Josephine Aarkrogh: “Jeg følte, jeg blev påduttet at få et barn”
Da Josephine Aarkrogh i 2015 tager til den 3-årlige screening for celleforandringer er hun ikke klar over, at der venter hende et smertefuldt behandlingsforløb efterfulgt af en anbefaling om at få børn nu og en henvisning til Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet. Her fortæller hun om følelsen af at blive påtvunget at få et barn, om at få indopereret en cerclage og om denne gang at ønske sig ro til at etablere amningen, når lillesøster kommer til verden
På vej til den 3-årlige rutinemæssige celleprøve tilbage i 2015 er Creative Director hos Elle, Josephine Aarkrogh, lettere irriteret. Det passer hende dårligt at skulle bruge tid på et lægebesøg, når hun – som sædvanlig – har travlt på sit arbejde.
Hun har glemt alt om undersøgelsen, da lægen en uge senere ringer til hende med svar.
“Din prøve har vist atypiske celler, og vi sender dig derfor videre til en gynækolog,” lød beskeden.
“Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var underligt, for det havde jeg slet ikke regnet med. Men det, der fyldte mest, var fortsat, at det passede mig virkelig dårligt at skulle bruge tid på det.”
Josephine får lavet en biopsi hos en gynækolog, og både hun og gynækologen bliver chokerede over svaret. For biopsien viser tegn på slemme celleforandringer, der endda kan karakteriseres som livmoderhalskræft i mild grad.
“Gynækologen laver et keglesnit på mig (en operation, hvor der fjernes et lille stykke af livmoderhalsen med formålet om at fjerne det væv, der indeholder celleforandringerne, red.), men på grund af alvoren af celleforandringerne henviser hun mig samtidig til Rigshospitalet, hvor de er specialister på området.”
Èt keglesnit viser sig ikke at være nok. Celleforandringerne er der fortsat. Josephine ender med at få i alt fire keglesnit.
“Det første keglesnit gjorde ikke så ondt, men efterfølgende blev jeg lagt i fuld narkose, fordi det blev så slemt. Alt gjorde ondt, fordi jeg hele tiden blev undersøgt, testet og skåret i. Det nåede aldrig at hele, før jeg skulle skæres i igen. Selv ved en helt almindelig gynækologisk undersøgelse blødte jeg.”
Da hendes læge i oktober 2016 fortæller hende, at celleforandringerne er helt væk, indleder han samtidig en samtale, som Josephine slet ikke er forberedt på.
“Han gør mig opmærksom på, at man ikke kan vide, om celleforandringerne kommer tilbage. I værste fald kan de sprede sig til livmoderen, og man kan heller ikke blive ved med at fjerne livmoderhals, hvis man skal kunne gennemføre en graviditet. Han anbefaler derfor min kæreste og jeg at få børn snart, hvis det er noget, vi drømmer om.
Min kæreste og jeg havde været sammen i 9 år på det tidspunkt. Vi boede sammen og havde det godt. Intet talte imod, at vi skulle have børn. Men jeg kunne alligevel ikke håndtere beskeden. Jeg blev påduttet at få et barn. Det var overvældende at skulle forholde sig til at få børn nu, når vi slet ikke var nået dertil. Heldigvis var Alexander meget støttende og var helt indforstået med, at det skulle vi selvfølgelig.”
Pludselig er vi i fertilitetsbehandling
Lægen henviser Josephine og Alexander til fertilitetsafdelingen på Rigshospitalet. Hans argument er, at det vil være forfærdeligt, hvis de prøver et år uden held, og først dér må i gang med fertilitetsbehandling, og celleforandringerne i mellemtiden når at komme tilbage.
“Jeg havde aldrig været gravid før, men havde ingen grund til at tro, at jeg ikke kunne blive det. Vi vidste ikke, om vi havde nemt eller svært ved det. Så vi takkede ja uden at vide, hvad vi gik ind til. Vi betragtede det som en slags fast lane, men fik i stedet åbnet op for en verden af hormoner, ægudtagninger og psykisk pres, som ikke var sjovt.
Der var både en sikkerhed i, at der var professionelle, der hjalp os, men det medførte også et pres. Pludselig blev vi målt og vejet på alle tænkelige måder, og så føler man, at man skal præstere. For hvis ikke man blive gravid, må der være noget galt.”
