Trine Kjær: “Nu er jeg moden nok til morsamtaler”

Det er ikke kærlighed ved første blik, da århusianske Trine Kjær møder københavner-dj’en Nicholas Kawamura på en bytur tilbage i 2013. I dag, 10 år senere, er parret netop blevet forældre for tredje gang og her fortæller Trine om tre vidt forskellige kejsersnit, om den ultimative parforholds IKEA-test og om endelig at være moden nok til mødregruppe

Da Trine Kjær venter sit andet barn, Robin, tilbage i 2020, er hun sikker på, at det ikke er sidste gang, hun er gravid. 

“Jeg forestillede mig, vi ville få en copy paste af Roberta, vores første barn, som var en meget nem baby. Men det første år af Robins liv var en stor sløring af gråd, kolik og sygdom. Så der var en periode, hvor vi ikke tænkte, vi skulle have flere børn.”

Alligevel går der ikke lang tid før, at et glas vin sammen med hendes mand, Nicholas, igen kan få snakken om en 3’er på tale. Derfor sælger Trine ikke ud af babyting, og kælderen bliver opbevaringsrum og det billedlige bevis på, at familien skal udvides en dag. 

“Vi vidste, det skulle ske igen, men vi forestillede os, at der skulle gå længere tid, fordi vi følte, det ville være godt for Robin at have nogle år, hvor han var i fokus.”

Men i efteråret 2022 står Trine med en uventet positiv graviditetstest. 

“I cyklussen før jeg blev gravid, havde jeg taget adskillige graviditetstest, fordi min menstruation ikke kom. Den endte med at være 10 dage forsinket. Da min cyklus så igen var forsinket måneden efter, troede jeg, at min krop var helt ude af balance, og jeg bestilte en tid hos min læge. Hun bad mig tage en test for en sikkerheds skyld, og så var den positiv. Jeg var i chok.

Vores reaktion var ikke umiddelbar glæde. Det har den ikke været nogen af gangene, fordi jeg ikke rigtigt tør tro på det. Jeg er meget skeptisk og overtroisk, og jeg tager ikke en graviditet for givet. Jeg skal lige se, om det overhovedet bliver til et barn. Men jo større maven bliver, desto mere glæder vi os. Det er et batteri, der charger.”  

Ikke bange for at 3’eren ville få kolik

Det er ikke ualmindeligt, hvis glæden ved at skulle have en ny baby er kombineret med en smule nervøsitet, når man har haft et barn med kolik (red. langvarige skrigeture i mere end 3 timer dagligt, mere end 3 dage om ugen hos et spædbarn under 5 måneder). 

“Robin havde ikke bare kolik. Han havde også refluks og astmatisk bronkitis, hvilket betød, at han var meget syg. I et helt år var han ked af det i alle sine vågne timer. Og han vågnede også om natten og skreg. Han skreg og skreg og skreg. 

Det hårdeste var, at vi ikke vidste, hvornår og om det ville stoppe. Alle fortalte mig, at kolik varer fire måneder, men det fortsatte, og derfor var vi også meget bekymrede hele tiden. Samtidig var det synd for Roberta, men hun stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Hun troede bare, at babyer græd meget.

Helt praktisk delte vi os meget op. Nicho var sammen med Roberta, og jeg var sammen med Robin. Jeg havde det bedst med at være der, når han græd. Også fordi jeg havde brystet, som var det eneste, der indimellem virkede. Men jeg savnede Roberta helt vildt. Heldigvis tog Nicho Robin hver morgen kl. 5, og så sov jeg videre med Roberta og havde morgenerne med hende. De var guld værd.”  

Læs også

Sarah Askari Bülow: “Mine børn skal forstå, at alt ikke kommer på et sølvfad”

I takt med at fødslen af parrets tredje barn nærmer sig, gør Trine og hendes mand sig derfor en række overvejelser omkring, hvordan de kan passe på hinanden i den første tid som familie på fem. 

“Den første tid med Robin vækker langt fra kun gode minder. Derfor har vi talt meget om, hvordan manglende søvn og babygråd ville kunne trigge noget i os, som måske i værste fald kunne ende i en efterfødselsreaktion hos en af os. Men vi havde det begge på den måde, at vores oplevelse med Robin handlede om Robin. Den havde ikke sat sig i os, forstået på den måde, at vi var ikke bange for, at Babette skulle få det på samme måde. Samtidig vidste vi, at det mega hårde år med Robin var det hele værd, fordi han i dag er den gladeste og sødeste dreng. Heldigvis er vi blevet bekræftet i, at Robins hårde start på livet er blevet afrundet med Robin, og Babette er helt sin egen og har en helt anden gråd.

Det er virkelig sjovt at have fået to, nu tre, så forskellige børn – både af udseende og af sind. Babette er meget blid, med lyst hår og blå øjne, hvor Roberta og Robin begge har brunt hår og brune øjne. Robin er mere sensitiv og udadreagerende, og er på sin vis mere trodsig end Roberta nogensinde har været, og har derfor også brug for noget lidt andet end hun har.”

I og med Robin har haft brug for meget trøst og nærhed i den første del af sit liv, har Trine også et helt særligt bånd med ham. 

“Jeg har noget helt særligt for Robin. Han stråler på en helt speciel måde, fordi han er så sensitiv. Vi er også meget symbiotiske. Han lå ved mit bryst konstant i et år, og han har fået ekstra meget omsorg. Man siger, at de børn, der kræver lidt ekstra, ofte ender med at blive de mest empatiske, fordi de har fået så meget kærlighed. Måske er der også noget om snakken i forhold til mor og søn, og det man siger med, at døtre kan snøre deres fædre, og sønner kan snøre deres mødre. Det er en gammeldags anskuelse, men hjemme hos os er det sandt. Jeg er i hvert fald taknemmelig over, at Babette blev en pige, så Robin som midterbarn stadig har en særlig rolle. Han er min lille dreng.”

Fødslen og den første tid

Trine har født alle sine tre børn ved kejsersnit, men det har været tre meget forskellige oplevelser. 

“Min første fødsel endte i et akut kejsersnit efter 37 timers veer. Anden gang blev det et planlagt kejsersnit, men vi besluttede det først, da jeg var 8 måneder henne. Jeg følte, jeg burde undersøge, om jeg kunne føde vaginalt, fordi jeg havde en opfattelse af, at omverdenen, særligt sundhedsvæsenet, betragtede en vaginal fødsel som den “rigtige” og bedste fødsel. Det var en svær beslutning, både fordi jeg er autoritetstro, men jeg vil også det bedste for mit barn. 

Denne gang var kejsersnittet planlagt fra start, fordi man bliver anbefalet kejsersnit, når man har fået det to gange før. Det var en kæmpe lettelse, at jeg ikke følte, jeg skulle forsvare mit ønske igen. Desuden var selve fødslen en fantastisk oplevelse. Når man har fået kejsersnit, får man lov at blive på hospitalet i to dage, og ingen prøver at få dig hjem. Selvfølgelig er det en stor operation, og det er svært at gå bagefter. Men når nu det er vilkåret, var oplevelsen perfekt.”

Efter to dages symbiose på hospitalet skal Trine hjem. Det er fredag, og forude venter den første weekend med tre børn i huset. En weekend, der ikke giver Trine en blid og rolig start på sit nye liv som mor til tre. 

“Børnene var helt oppe at køre. Det er selvfølgelig naturligt, når der kommer et nyt menneske ind i deres hjem. Men jeg tænkte: “Wow, det her kommer aldrig til at gå”. Det var virkelig hektisk.”

Når man har børn i forvejen og venter et sommerbarn, medfølger der derudover den bonus, at de store børn får sommerferie. 

“En uge efter Babettes fødsel fulgte tre ugers sommerferie med begge børn hjemme. Den første uge tog Nicho børnene med på tur hver dag, hvor jeg var alene med Babette. Jeg sov, når hun sov, og det gjorde, at jeg overlevede det. Derefter tog vi til Skagen og besøgte mine forældre i deres sommerhus, og det endte med at være det bedste projekt i verden. Børnenes energiniveau fandt et fornuftigt leje, mine forældre hjalp os, og alt blev bedre. Det var 5 timer i bil værd.” 

Både Robin og Roberta har hurtigt vænnet sig til at være blevet én mere i flokken. 

“Vi var spændte på, hvordan Robin ville reagere, fordi han kan være udadreagerende. Men han er verdens bedste storebror og kalder hende konsekvent “lille skat.” Derudover er det en kæmpe gave at have 6-årige Roberta til at underholde hende, og hun kan også holde øje med hende i kort tid, hvis jeg lige skal ordne noget. Babettes største grinefaktor er Roberta.

Det var hårdere at blive storesøster for Roberta, dengang Robin kom til verden, fordi hun gik fra at være centrum til ikke at være det. Men nu har Roberta og Robin hinanden, og de kan se en tegnefilm eller lege sammen. De er et team, og jeg føler derfor heller ikke, at Babette stjæler tid fra dem.” 

“Hvis han står der, skal du ikke smide ham væk” 

Da Trine møder sin mand tilbage i 2013, er hun 23 år. Hun er netop kommet ud af et mangeårigt forhold og er fast besluttet på at skulle være single. 

“Det var ikke kærlighed ved første blik – fra min side. Vi var til en fest sammen, og klokken halv tre om natten havde han endelig samlet mod og tog fat i mig. 

Det næste halve år så vi hinanden on/off. Det var meget dramatisk, og jeg testede hele tiden vores forhold, hvilket medførte en del uvenskab. Jeg havde en fjollet ide om, at jeg skulle være single i et år. Derudover var Nicho otte år ældre end mig, han var DJ og en kæmpe københavner. Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig. Og jeg brugte lang tid på at finde ud af, om jeg kunne være kærester med ham. 

En dag sagde min veninde til mig: “Du er jo vildt draget af ham, siden I bliver ved og ved. Hvis han står der, skal du ikke smide ham væk.” 

Fire måneder senere sagde jeg min lejlighed op og flyttede ind hos Nicho. Efter yderligere fire måneder købte vi sammen en lejlighed på Nørrebro, som vi satte i stand, selvom ingen af os havde malet en væg før. Og så har vi faktisk ikke været rigtig uvenner siden.”

Og det er de færreste, der kan sige det, særligt med tre små børn. 

“Selv når det har været allermest hårdt, og vores dage har været fyldt med gråd og manglende søvn, har vi været bevidste om, at vi må stå sammen, og at vi er et team. Den hårde tid med Robin har gjort vores forhold stærkere. Det har været den ultimative IKEA-møbel test for os. Hvis vi kunne komme igennem den tid, kan vi komme igennem alt. Også selvom vi begge har temperament. Særligt om natten.

Det er en mærkelig tid, når man har helt små børn. Man er fysisk mættet af sit barn, og derfor er man ikke så fysiske sammen. Det kan gøre det ekstra svært, hvis man samtidig snerrer og er pressede. I de perioder har vi været gode til at tale og kommunikere, og vi har forsøgt at zone ind på hinanden hver aften, når det har været hårdest.”

Læs også

Bea Fagerholt: “3’eren har virkelig spøgt”

Trine og hendes mand er begge selvstændige, og deres arbejdsliv tillader, at de har meget tid sammen i hverdagen, når børnene er afleveret. Det gør det lettere for dem at nå at checke ind på hinanden i et ellers travlt liv med tre små børn. 

“Vi arbejder begge hjemmefra, og det er en kæmpe luksus, at vi ikke kun ser hinanden i ulvetimen. Vi føler os meget heldige. Når børnene er afleveret, kan vi lige få en kop kaffe og snakke sammen. På den måde har vi mange minidates i løbet af en uge. Det er hele fundamentet for, at vores forhold er så godt.”

Trines Wardrobe: Om at være sit eget produkt

Ifølge eget udsagn har Trine aldrig været detaljeorienteret nok til at blive designer. Alligevel har omdrejningspunktet for hendes arbejdsliv altid været mode og design.

“I mit sabbatår åbnede jeg modebloggen, Trines Wardrobe, med inspiration fra nogle svenske modeblogs, mens jeg arbejdede i en tøjbutik i Århus ved siden af.”

Trines Wardrobe bliver hurtigt en af de største danske modeblogs, og da Trine i starten af 20’erne flytter fra Århus til København, går der ikke lang tid, før hun bliver tilbudt jobbet som assisterende moderedaktør på modemagasinet Cover.

“Det var det vildeste. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg som århusianer blev headhuntet til Cover. I mellemtiden lavede jeg Trines Wardrobe hårprodukter, fordi folk altid spurgte til mit hår, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle anbefale. Produkterne blev hurtigt købt af Matas, og i mange år var det min største indtægtskilde. Sidste år lukkede jeg ned for salget efter 10 år, fordi tiderne har ændret sig. Der er flere konkurrenter i dag, og holdbarheden på produkterne er blevet markant lavere. Man bliver nødt til at dedikere sig 100%, og min passion er blevet mere bolig og mode.” 

I mellemtiden har Instagram vokset sig større og større, og pludselig er den største del af Trines forretning knyttet til Instagram.

“Jeg er ret distanceret til, at min forretning i stort omfang er mig selv. Hvis jeg tænker for meget over det, bliver jeg syg. Jeg slår ofte likes fra på min profil for at skåne mig selv. Selvom jeg godt ved, at antallet af likes ikke siger noget om, hvad jeg er værd, bliver jeg stadigvæk påvirket af det. Det kan føles som en direkte beregning af, hvor god jeg er. Og så er det endda mit job.”

Med undtagelse af de år, Trine arbejdede hos Cover, har hun været selvstændig siden 2008; de seneste fem år primært som influencer. 

“Det er et uforudsigeligt job. Der kan komme et vildt tilbud den ene måned, og den næste måned kan der være helt stille. Det er sårbart, at hele ens økonomi er bundet op på Instagram.”

“Jeg er ikke bange for at gå glip af noget længere”

Da Trine blev mor for første gang for seks år siden, fortsatte hun i høj grad med at leve sit hidtidige liv.

“Vi rejste, jeg arbejdede, Roberta var med alle steder, og hun tillod mig at fortsætte mit liv, som jeg plejede at leve det. Jeg havde ikke mange veninder med børn, og det føltes naturligt, at det var på den måde.

Da vi fik Robin, flyttede vi, jeg arbejdede også meget, og han græd hele tiden. Det var ikke optimalt, og det var et markant større chok at blive mor til to, end jeg havde regnet med. Robins første leveår blev samtidig mit bedste år nogensinde arbejdsmæssigt, men set i bagklogskabens lys flygtede jeg ind i arbejdet. Kombinationen af corona og dét at have et kolikbarn gjorde, at jeg levede et meget socialt isoleret liv, hvor arbejdet gav mig lys.” 

Med to travle deltidsbarsler i bagagen har Trine lovet sig selv, at hun denne gang vil arbejde mindre, fordi det er hendes sidste barsel. 

“For første gang nogensinde har jeg også sagt ja til at være med i en mødregruppe. Da jeg fik Roberta, var jeg helt klart mor. Men jeg var også mange andre ting. Og jeg havde svært ved at mødes med kvinder og kun snakke om børn. Da jeg fik Robin, var der ikke mødregrupper på grund af corona. Nu er jeg moden nok til at have morsamtaler. Jeg elsker at tale om børnehaver og høre om andres erfaringer, særligt med tre børn. At bygge relationer på at have børn er jeg helt klar på nu.”

Læs også

Marie Skall: “Man kan ikke det hele, og det accepterer jeg”

Selvom Trine føler, hun var en rolig førstegangsmor, under hun også alle at blive mor for tredje gang. 

“Den ro, man har, er priceless. Jeg er heller ikke bange for at gå glip af noget, fordi jeg har en helt anden forståelse for, at det er det største i verden at sidde med en lille baby, og hvor hurtigt det hele går. Roberta er min levende målestok, idet hun er startet i skole, samtidig med Babette er kommet til verden.

Jeg har født om sommeren alle tre gange, og på det tidspunkt af året er der ofte festivaller, mange ude-aftener og rejser. Dér følte jeg i højere grad, at jeg gik glip af noget, da jeg blev mor første og anden gang.”

I dag er Babette tre måneder, og indtil videre er Trine overrasket over, hvor let overgangen har været. 

“De første måneder har klart været hårdest for Nicho. Lidt groft sagt har han to børn, og jeg har et barn, og mit barn sover meget. Nicho putter de største og sørger for at få dem afleveret om morgenen, mens jeg har Babette. Indtil videre er det derfor ham, der mærker den største forskel. Hvis ikke man har en partner, der kan være meget på banen, må det være umenneskeligt hårdt.”

Men Trine er meget bevidst om, at forskellen på at have to og tre børn vil blive mere tydelig, i takt med Babette bliver ældre. 

“Lige nu kan jeg lægge hende alle steder, uden der sker noget. Udfordringen bliver, når jeg har tre, der løber rundt. Jeg er tit alene med dem om aftenen og i weekender, hvor Nicho er på job, og jeg kan kun krydse fingre for, at Roberta og Robin bliver lidt mere selvkørende det næste års tid.” 

Derudover er der særligt tre ting, som Trine tror, at tre børn kan komme til at udfordre: pasning, alenetid med børnene og parrets sociale liv. 

“Det er sværere at få tre børn passet. Der bliver naturligt mindre alenetid med hvert barn, og det kommer jeg til at savne. Alenetid er som regel mere rolig, og der er tid til fordybelse. Når der er flere børn, gejler de hinanden op og forstyrrer hinanden. Jeg kommer til at skemalægge alenetid med dem, fordi den tid er dyrebar for dem og for mig. Og så frygter jeg for vores sociale liv. Jeg har ofte hørt, at folk aldrig inviterer folk med tre børn. Det er også vigtigt for os, at vi allerede nu tager på ture og gør de samme ting som før, for jeg vil ikke hæmmes af at have tre børn. Det er godt for os allesammen at bryde rammerne og lave noget sammen. Også for mig og Nicho, så alt ikke bliver leverpostej, selvom der er meget praktik forbundet med at tage væk. Det er nærmest samme projekt at tage på en weekendtur, som på en 14 dages ferie. Men det er det hele værd.”

Tekst Julie Teglhus Foto Sissel Abel