Skilsmisse: Til døden (eller noget andet) os skiller

At gå hver til sit er helt almindeligt. Faktisk så almindeligt, at halvdelen af alle ægtepar og parforhold vil opleve det. Men for de fleste er en skilsmisse et kæmpe slag og en sorg, det tager tid at bearbejde. Med en skilsmisse brister alle de drømme, man havde med sin livspartner og fundamentet under én forsvinder. Psykolog Neela Maria Sris tager os igennem en skilsmisses mange facetter, både for dig, der står midt i den, og dig der er pårørende.

Et brud er en situation, der bringer en masse eksistentielle og moralske spørgsmål op til overfladen. Hvad gik galt? Var det overhovedet ægte? Hvad skal der ske nu? Og så er der typisk et meget presserende her- og-nu spørgsmål, hvis der er børn involveret: Hvad skal vi sige til dem? Hvordan skal vi tackle situationen overfor dem? Og hvad med praktikken? Psykolog Neela Maria Sris kommer her med sine bedste råd til at holde hovedet koldt og finde en vej i den sorg og vrede, som mange skilsmisser bærer med sig.

Hårdt at forholde sig til, at det ikke gik

Selvom, man måske godt kendte statistikken, at næsten 50% af alle ægteskaber ender med skilsmisse, så kan det være hårdt at indse, at man hører til den halvdel, der ikke kunne få det til at fungere. Måske har man kæmpet længe, for til sidst at smide håndklædet i ringen. I hvert fald skal man til at forholde sig til, at det ikke gik. Enten skal man ud og finde en ny identitet – eller genfinde en gammel.

Som psykolog har jeg set mange forskellige grunde til, at folk er blevet skilt. Man kan vokse fra hinanden, der kan være utroskab, og der kan være alle mulige andre slags udfordringer, der kommer i vejen. Derfor kan man netop ikke lave den ene, gode opskrift på, hvordan man tackler en skilsmisse – alligevel er der generelle træk, som typisk går igen og bestemt også nogle generelle gode råd, som virker for mange.

En to årig proces

En tommelfingerregel er, at det tager to år at komme helt om på den anden side. Det er typisk først efter en toårig proces, at man kan møde et andet menneske på vedkommendes egne præmisser. Hvor man ikke har det gamle forhold i baghovedet og sammenligner. Hvor man er oprigtigt nysgerrig på det andet menneske fra et frit og åbent sted. Det betyder ikke, at man er i krise i to år. Man stifter typisk andre romantiske relationer i den tid – men ofte er de ikke langtidsholdbare. Det betyder ikke, at man skal prøve at være på en bestemt måde eller leve efter bestemte regler i de to år. Tommelfingerreglen handler ikke om, at man f.eks. skal undgå at møde nogen. Heller ikke at man bør være ekstra skeptisk eller gå meget forsigtigt frem – det er alt sammen meget individuelt. Man kan bruge tommelfingerreglen som en hjælp til at forstå den proces, man går igennem. Hvis man nu synes, det er svært at blive forelsket, eller hvis man undrer sig over sig selv og ens egne følelser.

Man kan blive frustreret på sig selv, hvis man eksempelvis bare ikke kan få sig selv til at springe ud i noget nyt, selvom, der måske står én med åbne arme, der bare ville være helt perfekt. Så kan det hjælpe at vide, at det er ganske normalt, at der typisk går to års tid, før man ikke længere er påvirket af følelserne fra det tidligere ægteskab.

En skilsmisse er en længere proces –  bed om tid

Det er vigtigt at indstille sig på, at et brud er en længere proces. Bølgerne kan gå op og ned. Det kan være en begivenhed eller en årstid, der trigger én og gør, at man helt uventet bryder sammen. Måske græder man pludselig i en uge, selvom man lige troede, man var kommet over det.

I modsætning til en fysisk skade kan vi ikke se, når vi har et ar på psyken. Derfor har vi en tendens til at være utålmodige eller bebrejdende. Det kan komme fra venner og familie – men det kan også være noget, man siger til sig selv: ”Kom nu over det. Gå dog ud i verden og mød nogle mennesker.” Venner og veninder kan måske blive trætte af at lytte til samme problematik, men det er vigtigt, at man tillader sig selv at være i processen, og tage sig den tid, det tager. Bed om den tid, ikke kun af dig selv, men også af de, der lytter.

Pårørende til én der går igennem en skilsmisse

Som pårørende er noget af det vigtigste, at tilbyde at være der. Tilbyd at snakke om det – og spørg gerne direkte: hvordan støtter jeg dig bedst? Det kan nemlig være meget forskelligt, hvad der er brug for. Nogle har brug for en, der bare lytter. Andre kan have brug for hjælp til at fastholde, hvor dårligt det faktisk var, mens det stod på. Hvis man har tendens til at romantisere forholdet og glemme de dårlige sider, kan det være en hjælp at blive mindet om de problemer, der var.

Omvendt er det ikke altid en god ide, at den pårørende kritiserer ægteskabet og eksmanden. Det kan også være grænseoverskridende og stille den skilsmisseramte i en akavet situation, hvor hun må forsvare sin eksmand. Derfor er det som regel bedst at få snakket konkret om, hvordan man kan hjælpe. Men vær ikke bange for at spørge direkte ind til det.

Sorgprocessen – vi bevæger os frem og tilbage

En skilsmisse kan medføre stor sorg – og det kan være en proces, som ligner oplevelsen af andre former for alvorlige tab. Før i tiden opfattede man sorg som et fænomen, der bestod af forskellige faser, man skulle gennemgå. I en nyere forståelse ser man snarere sorg som en proces, hvor vi bevæger os frem og tilbage mellem to ”spor”. Man kan beskrive det som at pendulere frem og tilbage mellem at være i sorgen og at være orienteret mod alt det nye. På den ene side dvæler man ved sorgen, græder, spekulerer på, hvad der gik galt og bekymrer sig om fremtiden. På den anden side kigger man udad, føler sig helt fint tilpas, griner og glemmer situationen for en stund. Det er helt normalt. Processen er individuel, men selvom man ikke taler om særlige stadier af sorg, så er der nogle typiske følelser, som alle kan opleve. Man kan føle sig fri og lettet over at genopdage sider af sig selv, man havde glemt – og man kan føle det som et slag i ansigtet, når eksmanden pludselig har fundet sig en ny kæreste. På den måde er det typisk at hoppe frem og tilbage i processen.

Børn under en skilsmisse

Vi kan alle sammen lynhurtigt blive enige om, at børnene kommer i første række. Det er vi gode til at sige til hinanden. Men hvad betyder det egentlig? Lad os slå fast: Det er lettere sagt end gjort!

Hvordan skal man forklare situationen for børnene? Hvor meget skal man sige? Det er et vanskeligt spørgsmål, da barnets/børnenes alder også spiller ind. Det vigtigste er, at man som udgangspunkt er åben og ærlig omkring, hvad der foregår. Man skal selvfølgelig ikke sige, at mor og far skal skilles, fordi far eller mor ikke kunne holde nallerne fra sin kollega. Men man kan måske i stedet bruge omsorgsfulde oversættelser til at fortælle om, hvad der faktisk skete. Hvis den ene part eksempelvis er blevet forelsket i en anden. Man kan have en tanke om, at man skal skåne børnene, og derfor undlade at fortælle sandheden, men manglende ærlighed og åbenhed i kommunikationen kan give børnene en følelse af, at de ikke frit kan spørge, hvis der er noget, de er i tvivl om eller har brug for at snakke om.

Det er grundlæggende ret vigtigt at forklare meget konkret, hvad der kommer til at ske. Børnene skal forstå, hvad det vil sige, at de nu skal bo hos forældrene på skift. Børn kan bekymre sig meget, og derfor er det vigtigt, at de oplever, at der er styr på tingene. De skal vide, at selvom det ikke bliver det samme, så skal det nok blive godt. Igen er det vigtigt at tage højde for barnets alder. Helt små børn vil naturligvis ikke kunne forstå følelserne i bruddet, men kun praktikken. Derfor skal de muligvis blot involveres i denne. Mor er hér, far er dér, vi bor hver for sig, men vi er sammen om dig. Altid. Punktum.

