Tid til at tage fødslen tilbage 

Det er vigtigt, at skrækhistorierne om at føde på landets hospitaler bliver fortalt, men vi må ikke efterlade de gravide der. Vi kan ikke føde i frygt og skal tilbage til troen på egen krop, når vi føder, skriver doula Ayoe Ramati

Kvindekroppen er skabt til at føde. Alt andet ville være fuldstændig håbløst for artens overlevelse. Det er tilmed set, at en kvinde i koma føder, sådan fuldstændig uproblematisk faktisk. Den kan den, fordi den eneste vej til livet er igennem kvindekroppen. Har du nogensinde tænkt over det? Vi er ligesom portalen til livet, og det er jo ren magi. 

Uanfægtet al magi, så kommer vi ikke udenom om, at tilstanden på landets fødegange er under al kritik. Og det er decideret alarmerende, når Rigshospitalets overlæge og klinikchef for fødegangen, Morten Hedegaard, i 2016 fratræder sin stilling i protest og højlydt frustration over tingenes tilstand. Når kaptajnen forlader skibet, så er det, fordi det er synkende. 

Men det er, som om der endelig er gået hul på bylden. Historierne om de traumatiske fødsler og det pressede sundhedspersonale flyder ud som betændt materie i form af artikler og podcasts med vidnesbyrd fra tusinder af kvinder, der har haft en elendig start på moderskabet. En bevægelse er i gang, og vi er mange stemmer, der nu råber dem, som fordeler pengene, op. Personalet på fødegangen kan ikke yde den omsorg, de skal, med de tilstedeværende ressourcer. Taberne er både de nybagte mødre, babyerne og de små familier.

Systemet kommer til at tage tid at ændre; det er penge og politik. Ting skal gå i stykker og helt fra hinanden, inden vi kan sætte dem sammen igen og bygge op i en ny og bedre version end tidligere  – sådan er alle helingsprocesser, om det er en skilsmisse eller et sygehusvæsen.  

Spørgsmålet er: hvad stiller vi op – som enkeltindivider med en forestående fødsel – indtil tingene er forbedret? Hvordan undgår vi at blive ofre for systemet? 

Det har jeg brugt sådan cirka 10 år med 3 fødsler under bæltet på at tænke over. 

Jeg tror, vi skal helt tilbage til begyndelsen for at få fat i enden af det garnnøgle, som har filtret sig om sig selv så mange gange, at det kan være svært at finde hoved og hale i. Så selvom jeg bogstavelig talt begynder helt tilbage ved Adam og Eva, så hold fast – jeg lover vi ender tilbage i 2021!

Kvinder og deres iboende kraft og visdom er skrevet ud af historien fra begyndelsen, eller i hvert fald det, vi anser som begyndelsen. Eva, den første kvinde, får med sin ulydige adfærd smidt hele den kommende menneskehed ud af Edens have. Straffen for kvinden er, at hun fremover skal føde i smerte og herskes over af manden. Og så er tonen for kvindens fremtid ligesom slået an. Og hvad har Adam og Eva at gøre med fødsler i dag? 

Jo, hvis vi kigger på sygehusvæsenet og obstetrikken, som beskæftiger sig med graviditet og fødsel, så er det grundlagt af mænd. Mænd, der udefra har kigget på kvinden og hendes evne til at føde. Ikke kvinden, der indefra har kigget ud og derefter defineret, hvad der ville være de mest optimale omstændigheder at føde under. 

Det er i sagens kerne problematisk, fordi den tilgang ikke tager udgangspunkt i, at kvinden er skabt til at føde og har alle ressourcer til rådighed, hvis hun, hendes krop og nervesystem får de rigtige forudsætninger. At hun som det mest naturlige kan stole på sin krop. At en fødsel ikke kan skyndes på. At kvinden kender sin egen krop bedst, og at hun faktisk kan mærke, hvad hun har brug for. At hun ikke skal ind på et SYGEhus for at forløse sit barn.

Læs også

Kære kommende mor

Er vi som udgangspunkt patienter, når vi føder? Er en fødsel noget, der som udgangspunkt kræver hjælp fra et sygehus? Eller er det verdens mest naturlige begivenhed i al sin magi? Et sygehus og indgreb skal selvfølgelig bruges, når noget ikke går efter planen, og så tager vi imod den hjælp, vi har brug for med kyshånd. Men det burde være undtagelsen, ikke reglen. 

Den kollektive fortælling har ikke ændret sig radikalt siden dommen over Eva. Det gængse narrativ er fortsat, at kvinden føder i ubærlig smerte. Vi videregiver de ubearbejdede fødselstraumer til hinanden. Det er sådan, man aflader et traume. Vi fortæller om det for at aflade det, indtil vi til sidst har talt det færdig. Problemet er bare, at så længe frygten og de dårlige fødselshistorier er de herskende, så bliver det ubevist en del af vores kollektive forståelse af, hvad en fødsel er – altså noget at frygte. Og det sætter sig. Men hvad hvis den herskende fortælling var, at fødsler er fantastiske?

For at ændre fødsler er vi nødt til at ændre vores narrativ om dem. Vi skal tilbage til troen på egen krop og have videregivet den viden om fødslens anatomi, vores hormonsystem og nervesystem, som gør, at vi som kvinder tager kraften tilbage. 

Der er skrevet en meget fin bog, “Giv kvinderne fødslen tilbage” fra 2017 af Hanne Dam, som giver et fantastisk indblik i, hvad de mange indgreb under fødsler i dag gør, og hvad det har af betydning, når vi fjerner al naturlighed ved fødslen. 

Som Hanne Dam skriver i bogen: “Den naturlige fødsel fortrænges i effektivitetskrav, spareiver og frygt. Hver tredje førstegangsfødende bliver stimuleret med kunstigt hormon for at kunne føde sit barn. Hver femte kvinde føder ved kejsersnit. De snydes for den optur, naturlige fødselshormoner medfører, og for det selvværdsboost en naturlig fødsel giver.” 

Vi er pattedyr, og vores nervesystem har ikke ændret sig synderligt, siden der var sabeltigere. Når vi kigger på, hvordan andre pattedyr føder, så finder de et uforstyrret sted, hvor der er roligt, trygt og mørkt – og det rimer ikke så meget på fortravlet fødegang, med mindre vi selv gør noget for det. Hvad hvis vi gik til vores fødsler med fuld tillid og kæmpede for, at vores børn fik den tid, de skulle bruge til at finde deres vej til verden? En terminsdato er sat efter sidste menstruations første dag. Spørg 10 kvinder og ikke to cyklus vil være ens. Alle kirsebærtræer blomstrer heller ikke samme dag. 

Tilbage til Hanne Dam og “Giv kvinderne fødslen tilbage”. Jeg kunne godt have ønsket mig, at titlen havde været et opråb til os kvinder og ikke til systemet. Det er tid til, at vi som kvinder tager fødslerne tilbage. 2000 års patriarki har fjernet kvinden fra hendes i boende kraft, fra hendes iboende natur.  Vi er nødt til at genhuske, at vi har en månecyklus, vi er magiske væsner, som bløder med månen og derfor har hver måned muligheden for at skabe liv. 

Kære Kvinder. Dette er et dybfølt ønske om, at vi igen finder ud af, at vi kan og skal stole på vores kroppe. At du kan stole på, at du og dit barn samarbejder om fødslen. Du kan ikke forære din fødsel til hende i den hvide kittel og forvente, at hun kan fortælle dig, hvordan du skal føde. Hun kender ikke dig og din krop – men det gør du. 

Du skal vide, at din krop er skabt til at føde, og at den er udstyret med alt, hvad du har brug for. Men tryghed er en forudsætning for, at den arbejder optimalt. Du skal vide, at alt hvad der bliver sagt til dig er anbefalinger – ikke ordrer eller lov. Så sætningen: “Du skal sættes igang”  findes ikke. “Du må ikke føde hjemme” findes ikke. Du er nødt til at tilegne dig viden for viden er magt.  

Læs også

Alona Vibe – Om hvordan god kropsforståelse førte til hurtig graviditet

Frygt er fødslens værste fjende. Frygt skaber spænding, og spænding skaber smerte. Din fornemmeste opgave er at holde dig i tillid og hele tiden finde vejen tilbage til troen på, at det her kan du og dit barn godt. Vend din frygt og gør den til bekræftende affirmationer: “Jeg er bange for at briste” kan du omskrive til “Jeg åbner mig med lethed”, “Jeg er for sej til at føde”, “Min fødsel er smuk og ukompliceret”. Hæng så sætningerne på køleskabet, så du ser dem hver dag. Og så tænker du måske, at det da er en gang letkøbt pseudovidenskab. Men det virker. Det underfundige ved hjernen er nemlig, at siger du noget nok gange, så tror hjernen på det. Placeboeffekten kender du sikkert, men nok ikke dens fætter med det originale navn Nocebo. Præcis det samme, bare med modsat fortegn. Forventer du noget smertefuldt eller negativt, så skaber kroppen det. Så gør alt det forarbejde det kræver at tro på og have tillid til, at du trygt kan føde. 

Oxytocin er, forenklet set, det primære hormon under en fødsel. Oxytocin kaldes også kærlighedshormonet, hvilket er smukt og sigende. For at du kan producere det, er den primære forudsætning, at du er tryg. Er du bange, danner du i stedet adrenalin, hvilket er super godt, hvis du skal løbe væk fra sabeltigeren, om den er ægte eller bare imaginær. Adrenalin er bare knap så befordrende for fremgangen under en fødsel. Det er dit ansvar, at finde ud af, hvordan du bliver tryg. 

Lav fødestuen om til en tryg hule med dæmpet lys og lave stemmer, lav en plan til jordemoder om hvilken fødsel du drømmer om. Tag stilling til om baby skal sen- eller rettidigt afnavles, lær alt om hvordan du bedst producerer oxytocin og ikke adrenalin, hvordan man smertelindrer og vestimulerer naturligt. Læs om smertemodulering og forflytning, øv dig på din vejrtrækning, for det er den der får dig til at holde balancen, når du bliver presset. Tag din fødsel hjem i dig selv, tag din power hjem. 

Ikke alle fødsler ender som vi ønsker. Vi er ikke herre over fødslen helt og aldeles; nogle vil få brug for f.eks et kejsersnit og det behøver ikke at være dybt traumatisk. Hvis vi selv er medbestemmende hele vejen, og det ikke er en beslutning, som bliver taget hen over hovedet på os. Højt informationsniveau og informeret samtykke bør som minimum være en del af dit ordforråd. Et kejsersnit kan være både den bedste og også eneste løsning. Du er ikke en falliterklæring, fordi fødslen ikke forløb, som du havde drømt om. Men giv dig selv de bedste forudsætninger for at komme godt igennem. 

Jeg mener det af hele mit hjerte, når jeg siger, at vi ændrer verden én fødsel af gangen. Vi føder en ny verden ved at bringe vores børn hertil i tillid. Ved at stå i vores iboende kraft. 

For hvert barn fødes en mor. Og hun skal have lov at starte stolt og fuldt bekræftet i sin enorme kraft og ikke dybt traumatiseret. 

Hvis det var mig muligt, ville jeg kigge hver eneste gravide kvinde i øjnene og sige “you’ve got this, honey”, indtil den sandhed var sunket ind i hver af hendes celler. 

Tekst Ayoe Ramati