Gravid med Alona Vibe | TO THE MOON HONEY
  • en

Blog

To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_Liv_winther_7283
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_Liv_winther_7283
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_Liv_winther_5
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_Liv_winther_5
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_Liv_winther_86
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_Liv_winther_86
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_Liv_winther_21
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_Liv_winther_21
Processed with VSCO with av4 preset
Processed with VSCO with av4 preset
Processed with VSCO with av4 preset
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_112_jpg
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_112_jpg
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_9_mont_pregnant_
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_9_mont_pregnant_
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_678_
To_the_moon_honey_baby_bump_gravid_med_alona_vibe_678_

Gravid med Alona Vibe

Meet’n’greet

Alona Vibe 29, bor på Nørrebro med sin kæreste Kenneth. Alona er uddannet Cand. IT, og arbejder som strategisk konsulent og fotograf. Grundlægger af Merō Studio.  

Hun har aldrig følt sig så stærk som under sin graviditet. Her fortæller Alona om aktivt at lægge bekymringer på hylden, om at bruge naturlig prævention, der har gjort hendes til ekspert på hendes egen cyklus, og glæden ved at se fødselsvideoer som del af fødselsforberedelsen. Vi møder Alona på Nørrebro, to dage før hendes termin.

 

Hvordan opdagede du, at du var gravid?

“Jeg har brugt en præventionsform, der hedder Natural Cycles. Det er en app, som bygger en algoritme ud fra min menstruation og min temperatur, som man skal tage hver dag i de første måneder. Resultatet kan give en meget præcis dato for, hvornår jeg er frugtbar, og det har givet mig en god kropsforståelse. Nu ved jeg, at min ægløsning kommer på den samme dato hver måned. Så første måned, vi gjorde det overlagt, blev jeg gravid. Min kæreste lever rimeligt usundt, da han nærmest ingen grøntsager spiser, og mange af vores venner har desværre kæmpet i lang tid for at blive gravide, så jeg havde forberedt mig på, at det ville tage meget længere tid. Men da jeg var gået to dage over, besluttede jeg at købe en test i Netto på vej hjem fra mine forældre. Jeg havde haft tegn på, at jeg var gravid, men det tog jeg først rigtigt ind, da jeg så de to streger. Jeg havde sovet dårligt og havde været ude og gå en tur med mine forældre og været helt stakåndet og tænkte ‘hvad fanden sker der for min kondi’? Jeg tog testen alene, mens min kæreste, kenneth, ikke var hjemme, og han vidste ikke, hvad der var under opsejling. Da jeg så de to knivskarpe streger, blev jeg pludselig i tvivl om, hvordan jeg skulle aflæse testresultatet. Jeg havde aldrig taget sådan en test før og havde ikke læst anvisningen inden. Så da jeg stod med resultatet, anede jeg faktisk ikke, hvad jeg skulle tro. Det var både ekstremt anti-klimatisk og virkelig morsomt. Jeg skulle straks efter til et kundemøde, og på vej derhen googlede jeg eksempler på positive tests fra det specifikke brand, som bekræftede, at min test var positiv. Jeg var ikke rigtigt nede i min krop resten af dagen og forstod det først om aftenen, da jeg fortæller det til Kenneth. Jeg havde været i Illum for at købe en lille body til en præmatur baby, som jeg ville give til ham for at vise, at jeg var gravid. Men jeg droppede det senere, fordi jeg alligevel syntes, det var for corny. Så jeg fortalte det bare, som det var, og gav endelig slip og lod glædestårerne flyde frit.”

 

Er der noget særligt, der har haft betydning for din graviditet?

“Min bror og svigerinde mistede deres søn i 8. måned, imens han stadig lå inde i maven. Når man er i 8. måned, får man et navn, CPR-nummer og bliver begravet. Det er den største sorg, vi som familie har været igennem. Den oplevelse har jeg taget med mig ind i min graviditet, og jeg har skullet arbejde aktivt med mig selv for ikke at lade den frygt dominere undervejs i min graviditet. Jeg har blandt andet været i terapi og lyttet til en podcast, der hedder ‘Detox din hjerne’, særligt den om bekymringstanker. Den har givet mig nogle superfine betragtninger i form af en tre-trins raket til, hvordan jeg kan afgrænse og alligevel leve med de bekymringer og sorgen over min brors tab.”

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“Magisk, transformativ og “empowering” – i mangel på et dansk ord, der dækker. Jeg har haft en fantastisk graviditet med kun milde gener og energi til at arbejde helt frem til 20 dage før termin. Fra uge 7 til 10 havde jeg kvalme og præsterede da også at kaste op i en skraldepose i et S-tog en enkelt gang. Fra uge 21 og til slut har jeg døjet med halsbrand, og jeg har derfor sovet med en sofahynde under min hovedpude, for at ligge højere samt tygget en del Alminox og Galieve og undværet chokolade, løg, hvidløg og meget krydret mad, som gør det værre. Da jeg var i uge 24, kom corona til Danmark, og en uge inden lockdown gik vi en tur rundt om Søerne. Vi tog allerede det med at holde god afstand til folk ret seriøst, fordi jeg er gravid. Men et par dage efter begynder min næse at løbe, og 3-4 dage efter bliver min kæreste syg med klokkeklare symptomer på Covid-19. Vi bliver testet, og vi er begge postive. Mine symptomer var ret milde. Men jeg var særligt bange for det med vejrtrækningen. Hvad nu hvis jeg ikke kunne få vejret, og der ikke kom ilt nok til babyen? Det var svært at være gravid og have corona, især fordi man på det tidspunkt ingen viden havde om, hvordan det påvirker ufødte børn. Så når lægerne sagde, jeg ikke skulle frygte noget, vidste jeg jo godt, at de intet forskningsmæssigt belæg havde for denne beroligelse. Det bedste, jeg kunne gøre, var at forholde mig roligt og tro på det bedste. Passe på mig selv og hende. Og her bagefter er jeg kommet frem til, at jeg faktisk havde corona på det bedst tænkelige tidspunkt, hvis man nu skulle se sådan på det. For nu har vi alle tre været igennem det og har ikke skullet frygte for min kærestes tilstedeværelse under fødslen.”

 

Hvordan har du det med din gravide krop?

“Tidligt i forløbet opdagede jeg, hvor hurtigt den gravide krop eksponeres for alverdens kropskommentarer. Især mænd holder ikke igen med at udtrykke, hvad de umiddelbart tænker om ens krop – mavens størrelse og placering, vægtøgning og andet i den dur. Selvom kommentarerne primært har været positive, så har det været specielt at mærke så intenst et skifte, og jeg har også måttet sige fra en gang eller to, simpelthen fordi en kommentar som “der må mindst være tvillinger eller trillinger i den store flotte mave” kan være en kæmpe trigger for en kvinde med fødselsangst, spiseforstyrrelser eller kropskomplekser. Jeg har heldigvis kunnet kontrollere svære tanker, og i forlængelse af hvor skøn min graviditet har været, er der også fulgt en enorm stolthed over min gravide krop. At opleve, hvordan den kan gøre så utroligt et stykke arbejde, det er at skabe et menneske ud af nærmest ingenting, har gjort mig så ydmyg. Alt har sin nødvendige årsag – og eksempelvis strækmærkerne, der lader huden strække sig, så der kan blive plads til baby har jeg været i stand til at se som absolut positive. Jeg er helt sikker på, at både jeg og min kæreste kommer til at savne den runde mave, så snart den er fortid.”

 

Hvad savner du mest under din graviditet?

“Jeg har savnet at kunne spise mørk chokolade. Det har min halsbrand sat en stopper for. Vi drikker ikke alkohol herhjemme og har ikke gjort det i mange år, så det har ikke rigtig været et issue, udover at jeg underligt nok cravede en cocktail omkring uge 25-26. Jeg tror, det var tanken om kombinationen af det bitre, søde og sure, som tiltalte mig.”

 

Hvad var det første stykke graviditetstøj, du købte, og hvor langt var du henne?

“Det var to par graviditetsleggins fra H&M til at tusse rundt i herhjemme, i omkring uge 26. Det er det eneste graviditetstøj, jeg har købt. Jeg har klaret mig langt med opknappede bukser og en T-shirt/trøje/blazer udover, men da maven begyndte at fylde, så ribkjoler fra H&M, der kan give sig i takt med den voksende mave.”

 

Hvilket item har du haft mest glæde af under din graviditet?

“Jeg været superglad for bløde bambus-bh’er fra Boody, og mine sneakers. Derudover har jeg allerede fra uge 5 sovet med en pude foran maven for at lægge et blidt tryk, og gradvist, som maven er vokset, er puden rykket ned under maven. Jeg ville slet ikke kunne sove uden den støtte. Og så at have en pilates bold herhjemme til at sidde på og aflaste min ryg og lænd sidst på dagen.”

 

Hvilke sko har båret dig rundt under graviditeten?

“Langt hen ad vejen er det New Balance 990 og 922, og i slutspurten af 3. trimester et par gamle Birkenstock, som nok også kommer med på Rigshospitalet, når fødslen skal forløbe.”

 

Dyrker du motion under din graviditet?

“Jeg havde store ambitioner om at være aktiv og motionere en masse, både op til og under graviditeten, men det har jeg på ingen måde levet op til. Kvalmen i 1. trimester gjorde, at jeg måtte ligge og slappe meget af, og præcis som jeg kom i gang med prenatal yoga, så ramte halsbranden, og så var det ikke til at holde ud. For ikke at glemme corona lockdown og tilmed vores smitte, som stjal flere måneders mulighed for at komme udendørs. Nogle dage har jeg været skuffet over min indsats. Det hænger sammen med, at jeg håber på en aktiv fødsel, som ikke hindres af fysisk underskud, og en tilforladelig postpartum periode. I stedet har jeg forsøgt at gå en masse og prioritere regelmæssige knibe- og venepumpeøvelser. Men det sidste kan nok ikke kategoriseres som egentlig motion, haha.”

Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?

“Ikke meget. Jeg bruger til dagligt naturlige hudplejeprodukter og går ikke så ofte med makeup. Jeg er dog blevet bedre til at bruge min ioniske tørbørste fra Karmameju inden bad og til at bruge bodylotion, som jeg ellers er ret doven med. Her har jeg især brugt Mommy and Me fra Rudolph Care og koldpresset hybenkerneolie på mave, hofter og bryster for ekstra hydrering. På trods af at jeg bevidst har søgt skygge på solskinsdagene og har brugt faktor 30 og 50, har jeg alligevel fået hyperpigmentering i mit ansigt, især på overlæben. Så vil man gerne undgå det, er mit bedste råd at tage den øgede melasma-produktion ret alvorligt, da der virkelig ikke skal mange stråler til.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig om kost og tilskud under din graviditet?

“Jeg har spist økologisk og varieret det meste af tiden – som normalt – men samtidig har jeg ikke været fanatisk, og jeg har ikke holdt igen med de mindre hensigtsmæssige cravings, jeg har haft. I starten var alle beige kulhydrater det eneste, som gik i spænd med kvalmen, og i 3. trimester har kanelsnegle og Magnum mandelis været en kæmpe favorit. De allersidste uger af graviditeten har jordbær og kirsebær befundet sig på en delt 1. plads, og jeg har snildt kunnet spise en bakke om dagen. Derudover har jeg fra midten af 2. trimester jævnligt taget Husk og op mod termin spist en håndfuld svesker for at hjælpe fordøjelsen på vej. I forhold til kosttilskud har jeg fulgt de anbefalede doser for gravide: Folinsyre, jern fra uge 10, kalk med C-vitamin, da vi spiser få mælkeprodukter, multivitamin Baby-Me-Now, Omega 3 fra Puori, D-vitamin fra Pharma Nord eller Puori, mælkesyrebakterier Symbioflor fra Biosym, og magnesium fra Puori inden sengetid. I uge 38 og 39 har jeg desuden taget kæmpenatlysolie oralt og et par gange vaginalt, da nogle studier hævder, at det blødgør og smører livmoderhalsen.”

 

Hvordan har du forberedt dig på fødslen, og hvilke tanker har du gjort dig? 

“Jeg har forberedt mig ved at læse bøger og tale absurd meget med veninder, som allerede er mødre. og så en mere utraditionel metode, som har været at fotografere to fødsler på nært hold.  Hvilket jeg har oplevet som et helt uvurderligt og unikt indblik i den intime proces, det er at føde. Dét at få lov til at dokumentere og opleve en fødsel first hand men uden at skulle være deltagende og følelsesmæssigt påvirket som en partner eller anden pårørende, har givet mig en dyb forståelse for og fornemmelse af fødslens forskellige faser og den fødende kvindes tilstand på et plan, jeg aldrig ville kunne tilgå gennem eksempelvis litteratur. Hvis man er nysgerrig, er et godt alternativ at se en fødselsvideo eller to. Personligt har jeg ikke kunnet se fødselsvideoer i 3. trimester uden at stortude, da det kommer for tæt på min egen fødsel, men jeg gjorde det i starten af graviditeten. På grund af corona lockdown har min kæreste og jeg ikke kunnet benytte os af fysiske forberedelseskurser, så vi har i stedet haft glæde af det forskellige materiale og de Facebook-lives, som er gjort offentligt fra bl.a. Heidi Meyer, Jordemodertid og Smertefri Fødsel.”

 

Har I nogle planer eller forestillinger om de første uger efter fødslen?

“Jeg håber på at kunne fuldamme og ved, at det kræver ro og hulestemning. Planen er derfor, at vi bliver hjemme og uden besøg de første dage. Samtidig føles det ambivalent, for jeg ved, at jeg vil have brug for at se min familie. Få et kram og bearbejde fødslen ved at tale om den, men det kan nok sagtens vente et par uger. Derfor har jeg på forhånd talt med mine forældre om eventuelle bekymringer og behov for hjælp, så forventningerne er afstemt. Vi har aftalt, at jeg til hver en tid må bede om hjælp i alle former, om det så drejer sig om at komme og støvsuge eller tage opvasken, og så bede dem om at gå igen. Min kærestes familie bor i Sønderjylland og kommer først på besøg et par uger efter, hun har meldt sin ankomst, netop for at give os plads til at lande i tilværelsen. Mine veninder har en stor bevidsthed om, at barselsbesøg som udgangspunkt er af kort varighed og betyder selvbragt kage og kaffe, og det har været befriende at mærke, at der er denne naturlige forståelse og opbakning.

I forhold til min egen heelingsprocess, så regner jeg med at tage alt i et roligt tempo og spise varme og letfordøjelige retter. To-tre uger efter fødslen kommer den private jordemoder Marta Orbiz fra Moderhuset MAIA og laver en såkaldt efterfødselslukning med rebozo, massage og urtebad – det er en form for taksigelsesritual, som jeg var så heldig at modtage i babyshower-gave fra en håndfuld af mine nærmeste veninder.”

 

 

Tekst Liv Winther Foto Liv Winther og Kenneth Nguyen

LeaveCOMMENT

Your email address will not be published. Required fields are marked *