Pernille Teisbæk om at jonglere familieliv og karriere

Kom med hjem til højgravide Pernille Teisbæk, der åbent fortæller om, at blive klogere på rollen som mor og om et liv uden fuld barsel.

Pernille åbner døren med et stort smil på slaget otte. Vi har en time til at skyde billeder og lave interview inden Pernille skal aflevere sin søn Billy i vuggestuen. Hun laver kaffe til alle og sætter sig i sofaen med Billy på skødet og synger ’Hoved, skulder, knæ og tå’, klar til at få taget billeder. Billy kravler op og ned ad sofaen mens Pernille snakker mellem billederne. Hun ved præcis hvornår hun skal kigge i kameraet. 20 minutter efter sætter hun sig til rette i sin lammeskindsbeklædte Flagline stol af Wegner. Hun spørger om vi har fået de billeder vi skal bruge og tager derefter sin store striktrøje af, godt varmet op og klar til at lade sig interviewe.

Whatever works

”Jeg kan mærke at behovet for at bygge rede. Det havde vi ikke mulighed for, da jeg ventede Billy. Dengang boede vi på hotel og i sommerhus, mens vores hus blev renoveret. Jeg behøver ikke se så smart ud denne gang, det skal bare være praktisk! Jeg kan huske, hvordan jeg rendte rundt med Billy i den tunge topdel til barnevognen eller i en farvet fletkurv – den var så pæn, men bare mega upraktisk.”

Pernille griner og tilføjer:

”Der er så mange ting, hvor man har gjort det besværligt for sig selv. Denne gang har jeg købt den samme lille lift fra Pif Paf Puf, som jeg endte med at låne af min svigerinde.

(Uplanlagt) gravid igen

“Min mand Philip og jeg fandt ud af, at jeg var gravid, da vi var til Design Week i Milano i april. Jeg var super træt og cranky, så vi tog en test, og det var mildest talt en overraskelse for os at finde ud af, at den var positiv! Jeg kan godt lide at have kontrol over tingene, men det er jo hvad der sker, når man kun beskytter sig via en app. Vi følte jo, at vi lige havde fået vores liv igen – samtidig er det dejligt at vide, vi ikke skal kæmpe med det. Det var ikke planlagt, men vi får det til at lykkes.

Jeg har haft det så dårligt i denne graviditet og haft lyst til nogle helt andre ting. Jeg har været meget mere til friske grønsager og æg. Alt det jeg ikke kunne spise første gang. Jeg har været forberedt på, at min krop ville ændre sig, og jeg har tænkt mere komfort denne gang.  Til gengæld jeg kan godt være lidt af en gnavpotte. Philip er god til at sige, at jeg skal tage den med ro. Og det er ikke kun under min graviditet,” smiler Pernille og kigger hen på Billy, der er i fuld gang med at tømme reolen for bøger og spil.

Graviditetsuniformen og endnu en dreng

”Min graviditetsuniform har været et par gamacher og en strik og stilletter. Mine gamacher er fra Wardrobe.NYC, og jeg kan godt lide den matte version, men man kan også finde gode i H&M eller Stræk & Bøj. Jeg har også været glad for store Levi’s Vintage jeans, som jeg har fået syet ind i benene.

Jeg har generelt haft det rigtig varmt under mine graviditeter, så jeg går i T-shirts og skjorter. Det skal være let og løst. Inden vi fik kønnet at vide, var jeg helt sikker på, det var en pige. Det kom fuldstændig bag på mig, at det var en dreng! Jeg var selvfølgelig lettet over, at han var rask, og at alt var fint. Men jeg skal da være ærlig at sige, at det havde været sjovt med en pige. Jeg glæder mig på Billys vegne over, at han får en bror, der kan være hans bedste ven. For det har jeg selv haft. En søskende er den vildeste gave, man kan give sit barn.”

Fødslen af Billy

“Jeg havde veer i 46,5 timer inden Billy kom ud og han var stjernekigger. Så det var en heftig omgang. Det var først da vandet var gået, at de kunne se, hvordan hovedet var placeret og der gik vi i gang med rebozo øvelser i flere timer. Min pressefase var meget lang, men jeg var fast besluttet på, at jeg godt kunne få ham ud. Det var kun få sekunder inden sugekop eller kejsersnit ville blive taget i brug, at det lykkedes. Jordemoderen sagde at jeg havde én ve tilbage og ja – ud kom han sgu!

