TEMA: Mig og mit immunforsvar - Christina Santini | TO THE MOON HONEY
  • en

Blog

TEMA: Mig og mit immunforsvar – Christina Santini

Christina Santini, 35, ejer af The Nutrition Clinic – en klinik for laboratorietesting, termografi og skræddersyet sundhed. Christina er også ernæringsspecialist hos Vitavivas Health Clinic.

 

Hvad er dit forhold til dit immunforsvar?

”Jeg er generelt opmærksom på det i forhold til min evne til at være mental skarp. I perioder hvor søvn ikke har været en prioritet, mærker jeg, hvordan jeg tydeligt bliver mindre skarp og mere modtagelig overfor lidt løbende næse – så ved jeg, at jeg skal til at opprioritere basis self-care. Og det er jo altså sådan, at man kan ikke spise sig ud af søvnunderskud, stress, eller for lidt fysisk aktivitet, så selvom maden er en hjørnesten, er det ikke nok, hvis de andre ting ikke fungerer. Men sådan fungerer ens krop ikke – det hjælper ikke at spise mere spirulina, hvis man ikke får sovet ordentligt. Så det dér med at få identificeret ens svagheder og sætte ind på dem i stedet for at blive mere og mere fanatisk på et enkelt område, det er hvad der rykker og giver mening. Jeg oplever lige nu en epidemi af folk, der har en alt for hysterisk tilgang til mad og sundhed, uden at det overhovedet bunder i reelle fakta og laboratorieprøver, men hvor maden snarere er blevet en slags religion – og det skal mad altså ikke være. Det er virkelig usundt for vores mentale sundhed. Der er da heller ikke noget værre end at skulle sidde til middag hos en, der ikke kan spise 117 forskellige ting grundet en eller anden ny bog, de har læst.”

 

Læs også artiklen MIG OG MIT IMMUNFORSVAR – LOUISE BRUUN

 

 

 

Er der nogle særlige madvarer du går efter af hensyn til dit immunforsvar? 

”Jeg går efter, hvad min krop mangler. Jeg tester mig selv regelmæssigt, netop for at undgå gætværk og for at komme tingene i forkøbet. Det er individuelt, hvad vores krop har tendens til at mangle, men for mit vedkommende og for mange kvinder, jeg tester, er C-vitamin og zink-mangel snarere reglen end undtagelsen. Zink er bedst optageligt fra rødt kød, men for meget rødt kød er ikke godt for nogen, så det er svært at få dækket via kosten alene. Lam og mindre mængder af økologisk oksekød spiser jeg et par gange om ugen samt græskarkerner i salater næsten dagligt.”

Hvilke kosttilskud tager du? 

”Zink, et vitamin der er helt afgørende for vores immunforsvar, C-vitamin, D-vitamin i vinterhalvåret, magnesium, silica, b-kompleks, jod og adaptogene urter, for eksempel i Thyroid Support fra Vitaviva. Alle jeg tester mangler silica og C-vitamin, og 80% mangler B-vitaminer, jod og magnesium. Uanset hvor sundt og varieret, vi spiser, vil der være ting, vi er nødt til at tage som tilskud, hvis vi vil have optimal sundhed og ikke blot undgå akut mangelsygdom. Optimal sundhed er at tage højde for den verden, vi lever i, hvordan vores krops sundhedsbehov konstant ændrer sig og at være fleksibel med vores madvaner. Og selvfølgelig forholde os til, at vi spiser, hvad dyrene spiser. Behandler vi ikke dyrene ordentligt, så spiser vi dyr, der er propfyldt med stresshormoner, antibiotika, væksthormoner og diverse bakterier og parasitter, og det er der ikke noget sundt ved.”

 

Har du gjort noget ekstra for at holde dit og din families immunforsvar oppe under coronakrisen?

”Alt, hvad der generelt har antiviral virke og ting, som vi ved styrker vores immunforsvar, er en god idé i disse tider: C-vitamin, D-vitamin, selen, zink mv. Det træder ikke i stedet for almindelig håndhygiejne eller er kurativt; forhåbentligt kan de fleste af os godt finde ud af både at tage C-vitamin og vaske vores hænder.”

Hvad er dit nemmeste tip til noget, man kan gøre dagligt for sit immunforsvar? 

”Juice, friskpresset fra økologisk frugt og grønt, er en super start på dagen, fordi det by-passer hele fordøjelsessystemet. Du får så mange vitaminer, enzymer og livgivende stoffer, vi endnu ikke til fulde forstår virkningen af, fra friskpresset økologisk frugt og grønt – og så er det nemt og smager godt. At lave en fast morgenrutine, hvor man drikker et stort glas friskpresset juice sammen med silica, C-vitamin og magnesium er noget, alle mangler og er centralt for nervesystem, knogler, hud og immunforsvar. Drik det ca. 20 minutter inden din morgenmad, så det ikke skal til at indgå i samme langsommelige fordøjelsesproces som med din morgenmad. Køb eventuelt sådan nogle vakuumbeholdere, så juicen holder sig frisk nogle dage i køleskab – så behøver du ikke friskpresse hver dag.”

 

Hvordan ved man, om man har et godt immunforsvar? 

”Hvordan er din søvn? Kommer du dagligt på toilettet? Er du jævnligt forkølet og har du små-symptomer af nogen art? Dine svar vil afspejle, om der er noget, der belaster din krop, og det påvirker dit immunforsvar negativt. Vigtigst er det, at vi finder årsagen til vores svage immunforsvar. Har vi nedsat immunforsvar grundet en tungmetalforgiftning, er det lidt som at hælde vand i et bundløst kar at tage store doser af alle mulige kosttilskud – det løser ikke årsagen. Men C-vitamin, mineraler og grønne juicer er tre ting, der er gode for alle.”

 

Tekst Bea Fagerholt

LeaveCOMMENT

Your email address will not be published. Required fields are marked *