Skab et miljø uden skyld og skam for børnene

Til gengæld kan det være vigtigt at minde dem om, fra tid til anden, at det ikke har noget med dem at gøre. Det er ikke deres skyld. Børnene kan let havne i et dilemma, hvor de står imellem to mennesker, som de elsker meget højt – og barnet kan blive ramt af følelser af skyld og ansvar, hvis der eksempelvis bliver sagt grimme ting om den ene part hjemme hos den anden. Hvis mor viser barnet, at hun er vred på far, vil barnet føle skyld over godt at kunne lide sin far. Men lige meget hvor meget man hader sin eksmand eller synes, han er et kæmpe skvat, så kan det på ingen måde retfærdiggøre, at et barn skal føle skam over at elske ham.

Prøv at skabe et miljø, hvor barnet kan fortælle ærligt og begejstret om, hvordan det har været at være hjemme hos far. Du behøver ikke at rose din eksmand, men husk at være støttende og bekræftende overfor barnet. Det kan være en utrolig svær prøve, hvor du nogle gange skal lægge bånd på dig selv i en sådan grad, at du er ved at sprænges. Frustration, vrede eller jalousi er normale følelser at have. Men når du til tider måske ville ønske, at børnene hadede ham og kun elskede dig, så er det vigtigt, at du kan kontrollere de følelser. Man er nødt til at tænke: hvad er det for en slags forælder, jeg gerne vil være? Hvem vil jeg gerne se, når jeg engang i fremtiden skal se tilbage på mig selv? Din ordentlighed og dit moralske kompas vil blive sat på prøve, så her skal den indre styrke virkelig findes frem. Men du er forælder, så det kan og skal du.

Hvis du har problemer med at skjule din vrede, kan det være en god idé at finde ud af med dig selv, hvornår, der er øget risiko for, at du kommer til at sige noget grimt. I de situationer kan du gøre noget aktivt for at få ro på – det kan måske hjælpe at tage ti dybe indåndinger. Hvis det alligevel ryger ud, kan du prøve at stoppe dig selv og sige: ”Undskyld, det mente jeg ikke. Jeg er rigtig glad for, at du/I elsker jeres far. Jeg synes, han er en rigtig god far.”

Det skal være helt klart og tydeligt for børnene, så de ikke kommer i klemme. De vil jo gerne være loyale overfor begge forældre, fordi de elsker begge højt. De kan få dårlig samvittighed, hvis de føler, at mor bliver ked af, at de har det godt sammen med deres far.

Læs også

Maja Claver – Alenemor

God kommunikation og godt samarbejde efter skilsmisse

Det er vigtigt at anstrenge sig, så kommunikationen bliver så god og sober som mulig. Her er konkrete, faste og tydelige aftaler et godt redskab. Drømmescenariet er, at man kan have et godt samarbejde og lave ting sammen med børnene, sådan som man plejede. Men for langt de fleste er det ikke realistisk.

Undgå at miste besindelsen overfor hinanden, for det graver kun grøften dybere, hver gang frustrationerne munder ud i ubehagelig adfærd. Det er ganske normalt at være frustreret – men det hjælper ingen, at man ryger i totterne på hinanden. Sker det alligevel er det bare med at acceptere den kortvarige turbulens og så starte forfra. Op igen.

Man kan til tider blive overmandet af negative følelser som hævn, grådighed, bitterhed eller jalousi, og det kan resultere i, at man måske handler på en måde, hvor man ikke kan kende sig selv. Her kan det være godt at minde sig selv om, at det hele foregår på den lange bane. Man skal kunne se sig selv i spejlet om 10 år og være tryg ved det forløb, man udsatte børnene for. Langt de fleste mennesker har jo et ønske om at handle modent og ordentligt. Men det kan kræve en aktiv indsats at holde fast, når man er under pres.

En typisk situation, som kan være udfordrende og kræve en god portion ordentlighed er, hvis venner og veninder stadig har kontakt med den anden part. Her er det bedste råd igen at få talt med de pågældende venner om situationen. Og for ens eget vedkommende er det vigtigt at undersøge, hvilke tanker, der gør ondt. Tænker man, at vennerne måske har mere forståelse for den anden? Har de mere sympati for ham end for mig? Eller er man bange for, at der bliver talt grimt bag ryggen på én? Det er vigtigt med en åben dialog, så man kan få afkræftet den type tanker.