Denne gang har vi allieret os med Mamaprofylax, som tilbyder fødselsforberedelseskurser. Jeg vil gerne føde i vand og vi har købt nogle stearinlys med kunstig flamme og lavet en playliste med beroligende musik. Det er drømmescenariet, men jeg er indstillet på at en fødsel kan gå mange veje. Jeg har en anden bevidsthed omkring, hvad der skal foregå – og det er både godt og skidt. Jeg er ikke bange for smerten kun for hvor længe den skal vare. Derfor er jeg helt åben overfor at få lagt en epiduralblokade igen.

Læs også

Ditte Isager: “Hver gang jeg laver en bog med Gwyneth, får jeg et barn”

Turbulent start med refluks

“Starten med Billy var præget af, at han havde refluks. Det betyder, at lukkemusklen til mavesækken ikke er ordentligt udviklet, så hver gang du lægger dit barn ned, løber mælken op, som en konstant halsbrænd og han græd meget. Vores egen læge sagde bare ‘små børn græder’. Jeg husker, hvordan han havde gylp overalt, og vi skiftede tøj på ham fem gange om dagen. Han lærte først at ligge i sin barnevogn, da han var 6 måneder. For os var det en turbulent start med et barn, der ikke sov og kun ville sidde i bæresele.

Vi var på et privat barselshotel i Gentofte de første 3 dage efter fødslen. Jeg kontaktede dem igen efter to måneder og spurgte, om det her var normalt. De kiggede på ham og kunne se, at han var rød helt op til øjnene. Vi blev henvist til en rigtig dygtig læge, Verner Petersen fra Taarbæk, som er specialist i refluks. Vi valgte efterfølgende at give ham medicin, og det virkede.

Børn med refluks har brug for ekstra meget opmærksomhed da de fra en tidlig alder har haft mange smerter. Det gør dem utrygge når de skal sove, være alene eller blot når de ligger på et legetæppe. Det har måske påvirket mig som mor. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg stadig står op om natten og tjekker, om han trækker vejret. Jeg havde håbet det var en bekymring, jeg ville lægge fra mig.”

En ny hverdag

“Jeg ville gerne have haft mulighed for at give mig selv fri de første 3 måneder –  men det kom bare lidt før end ventet, at jeg står her igen. Heldigvis har jeg det privilegie, at jeg kan tage hjemmedage, og der er ikke nogen, der forventer at se mig på kontoret på et særligt tidspunkt. Selvfølgelig er det et forstyrrende element, at jeg skal arbejde i min barsel, men det er en del af vores virkelighed. Når man selv har en virksomhed, er man sin egen værste arbejdsgiver, og jeg kræver meget af mig selv.

Philip kommer til at aflevere Billy i vuggestuen om morgenen. I den ideelle verden går jeg samtidig med dem ind til kontoret med den lille. Jeg hadede at komme derind med Billy, da han var baby, vi sad som sardiner i en dåse på kontoret. Jeg kunne ikke amme i fred. Det var slet ikke optimalt. Derfor har jeg brugt tiden på at skabe nogle rammer, der gør det mere behageligt for alle. Jeg har fået mit eget kontor, som jeg har forsøgt at gøre hjemligt. Der er sofa og ting fra vores hjem, så jeg kan amme og pusle i ro. Jeg ved jo også nu, at det er nemmere de første 3-4 måneder, og derefter begynder det at blive rigtig krævende. At Hannah (Løffler, medejer af Social Zoo, red.) også har en baby giver 100% forståelse. Det at vi begge to er i det, giver en fælles accept omkring, hvad der er muligt. Det betyder rigtig meget.”

Parforholdet som forældre

“Jeg har været gravid i længere tid, end jeg ikke har, i den tid Philip og jeg har kendt hinanden. Jeg forstår først nu, hvor vigtig den partner, man vælger, at få børn med, er. Det er jo ekstremt overvældende både følelsesmæssigt og for parforholdet at få et barn. Jeg føler, at jeg har fundet den bedste makker i det her. Vi er et team, og det er en fælles opgave, vi løser sammen.

Det har også været en udfordring for os. Fordi vi blev forældre så tidligt i vores forhold har det været vigtigt, at komme ud og ikke kun være far og mor, men også kærester. Jeg bliver totalt rørt og gør det stadigvæk, når jeg ser, hvor god en far Philip er. Han er ikke typen, der kommer hjem sent om aftenen og rejser på ferier med sine venner. Han prioriterer at være sammen med sit barn og med mig.”

Læs også

Jeanette Friis Madsen: “Jeg har altid kæmpet med mit selvværd”

Et nyt liv

“Inden man bliver forældre, tror jeg, man skal indstille sig på et helt nyt liv. For mig har det både været meget mere krævende, end jeg havde regnet med, men også så meget mere givende. Det er jo det, der gør, at man overhovedet overvejer at få et barn mere. Ellers ville man tænke det var selvmord at få børn så tæt på hinanden.

Det er sindssygt hårdt at være væk hjemmefra, og jeg tror, det er meget sværere for mig end det er for Billy. Han har ikke rigtig nogen tidsfornemmelse endnu. Det er mig, der lider mest med alle de gange, jeg rejser. Første gang jeg var væk fra Billy i en uge kom jeg hjem og to dage senere tog Philip afsted til New York på forretningsrejse. Det påvirkede Billy rigtig meget. Philip kom hjem efter seks dage og det var tydeligt at se, hvordan Billy fandt ro og blev sig selv igen. Der lærte vi, at vores rejser skal times og ikke ligge oveni hinanden.

Vi bliver heldigvis klogere hen ad vejen. Vi facetimer, og Billy kysser telefonen og synes, det er hyggeligt, men han forstår det ikke helt. Det har været vildt for mig at opleve, at lige meget hvor i verden, jeg er, så er han fuldstændig indkodet i mig. Om jeg sidder til en Cartier middag eller et show i New York, ved jeg præcis, hvor Billy er i sin døgnrytme.”

Dårlig søvn og dårlig samvittighed

“Det hårdeste ved at være mor er blandingen af for lidt søvn og dårlig samvittighed, som er rigtig strid. Jeg skal hele tiden prioritere. Jeg kæmper med en konstant dårlig samvittighed, når jeg er ude og rejse. Når jeg er hjemme og ikke arbejder har jeg også dårlig samvittighed – det er en destruktiv følelse, som ingen kan bruge til noget.

Jeg prøver ihærdigt at balancere det og finder jeg opskriften, så deler jeg den med jer! Da jeg var væk i en uge fra Billy, måtte jeg tænke ‘der sker jo ikke noget ved at være væk. Han har en fest med sin far’. Jeg gik hos en zoneterapeut, som sagde, at hvis jeg skulle holde kadencen i min karriere, så måtte jeg have nogle faste hjælpere i mit liv. Vi er privilegerede og har hjælp i huset. Vi behøver derfor ikke at bruge tid på for mange praktiske ting, når vi kan være sammen med Billy. Vores egne forældre står også klar til at passe, hvis der er behov for det.”

Faste rutiner og mobilfri eftermiddage

“Instagram er jo overfladiske momenter fra mit liv og jeg er nok mere løvemor, end jeg giver udtryk for. Nogle gange måske for meget, fordi det gør det svært for svigerforældre og min mor, at få en finger med i spillet. Jeg har været ret stædig omkring at skabe faste rutiner for Billy. Det kan være alt fra putning til madvaner. Dem vil jeg gerne have bliver overholdt, når jeg ikke er der, for jeg ved at Billy trives i faste rammer.

Fra jeg henter Billy i vuggestuen ved 15-tiden, til han bliver puttet, er jeg meget lidt på min telefon. Og hvis der er nogle ting, der skal ordnes, er det ikke værre end at jeg må tage mig af det. Jeg vil hellere have, at han er sammen med mig, og så skriver jeg lige en mail, end at han skal sidde i vuggestuen til sent. Når han sover, arbejder jeg igen. For mig er Instagram et arbejdsværktøj, men selvfølgelig er det også hyggeligt at følge med i, hvad der sker i mine veninder og venners liv.”

Mindre bekymret for fremtiden

“Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var meget ung, fordi min mor flyttede sammen med sin nye mand, som også havde børn. Jeg havde været vant til, at det bare var min mor, bror og jeg. På det tidspunkt sejlede min bror henover Atlanten, så jeg var alene og havde hverken lyst, eller følte mig specielt velkommen, til at flytte med. Det at jeg i en tidlig alder skulle finde mine egne ben at stå på har nok givet mig lidt hår på brystet. Jeg er ikke bange for at springe ud i nye udfordringer og jeg trodser gerne trygge rammer. Jeg stoppede min uddannelse som tandlæge for at forfølge min drøm om at arbejde i modebranchen. Jeg har taget mange karrieremæssige chancer. Gået fra et magasin til et andet og startet min egen virksomhed. Det har også skabt nogle udfordringer for mig og jeg har altid bekymret mig ret meget: ville jeg møde den rigtige mand og få de børn jeg håbede på. Kunne jeg overhovedet få børn?”

Pernille aer sin gravide mave og følger Billy med øjnene.

”Hvis jeg skulle sige noget til mig selv som teenager, ville jeg nok sige, at det hele nok skulle gå, og at jeg ikke skulle være så bekymret for fremtiden.”

Tekst Bea Fagerholt. Foto Liv Winther. To The Moon, Honey