“Jeg blev gravid et par uger efter, vi fandt sammen igen”

Rikke Jung har kun lige genfundet melodien med sin kæreste, da hun finder ud af, at hun er gravid. Under graviditeten har de derfor haft travlt med både at finde hinanden igen, flytte sammen og indstille sig på at blive forældre

 

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

“Julius og jeg har kendt hinanden i mange år, men som venner. Da vi begyndte at se hinanden, gik der et års tid, hvor vi var meget frem og tilbage. Når man er venner, er der ikke kun et kæresteforhold på spil, men også et venskab. Derudover er vores bedste venner også hinandens bedste venner, så det hele var lidt kompliceret. Men i 2023 fandt vi sammen igen, og så blev jeg gravid et par uger efter. 

Da jeg begynder at mistænke, at jeg er gravid, er jeg på sommerferie i Thailand med en af mine gode venner. Min menstruation er forsinket, men måneden inden havde den også været to uger forsinket, så jeg forsøger ikke at tillægge det stor betydning. Da vi skal hjem, køber jeg en test i lufthavnen og tager den ude på et lufthavnstoilet, og med det samme viser de to streger sig. Jeg forsøger at kime Julius ned, men jeg kommer ikke igennem til ham. Jeg kan ikke fortælle min ven, at jeg er gravid, når Julius ikke ved det, så jeg lyver og siger, at jeg ikke kunne tisse.

To_the_moon_ Baby_Bump_Rikke_Jung

Det var vildt syret at være den eneste, der vidste det, indtil jeg kom til Danmark. På den ene side mærkede jeg en glæde ved tanken om et lille liv i maven, men jeg var også klar over, at det ikke var verdens bedste timing. Julius og jeg havde kun lige fundet sammen igen, og jeg gad også godt have været selvstændig et par år mere. Vigtigst af alt vidste jeg ikke, hvordan Julius ville reagere på det, og det var jeg også lidt bekymret for.

Han henter mig i lufthavnen i København, og da vi kommer ud i bilen, joker han: “Skal jeg så være far eller hvad?” Jeg siger ja og begynder at græde. Da han forstod, at den var god nok, blev han vildt glad. Hans bekymringer kom først et par dage efter og var de samme som mine. Han er også studerende og havde forestillet sig at blive færdig, før han skulle være far. 

Men vi talte aldrig om ikke at skulle have barnet. Vi kunne begge to mærke, at det var det helt rigtige for os. Der var aldrig opstået et perfekt tidspunkt for sådan nogen som os, men nu endte det med at blive helt perfekt.” 

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“Overordnet har den været god, men jeg har haft mange plukveer siden uge 16. Jeg var på et tidspunkt vågen halvanden time hver nat, fordi jeg ikke kunne sove på grund af mængden og styrken af plukveerne. Arbejdet som stylist er meget fysisk, og jeg bruger min krop meget. De første tre måneder gik det fint, men derefter begyndte det at gøre ondt. Jeg har en god læge, som også har jordemødre tilknyttet, og omkring uge 16 sagde hun, at jeg skulle tænke over, hvad jeg kunne ændre i mit arbejdsliv, for jeg kunne ikke fortsætte med at arbejde, som jeg gjorde. Jeg havde selv undersøgt, at jeg kunne blive deltidssygemeldt, men hun havde allerede besluttet på mine vegne, at jeg skulle fuldtidssygemeldes. 

Læs også

Pernille Rosenkilde: “Fertilitetsbehandling er uden tvivl det hæsligste, jeg har prøvet”

Det havde slet ikke været en option i mit hoved, at jeg skulle sygemeldes. Tanken om at skulle være væk fra mit arbejdsliv i hele graviditeten plus barslen var helt uoverskuelig. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig det. Da jeg begyndte at få plukveerne, bestilte vi en privat scanning, som viste, at min livmoderhals var 3 cm. På det tidspunkt var det i underkanten af normalen, og det var bekymrende. Men efter 20-ugers scanningen var min livmoderhals blevet længere og var over 4 cm. Så kunne vi sænke skuldrene lidt, fordi plukveerne ikke modnede livmoderhalsen, som ellers er det, man er bange for. Siden uge 20 har det været ok. Jeg har stadigvæk haft rigtigt mange plukveer, men jeg har vænnet mig til det. I forhold til arbejdet er jeg nu deltidssygemeldt og tager kun faste kunder ind. Men det har helt klart været hårdt at skulle passe på mig selv hele tiden, når mit arbejde egentlig ikke tillader det.

To_the_moon_ Baby_Bump_Rikke_Jung

Jeg havde ikke forberedt mig på, at det psykisk kan være hårdt at være gravid. Jeg havde forventet, at jeg udelukkende ville være glad og lykkelig, hvilket jeg også har været, men jeg har også haft en række andre følelser. Følelsen af lykke har gjort mig sårbar. Det gik ret hurtigt op for mig, hvad jeg også kunne miste. Men det er jo det fine ved at være gravid og få børn. Det er en af de få ting i verden, som du ikke selv kan styre. Man må bare følge med og håbe på det bedste. Kort tid efter den positive test gik det op for mig, at det ikke var sikkert, at han ville blive i min mave. Og sidenhen har plukveerne gjort graviditeten til en vekselvirken mellem at passe på og hele tiden mærke efter, samtidig med jeg har skullet huske at nyde det hele, tænke positive tanker og ikke lade bekymringerne overskygge det hele.”

Hvordan har du det med din gravide krop?

“I en lang periode så jeg bare kvabset ud. Det er faktisk først mellem jul og nytår, at jeg er begyndt at se gravid ud. Jeg glæder mig til, at maven bliver ægte stor. Men jeg har det egentlig okay med min gravide krop. Der er meget krop alle steder, men det er samtidig meget fascinerende. Jeg gik til konkurrencegymnastik, da jeg var barn, så jeg har tidligt været bevidst om, hvad jeg spiste, og hvordan min krop havde det, så det har også været befriende at være mere ligeglad og slippe kontrollen.”

To_the_moon_ Baby_Bump_Rikke_Jung

Hvad savner du mest under din graviditet? 

“At dyrke motion. Før min graviditet fyldte motion meget i min hverdag. Jeg gik til yoga flere gange om ugen og løb også. Jeg har også mange relationer, hvor vi laver en form for sport sammen. Jeg er vant til at kunne stole på min krop og presse den, hvis jeg har brug for det. Men siden uge 16 har jeg ikke dyrket motion. Jeg har forsøgt at gå en tur indimellem, men det har jeg måttet opgive på grund af plukveer. Alene det at gå ned til bussen brokker min krop sig over. For nylig er jeg dog begyndt at svømme, og det har jeg tydeligt kunne mærke i mit hoved. Mit humør har godt af, at jeg bevæger mig, og det hele lettede ligesom.”

Hvordan vil du beskrive din personlige stil?

“Min stil er meget boyish. Jeg har meget herretøj, som er oversize, og derfor har min stil ikke ændret sig synderligt. Op til nu har jeg gået i meget store jeans. Det kan jeg ikke længere, og derfor er det lidt svært at klæde mig på nu. For jeg vil gerne undgå graviditetstøj – uden at vide hvorfor. Jeg har gået meget i Tekla bukser med uldunderbukser indenunder, men nu er det er lidt for koldt.”

Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?

“I mit ansigt har jeg beholdt samme rutine. Her bruger jeg produkter fra Biologique Recherché og Amazing Space. Under graviditeten har jeg fået mere tør hud, og jeg har brugt tykkere cremer, end jeg ellers bruger. Jeg har også skiftet deodorant og brugt lang tid på at finde en shampoo og balsam uden parfume i. Nu bruger jeg Meishai, som både er parfumefri og astma- og allergivenlig. Jeg synes, den er god, og den skummer fint. 

