Graviditeten var præget af angst og en uro for at miste. Og det man kalder den søde ventetid, var for svenske Julia Stridh kun bitter. Efter at have gennemført en fødsel, der var alt andet, end det hun havde forestillet sig, blev hun ramt af baby-blues. Vi møder Julia i hendes lejlighed i Stockholm, hvor hun deler sin historie med os.

”Jeg havde termin på Santa Lucia, den 13. december. Jeg var overbevist om, at jeg ville føde på dagen, og min mand og jeg besluttede os for, at hun skulle hedde Lucia til mellemnavn. Mine venner sagde, at jeg jo ikke kunne regne med at føde på dagen. Men nej nej, jeg var fuldstændig sikker på, at hun ville komme lige til tiden. Det blev den 13. december, men ingen baby, og som dagene gik, blev jeg virkelig bitter. Alle der skrev til mig fik bare svaret ’lad vær med at skriv’. Der skete ingenting, og jeg var både indebrændt og kort for hovedet. Jeg havde denne her drøm om at sidde juleaften med min mand og vores nyfødte datter i vores hjem, det ville være så idyllisk. Jeg gik til zoneterapi, drak hindbærbladte, spiste ananas, fik hindeløsning, men ingen baby.

Depressiv graviditet

Jeg har altid haft en forventning om, at min graviditet ville være den lykkeligste periode i hele mit liv. I stedet var den præget af angst og uro. Jeg er normalt en meget social person, men jeg havde ikke den mindste lyst til at se andre mennesker, især ikke i den første del af min graviditet. Jeg kastede konstant op de første 4 måneder. Jeg ville ikke dele det med mine kollegaer, for jeg var samtidig bekymret for, om min graviditet ville gå godt. Min kæreste kunne ikke lave mad i vores lejlighed, bare tanken om madlugt gav mig kvalme. Jeg var ked af det og følte mig syg. Når jeg kom hjem, gik jeg direkte i seng, fuldstændig som hvis jeg havde en depression. Vi tog på sommerferie i Frankrig inden 20 ugers scanningen, men hele denne ’skønne’ ferie gik med mørke tanker og bekymringer, om den vigtige scanning ville gå dårligt. I Sverige må man gå 14 dage over termin. Den 23. december vågnede jeg om natten med veer. Jeg blev helt vildt glad og kunne slet ikke sove. Jeg var så stolt, og hver gang jeg fik en ve, lukkede jeg øjnene og trak vejret dybt. Vi havde forberedt os grundigt på fødslen på kurset, ’Fødsel uden angst’. Jeg er rigtig glad for yoga og meditation, så jeg tænkte, at det var lige mig at skulle føde med dybe vejrtrækninger, ro og afspændthed. Vi øvede derhjemme op til terminen, med særlige teknikker, massager og åndedrætsøvelser. Min mand var meget engageret, og vi var begge indstillet på en rolig fødsel.

Læs også

Marianne Theodorsen – “Jeg ville virkelig ønske, at jeg elskede at være gravid, men it is, what it is”

Efter 6 timers veer derhjemme tog vi på hospitalet, men jeg var kun 1 cm åben. Nedslående! Jeg var chokeret, for smerterne var allerede intense, så hvordan ville det ikke blive op til de 10 cm? Vi blev sendt hjem med nogle piller, så jeg kunne slappe af og få sovet. Men jeg kunne på ingen måde sove for smerterne. Det blev den 24. december, og om eftermiddagen var smerterne så intense, at jeg ikke kunne være i mig selv. Jeg kunne hverken stå eller ligge, og jeg skreg bare ’hjælp mig!’. Vi tog tilbage til hospitalet, og nu var jeg 4 cm åben, og vi fik en fødestue. Smerterne var pludselig til at overkomme, og vi var endelig rigtig i gang. Jeg sad på en pilatesbold, vi bestilte mad, grinede og sendte billeder til vores familier. Men jeg udvidede mig ikke. Jordemoderen foreslog at lægge et vestimulerende drop og en epiduralblokade, for min krop var træt nu. Stik imod min forestilling om en fødsel uden indgreb. Men jordemoderen var virkelig sød, og jeg stolede på hende, nu skulle min baby bare komme ud. Jeg havde en stærk reaktion på det vestimulerende drop, jeg skreg og rendte rundt, samtidig med at jeg tænkte, at jeg burde slappe af og trække vejret. Jeg var en anden person lige pludselig. Da epiduralblokaden blev lagt, var jeg nærmest besvimet af smerte. Blokaden bedøvede kun min ene side, så jeg havde stadig smerter i den anden. Jeg har hørt folk fortælle, at de bliver sendt i himlen så snart epiduralen virker, men det var ikke tilfældet for mig.

