Anna Engstrøm: ”Fuck det, nu er jeg gravid”

Hvordan føles det, at blive mor som 22-årig? Anna Engstrøm fortæller om,  hvordan hun troede, hun aldrig ville overleve en fødsel, om at måtte overgive sig til den gravide krop og om at forventningsafstemme på alt fra børneopdragelse til madlavning og rengøring

En stejl grusvej leder vores bil op til et villakvarter i Helsingør nord for København. Lige her minder der mest af alt om en Pippi Langstrømpe landsby, med små ujævne tandrækker af forskelligfarvede huse. Anna bor i en lejlighed i længen af det store hoved hus. Hun fødte sin søn Edgar for 7 måneder siden. Han ligger lige nu i sin barnevogn på træterrassen i baghaven og sover til lyden af det frikvarter, der netop er skudt i gang på den tilstødende Steinerskole.

”Jeg var meget optaget af, hvad andre ville tænke, hvis jeg blev gravid. Jeg kan da ikke være så ung og være mor og hvad med karriere, kan jeg nogensinde blive til noget? Men så tænkte jeg, hvorfor egentlig ikke – jeg har jo et dejligt sted at bo, en fin løn, min kæreste og jeg har det godt sammen. Der gik et halvt års tid hvor jeg lige skulle blive klar. Så flyttede vi ind i huset og der blev det pludselige lettere at forholde sig til. Jeg har altid været mega tynd og når man render rundt og ligner en der er underernæret, kan det vel ikke ske så nemt? Jeg stoppede på p-piller og tre måneder senere var jeg gravid. Jeg var på et photoshoot og var overdrevet træt. Om aftenen tog jeg en test og der kom to streger med det samme. Jeg troede ikke på det og gik ud til min kæreste i stuen og sagde, at man ikke kunne se resultatet endnu. Der gik et kvarter før jeg kiggede på den igen. Vi sagde hele tiden ’hvad nu hvis det er rigtigt’. Ingen af os kunne fatte det! 

Søvnløs og sygemeldt

De første fire måneder var helt perfekte, uden nogle symptomer og så fik jeg det pludselig dårligt. Jeg blev meget svimmel og gik til lægen, som konstaterede at jeg havde de vitaminer jeg skulle og at mit blodtryk var stabilt. På det tidspunkt havde jeg ikke sovet i halvanden måned. Det handlede ikke så meget om at skulle være mor eller at jeg var gravid, mine tanker kørte bare på alt mellem himmel og jord og jeg kunne ikke parkere noget. Min læge sagde at det nok var stress-relateret og at jeg skulle gå hjem og slappe af. Jeg fik en sygemelding og lagde mig på sofaen i 3 uger uden at rejse mig. Jeg måtte kaste håndklædet i ringen og sige ’Fuck det, nu er jeg gravid, så koncentrerer jeg mig om det’. Det er et kæmpe nederlag, når man tror man kan alt muligt og lige pludselig kan man ingenting. Det endte med en fuldtidsygemelding og på den måde kan man sige at jeg allerede gik på barsel fire måneder før min termin.

Læs også

Alona Vibe – Om hvordan god kropsforståelse førte til hurtig graviditet

Lige da jeg blev gravid var jeg hundeangst for at føde det her barn, jeg tænkte ’det kan jeg ikke overleve’. Jeg var hjemme og havde tid til at lade op og koncentrere mig om min graviditet. Jeg gik til fødselsforberedelse og yoga og blev mega frisk på at føde. Jeg lærte at hvile i mig selv og til sidst glædede jeg mig helt vildt. Jeg kan stadig få kuldegysninger ved tanken om at komme ind på fødestuen. Jeg var så spændt og vidste alt om faserne og om hvad der sker i kroppen. Jeg glædede mig bare til at få en ve og mærke det alle snakkede om. Jeg var ikke bange og det tror jeg egentlig jeg havde været, hvis jeg var fortsat med at gå på arbejde – så havde fødslen været noget, der bare skulle overstås.

Fødsel: “Jeg følte, jeg var midt i en drøm”

Min fødsel gik skide godt! Jeg fødte 4 dage før termin. Jeg ville gerne undgå at gå over tid så jeg dyrkede meget yoga og pilates og gik lange ture i skoven indtil det sidste. Jeg fik en modningsbehandling hos en zoneterapeut og kørte hjem efter behandlingen og gik en tur med vores hund Ingeborg. Om eftermiddagen begyndte det at murre, men jeg vidste at den latente fase kunne vare op til fire dage, så jeg tog det stille og roligt. Op af aftenen tog det til og jeg fik min kæreste til at gøre huset rent mens jeg skurrede toilet og bad – og havde veer! Jeg ringede til fødegangen, for at høre hvornår de havde vagtskifte, jeg ville nemlig gerne føde med én jordemoder. Det havde de ved midnat, så vi besluttede os for at prøve at strække den derhjemme. Det gjorde jo ondt ad helvedes til, men jeg følte at jeg havde fuldstændig styr på det. Jeg vidste hvad der skulle ske og tænkte, at det kunne jeg sagtens klare. Jeg lagde mig i sengen med en varmepude og da jeg begyndte at kaste op, var det tid til at komme afsted. Vi kørte en halv time i bil til hospitalet. Jeg havde sædevarmen på og brugte nogle vejrtrækningsøvelser jeg havde lært til yoga. Vi havde øvet dem sammen, så Allan kunne hjælpe mig. Jeg kastede op et par gange på vej til fødegangen. Både Allan og jeg tror aldrig rigtig på tingene, så vi havde begge en ide om, at vi nok ville blive sendt hjem igen. Men jeg var 6 cm åben og godt i gang.