Det hårdeste var, at alle andre omkring mig blev gravide, når jeg ikke selv gjorde. Det var en dobbeltfølelse. Målet og succeshistorien var at blive gravid. Men ville jeg det overhovedet? Jeg følte, jeg fik det trukket ned over hovedet. Jeg havde aldrig været skruk, og jeg havde aldrig glædet mig til at blive mor. Da jeg endelig blev gravid, var det selvfølgelig dejligt, og jeg glædede mig.”
Der går et år med gentagne inseminationsforsøg og hormonbehandlinger, før Josephine bliver gravid i andet IVF-forsøg.
Datteren Anaïs er i dag 4 år og bliver om få uger storesøster.
Celleforandringerne er ikke vendt tilbage, og Josephine er ikke længere i øget risiko for at få nye celleforandringer.
Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?
“Efter IVF-behandlingen dengang med Anaïs har vi haft æg på frys. Og det er sådant et fryseæg, jeg har fået lagt op, og som er blevet til en graviditet i første forsøg. Vi har bevidst ventet med at gå i gang til, at Anais var lidt ældre, for vi havde ikke lyst til at have to blebørn samtidig. Og derudover ville vi også gerne holde bryllup inden.
Vi havde en afslappet tilgang til projekt baby denne gang. Planen var at forsøge med de tre fryseæg, vi havde, og først hvis det ikke gik, måtte vi gå i panik. Så langt nåede vi heldigvis ikke. Jeg har selv en teori om, at det netop var afslappetheden, der var medvirkende til, at det gik hurtigt.
Når man forsøger at blive gravid ved hjælp af IVF og fryseæg, får man taget en blodprøve omkring 2 uger efter oplægning for at se, om man producerer graviditetshormonet HCG. Men allerede et par dage inden blodprøven fik jeg på fornemmelsen, at jeg var gravid. Jeg havde ømme bryster og lidt kvalme. Det var fredag, og jeg skulle ud, da jeg besluttede mig for at smugteste. Et par timer senere stod jeg på Søpavillionen til fest og kunne ikke drikke noget. Vi blev selvfølgelig meget glade, men jeg turde ikke helt tro på det. Det var ligesom for nemt, hvis det skulle lykkes i første forsøg. Først efter at have set hjerteblink turde jeg sænke skuldrene lidt.”
Hvordan vil du beskrive din graviditet?
“Starten var hård. Jeg havde invaliderende kvalme de første 4 måneder. Derefter blev jeg influenza-syg, og det varede en hel måned. Det var først efter fem måneder, at jeg havde det ok, og allerede dér begyndte det at tynge. Jeg har også været meget træt. Faktisk har jeg ikke haft en eneste dag, hvor jeg ikke har følt en graviditetsgene såsom træthed, kvalme eller svimmelhed. Jeg ved, det er farligt at sige, når jeg også har været det sted, hvor jeg drømte om at blive gravid. Men wow, det er hårdt. Det er også mindre romantisk at være gravid anden gang. Lige nu sover jeg eksempelvis dårligt, og denne gang ved jeg, at der ikke er tale om en enkelt nat. Jeg kommer til at sove dårligt resten af graviditeten, og når jeg har født, venter heller ikke meget søvn.
Omvendt har det på mange måder været nemmere og mindre kompliceret at være gravid denne gang. Under første graviditet blev jeg fulgt af en fødselslæge, fordi jeg som følge af de fire keglesnit ikke havde meget livmoderhals. Da jeg nåede til 12. uge, skulle jeg derfor have indopereret en cerclage (en tråd, der sys rundt om livmoderhalsen for at forebygge abort eller tidlig fødsel, red.). Det kan lægerne gøre på forskellige måder, men den måde, hvorpå cerclagen bliver stærkest, er at operere gennem maven svarende til et kejsersnit, bortset fra at livmoderen naturligvis ikke skæres op. Der er en risiko forbundet med at skulle i fuld narkose og opereres. Men jeg blev fortalt, at det var nødvendigt. Det var psykisk hårdt at være blevet gravid efter et års fertilitetsbehandling og så blive lagt i fuld narkose med risikoen for at vågne op og have mistet barnet. Tænk, hvis jeg skulle igennem det hele igen. Det gik heldigvis fint, og jeg fik allerede dér en forsmag på, hvad et kejsersnit er, og hvor ondt det gør at være blevet skåret op og skulle hele.
Jeg kan ikke føde vaginalt, fordi jeg har fået lavet den cerclage. Allerede inden jeg blev gravid første gang vidste jeg derfor, at når den tid kom, skulle jeg have kejsersnit. Og det er jeg meget tryg ved. Heldigvis sidder cerclagen stadigvæk, så jeg er sluppet for indgreb denne gang.
Når man har en kort livmoderhals og en cerclage, må man under hele graviditeten ikke løfte noget. Ikke engang en indkøbspose. Man må ikke dyrke motion og skal generelt være påpasselig og tage den med ro. Sådan gjorde jeg under første graviditet, og alt gik godt, og jeg gik tiden ud. Derfor har jeg kopieret det denne gang. Det gode er, at min datter har måttet lære at gå op af trapperne til 3. sal.”
Hvordan har du det med din gravide krop?
“Jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at få min talje tilbage, selvom jeg godt ved, at jeg ikke bliver slank og i tiptopform med det samme. Generelt er jeg ikke typen, der embracer min gravide krop og kommer til at savne maven helt vildt. Det hænger også sammen med, at jeg føler mig meget skrøbelig, fordi jeg hele tiden får at vide, at jeg er skrøbelig. Det er besværligt, at jeg ikke engang må løfte en indkøbspose, og når jeg går på trapper, tager jeg det virkelig stille og roligt, for ikke at belaste mig selv. Tænk nu, hvis jeg kom til at gøre et eller andet, der var for hårdt, og der skete noget. Skrøbeligheden og den indbyggede bekymring kommer jeg ikke til at savne.”
Hvordan vil du beskrive din personlige stil?
“Klassisk med et twist. Jeg elsker jeans, der sidder i taljen. Det plejer at være det, jeg tyr til hver dag. Jeg har en hel skuffe med jeans, der venter på at komme på. Jeg plejer også at gå i oversize tøj, såsom en stor strik eller en blazer i kontrast til jeans, men det er svært, når man selv er blevet oversize på maven.
Under graviditeten har jeg primært gået i pyjamasagtige bukser eller silkebukser med elastikkant. Jeg har også brugt Levis jeans i større størrelser, hvor jeg bare har knappet en knap mindre. I sommers gik jeg primært i kjoler og strikkjoler. Det har handlet om at være komfortabel.”
Hvad var det første stykke graviditetstøj, du købte?
“Et par gravidleggings fra Momkind, som jeg synes er gode, nu hvor det er blevet lidt køligere. Men jeg er stor fortaler for, at et graviditetskøb kan være en taske eller et par lækre sneakers, som man også kan bruge, når man er på barsel, og som ikke føles som et gravid-køb. Der kommer modepigen op i mig. Mit seneste køb er en Loewe taske, som også kan bæres crossbody. Og så har jeg købt en af Proenza Schoulers langærmede tie-dye t-shirts, som både kan bruges nu og bagefter som oversize. Derudover er jeg fan af badedragter fra Hunza G, som er onesize, fordi de kan stretches så meget. Dem har jeg brugt nede i et par bukser, fordi det kan være irriterende med t-shirts eller trøjer, der stumper på maven. Jeg er meget bevidst om, at jeg om kort tid kun går i skjorter, fordi jeg skal amme. Derfor har jeg forsøgt at spare på dem nu, så jeg ikke allerede er træt af skjorter, inden jeg har født.”
Hvilke sko har du været mest glad for?
“Primært mine New Balance 574 og RC30, men hele sommeren i Havaianas. Jeg har også fået et par Loewe sneakers af min mand i fødselsdagsgave, som jeg også kan bruge, når jeg skal vade rundt med barnevognen.”
Dyrker du motion under din graviditet?
“Sidste år holdt vi bryllup, og det havde jeg trænet op til. Jeg var blevet glad for at træne og var i min hidtil bedste form, siden jeg fødte Anaïs for 4 år siden. Det var derfor en kæmpe kontrast pludselig ikke at måtte træne. Det savner jeg. Nu bliver det helt forfra på den anden side af fødslen. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan man gør det kl. 6 om morgenen med to små børn, når man ikke har sovet. Men det er min plan.
Sidst jeg var gravid, spurgte jeg min læge, om jeg måtte dyrke yoga eller anden form for blid motion, men fik at vide, at det var bedre at lade være. Jeg har derfor haft carte blanche til bare at ligge på sofaen og spise is. Og det har jeg gjort.”
Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?
“Jeg er generelt glad for naturlige produkter og bruger ikke parfume, så jeg har ikke ændret det store. Jeg plejer dog at få lysnet mit hår, hvilket jeg ikke har fået gjort i løbet af graviditeten. Men jeg overvejer at gøre det lige inden fødslen, når baby er færdigbagt.
Mit hår har altid været ret fint, og især efter min sidste fødsel, hvorfor jeg har været i et forløb hos Hårklinikken. Det har virket over al forventning. Deres produkter er helt rene og graviditetsvenlige, men det er en ret omfattende rutine med ekstrakt, der skal i hovedbunden to gange hver aften. Efter jeg blev gravid, har jeg været for træt og har nøjedes med deres shampoo og balsam. Hårklinikken har desuden lært mig ikke at føntørre mit hår, hvilket er praktisk, når jeg om lidt har travlt med en baby. For tekstur og hold er jeg glad for Karmamejus saltvandsspray, Less is mores Lime Souffle og Kloranes tørshampoo, som formentlig bliver mine quickfixes under barslen.
Jeg er meget religiøs omkring at rense min hud og gør det hver aften – uden undtagelser. Om aftenen fjerner jeg øjenmakeup med Tromborgs Herbal Cleansing Water, og lige nu er jeg glad for Mantles The Magic Milk rensemælk til huden, som jeg vasker forsigtigt af med en renseklud fra Arakai. Derefter bruger jeg Bioeffects Essence og Bioeffects EGF Serum. Indimellem med en dråbe af Rudolph Cares selvbruner for at give mit ansigt lidt liv. Om dagen renser jeg ofte kun med vand og rensekluden, derefter Bioeffect Essence, Honey Hydfra Serum og en dagcreme; lige nu La Mer. Når det bliver koldere, vil jeg gå efter en federe creme og en olie, for eksempel Barbara Sturms rich cream og Rms beauty oil.
Make-up elsker jeg, men det skal se naturligt ud. På min sidste barsel blev jeg klar over, hvor vigtig en god concealer til trætte mor-øjne er. Dér er jeg særligt vild med dem fra Dior og Nars. Hvis min hud er flot, bruger jeg kun Laura Merciers Illuminating Primer efterfulgt af Chanel solpudder eller Tromborgs Baked Minerals for at markere ansigtet lidt. Har jeg brug for lidt ekstra, er Tromborgs mineralpudder i farven Vanilla nem at lægge med en stor børste. Til hverdag bruger jeg Glossiers Boy Brow på brynene og en mascara. Men mascaraen ryger nok de dage, hvor der ikke er tid med en baby på armen.
På kroppen bruger jeg SoKind Love Lines, som egentlig er en strækmærke balm. Jeg bruger den som fed creme, fordi jeg har fået meget tør hud under graviditeten. Ellers er jeg glad for body oils, særligt fra Rudolph Care og Honey.”
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?
“Fra start har jeg taget Multivitamin gravid, gravid Jern, Omega 3 og kalk – alle fra apoteket. Men nu er jeg skiftet over til at tage vitaminer fra Familiens Vitaminer. Det er dagspakker med den anbefalede mængde vitaminer til gravide efter uge 20.
I og med at min livmoderhals er skrøbelig har jeg også fået Lutinus (stikpiller med progesteron, red.), for at styrke livmoderhalsen. Man får dem almindeligvis i begyndelsen af graviditeten, når man er blevet gravid ved hjælp af fertilitetsbehandling. Men jeg har skullet tage dem fra uge 16-34.
Min kost var i lang tid styret af min kvalme. Det var primært ristet toastbrød med smør og pasta, som jeg kunne få ned. Derudover hjalp almindelig rød cola på kvalmen, og det var lidt svært at forklare på kontoret, da jeg normalt kun drikker zero. Jeg har ikke spist ligeså mange grøntsager, som jeg plejer, og jeg har heller ikke haft så meget lyst til kaffe. Min trang til is og chokolade har jeg til gengæld givet efter for. Og da kvalmen aftog, fik jeg pludselig lyst til frisk frugt og helst citrusfrugter. “
Hvordan har du forberedt dig på fødslen?
“Ligesom under min første graviditet har jeg valgt ikke at gå til fødselsforberedelse. Jeg har ikke kunnet se meningen med det, når jeg skal have planlagt kejsersnit.
Med Anaïs var det også meningen, at jeg skulle have haft planlagt kejsersnit, men hun endte med at blive taget ud 4 dage før. Jeg lå på sofaen hos mine forældre fredag aften og havde regelmæssige plukveer. Idet jeg ikke måtte gå i fødsel, var jeg ekstra opmærksom og kontaktede hospitalet, som gerne ville tjekke mig.
Lægerne kunne konstatere, at der var veaktivitet, men det var stille og roligt og ikke akut. Jeg blev natten over, så de kunne holde øje med mig. Lørdag morgen var der fortsat lidt veaktivitet, men stadigvæk ikke akut. Da de ikke havde travlt, foreslog lægen at tage hende ud samme dag, så jeg ikke skulle hjem og bekymre mig om plukveerne. Der var god tid, og derfor var der to jordemødre med til kejsersnittet. Det var en god og meget afslappende oplevelse.
Til gengæld var det en vild følelse at have kendt datoen for, hvornår man blev mor, og så fik man alligevel det overraskelsesmoment, som andre gravide får, når de pludselig går i fødsel. Denne gang satser jeg på at holde datoen, som er sat 2 uger før termin. Sidst var den sat 10 dage før.”
Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?
“Sidst lå jeg på opvågningsstuen og havde fået at vide af sygeplejerskerne, at der ikke måtte komme besøgende. Men kort efter vadede vores forældre ind. Det havde de åbenbart fået lov til. Men det var overvældende, at de kom så hurtigt efter. Denne gang ønsker jeg, at det bliver mere kontrolleret. Vi vil gerne have, at Anaïs skal møde sin lillesøster som den første og kun sammen med sin mor og far.
Jeg havde nogle ammeproblemer sidst, fordi jeg ikke anede, hvad jeg lavede, og jeg fik ikke meget hjælp på hospitalet. Anaïs sov meget, og jeg vidste ikke, at jeg skulle vække hende for at amme hende. Hun tabte sig hurtigt meget, så da vi kom hjem og mælken var løbet til, havde hun ikke kræfter til at sutte det ud. Vi endte med at skulle til kontrolvejninger, og vi kørte pumpeshow om natten, gav mælk med små sprøjter og holdt regnskab med antal ml, hun drak. På hospitalet havde de sagt, en amning skulle vare 20 minutter, og hvis jeg fik den op på 4-5 minutter, var det helt vildt. Jeg tænkte konstant, at hun slet ikke fik nok. Det var stressende.
Ammebulancen fra Jordemodertid kom ud, da hun var 4-5 dage. Det, jeg fik at vide, var, at jeg skulle slappe af, at jeg havde masser af mælk, og at vi skulle ligge hud mod hud. Og så viste hun mig en række ammestillinger. Der var ikke et egentligt problem, jeg stressede bare og havde brug for at tage det stille og roligt med min nye baby.
Det, jeg nu ved og har hørt, er, at den første amning gerne skal ske inden for den første time, efter baby er blevet født. Det anede jeg ikke sidst. Derfor er det vigtigt for mig, at det bare er mig og baby og Alexander de første par timer, så hun forhåbentlig kan amme første gang.
Sidst havde jeg barsel i et helt år, men jeg har ikke samme behov denne gang. De første 3-4 måneder er planen, at jeg er helt væk på barsel. Hvis jeg kan overskue det, vil jeg derefter gerne tjekke ind med mit arbejde en dag om ugen. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke skal møde fra 9-17 og have deadlines, men jeg har ikke lyst til at være fuldstændig væk fra det. Det er ideelt, hvis jeg kan sidde med til nogle redaktionsmøder og fortsat komme med ideer. Det er drømmen, at baby tillader det.
Når hun er 9-10 måneder, skal jeg 100% tilbage på arbejde, fordi min mand gerne vil have de sidste 2 måneder af barslen. Derudover er planen, at vi rejser en måned i januar.”
Tekst Julie Teglhus, Foto Sissel Abel og private
Meet’n’greet
Josephine Aarkrogh Schepelern, 34 år, arbejder til daglig som Creative Director hos Elle Danmark. Hun bor på Frederiksberg med sin mand, Alexander Schepelern, og datteren, Anaïs, 4, og sammen venter parret en lillesøster til oktober.
Din kommentar