Jeg har egentlig aldrig været glad for olie, men under graviditeten er jeg blevet meget glad for Honeys Bodyoil på grund af min tørre graviditetshud.” 

To_the_moon_ Baby_Bump_Rikke_Jung

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?

“Jeg havde en periode, hvor jeg var meget glad for pomelo og frisk appelsinjuice. Det er nok mine eneste cravings. Men ellers har min kost mest ændret sig i den forstand, at jeg har været meget glad for Wolt. Jeg har simpelthen været så træt og ikke orket at lave mad. Jeg har indtaget meget hvidt brød og drukket meget kakao og har generelt nok spist meget som et barn. Almindeligvis tænker jeg meget over hvad jeg spiser og jeg spiser ret sundt, men jeg har simpelthen ikke haft lyst til salat og grøntsager.

I forbindelse med plukveerne har jeg gået hos zoneterapeut Lisbeth Hecksher, og hun har været god til at guide mig inden for kosttilskud. Jeg har spist de anbefalede tilskud, multivitamin, fiskeolie fra Puori, jerntilskud fra Kräuterblut, D-vitamin fra Phama Nord, Magnesium fra Solaray i perioder med mange plukveer og mælkesyrebakterier fra Symbioflor.”

Hvordan har du forberedt dig på fødslen? 

“For nogle uger siden kom jeg ind på en Instagram-profil, hvor der ligger videoer af fødsler. I starten var jeg vildt skræmt, for en fødsel ser jo sindssyg ud. Jeg ville aldrig have gættet, at jeg er en type, der har brug for at sidde og se sådan nogle ting, men det var faktisk rigtig rart at se de fødselsvideoer, for nu har vi en bedre ide om, hvad der venter. Jeg har også hørt ret mange To The Moon, Honey podcasts, også inden jeg overhovedet var kærester med Julius. Det har også været en slags forberedelse.

To_the_moon_ Baby_Bump_Rikke_Jung

Jeg er bange for nåle og knive, så det er jo lidt spændende at være gravid og vide, at barnet skal ud på den ene eller anden måde. Vi starter til fødselsforberedelse hos Mamaprofylax, hvor partneren skal med alle gange. Som gravid har jeg kunnet føle, at det kun er mit ansvar, at barnet kommer til at overleve. Og det er det jo også. Men det gør, at det føles endnu vigtigere, at vi derfor deler ansvaret for fødslen.

Jeg forestiller mig, at det vil være fedt at føde i vand. Jeg er ret glad for at svømme og har altid været en vandhund. På Instagram så jeg også en del fødsler i vand, og det tiltalte mig. Men jeg har ingen holdning til, om det skal være med eller uden smertelindring. Jeg håber, jeg er bedre klædt på efter fødselsforberedelsen.” 

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

“Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har brug for at være fuldtid på barsel. Men i forhold til barselsdagpenge kan man som selvstændig dele barslen op i 75/25 eller 50/50. Julius er studerende og lige begyndt på et nyt fag, når jeg har termin, men han har max 4 timer ad gangen, når han er i skole. Derfor bliver den første tid stille og rolig. Vi har ikke gjort os så mange tanker, men jeg håber, at baby tillader, at jeg arbejder deltid. 

Læs også

Cathrine Saks: “Saks Potts har været min baby i snart 10 år”

Under graviditeten har der været vildt mange ting, som vi har skullet have styr på. Når folk almindeligvis siger, at graviditeten ikke var planlagt, er de jo alligevel oftest etablerede som par. Men det var vi ikke. Vi skulle finde hinanden igen og finde et sted af bo. Nu lader det til, at vi lige akkurat når at flytte sammen, inden han kommer.” 

Tekst Julie Teglhus, foto Andrea Smidt og private

Meet’n’greet

Rikke Jung Larsen, 29 år, arbejder som stylist og kreativ konsulent. Hun bor med sin kæreste Julius på Østerbro, og sammen venter parret en lille dreng til marts.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *