virkeligheden burde vi måske have forblevet i den boble lidt længere, inden vi åbnede børneballet. Men vi var forelskede, og hvad er mere bekræftende end at forsegle sin kærlighed et barn? “Intet,” sagde nyforelskede og impulstyrede Caroline.  

Jeg husker tydeligt, hvordan Anton lå i sin lift imellem os den første nat på patienthotellet. Han var så yndig. Det fineste mørke hår og en knaldrød trutmund, ligesom min egen. Han var nem at elske, og jeg aede ham over panden, imens jeg tænkte for mig selv, at han var verdens sødeste baby. Alexander holdt ham i hånden hele den første nat, og jeg lå med ryggen til dem begge og følte mig fuldkommen tom og gennemsigtig.  

Følelserne var for store, og jeg var mange timer bagud på søvn. Så hvis du – ligesom jeg – er en, som mærker alting stærkt, så kan du måske forestille dig, hvordan den første nat som mor kan føles. Som barn kunne jeg gruble i dagevis over, hvordan en spejderlejr skulle forløbe. Nu var jeg blevet mor. Både fantastisk og traumatisk for en adrenalinjæger som mig. Det vilde ved det her var bare, at det ikke stoppede. Suset blev ved, og det var som en mellemgod brandert, som aldrig stoppede. Jeg kunne ikke sove den ud eller gå den i møde. Mit indre føltes som en tørretumbler, som arbejdede døgnet rundt. Primært i centrifugeringsprogrammet. 

Læs også

Annika Zobel Agerled – Om fødselsangst og graviditetsbryster

Den overvældende følelse blev ved og ved på en måde, jeg ikke har prøvet hverken før eller siden. Følelseslavinen strømmede ind over mig, og jeg drømte nat efter nat, at jeg ville snuble og tabe Anton ud over rækværket på patienthotellet. Jeg gik med vuggen langs væggen og stirrede stift ud i luften hver gang, vi bevægede os på gangene. Alt handlede om Anton. Hans vægt, hørerscreening, hælprøve og halleluja. Jeg havde bare lyst til at græde. Al den omsorg, jeg selv havde fået, imens han var i min mave var nu forsvundet som dug for solen. Jeg stod bagest i køen. Nu var der virkelig ingen kære mor – nu var det mig, som var den kære mor.

Jeg kunne som altid ikke sætte ord på, hvad jeg havde brug for, så jeg blev bare vred. Mit følelsesliv har indefra været ganske nuanceret, men udefra kendte mine omgivelser primært ét ansigt – det vrede. Det eksplosive. I de her dage startede der en sort motor af destruktive tanker. Jeg råbte og skreg af Alexander i flere dage, fordi jeg følte mig glemt og overset. Som om jeg var ved at drukne i et flammehav af hormoner, som jeg aldrig havde prøvet før. Efter præcis to uger lettede tågen og hormondynen – som ingen i øvrigt havde nævnt. Jeg havde selvfølgelig hørt, at man kunne forvente et mindre meltdown på den berømte 3. dag, men intet af den kaliber, jeg oplevede. Alt blev pludselig lysere.  

Hele herligheden gentog sig selvfølgelig med vores barn nummer to. Det er klart. Jeg blev præcis lige så skør umiddelbart efter at have født Hannibal. Ofte skal jeg mærke den samme følelse et utal af gange for at lagre den og arbejde konstruktivt med den næste gang, jeg mærker den. Hvis vi en dag skulle få barn nummer tre, er jeg ikke i tvivl om, at den samme følelse vil ramme mig, men fordi jeg er er så bevidst om hvad hormoner gør ved mig, vil jeg gøre alt for at holde fast i min forstand og ikke forsvinde i en følelsesmaskine.  

