Veneda Carter: “Vi nåede ikke at tale om børn, jeg blev bare gravid” - TO THE MOON, HONEY

Veneda Carter: “Vi nåede ikke at tale om børn, jeg blev bare gravid”

Danske Veneda Carter bor i LA, hvor hun arbejder for Yeezy og Kim Kardashian, da hun møder sin mand Weston. Hurtigt efter bliver de to gift, og Veneda bliver gravid. Her fortæller hun om fødslen, der bliver filmet fra start til slut, og hvor både svigermor og svigerinde er med. Hun fortæller også om den første tid, hvor hun får hjælp af en nightnurse og om at sige sit prestigefyldte job op for at holde længere barsel

 

Mødet med Weston

“Jeg mødte min mand Weston ved et supermarked i september 2018. Han sad udenfor og spiste, og gennem mine solbriller kunne jeg se, at han tjekkede mig ud. Da jeg kom ud, sad han der stadig og han tjekkede mig stadig ud, men jeg gik bare videre. Da jeg nåede over til min bil, var der pludselig en der sagde; ”excuse me” bag mig, og så var det ham. Vi faldt i snak og udvekslede Instagram. Jeg var lidt tilbageholdende med at give ham mit telefonnummer med det samme. Men det gik faktisk ret stærkt derefter. Allerede samme dag mødtes vi til en kaffe.

To_the_moon_honey_mama_profile_Venedea_C_foedselsberetning_Vendeda_carter_Birth_pregnant_stylist_Kim_kardashian_
Læs også

Veneda Carter: “We didn’t even have time to talk about children. I just got pregnant”

Jeg rejste ret meget i den periode, så vi så ikke hinanden så meget. Men hurtigt blev det meget seriøst, og vi flyttede sammen et par måneder efter. Og så blev vi gift, og så blev jeg gravid. Vi nåede ikke at tale om børn, jeg blev bare gravid. Først gik jeg lidt i panik. Jeg var i tvivl om, det var det rigtige tidspunkt. Men det var det jo – vi var gift og selvom det selvfølgelig ville komme til at ændre en del, kunne jeg ikke se nogen grund til, at Bobbi ikke kunne være en del af vores liv.

Jeg fandt ud af, at jeg var gravid i 4.uge og i 6.uge begyndte jeg at bløde rigtig meget og troede jeg havde en miscarriage. Og det havde jeg faktisk også, idet jeg ventede tvillinger. Jeg havde noget, der hedder vanishing twin syndrome, hvilket min læge fortalte mig er ret normalt. Heldigvis kunne lægen se, at der var et æg mere og at der var hjertebanken. Men Bobbi har faktisk været tvilling.”

Med privatlæge fra start til fødsel

“Når man bliver gravid i USA, skal man selv finde en læge og en gynækolog, hvis man ikke allerede har en. Dem jeg havde snakket med, der havde født i LA, anbefalede at få en privatlæge, hvis jeg havde råd til det. Forskellen på behandlingen er nemlig ret stor i USA alt efter, hvor mange penge, du har. Jeg besluttede mig for at prioritere en privatlæge og ringede rundt til nogle forskellige for at få tid, hvilket var virkelig svært. Men jeg fik kontakt til en fantastisk læge, som jeg var så heldig at få tid hos allerede en uge efter, og hun har været med mig lige siden.

Jeg var til kontrol hos hende en gang om måneden medmindre der var noget – så kom jeg flere gange på én måned. I slutningen af graviditeten havde jeg flere kontrolbesøg på grund af proteinindholdet i min urin og den sidste måned, var det nærmest hver uge. Jeg forstod ikke så meget af det de sagde, og jeg spurgte ikke rigtig ind til det. Men de sidste prøver, der blev taget, viste at jeg har haft en snert af svangerskabsforgiftning. Ugen inden min termin syntes min læge derfor, at det var en god ide, at vi prøvede at sætte mig i gang. Det blev jeg ret overvældet over, men jeg stolede på hende og var mentalt klar til at føde. Vi prøvede først alt, vi kunne for at sætte fødslen naturligt i gang. Øvelser, olier, akupunktur, gå lange ture, drikke en speciel te. Men der skete ikke rigtig noget. Jeg kunne godt mærke, at hun havde rykket sig ret langt ned, der var en form for tryk. Jeg havde åbnet mig 2,5 cm, men min læge sagde, at der sagtens kunne gå en uge, før jeg åbnede mig mere og vandet var ikke gået – det var ikke helt nok til at veerne gik naturligt i gang. Men det var god modning.”

“Jeg pressede og kastede op, pressede og kastede”

“Jeg kom ind kl.00 for igangsættelsen og lå et par timer. Kl.02 fik jeg lagt et ballonkateter og drop. Derfra gik det ret hurtigt. Allerede et par timer efter begyndte jeg at få veer, som med det samme var rimelig konstante. Jeg følte at jeg havde veer i lang lang tid. Det var smertefuldt, men jeg kunne godt holde det ud.

Det eneste jeg havde fået at vide, at jeg kunne gøre for at holde veerne ud, var at trække vejret. Så jeg trak vejret og gik lidt rundt og prøvede at få tankerne væk fra smerterne. Efter ca. tre timer tog de mit vand. Der fik jeg desværre en infektion og fik feber. Fire timer efter de havde taget vandet, kunne jeg ikke klare mere og ville gerne have en epidural. Der havde jeg åbnet mig 8 cm.

Efter epiduralen var det hele rimelig smooth. Jeg kunne slet ikke mærke noget og efter en time-halvanden, begyndte jeg at presse. Det eneste der stadig var ubehageligt var feberen, fordi jeg rystede og frøs. Og så var det hårdt, at jeg ikke havde spist i så mange timer. Jeg havde så meget syre i maven og det gjorde ondt. Jeg skulle både på toilettet og kastede op undervejs. Det var underligt at presse uden rigtig at kunne mærke noget, men sygeplejerskerne og min læge kunne jo se på skærmen, hvornår jeg skulle presse. Jeg mærkede et tryk og spurgte om der var en ve, og det var der så. Så fik jeg at vide, at jeg skulle tage en indånding og presse, idet jeg pustede ud. Der opstod en rytme i veerne, som jeg kunne følge med i. Jeg anede ikke, hvor meget jeg pressede. Inde i mit hoved, pressede jeg så hårdt jeg kunne. De blev ved med at sige ”Good job”, så jeg gik ud fra, at jeg gjorde det rigtigt. Jeg pressede og kastede op, pressede og kastede op. Så der skete rigtig meget, men for mig var det vigtigste bare, at hun kom ud.

Da hovedet var ude og skuldrene skulle ud, sad hun lidt fast. Der blev min læge lidt bekymret. Så de løftede mit bækken og så hev min læge hende på plads, så hun kunne få skulderen ud. Det var ikke til at se, inden hovedet kom ud, at hun faktisk ikke lå rigtigt. Min mand fortalte, at min læge var gået ind med begge hænder inde i mig, for at vende hende. Det var han blevet lidt nervøs over. Men jeg vidste ikke, hvad de lavede, så jeg nåede ikke at blive bekymret.

Kl. 14 var hun ude. Det tog altså 12 timer fra jeg blev sat i gang, til hun var ude.”

Podcast

Efterfødselssamtale med Veneda Carter

Svigermor og svigerinde med til fødslen

Lige inden jeg begyndte at presse, kom min mands mor og søster også. De havde lige ændret reglerne i LA til at man godt måtte have to med, ud over sin mand. Det var på en måde mærkeligt, at de var der, men jeg tænkte ikke så meget over det. Min egen mor kunne jo ikke flyve ind på grund af Covid.

Hele min fødsel blev filmet, og jeg prøvede at få så positiv en oplevelse ud af det som muligt. I videoen kan man også høre folk, der snakker og griner. Mange af mine veninder, der har set videoen, kan ikke forstå at jeg kunne koncentrere mig om at føde, når der var så mange mennesker på stuen. Selvom stuen var stor, var der til sidst både min mand, hans søster, min svigermor, min læge og to sygeplejersker. Men jeg syntes faktisk, det var meget rart. Jeg havde virkelig en følelse af, at fødslen ikke var så slem, som mange går og fortæller. Et rum fuld af oxytocin og smertelindrende kærlighed.

På videoen bagefter så jeg, hvordan de brugte en olie, da hovedet var på vej ud, og blev ved med at smøre og smøre for at blødgøre og åbne op. Det var ikke noget, jeg havde lagt mærke til undervejs, men det så så mildt ud og virkede så smooth. Jeg kunne rigtig godt lide den connection, min læge havde med Bobbi og forberedte hende til at komme ud. Der var virkelig en kærlighed i den måde hun var forsigtig og samtidig gjorde det, hun skulle gøre. 

Da jeg havde født og fik hende op, var det meget overvældende, og jeg kunne næsten ikke forstå, hvad jeg lige havde været igennem, og at hun var min. At hun havde vokset inde i min mave. Det var så syret alien-agtigt. Men også det mest fantastiske og jeg kunne slet ikke forstå det. Der var så meget kærlighed. Det første jeg tænkte var, hvem hun lignede. Hun havde helt sort hår og var stor og vejede 4 kilo.

Vi var på hospitalet i tre dage, fordi jeg fik en infektion, havde feber og fik antibiotika. Bobbi fik også gulsot, fordi hun ikke fik nok at spise til at starte med, netop også fordi hun var større. Og jeg havde ikke særlig meget mælk. Jeg havde ikke rigtigt forberedt mig på amning og den slags, jeg tog det bare lidt, som det kom. Jeg troede, at jeg bare ville få mælk i brysterne, når jeg fødte, men det gjorde jeg ikke. Jeg fik ammekursus på hospitalet, men der kom ikke meget ud. Vi begyndte så, på hospitalet, at give hende modermælkserstatning, og fik så vi lov at tage hjem på tredjedagen.”

Shop

Plakat med ansigter

310 kr - 490 kr

Godt fra land med en nightnurse

“Da vi kom hjem, havde jeg en nightnurse de første tre uger. Jeg fandt hende under graviditeten og havde selvfølgelig interviewet hende og mødt hende flere gange, inden hun mødte Bobbi. Jeg havde også fået hende anbefalet af en veninde, så der var en form for tillid.
Det fungerede sådan, at hun kom ved 21-tiden og gik ved 07-tiden. Westons mor bor i Montana og blev kun en dag ekstra, efter jeg havde født. Så at have den support med en nightnurse var guld værd. Den første uge, var hun der hver nat og de sidste to, var hun der fra mandag til fredag, og så havde jeg weekenden alene. Hun vækkede mig hver anden time og kom ind med Bobbi. Når jeg var færdig med at amme, skulle Bobbi have noget ekstra modermælkserstatning, som vores nightnurse gav hende, og jeg kunne lægge mig ind igen. Det var også hende der skiftede og puttede Bobbi igen om natten. Nogle nætter var jeg virkelig træt og havde brug for søvn, så tog hun hende hele natten og gav modermælkserstatning, når hun var sulten.

Da forløbet med vores nightnurse sluttede, følte jeg mig fuldstændig klar til at stå med det alene. Det var også hende der lærte mig, hvordan jeg skulle bade Bobbi og en masse andre ting jeg ikke havde vidst, hvis jeg ikke havde haft den støtte. Det var fantastisk at jeg kunne stille hende alle de spørgsmål, jeg havde og jeg følte mig virkelig tryg ved, at hun var der. Især om natten var det rart at vide, at der var en der holdt øje med Bobbi. Der er noget lidt uhyggeligt ved natten. Især når man selv er så smadret. Jeg var nærmest bange for at falde i søvn, når Bobbi sov. Også om dagen faktisk. Hvis hun ikke lå på mit bryst, kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg var så bange for, at hun skulle blive kvalt, eller at der skulle ske noget med hende.

Selvom jeg på en måde godt kunne have tænkt mig at forløbet med vores nightnurse havde været længere, følte jeg mig virkelig klar, efter hun havde været der. Samtidig havde jeg heller ikke rigtig noget valg – jeg skulle jo klare det selv.”

To_the_moon_honey_mama_profile_Venedea_C_foedselsberetning_Vendeda_carter_Birth_pregnant_stylist_Kim_kardashian_

Podcast

Efterfødselssamtale med Pernille Teisbæk – Om fødslen af sin tredje søn

Bobbi med på job

“I 2016 blev jeg headhuntet af Kanye West, som havde fået øje på min Instagram. Det var en periode, hvor jeg gerne ville prøve noget andet end at være model. Jeg var ikke rigtig glad og følte mig ikke udfordret længere. Jeg blev kontaktet af Kanyes assistent, som skrev, at han gerne ville møde mig. Først troede jeg, at det var spam, men jeg fløj til LA og mødte ham og hele Yeezy-teamet, og derfra gik det ret stærkt. Jeg skulle egentlig kun have været der et par dage, men endte med at være der i to uger og blev spurgt, om jeg havde lyst til at flytte til LA og arbejde fuldtid. Det var meget pludseligt, at det hele skete, så jeg havde svært ved at forstå det – men jeg var ikke i tvivl.

For tre år siden begyndte jeg så at arbejde som personlig stylist for Kim Kardashian. Jeg har altid kept it on the low, fordi jeg havde lyst til at kunne koncentrere mig og holde fokus på mit arbejde, uden at det blev hypet op. Især når man kommer fra lille København, kan folk godt synes, at det er rimelig overdrevet at stå der med Kim Kardashian. Men hun er jo et helt almindeligt menneske, en god mor og et forbillede i kraft af at hun er en business-woman. Hun har gang i virkelig mange spændende og cool ting og formår stadig at være fulltime mom.

Der er jo meget kort barsel i USA og jeg var ikke klar til at tage på arbejde efter tre måneder, så jeg har sagt mit job hos Yeezy op. Så lige nu er jeg freelance. Jeg vidste nok allerede under graviditeten, at jeg ikke ville tage tilbage på arbejde efter tre måneder. Jeg vil gerne være en del af hendes liv, mens hun er så lille, det får jeg ikke igen. Jeg har en masse spændende projekter der kommer, og det er hårdt, men jeg har haft hende med på arbejde før, hvor jeg så har haft en veninde der tog med og passede hende. Det er nok ikke standard i USA at tage sin baby med på arbejde, men det er sådan jeg kommer til at gøre det i noget tid. Indtil jeg finder en babysitter, jeg føler mig tryg ved.

Jeg føler ikke, at det at få en baby udelukker det ene eller det andet. Man kan stadig godt have en god karriere og en baby ved siden af. Jeg vil gerne have, at hun er en del af mit liv og en del af mit arbejdsliv, og hvis jeg kan tage hende med, hvorfor så ikke. Når nu jeg er freelance, er det mig der er bossen og mig der kontrollerer min tid og min kalender. Det har været vigtigt for mig, at inkludere hende i alt, hvad jeg laver. Jeg skal stadig have mulighed for at være kreativ og arbejde på forskellige projekter. Det er selvfølgelig lidt anderledes nu, men det fungerer.“

Interview Bea Fagerholt

Transskribering Maja-Helena Francisca Claver

Redigering Anna Rolin

Foto Sissel Abel og privat

Location Studio Cim Mahony

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.