I denne artikelserie om at sende sin teenager godt afsted på festival møder vi tre forskellige kvinder ude på Roskilde Festival. Her deler Stinne minderne fra sin egen første Roskilde i 2000 med Pearl Jam ulykken og lunken papvin, sine tanker om frihed under ansvar – og fortæller, hvordan hun holder kontakten med sin datter via Snapchat, uden at blande sig for meget.

Hvornår var du selv første gang på Roskilde Festival, og hvad husker du bedst fra dengang?

Jeg var på Roskilde Festival første gang i 2000. Jeg var der med min højskole, fordi vi havde vundet en arkitektkonkurrence og skulle udsmykke forskellige dele af festivalen med møbler, lamper, drikkefontæner og alt muligt i den dur (jeg lavede siddemøbler til Elektronisk Scene, som det hed dengang, og havde fået fat i 10 giga runde halmballer og syet rødt betræk til dem af lastvognspresenning). Derfor var vi der en uge før festivalen gik rigtigt i gang. Vi boede i medarbejdercamping, der dengang lå inde ved siden af Orange Scene, så vi lå ikke ude i “det vilde” camping. Det var en lang fest med lunken papvin.

Det, jeg husker bedst, var en af de musikoplevelser, som man ikke ved, man skal have; vi gik forbi Rufus Wainwrights koncert i det øjeblik han spillede Leonard Cohens Hallelujah – og det var SÅ SMUKT, at tiden stod stille. Det var dog Pearl Jam, som jeg var vildest med at skulle se. Så vild, at jeg ikke kunne styre min begejstring og blev alt for fuld før koncerten. Vi kom for sent hen til Orange og endte med at stå heeeelt nede bagved, selvom vi i mange dage havde planlagt, hvordan vi skulle stå oppe foran, så vi kunne være tæt på Eddie Vedder. Det var godt, at jeg blev så fuld og ikke stod længere fremme, hvor trykket fra menneskemængden jo fik fatale konsekvenser. Jeg kan ærlig talt ikke huske mange øjeblikke fra koncerten – kun da musikken stoppede, og jeg til sidst besluttede at vakle hjem til teltet. Først næste morgen gik alvoren op for mig.

Jeg har efterfølgende været på Roskilde 6-7 gange, men altid i forbindelse med arbejde, og kun med overnatning i medarbejderområder, og ordnede forhold.

Er der noget ved dine egne minder derfra, som dukker op, når du tænker på, at din datter skal afsted?

Jeg glæder mig over, at hun skal ud og have de der koncertoplevelser, der sætter sig i hukommelsen. Et er at se sine yndlingskunstnere; et andet er jo stemningen, som er noget helt særligt efter fire dage i det samme tøj og med fremmede mennesker med samme energi omkring sig. Oplevelserne med at blive væk fra hinanden i mængderne kommer hun jo ikke til at opleve med mobilen i lommen. Jeg havde ikke mobil med på Roskilde i 2000…

Shop Summer Tee x Face Sunscreen 480 kr

Hvad er dit barns set-up på festivalen?

Vigga er frivillig og har selv fundet sit job. Det gjorde hun tilbage i efteråret. Jeg ved faktisk ikke, hvordan hun har fundet det, men hun (og hendes veninde) har selv stået for al tilmelding, clearing, godkendelser, planlægning og den slags. Jeg har bare skrevet under på en forældreerklæring. De camper i frivilligområdet og har fri adgang til jobbets faciliteter og hangout. Det er meget betryggende. Hun har været der siden søndag, så det ender med at blive en hel uge. De har fire otte-timers vagter, hvor de sorterer pant – og hygger sig. En loppetjans for fuld adgang til hele festivalen.

Har du nogle særlige bekymringer?

Mine to største bekymringer er, om hun kan holde varmen – særligt om natten. Nu startede festivalen jo ud i ekstrem varme, og tasken blev pakket derefter. Derfor har jeg også været ude med ekstra tøj. Men det er mest min egen bekymring (jeg hader at fryse), og Vigga har bedt mig stoppe med at pylre – hun har styr på det (selvfølgelig). Anden bekymring går på, at nogen gør noget, hun ikke kan kontrollere, putter noget i hendes drink, opfører sig på en måde over for hende, som hun har svært ved at håndtere – ja, at der sker hende noget. Det er en generel bekymring, jeg har, men når koncentrationen af fulde mennesker er så høj, som den er på en festival, så ulmer det lidt mere i mig. Jeg deler min bekymring med hende – det tror jeg er bedst for alle parter. Så vi har talt meget om det, inden hun tog afsted.

Læs også

Aska Ono om at sende sin teenagedatter på sin første festival

Hvad har I gjort for at forberede jer sammen, inden festivalen?

Hun fik et Loop-headset i julegave, som jeg gerne vil have, at hun bruger til koncerterne. Og det tror jeg, at hun gør. Hun har selv pakket – og selv kommet alle mine gode pakkeideer i forkøbet. Hun og veninden lavede en telttest, så de havde helt styr på teltsituationen, og jeg har købt luftmadrasser til dem.

Har I talt om alkohol, grænser eller “hvad gør du hvis…”-scenarier?

Vi har talt meget om det. Hun har selv sagt, at de ikke vil være “vildt stive”, og det stoler jeg på. Vi kører frihed under ansvar i vores opdragelse, og det har hun levet op til.

Jeg har dog et krav til dem, og det har jeg faktisk uanset, hvor de er til fest, og det er, at de aldrig efterlader hinanden alene. De skal følges eller på anden måde altid være sammen med nogen, de kender. Særligt hvis de drikker. De har fået alkohol af os forældre, så vi har en idé om omfanget. De kommer nok også til at drikke mere end det, de har fået med, men jeg stoler på dem, når de siger, at de ikke vil være (vildt) fulde.

Hvor meget har du hjulpet hende med pakning, indkøb og kørsel?

Jeg har kørt dem til festivalen to gange. Første gang lørdag, hvor de satte telt op og hilste på Pantboden og lige rekognoscerede området, hvorefter de tog hjem til København igen. Fordi det var 37 grader, og de skulle ikke på arbejde. Og det var vist godt, for det blev jo sindssygt vejr med regn og torden om natten. Og så kørte jeg dem derud igen søndag morgen, hvor de så brugte formiddagen på at tømme teltet for vand og hænge tøj til tørre. Lørdag bliver telt og tasker og sovegrej hentet, så de ikke skal bøvle med det søndag og bare kan tage hjem til København om natten (sammen med resten af festivalen… jeg kommer IKKE til at hente dem).

Har I lavet konkrete aftaler om at tjekke ind undervejs?

Tjekind foregår via Snapchat. Hun skal sende en status ind imellem – det behøver ikke være noget særligt, bare et livstegn – og så skal hun snappe, når hun er kommet hjem i teltet og ligger i soveposen. Hun er sammen med sin bedste veninde, og hendes forældre er på festivalen som gæster en af dagene. Min egen søster er også på pladsen. Pantbodens ledelse er også gode go-to’s, så jeg ved, at der er nogen tæt på, hvis noget skulle gå helt galt. Men de to piger er som udgangspunkt på festivalen alene, og det skal de også opleve, så alle holder sig i baggrunden, indtil der skulle blive behov for noget.

Hvad håber du, at hun kommer hjem med af oplevelse?

En følelse af frihed. At være afsted uden bedrevidende voksne. At planlægge, hvad man vil og hvad man gør, og opleve musik og festival og gak – helt på egne præmisser.

Foto: Angela Djekic