Vores dagligdag med børn er nok som de fleste andres. Plus det løse og mine fire bogstaver, som i perioder ånder mig i nakken, som i forvejen er svedig af stress. Der skal vaskes tøj, købes ind, hentes og bringes børn i ét væk. Når jeg hører om nogen, som jeg ikke vurderer som værende bomstærke, tænker jeg åh gud, når jeg hører de skal have børn. Og da jeg ikke er ansat som sandhedskonsulent i andres liv (det var jeg tidligere, men blev fyret af venner og familie), nøjes jeg med at tænke det. Men pyha, hvor jeg er glad for min stabile voksne kæreste, som alle dage har været en klippe. Jeg fortæller ham selvfølgelig med jævne mellemrum en masse mindre pæne ting, men det er, når min hjerne brænder sammen og alt går i sort. 

Forældreskabet er uden sammenligning den mest intense følelsesruchebane, jeg i mit liv har været på. Og den stopper bare ikke. Så sent som i sidste uge ringede de fra vuggestuen og skældte ud over, at Anton ikke havde noget skiftetøj liggende. I morges var der ikke flere havregryn, så fik drengene pandekager til morgenmad. Jeg halser konstant efter. Jeg har lige vasket en hel maskine med uld, som har hobet sig op i over et år. Ofte når jeg kun det allermest presserende, og det indebærer ikke nødvendigvis, at jeg kommer i bad. Der er masser af dage, hvor jeg vitterligt ligner en posedame, som vandrer op og ned af Gothersgade. Selvfølgelig med min Bugaboovogn og store solbriller og B&O headphones ligesom jer andre, men hvis I kommer tæt nok på, vil I se, at mine børn ikke leger med en ferskenfarvet rangle eller et økologisk tog fremstillet i træ. Deres dyne er formegentlig fyldt med kaffepletter, og Hannibal leger med noget, jeg har fundet på bunden af min taske.

Shop

HONEY Body Oil • Nourishing & softening

340 kr

Ensom bliver jeg dog aldrig. Jeg er udpræget nysgerrig på mennesker, og jeg snakker dagligt med folk, jeg møder på gaden. Jeg er en magnet for ordentlige, tilpassede og høflige mennesker. Sådan er både mine veninder og mine kærester. De har åbenbart brug for en modpol i ligeså høj grad som mig selv.   hvad så? Og hvad fucking så.  

Jeg har brugt de fleste af mine ungdomsår på at lære at jonglere med mine egne bolde. Såsom skole, venskaber, kærester, nederlag, kaos, gymnasieliv og uddannelse i det hele taget. Mit selvværd har altid båret præg af, at jeg følte mig som en computer med en uhelbredelig virus, som vores forældre kæmpede med på deres stationære computere i slutningen af 90’erne.

På nogle punkter har livet haft mere kontrol over mig, end jeg har haft over livet, og ironisk nok ved jeg ikke længere, om jeg ønsker dette anderledes. Jeg har fået så mange gaver af livet, når jeg bare er flydt med strømmen og har givet slip med neglene.  

Vi skal stoppe med at skælde os selv ud. Hele tiden og hver dag, over selv de mindste ting. Det nedbryder os. Og det ved jeg, for jeg har været der nærmest hele mit liv. Jeg arbejder hver dag på at rose mig selv for alt, hvad jeg lykkes med. Selv de gange, hvor det lykkes mig at opretholde den gode tone til mig selv et par dage træk, er det som at fjerne en haveflise fra min brystkasse. Det er en slags after math, som vi først gennemskuer, når vi har været mødre i lidt tid. Alt tager tid. Især for os med store følelser og en hjerne, som 16 timer i døgnet føles som en 13-sporet motorvej.  

I skrivende stund roser jeg mig selv. Roser mig selv for at have struktureret, at denne artikel blev færdig. Næsten til tiden. Roser mig selv for, at jeg formåede at rydde op i køkkenet samtidig. Lister ind og kigger på sovende Hannibal og hører Antons smittende latter igennem døren fra stuen. Takker for, at min kæreste har taget sig af vores drenge hele aftenen og minder mig selv om at komme ordentligt tid i seng. Jeg starter nemlig forfra klokken 06 i morgen.