I nogle situationer vil der være venner, der vælger side. Det er trist, men man kan selvfølgelig miste nogle venner i forbindelse med en skilsmisse. Nogle situationer kan kræve ekstrem stor modenhed fra alles side. Prøv at være frontløber for den gode tone. Vis ved handling, hvordan du selv ønsker, at den nye situation skal se ud. Og husk på, at det også er svært for vennerne. Undgå at stille jeres fælles venner i vanskelige situationer – ellers risikerer du helt at miste dem.

Det tager tid, men det bliver bedre!

Tålmodighed er vigtigt – i forhold til den anden part, men bestemt også i forhold til sig selv. Efter at have været tæt forbundet med en ægtefælle, skal man pludselig til at finde sig selv igen efter en skilsmisse. Det tager tid, og det er en proces, hvor man måske søger efter sig selv og sine behov og kerneværdier. Et rigtig godt råd til den proces, er at gøre gode ting for sig selv. Det kan lyde lidt letkøbt og som noget, du sikkert har hørt mange gange før. Men det er faktisk et meget lavpraktisk og effektivt råd. Mange mennesker er tilbøjelige til at glemme sig selv i hverdagen, og når man så ovenikøbet står i en krisesituation, kan man komme til at fortrænge egne behov fuldstændigt. Men vi mennesker har brug for aktiviteter, der bringer energi og glæde ind i livet. Vi kan ikke trives uden. Alligevel har vi tendens til at glemme dem. Så selvom du måske synes, at du har hørt gode råd om selvomsorg mange gange før, så spørg dig selv, om du faktisk har fulgt rådene? Gør du noget for dig selv hver dag? Det spørgsmål kan hjælpe dig til at holde fast i dig selv i en tid, hvor din identitet er på prøve.

De fleste mennesker vil opleve det som en sand prøvelse at blive konfronteret med så vanskelig en situation, som en skilsmisse er. Det er i bund og grund meget eksistentielle spørgsmål, der kommer i spil, hvor man er nødt til at tilsidesætte sit ego og lade sig styre af større værdier. Det er svært og det er hårdt – men samtidig indeholder det muligheden for at komme ud på den anden side, som et nyt menneske. For alt andet lige er det nu kun dig, der bestemmer. Over dit liv – og til dels din hverdag. Tag kontrol over situationen og vær bevidst om, at det er hårdt lige nu. Det er ok. Og det bliver bedre!

Nyttig viden, hvis du står midt i en skilsmisse

Det kan virke overvældende ensomt at stå i midten af en skilsmisse, men faktum er, at der er rigtig, rigtig mange, der enten gennemlever eller har gennemlevet en skilsmisse. Halvdelen af alle ægtepar, faktisk. At blive skilt er mere eller mindre blot et klik med musen og et vift med Nem ID. Men så alligevel overhovedet ikke. Der er et utal af praktiske ting, der kan tage fokus, særligt, hvis der er fælles børn.

Står du selv i processen, kan du finde hjælp og rådgivning flere steder. Familieretshuset er første stop. Har du og din partner fælles børn, vil I blive bedt om at gennemføre et digitalt forløb: SES (Samarbejde efter Skilsmisse). Det obligatoriske forløb har til formål at give din partner og dig redskaber til at samarbejde bedst muligt om jeres barn/børn efter skilsmissen. Kurset skal tages 3 måneder efter skilsmissebegæringen og tager ca. 30 minutter foran en skærm.

Økonomisk og juridisk rådgivning kan også være relevant. Som udgangspunkt kan det være rart at klare det hele selv – men én ting er udgangspunktet, en anden er virkeligheden. Mange advokatfirmaer yder en kort rådgivningssession, hvor I sammen kan kortlægge, hvad og hvor meget, I som par, har brug for hjælp med. Søg hellere råd én gang for meget end én gang for lidt.

Tekst Neela Maria Sris og Karoline De Lony