Da min jordemoder sagde, at jeg var 10 cm åben, gav det mig mod til at tage kontrollen tilbage. Jeg havde det som om, jeg skulle på toilettet – og jeg fik at vide, at det var sådan, det skulle føles. Pressefasen varede næsten halvanden time. Min datter havde det godt, og hendes hjerterytme var fin, og det beroligede mig meget og gav mig ekstra styrke. Jeg fik lattergas i den sidste fase, og jeg havde ingen fornemmelse for tid og sted. Pludselig sagde jordemoderen, at hun kunne se en snert af mørkt hår, og derfra gik det stærkt. Jeg pressede, og min datter kom ud og landende på mit bryst! Jeg havde en meget stærk kærlighedsfølelse med det samme. Hun lignede mig, havde mit hår, og det var vildere, end jeg kunne have forestillet mig. Vores baby var endelig ude, og hun skulle hedde Benedetta Lucia Dirce Örnfjäder. Efterfølgende blødte jeg knap 2 liter, og vi blev indlagt. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvordan jeg selv havde det, jeg var bare så taknemlig for, at min datter havde det godt. Jeg var nærmest grøn i hovedet på grund af blodtabet, men jeg følte mig fuld af energi. I Sverige får man to nætter på barselshotellet, men vi var indlagt i 3 døgn. Min amning fungerede ikke fra start, og derfor var vi glade for at være på hospitalet.

Amning

Jeg var meget opsat på at amme, men efter 12 timer havde vores datter ikke spist noget endnu. Jeg havde bare ligget med hende og vidste ikke bedre. Personalet havde været så optaget af mig og min tilstand, at de ikke havde kigget på amningen og Bernadetta. Sygeplejersken ville give hende en kop med erstatning, og det frustrerede mig helt vildt. Jeg følte mig som en dårlig mor, og for mig var det en stor ting, at hun skulle have erstatning – når jeg tænker på det nu, kan jeg jo godt forstå hvorfor, men i øjeblikket troede jeg at det betød, at min amning var endelig, og hun kun måtte få erstatning, hvis først vi startede på det. Ville ønske de havde sagt, at det bare var denne ene kop, og så kunne jeg fortsætte amningen. Jeg er vokset op med at se min mor amme min lillesøster, og det har været en naturlig del af min barndom, så jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg ville have udfordringer med det. Men min amning var hårdt arbejde. Jeg fik lov at ringe efter personalet hver gang, jeg skulle lægge hende til, og det var en kæmpe hjælp. Jeg fik en brystbrik, og det hjalp Bernadetta til at finde brystet. Da vi tog hjem fra hospitalet, havde jeg en følelse af at have styr på amningen, men da vi kom hjem, fik jeg smerter i brysterne. I Sverige har de et nyt tiltag, hvor man kan tage til gratis ammerådgivning, hvor jordemødre med ekspertise i amning står klar til at hjælpe. Jeg fik en aftale på klinikken, og det var det, der fik min amning til at fungere. Jordemoderen var så vild, hun kunne vise mig præcis hvordan, Bernadetta skulle gribe om brystet, og hvordan hun skulle ligge, hun hev og pressede og tog virkelig fat.

Turde ikke falde i søvn

De første uger sov jeg ikke. Min mand tiggede og bad mig om at sove bare én time. Men jeg følte ikke, at jeg kunne overlade Bernadetta til ham, jeg var bange for alt. At han skulle falde i søvn og rulle over hende, bange for at hans store tunge hånd ville komme til at lægge sig på hende, så hun ikke kunne få vejret. Jeg græd, jeg var ikke mig selv, og jeg led af baby blues. I løbet af natten lå jeg bare og kiggede på hende. Det var december og meget mørkt udenfor, og jeg havde mange tunge tanker. Min kæreste tog fri i to uger udover de to første uger. Jeg havde ingen appetit, men jeg spiste hele tiden, for at sikre mig at min mælk var god. Men Bernadetta havde det godt, og hun hjalp mig gennem den svære periode. Jeg var så bekymret for alt, men når vi var til de obligatoriske tjek og kontroller, fik hun stor ros, og alt var fint – det gav mig en ro.

Læs også

Julia Werup: om at genvinde tilliden til naturen

Min sundhedsplejerske var rigtig god for mig. Hun var så rolig og forstående. Jeg kunne ringe til hende med det mindste, hvis jeg syntes, hendes vejrtrækning lød mærkelig, eller hun fik knopper på huden. Jeg fik tilbudt en efterfødselssamtale, men det følte jeg ikke, jeg havde brug for på det tidspunkt. Jeg var også chokeret over fødslen, og jeg havde et stort behov for at tale om den hele tiden. Selvom jeg var chokeret, var jeg også meget imponeret, både over mig selv, men også over det tjekkede personale.  Noget af det der hjalp mig gennem denne periode, var at få besøg af min mor. Hun kom ofte og tilbragte tid med Bernadetta. De bedste besøg er dem, hvor man føler det er en aflastning, og hvor man får hjælp til alle de ting, man normalt ikke når – inklusiv at få sovet. Søvnmangel er noget de fleste nybagte mødre lider af, og det er vigtigt at få hvilet sig eller bare være hjemme og fokusere på sig selv.

Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage, og sige til mig selv, at jeg skulle tage det roligt og ikke bekymre mig så meget. I perioder var jeg så tynget af mine egne tanker, og jeg tænker ofte på at min graviditet havde været så meget nemmere, hvis jeg havde været sødere ved mig selv. Men det er nemmere sagt end gjort, det ved jeg! Næste gang jeg bliver gravid, vil jeg forsøge at gå mere til yoga og finde ro og balance. I dag er min datter 1 år. På trods af at min graviditet var svær, og min fødsel ikke gik som jeg havde forestillet mig, så glæder jeg mig helt vildt til næste gang, jeg skal være gravid og til at give Bennie en søskende.

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther