Trine Keller - om at føle sig degraderet fra tænkende kvinde til en mave med arme og ben - TO THE MOON, HONEY

Trine Keller – om at føle sig degraderet fra tænkende kvinde til en mave med arme og ben

For karrierekvinden Trine Keller var det en privat sag at blive gravid. Men i takt med at maven voksede, oplevede hun, at hendes graviditet blev fælleseje, og at hun arbejdsmæssigt blev skrevet ud af ligningen. Læs her Trines beretning om at skulle forsvare sine ambitioner samtidig med, at hun glæder sig til at blive mor

 

“Det lå ikke i kortene, at jeg skulle have børn. Jeg har nok mest set dem som en hindring, noget der ville stå i vejen for at opnå og opleve mest muligt her i livet. Mit fokus de seneste 15 år har ligget på at få en masse oplevelser, hovedsageligt gennem mit job i reklamebranchen, som har flyttet mig til både New York og Sverige og tilbage igen, og har været med til at støbe mig på godt og ondt.

Men for tre år siden besluttede jeg mig at undersøge, om jeg virkelig ikke skulle have børn. Det blev til to års research, hvor jeg læste ph.d.-studier, lyttede til podcasts om fødsler (både de gode og de horrible) og ikke mindst betragtede betragtede, hvordan mine veninder og kollegaer håndterede moderskabet.

På mit arbejde kan jeg sagtens tage hurtige beslutninger, men for mig var dette livets største beslutning, så det kunne jeg ikke gøre uovervejet. Jeg søgte en bekræftelse i, at det var det hele værd.

Børn før ambitioner

Den første, der fik mig til at åbne op for et andet perspektiv, var en kvinde på min egen alder med tre børn, hvoraf det ene er handikappet. Hun stirrede mig dybt i øjnene og sagde, at jeg aldrig måtte tvivle på, at jeg skulle have børn.

Ikke desto mindre har det krævet mange, lange snakke med min bedre halvdel. Det har ikke været tunge snakke, men mere reflekterende og enormt forberedende og afklarende. Og alle er startet med: “Hvis nu vi skal have et barn…”

Derfra har det handlet om vores ambitioner omkring arbejde, og at siger vi ja til et barn, siger vi ja til at sætte vores ambitioner i anden række, uden dog at blive afskaffet helt, for vores ambitioner er en naturlig del af, hvem vi er. Vi vil ikke være dem, der begræder, at vores børn har sat en kæp i hjulet for os, som vi oplever fra nogle af vores venner og kollegaer. Så hellere vente.

Og så har det hele tiden været enormt vigtigt for os, at et barn og dermed barslen ikke kun blev moderens opgave. For mig er dét, at mænd tager barsel, det første skridt imod ligestilling. Ikke bare skaber det ligevægt økonomisk og emotionelt, men det inspirerer omgivelserne og ikke mindst generationen efter til at normalisere det.

Læs også

Den svære beslutning om at sige farvel til karrierejobbet

Jeg har det ofte svært, når kvinder råber på ligestilling, men samtidig nægter at anerkende deres partners evner til at tage barsel og passe på deres barn. Og ikke mindst, at de ikke kræver, at deres mænd tager barsel.

Mæt af karrieren

Jeg har arbejdet i reklamebranchen i 15 år, og i 2019 var jeg ansat på et eftertragtet reklamebureau i Gøteborg. Der var jeg kommet til efter en årrække i New York, hvor ambitionerne havde fået frit spil uden det ofte begrænsende glasloft, man finder i Danmark.

Men i midten af 2019 føler jeg mig overraskende mæt af mit jobliv. Det peakede ellers rent hædersmæssigt: Jeg vandt de fineste priser, som det var muligt inden for mit fag, og endda for arbejde, jeg var enormt stolt af. Jeg troede, jeg ville føle, at nu var ”vi endelig kommet rigtigt i gang”, men tværtimod føltes det, som om jeg havde besteget den bjergtinde, og nu skulle jeg noget andet.

Samtidig erkender min bedre halvdel og jeg, at behovet for at slå os ned, banker på i langt højere grad, end det har gjort før. Vi siger vores eftertragtede job op og flytter hjem til Danmark. Absolut ikke et nemt valg, og vi har flere gange siden været (mentalt) på vej tilbage til både Sverige og USA, men det var det rigtige at gøre på det tidspunkt.

Jobkrise – og gravid

I sommeren 2020 ramler jeg ind i en joblivskrise, hvor jeg for første gang oplever modløshed. Jeg står med en uholdbar arbejdssituation i den ene hånd (ikke fedt), og med fire positive graviditetstests i den anden (virkelig dejligt). Stor lykke, der efter et par dage bliver erstattet af ren fortvivlelse, som præger den første tid (af graviditeten).

Det er på ingen måde i forhold til barnet – den beslutning havde vi jo taget på et solidt grundlag, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi lykkes med den opgave – men hvad gør jeg med mit arbejde? Bliver jeg, eller skal jeg noget andet? Skal jeg være selvstændig? Hvad vil jeg egentlig? I så fald skal det gå virkelig hurtigt, for ingen orker at ansætte en gravid og slet ikke i en pandemi, som har ramt branchen hårdt på det tidspunkt.

Inderst inde ved jeg, at skal jeg leve op til alle de snakke og de beslutninger, vi og jeg har taget forud for at blive mor, så der er kun én vej, og det er at blive selvstændig. Men det er et usikkert grundlag. Nu havde jeg endelig taget beslutningen om at blive mor, og så skulle det også foregå under ordnede forhold, for jeg lever med en latent økonomisk frygt for aldrig at have penge nok, og det vil jeg ikke byde mit kommende barn. Men en klog kvinde minder mig om, at så længe der er kærlighed nok, så har barnet det godt.

Sande værdier

Jeg tager fat i en ærlig og kontant coach, hvilket er noget af det bedste, jeg længe har gjort. Forløsningen kommer, da han kalder mig en kryster. Jeg siger “fuck it, nu går jeg selvstændig” – og med det samme lettede morgenkvalmen. Det der for mig gjorde udslaget, var at jeg begyndt at føle, at jeg svigtede mit kommende barn ved ikke at gøre det.

I de sidste par år har jeg tænkt en del over, hvilke værdier jeg ville give videre som mor til mit barn, så det kan gå igennem livet og få det meste ud af det. Da jeg cykler fra coachen, begynder jeg at tænke langt ud i fremtiden – på situationen, når jeg skal sidde og tale med mit barn om arbejde og livet generelt. Hvilken historie vil jeg så egentlig have at fortælle? At jeg blev i en situation, jeg ikke var glad for og dermed gik på kompromis med mig selv, mine værdier og egne ambitioner, eller at jeg gik efter, hvad jeg inderst inde vidste var det rigtige, også selvom det var skræmmende? Jeg ved godt, hvilken historie der ville inspirere mig selv mest.

Uforberedt på graviditeten som fælleseje

Generelt tager jeg den her graviditet ret afslappet. Den har ikke fyldt så meget i hverdagen og er egentlig noget, jeg finder ret privat og ikke har det store behov for at dele med andre. Jeg har forberedt mig på det meste (som man kan forberede sig på), og min krop ved, hvad den skal – langt bedre end jeg selv ved, og så længe jeg passer på den, tænker jeg, at den klarer det.

Det er i mødet med omverdenen, at jeg oplever ting, jeg ikke havde forberedt mig på: at når man bliver gravid, så bliver man 1) fælleseje og 2) af flertallet degraderet fra tænkende kvinde til en mave med arme og ben. Dette er både i private og arbejdsmæssige sammenhænge, og af både kvinder og mænd.

Arbejdsmæssigt føler jeg, at i det sekund, folk finder ud af, at jeg er gravid, så ændres min rolle og position. Jeg opfattes mere skrøbelig, og deres perspektiv på at arbejde sammen med mig skubbes til på den anden side af min barsel. Sætningen “nu har du lige noget, du skal fokusere på, så tales vi ved”, mødte jeg allerede tidligt. Mit arbejde har ellers altid været dér, hvor mine evner var i fokus, og det private ikke fylder, men de føles nu tilsidesat, hvilket er enormt grænseoverskridende.

Uopfordrede råd og kommentarer

Fysisk kan jeg se det, når jeg går ind ad døren til et møde – deres øjne møder sjældent mine, men går direkte på maven, og det på trods af jeg ingen mave havde før omkring uge 18-19. Samtaler går kun på graviditeten. Eller andres graviditeter. Her fortæller kvinderne vidt og bredt, kommer med 1000 råd, man ikke har bedt om, og især ”bare vent”-kommentarer i forhold til, at jeg både får halsbrand (gjorde jeg ikke), ondt i ryggen (heller ikke), mærker træthed osv. Når jeg selv udtrykker ro og overskud, bliver det ofte besvaret med en vis overlegenhed, eller bare med flere spørgsmål indtil man finder et punkt, hvor jeg ikke har et fuldendt svar, hvorefter jeg så overdynges med råd og formaninger.

Sådan oplevede jeg det i hvert fald, og det har været enormt grænseoverskridende. Jeg har savnet, at folk har husket at anerkende, at jeg også professionelt har taget et stort spring. Ja, egentlig lade mig selv bestemme, hvor meget graviditeten skulle fylde i samtaler, selvom det klart er en anelse utopisk at tro, at jeg kan kontrollere alle samtaler, jeg er en del af.

To_the_moon_honey_Mama_profile_Julia_werup_thomas_blachman_fødsel_
Læs også


Julia Werup – om at genvinde tilliden til naturen

Men når folk har spurgt mig, hvordan jeg har det, har jeg bevidst udelukkende svaret omkring arbejde – både for at provokere, men også forsøge at prøve at tage styringen, hvor folk så efterfølgende har sagt; jaja, men hvordan går det med maven.

Misforståede ambitioner

Dertil kommer, at folk pludselig føler sig berettiget til at mene noget om, hvordan jeg forvalter min tid og mit arbejde. Det er om alt fra, hvornår jeg går på barsel, til om jeg har arbejdet sent en dag, eller hvis jeg stolt har landet endnu et projekt, bliver det mødt af “nu må du hellere lige passe på dig selv!” – uden anderkendelse af nyheden, jeg har delt, eller min evne til at passe på mig selv.

Jeg ved, at ingen har haft nogen dårlig intention, og at alle handlinger, ord, råd, kommentarer m.v. kun kommer fra et hjertevarmt sted. Men forhåbentlig lærer vi at tage udgangspunkt i den anden og lige stikke en føler ud, når vi taler med hinanden.

Da jeg boede i New York, fik vi på et tidspunkt en ny administrerende direktør på det bureau, hvor jeg arbejdede. Hun var gravid i 7. måned, men ingen stillede spørgsmålstegn ved hendes valg, ageren eller ord. Hun var der i kraft af sit talent, og det var dét, der var i centrum – også i sladdersamtalerne.I virkeligheden er dette en opfordring til næste gang, du møder en gravid kvinde i en arbejdsrelation. Lad hendes talent og input være det, der fylder i samtalen. Det er derfor, hun er der.

Lad os i det hele taget begynde at respektere kvinden nok til, at hun ved, hvad der er bedst for hende og hendes familie. Jeg synes, det føles en anelse som at miste anerkendelsen som tænkende kvinde. Mine ambitioner og gejst for arbejdet bliver ofte misforstået og besvaret med “jamen, arbejde er ikke hele livet” og “nu må dine prioriteringer ændre sig” – men det er slet ikke det, det handler om.

Bare fordi arbejdet giver én værdi, er det ikke ensbetydende med, det er det eneste, der fylder. Jeg glæder mig uendelig meget til at blive mor og alt hvad det lader til at indebære og at stå ved mit barn i medgang og modgang. Ellers havde jeg aldrig taget beslutningen.”

Meet’n’greet

Trine Keller-Andreasen, 36, arbejder som freelance kreativ strateg i reklamebranchen. Cand. merc i strategisk innovation fra CBS. Mor til datteren Ro på 4 uger, som hun har med kæresten Thomas.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.