Ulrikke Toft Simonsen: “Min mor skal med til fødslen og stod det kun til mig skulle der også flere med”
Da Ulrikke Toft Simonsen for snart 9 måneder stod med en positiv graviditetstest i hånden, vidste hun, at det betød et farvel til de cigaretter, der har været fast inventar i hendes hverdag, siden hun var 13 år. Her deler Ulrikke tanker om at tage 26 kg på i sin graviditet, tøjkriser, hormonelle påvirkninger og om at glæde sig til at have sin mor med til fødslen
Ulrikke ankommer til vores aftale med et stort smil, iført bløde bukser og dynesko fra North Face. En uniform der efterhånden har fulgt hende længe og som vidner om, at komfort vinder over alt andet her i ugerne op til termin.
Ulrikke er ikke til overse, når hun træder ind i et lokale. God energi, hun er høj og med lange ben, huden stråler, og så er der de karakteristiske høje kindben, der kommer med efternavnet. Hun er datter af den tidligere topmodel og senere psykolog og forfatter, Renée Toft Simonsen, og hun gik også i sin mors fodspor som 16-årig, hvor hun valgte at droppe ud af gymnasiet for at forfølge modelkarrieren i New York.
”Jeg har arbejdet som model, siden jeg var 15 år, det lyder som en kliché, men det lå lidt i kortene.”
Ulrikke beskriver årene med rejser og modelarbejde som gode og hårde på én gang. I dag har hun lagt modellivet på hylden og er ved at uddanne sig til møbeldesigner.
Mødet med Brian Siva
Ulrikke fylder 28 år på sin terminsdato. Hun venter en lille pige med kæresten, musikeren Brian Siva, kendt under kunstnernavnet Lord Siva.
“Vi mødte hinanden i Aarhus. Brian er fra Aalborg, men kom til byen for at lave musik med en af mine gode venner, der også er musiker. Det var en gruppe af drenge, jeg hang ud med, og en dag stod Brian der. Jeg kan huske, jeg syntes, han havde mega god stil. Han havde et fuldt Tommy Hilfiger outfit på – det var der ikke andre, der havde i 2013, og jeg syntes det var ret sejt, at han skilte sig ud.
Jeg har altid befundet mig godt i selskab med drenge, og vi blev hurtigt venner og var det faktisk i fem år inden, vi blev kærester. Det var i forbindelse med en musikvideo, hvor de skulle bruge en pige, og Brian spurgte, om jeg ville være med – det var jeg totalt klar på.
Musikvideoen blev skudt i Spanien og i de dage, hvor vi skød, så jeg en ny side af ham, som jeg kunne mærke gjorde indtryk på mig. Han var virkelig sjov, og jeg kom også lidt tættere på ham fysisk i forbindelse med optagelserne. Da vi kom hjem til Danmark, skrev han en aften til mig, og så mødtes vi i byen og tog hjem sammen. Og så har vi været sammen lige siden.”
Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?
”Brian var den første, der begyndte at tale om børn. Han er fire år ældre end mig, og hans bror har også børn. Jeg har haft hormonspiral i mange år, men pludselig begyndte jeg at få nogle kramper i underlivet, som ramte mig hver eller hver anden måned. Det var ret voldsomt, da det stod på, jeg blev svimmel og varm, og da jeg endelig fik det tjekket hos lægen, viste det sig, at min spiral sad forkert. Lægen tog den med det samme ud, og pludselig meldte spørgsmålet sig, om det gav mening at sætte en ny op. Jeg vidste også, at hormonerne godt kunne sidde i kroppen i et halvt års tid efter, så det behøvede ikke betyde, at jeg ville blive gravid ugen efter. Og det passede; efter seks måneder begyndte vi at bruge ægløsningstests og gå all-in på projektet. Der gik fire måneder derfra, før jeg blev gravid.
Første gang jeg mærkede en snert af, at jeg kunne være gravid var en dag, hvor min lillebror skældte vores hund ud. Jeg reagerede virkelig stærkt og begyndte at græde over det. Jeg tog en test kort tid efter og blev mega glad, da jeg så, at den var positiv. Det betød samtidig, at jeg skulle holde op med at ryge. Jeg har røget, siden jeg var 13 år og på det her tidspunkt røg jeg en pakke om dagen. Jeg havde sagt til mig selv, at den dag jeg fandt ud af, at jeg var gravid måtte jeg tage én ’quitter’, men det var jo slet ikke en god cigaret.
I den første uge af mit rygestop havde jeg svært ved at se meningen med livet, men på den anden side var jeg så glad for at være gravid. Det var svært at gøre de ting, jeg var vant til og undvære en cigaret. Hver gang jeg fik en kop kaffe eller gik en tur, savnede jeg det. Men efter et par uger blev det meget nemmere, og i dag tænker jeg sjældent over det. Jeg håber, jeg kan holde mig fra det også efter jeg er blevet mor. Det ville være fedt at kunne balancere det, så jeg for eksempel kunne nøjes med én cigaret, når jeg en dag skal drikke en øl igen.”
Hvordan har du haft det i din graviditet?
”Jeg har været meget påvirket af graviditetens hormonrush. Jeg har før lidt af rosacea (hudsygdom, red.), og det blussede totalt op. Jeg måtte gå til hudlægen, som gav mig en creme, der slog det ned. Følelsesmæssigt og humørmæssigt mærkede jeg også hormonerne. Jeg har haft meget lettere til tårer og blev især i starten nemmere oprevet over ting. Østrogen påvirker mig helt vildt meget, det oplevede jeg også, da jeg startede på prævention, hvor jeg hurtigt tog 10 kg på. Så jeg har kunnet mærke, at jeg hurtigt tog på, og mit rygestop har også bidraget til, at jeg har spist mere. Jeg har taget 26 kg på indtil videre.
Det har været en gave, at jeg har kunnet passe min skole over zoom. Jeg sov 14 timer i døgnet i det første trimester, og alle pauser blev tilbragt i sengen. Omkring nakkefoldsscanningen begyndte min træthed at lette.
Det værste i starten af min graviditet var dog helt klart, at jeg ikke kunne passe noget af mit tøj. Jeg fik hurtigt mave og allerede da jeg var 9-10 uger henne var der stort set intet i mit skab, som jeg kunne passe. Jeg tænkte bare ’hvad fanden gør andre gravide’ – altså køber alle bare helt ny garderobe for at kunne komme ud af døren? Jeg har sværget til yogabusker fra Oysho, der går op over maven, dem har jeg virkelig været glad for.”
Hvordan har du haft det med din krop?
”Der er dage, hvor jeg har været rigtig god til at embrace den, og så har der været dage, hvor jeg virkelig har haft det hårdt med den. Der kan jeg mærke, at jeg har været en del af en industri, der har et stort fokus på, hvordan man ser ud. Der har været dage, hvor jeg har haft lyst til at hulke over, at jeg ikke kunne passe noget af mit tøj, at mine arme er store, og mine lår rør hinanden. Det lyder måske vanvittigt, men det har helt sikkert noget at gøre med, at jeg har arbejdet som model og været vant til at blive vurderet på sit udseende og sine mål.
Jeg har virkelig prøvet aktivt at sige, at det er helt ok, og at hvis jeg ikke taber de ekstra kilo naturligt, så må jeg lige en tur i fitness. Det har hjulpet mig at prøve at tage let på det. Jeg ved godt, at folk ikke mener noget dårligt med det, men jeg har oplevet, at mange har en holdning til, hvor stor min mave er. Kommentarer om, at jeg måtte være længere henne, og om jeg var sikker på, at der ikke er to babyer derinde.”
Hvordan har du forberedt dig på fødslen?
”Jeg har gået til graviditetsyoga hos Hélt på Frederiksberg. Det har været dejligt at mærke og styrke min krop. Min fødselsforberedelse har jeg taget hos Tina Winther fra Mamaprofilax, og så har vi en privat jordemoder fra Moderly, der hedder Charlotte.
Jeg har været meget optaget af, at jeg gerne ville sætte mig grundigt ind i amning og forberede mig på det. Jeg har hørt så meget om, at man ryger hjem få timer efter fødslen, og at der ikke er så meget tid til at få den hjælp, som en amning ofte kræver. Der er jo fuld bemanding på, når man skal føde, men jeg forestiller mig, at man er meget alene om det med, at få amningen op og køre. Charlotte har lavet en pakke til os, hvor vi har to gange fødselsforberedelse, og hun også kommer hjem til os efter fødslen. Det er rart at vide, at vi kan ringe til Charlotte, hvis der opstår noget i dagene eller ugerne efter fødslen.
Min mor skal med til fødslen. Det har jeg altid vidst, at hun skulle. Brian skulle lige sluge den, men det er der ingen vej udenom, haha. Til min egen fødsel var mine to mostre og mormor også med, så man kan vel sige at der er en tradition for, at vi er flere med. Det er den historie jeg er vokset op med. Hvis det kun stod til mig så skulle der også flere med til min fødsel. Jeg gad sygt godt have sådan en kvindefødsel med en masse dejlige kvinder omkring mig. Min mor kommer hjem til os og bor i dagene op til termin. Vi skal bare hygge os og gå og neste.
Vi er meget tætte og har altid været det. Der var lige et par af mine teenageår, hvor jeg havde brug for at løsrive mig fra hende. Det har nok også været en reaktion på at blive sammenlignet meget med hende i mit arbejde som model. Vi var stadig tætte dengang og talte sammen i telefonen et par gange om ugen, men nu er det dagligt. Jeg kan mærke, at min mor virkelig glæder sig til at blive mormor. Der er allerede en lille pige i familien, som er Thomas’ (Helmig, red.) barnebarn, og hun er familiens stjerne, men hun har selvfølgelig sin egen mormor. Jeg tror, det er noget særligt, når det er ens egen datter, der bliver mor.
Jeg er ikke bange for fødslen. Gennem forberedelsen er jeg nået frem til, at jeg glæder mig. Jeg har altid fået at vide, at jeg har en høj smertetærskel, men det kan man selvfølgelig ikke oversætte til en fødsel, men det er stadig meget rart at vide. Det kan ramme mig som glimt, hvad det vil sige at være bange for en fødsel, når jeg tænker over, hvor ukontrolleret det er. Det er nok mest det, jeg tænker på – at man ikke ved, hvordan det bliver. Jeg forestiller mig, at jeg kommer til at have det bedre med pressefasen end de andre faser, fordi det er mere proaktivt.
Jeg kunne godt tænke mig at føde på fødeklinikken på Rigshospitalet, og jeg vil gerne i vand. Det ville være fedt, og jeg har hørt, at det giver barnet en blid overgang til verden, når de kommer fra vand og bliver født i vand. Det kunne være dejligt at gennemføre uden indgreb eller smertelindring. Samtidig har jeg det også sådan, at hvis det bliver anbefalet, at jeg får noget for at kunne være i det, så er jeg også åben over for det.”
Hvordan ser tiden efter fødslen?
”Vi har talt meget om, at vi ikke skal have besøg fra for mange. Det er især Brian, der er opmærksom på det. Charlotte, min jordmoder, har også fortalt mig om det hormondyk, der sker i tiden efter fødslen. Med den viden jeg har om, hvor påvirkelig jeg er overfor hormoner, så tror jeg også, det er godt ikke at omgive mig med for mange andre mennesker. Jeg lider lidt af et pleaser-gen, hvor jeg godt kunne finde på at sige ja for hurtigt og have det dårligt over at sige nej til nogen. Derfor håber jeg, vi kan holde det til den nærmeste familie. Vi skal holde jul i Aarhus med min familie, så der møder alle hende jo også.”
Meet’n’greet
Ulrikke, 28, venter sit første barn med Brian Siva som hun har været kærester med i 5 år og kendt i 9 år. Ulrikke er ved at uddanne sig til møbeldesigner.
Din kommentar