Ida Axholm: “Der er magt i at lære din krops signaler at kende”
Der er magt i at lære din krops signaler at kende og vide præcist, hvor du er i din cyklus. Det siger Ida Axholm, der er molekylær- og medicinalbiolog og til daglig underviser kvinder i fertilitet og naturlig prævention. Her fortæller hun, hvilke cyklustegn du skal holde øje med, hvor du skal starte, hvis du vil smide din hormonprævention, og om hvorfor du dagligt skal kigge i dine trusser
Hvad der sker i vores krop i løbet af en cyklus er for mange kvinder et lige så stort mysterium, som Mars er for astronauter. Men hvis du investerer lidt tid og energi i at lære din krop og dens signaler at kende, får du et unikt landkort over din cyklus. Og med det landkort i hånden, kan du selv i højere grad bestemme, hvordan du undgår at blive gravid – eller bliver det.
Det siger Ida Axholm, der er specialist i cyklus og fertilitet med eget firma, hvor hun hjælper kvinder, der ønsker at smide deres hormonprævention, med at lære deres cyklus og fertilitet at kende. Med i bagagen har Ida Axholm en uddannelse som molekylær- og medicinalbiolog fra Københavns Universitet og RUC, og hun er for nylig blevet certificeret fra USA i den naturlige præventionsmetode.
“Det handler om, hvorvidt man tror på, at kvinder selv kan tage et ansvar, eller om man som samfund mener, at lægen skal tage det ansvar for én. Jeg har fuld tillid til, at kvinder sagtens kan have ansvar over deres egen krop og er i stand til at træffe det valg af prævention, som er rigtigt for den enkelte. Der findes hormonfri prævention, hvor vi ikke behøver at gå ned på sikkerheden. Vi bliver bare ikke præsenteret for det særlig mange steder.”
Ida Axholm pointerer, at naturlig prævention ikke nødvendigvis er for alle, fordi det kræver dagligt commitment og opmærksomhed at tracke sine fertilitetstegn hver eneste dag i cyklussen. Og det kræver mod og nysgerrighed til at turde rykke tættere på sig selv og sit eget udflåd (ja, det skal op fra toiletpapiret og mærkes mellem fingrene). Til gengæld kan indsigt i konsistensen af udflåd blive ens lille GPS for, hvornår ægløsningen sker, om hormonerne er, som de skal være, og meget anden værdifuld viden om os selv og vores krop, som vi har direkte adgang til hver dag.
Viden om din menstruationscyklus er magt
Ida Axholm har selv oplevet, hvordan hendes læge sagde til hende ‘held og lykke med naturlig prævention. Vi ses om tre måneder, når du er blevet gravid’. Men det skete ikke førend, hun selv aktivt brugte sit kendskab til sin cyklus til at blive gravid mere end tre år senere.
“Vi ved aldrig, om det tager 5 minutter eller 5 år at blive gravid. Desværre er det sådan, at der kan gå mange måneder – og for nogle 1-2 år – fra du smider p-pillerne, til din cyklus er tilbage. Derfor kan du med fordel smide din hormonprævention i god tid, inden du ønsker at blive gravid, og bruge tiden til at lære din naturlige cyklus at kende. Det er bl.a. det, som jeg underviser i på mine forløb. Det vil også give kroppen en chance for at få rusten ud af rørene og komme tilbage til en naturlig balance. Det er nemlig et kæmpestort urværk, som skal sættes i gang igen, og som har været slukket i de mange år på for eksempel p-piller eller med hormonspiral.
Når det kommer til vores cyklus, er viden magt, fordi du har en meget større indflydelse over skiftet fra at undgå at blive gravid til hvornår tiden er rigtig for dig til at få et barn. Selvfølgelig er udfordringerne større for nogle kvinder end andre, så det er den store pensel, der bliver malet med her.”
Bliv ven med din cyklus
Hvis du gerne vil lære din cyklus bedre at kende, kan du begynde på dag 1 i din cyklus, som er den første blødningsdag.
“Ikke noget med pletblødning – det skal være den første dag med rigtig blødning, hvor du skal bruge et bind, en tampon eller en kop. Og så kan du også begynde at lægge mærke til, hvor meget du bløder og skrive det ned måned for måned. Mængden af blod siger nemlig noget om, hvordan dine hormoner har det,” forklarer Ida Axholm.
“Hvis du ser din cyklus som et årshjul, er menstruationen den såkaldte ’indre vinter’. Det, vi bløder ud, er den slimhinde, som skulle tage imod et eventuelt befrugtet æg i forrige cyklus. Den skal være rigtig tyk og lækker for, at et æg kan sætte sig fast, så hvis hormonerne har det godt, vil du få et godt flow i din blødning – ikke for meget, ikke for lidt. Det vil sige ikke mere end syv dage, og ikke mindre end tre dage, og der skal i hvert fald være en dag under menstruationen, hvor du kan fylde, hvad der svarer til en halv menstruationskop eller tre-fem bind.”
Kropslig stress udskyder ægløsning
Efter endt blødning går du ind i den fase, som er kroppens ’indre forår’, altså perioden mellem menstruation og ægløsning.
“Det indre forår er rigtig sårbart over for kropslig stress – ikke bare mental stress, men hvis du er blevet opereret, har jetlag eller er på slankekur, så kan denne fase blive forlænget. Længden på dit indre forår bestemmer længden på din cyklus. Kort forår, kort cyklus. Langt forår, lang cyklus. Det vi går og kalder forsinket menstruation er altså altid foråret, der bliver forlænget og dermed ægløsningen, der er forsinket – ikke menstruationen. Det er det, som man virkelig skal være opmærksom på, hvis man vil bruge naturlig prævention til at undgå at blive gravid.”
Ida Axholm beskriver det indre forår meget lig det forår, vi kender fra naturen:
“Det kan føles som en spirende energi, ligesom et lille blomsterfrø, som nu langsomt kigger op fra jorden i potten. Energien er på vej, men du har måske stadig brug for at stå i vindueskarmen, få lidt ekstra næring og sol, inden du bliver plantet ud. Så pas på med at brænde al energien af for tidligt og være ude at drikke rosé med veninderne hver aften, fordi denne spæde energi bliver hurtigt brugt op.”
I denne fase har de fleste et par dage efter menstruationen med det helt almindelige rensende udflåd, som ligner penselstrøg i trusserne. Den type udflåd, som du kender fra, da du var på p-piller. Der er ikke meget vand i udflådet endnu, og det er stadig mere mere tørt i kvaliteten.
“Sædceller kan kun overleve 15-90 minutter i det rensende udflåd, som vi har i det tidlige forår, fordi pH-værdien i det vaginale miljø er meget surt i denne fase. Sædcellerne bliver simpelthen slået ihjel med det samme, og derfor vil det i princippet være sikkert at dyrke sex og vide, at man ikke bliver gravid i denne fase. MEN… man skal huske på og tænke over, at der kommer jo en ægløsning på et tidspunkt, så man skal virkelig have styr på, hvornår udflådet faktisk er tørt – og hvornår der er begyndt at komme livmoderhalsslim. For så snart der er livmoderhalsslim, kan sædcellerne overleve i fem dage inden ægløsningen. Hvis du vil bruge naturlig prævention, så skal du derfor først og fremmest lære at kende forskel på det rensende udflåd og det fertile livmoderhalsslim.”
Ægløsning : Sex mandag – gravid fredag
Livmoderhalsslimen kan ligne alt fra lotion til rå æggehvide, og jo nærmere vi kommer selve ægløsningen, jo mere gennemsigtigt og elastisk bliver slimet. Vi kan blive så meget klogere på os selv ved at se og mærke efter, hvad der sker i trusserne – og så skal vi turde tage det op mellem fingrene og undersøge, om det kan strække sig.
“Når vi har livmoderhalsslim nærmer ægløsningen sig. Når denne væske er tilstede kan sædcellerne overleve i op til fem dage. Man kan altså have sex en mandag og blive gravid en fredag, selvom selve ægget kun lever i 12-24 timer.
Hvis man ønsker en graviditet, er det altså nu, i det vi kalder den indre sommer, at man virkelig skal sætte ind og have en masse sex. Men hvis ens partner har en lav sædkvalitet, så er det en god idé kun at have sex hver anden eller hver tredje dag for at spare en masse sædceller sammen,” siger Ida Axholm.
Udover at tracke sin livmoderhalsslim er et af de bedste fertilitetstegn, vi kan holde øje med, vores kropstemperatur.
“Temperaturen i kroppen ændrer sig, når ægløsningen er overstået, fordi vi her producerer progesteron, hvilket får vores temperatur til at stige. Temperaturen kan stige med op til en halv grad, og hvor meget er forskelligt fra kvinde til kvinde, som et slags fingeraftryk. Det er vigtigt at temperaturen bliver taget på samme tidspunkt hver morgen, så man man måle det lille udsving, der fortæller, at der har været ægløsning. Efter tre dage med højere temperatur, ved vi, at ægget er dødt og borte – det fertile vindue er lukket og nu går vi ind i det indre efterår.”
Punktlig menstruation
Hvor det indre forår kan variere i længde fra cyklus til cyklus, så er det indre efterår altid den samme længde for hver en kvinde, men det kan variere fra kvinde til kvinde.
“Hvis du tracker din ægløsning med livmoderhalsslim og temperatur, så ved du altid præcis, hvornår du kan forvente din menstruation – også når din cyklus er længere end den plejer. Hvis man eksempelvis ved, at ens indre efterår er 12 dage, så ved du, at du har 12 dage, hvor du ikke kan blive gravid. Det er total en sikker periode, og det er jo til ens kæmpe fordel, hvis man bruger naturlig prævention. Jeg vil dog altid anbefale at tælle tre dage efter ægløsning bare for at være sikker på, at ægget både er frigivet fra æggelederen og væk efter de 24 timer,” forklarer Ida Axholm.
Stol på dit udflåd – ikke din cyklus-app
I USA har der for nylig været debat om, at tech-firmaer bag ægløsnings-tracking-apps kan opsamle og høste data om kvinders fertilitet og eventuelt graviditet, som i teorien vil kunne bruges til at retsforfølge dem i sager om ulovlig abort.
Derfor anbefaler Ida Axholm en app som ‘Read Your Body’, hvor dine data forbliver private samtidig med, at der er plads til, at du kan notere, hvor meget du bløder, konsistensen af dit udflåd, temperatur eller ægløsningstest.
“Det er vigtigt, at du bruger en app, der ikke prøver at forudse, hvornår du har ægløsning. Apps er algoritmebaserede – og det er din krop ikke! Derfor kan de ikke forudsige, hvornår du har ægløsning eller i hvilken periode, du er frugtbar. Det kan aldrig forudsiges og det kan endda rykke sig fra cyklus til cyklus, også selv om at man har en meget regelmæssig cyklus”, forklarer Ida Axholm.
Tekst Anna Rolin Foto Andrea Smidt
Meet’n’greet
Ida Axholm er certificeret fertilitetsunderviser og har klinik i eget navn, hvor hun underviser kvinder i fertilitets- og cyklusforståelse. Ida er desuden uddannet molekylær- og medicinalbiolog fra Københavns Universitet og RUC. Læs mere om Idas arbejde på @Idaaxholm eller idaaxholm.dk
Din kommentar
Thank you for the material, it will help me to reveal my creative potential.