Læs også

Paulina Lykke: Om at skrue ned for forventningerne som andengangsmor

Jeg ville gerne føde i vand og kom derfor i kar. Det er nat nu og det var 30 grader den dag – jeg husker, hvordan den svage brise fra vinduet stod ind på mig, min jordemoder spillede meditationsmusik på anlægget – jeg følte jeg var midt i en drøm. Til yoga havde jeg lært mantraer som ’jo stærkere veerne bliver, jo stærkere bliver jeg’ og det brugte jeg meget. Da jeg var 10 cm åben og der var gået et godt stykke tid, ville min jordemoder gerne tage vandet. Efter flere forsøg kom jeg op og så gik vandet. Fostervandet var grønt og jeg måtte ikke komme tilbage i karret. Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ville følge processen – jeg gad ikke være insisterende på noget. De opdager at Edgars hoved sidder skævt, han skal have elektroder på og vendes. Jeg er helt ligeglad med, hvad der foregår. Der er mange mennesker på stuen, men jeg lægger ikke mærke til så meget. Allan er på det tidspunkt super presset. Jeg spurgte ham flere gange i løbet af fødslen ’er du ok skat?’ Det syntes personalet var sødt.

Jeg skal i gang med at presse og klokken er 4 om morgenen. Hver gang jeg presser, falder hjertelyden og det kan Allan se, hvilket stresser ham vildt meget. Jeg ender med at presse til kl. 8:45, men jeg havde ingen tidsfornemmelse. Jeg anede ikke at jeg var ude i en pressefase, der tog 4,5 time. Uden at vide, at Edgar havde rettet sig op og allerede var forbi bækkenet, bad jordemoderen mig presse og så, lige pludselig, kom han ud i én ve og det eneste jeg skreg var ’nej, nej, nej, jeg er ikke klar’ mens jeg lukkede øjnene. Det kom totalt bag på mig, at nu var det nu. Jeg lå og holdt mig for øjnene mens Allan stod og græd og alle sagde ’neej hvor er han fin’. Jeg kunne mærke han lå på mit bryst, men jeg kiggede først efter et par sekunder. Det var så vildt! Så ligger der bare et lille menneske.

Realistiske barselsforventninger

Vi blev sendt hjem efter fire timer på Hillerød og når jeg tænker tilbage, var det ret vildt vi bare tog hjem. Jeg blev parkeret i sofaen og havde så ondt i underlivet, fordi jeg havde presset i så mange timer. Det var først da vi var hjemme, jeg opdagede, at jeg hverken kunne stå eller gå. Der gik en uge før jeg kunne gå og flere dage før jeg prøvede at bære ham selv. Da Edgar er tre dage gammel, går der infektion i hans navle. Den var helt rød og vi blev nervøse og kom ind på hospitalet med ham, hvor de fik den renset. I samme omgang kunne de se at hans tungebånd var for kort, så det skulle klippes. Jeg brød fuldstændig sammen fordi det blev for meget for mig. Heldigvis var det et ganske harmløst indgreb og det gjorde også at amningen gik bedre.

Jeg tror mange har en forestilling om, at når man får et barn, så kan man tage dem med på cafe og shoppe og have det hyggeligt. Det var ikke min forestilling. Jeg var indstillet på at vi skulle være herhjemme og hygge og at vi selvfølgelig ikke ville få så meget søvn. Dagen er på hans præmisser. Jeg laver aftaler efter hans rytme og vi går til svømning og baby pilates. Ingen af mine veninder har børn endnu. Men jeg har passet børn siden 7. klasse på helt ned til et halvt år, så jeg har ikke følt mig så usikker og når jeg har været i tvivl om noget, har jeg brugt min sundhedsplejerske.

Parforholdet som nybagte forældre

Allan og jeg holdt barsel sammen en måned i Frankrig, hvor mine bedsteforældre har et hus. Vores forhold er kun blevet bedre af, at vi er blevet forældre. Inden vi kaster os ud i et projekt, er vi gode til at snakke det igennem. Hvordan vil vi gerne opdrage, hvordan skal vi snakke til hinanden, hvem gør rent og hvem laver mad. Jeg ville ikke stå i en situation og diskutere, hvem der skal lave middag. Allan er født i Danmark, men hans mor er fra Polen og hans far er fra Kurdistan. Han er vokset op som katolik og har altid talt polsk med sin mor. Allan ville gerne tale polsk med Edgar og det var jeg først uenig i, men da han blev født gav det sig selv, at selvfølgelig skulle han det.

De bekymringer jeg havde før jeg blev gravid, har jeg ikke længere. Jeg er 22 år, jeg kan i princippet gå hjemme de næste 5 år og stadig få en velfungerende karriere inden jeg fylder 30 år. Vi drømmer om at få 4 børn.”

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther