Pernille Rosenkilde: “Fertilitetsbehandling er uden tvivl det hæsligste, jeg har prøvet”
Før 32-årige Pernille Rosenkilde bliver gravid, er hun i fertilitetsbehandling i halvandet år. Undervejs holder hun nærmest op med at se andre mennesker og mister helt lysten til at grine. For der er ikke noget at grine af. Her deler hun sin oplevelse med at være i fertilitetsbehandling, om glæden ved at få sit gamle jeg tilbage og ønsket om at afkomplicere både graviditet og fødsel
I begyndelsen af 2020 er Pernille Rosenkilde sammen med sin forlovede Jeppe endelig blevet henvist til en privat fertilitetsklinik. Forinden har hun været igennem et længere udredningsforløb og har fået konstateret PCOS.
“Første gang jeg træder ind af døren på fertilitetsklinikken, bliver jeg mødt af et dørskilt, hvor der står “Klinik For Ufrivillig Barnløshed”. Allerede dér bliver jeg mindre fertil. Hvad med “Her laver vi babyer, velkommen!” Jeg synes, der er meget negativ kommunikation forbundet med det, som gør det ekstra hårdt at være i.”
Dørskiltet bliver begyndelsen på en lang og opslidende proces for Pernille, som undervejs får sværere og sværere ved at genkende sig selv og sin krop.
1,2,… ÆG
Fertilitetsklinikken anbefaler at starte med seks inseminationer, fordi de regner med, at Pernille bliver hurtigt gravid. Men det gør hun ikke.
Efter de seks fejlslagne inseminationer skulle Pernille og Jeppe derfor retur til det offentlige, hvor ventelisten var op til 8 måneder.
“En af de ting, jeg følte meget stærkt under behandlingen, var, at jeg allerede var mor. Bare uden et barn. Jeg var derfor meget ked af det og sindssygt utålmodig, da der var gået et år med inseminationer. På det tidspunkt ville jeg gerne have været gravid 2 år tidligere. Derfor blev vi i det private og betalte selv for IVF-behandlingen. Det er et kæmpe privilegie, at vi kunne det.”
Efter en ægudtagning og en ægoplægning bliver Pernille endelig gravid. Efter halvandet år i behandling.
“Til at starte med var jeg ved at producere 60 æg. Lægen justerede på mængden af hormoner, og jeg endte med at få taget 10 ud. Det var meget hårdt hormonelt.
Vi har også to æg på frys. Jeg har en underlig følelse af, at jeg gerne vil være tæt på dem. Det er jo vores babyer, der ligger helt alene inde i et eller andet fryseskab. Det er så underligt, at de ligger dér, og jeg er her.
Generelt er det en syret proces at få taget æg ud. Man ligger dér med spredte ben og kan følge med på en storskærm. Samtidig står der en laborant inde i et andet rum og råber antallet af høstede æg: 1, 2… osv. Man føler sig som en bingoplade. Lægerne og sygeplejerskerne er sindssygt dygtige, søde og kærlige. Det ændrer bare ikke på, at det er en mærkelig situation.”
Efter at have oplevet både inseminations- og IVF-behandling på egen krop er det meget tydeligt for Pernille, at kommunikationen omkring fertilitetsbehandling er meget lidt gennemtænkt.
“Vi valgte eksempelvis en behandling, der hedder “All Inclusive”. Det lyder jo som en badeferie med alt betalt, og dét er det bare ikke. I hele perioden følte jeg mig som et omvandrende eksperiment. Jeg var nødt til at fralægge mig forholdet til min krop og i særdeleshed mit underliv. Jeg var jo bare en fabrik. Det er virkelig benhårdt, og det har også været svært at skulle forholde sig til min krop igen.”
Frygten for aldrig at blive mor
Alligevel er det ikke den fysiske del af fertilitetsforløbet, der har været værst for Pernille. Som en tung dyne har frygten for aldrig at blive mor ligget over hende, og hun har samtidig været tynget af dårlig samvittighed.
“Jeg har været rigtigt bange for aldrig at få et barn. Frygten for aldrig at blive mor har været klaustrofobisk. Derudover har jeg været plaget af ekstremt dårlig samvittighed. Jeg er hele tiden blevet bekendtgjort med en eller anden ny undersøgelse om, hvordan man kan forbedre fertiliteten. Og når folk i kærlighed har spurgt, om jeg har prøvet x, y eller z, har jeg slået mig selv oveni hovedet for ikke at gøre nok.
Alle de velmenende råd har gjort, at jeg har tænkt, jeg aldrig skulle have drukket den kop kaffe i går, at jeg ikke burde spise sukker, og at jeg burde gå til osteopat. Jeg har vendt det indad. Det har været udmattende hele tiden at føle skyld. Særligt når man, som jeg, har været i et limbo, hvor man har villet gøre alt og samtidig intet orket.
Hele forløbet gjorde mig asocial. Jeg var ikke sjov længere, og jeg grinede heller ikke. For intet var rigtigt sjovt. Jeg var et andet menneske, og jeg blev virkelig nervøs for, om det var den, jeg var blevet. Om jeg nogensinde ville komme tilbage til min egen personlighed igen. Det har derfor været meget lykkeligt at opleve, at jeg stille og roligt er kommet tilbage til den, jeg var. De seneste måneder har jeg grint af de mærkeligste ting. Det føles fantastisk at opdage, at man er den samme, bare stærkere.
At være i fertilitetsbehandling er uden tvivl det hæsligste, jeg har prøvet. Der er også et tab af kvindelighed forbundet med det. Det er jo det, min krop skal kunne. Hvis jeg ikke engang kan sætte børn i verden, hvad er så min plads? For mig har det været en krise, som har stillet spørgsmålstegn ved min grund til at være her. Det er der ikke mange kriser, der gør.
Mit forløb varede 1,5 år, og det er ikke engang så længe. Jeg ved, at mange har længere forløb. De har min dybeste respekt, og jeg føler med dem. Det kræver superkvindekræfter at blive ved.”
Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?
“Når man er i fertilitetsbehandling og har fået lagt æg op, får man en dato til en blodprøve. Det er specielt at vide, at der på den dato venter en kæmpe glæde eller kæmpe sorg. Jeg forestiller mig derfor, at det er et anderledes magisk moment end det traditionelle, når man finder ud af, at man er gravid. Og det var faktisk noget, Jeppe og jeg skulle komme os over i forhold til at være i fertilitetsbehandling; at vi ikke ville få den oplevelse, hvor man en dag bliver vildt overrasket, når man ikke får sin menstruation. Men at det for os blev et spørgsmål om at være nervøs, spændt og tælle ned til en bestemt dato. Vi ved præcis, hvornår hun er undfanget/befrugtet, hvor længe hun har ligget i et laboratorie, hvornår hun er blevet sat tilbage op i min livmoder, og hvornår vi tidligst kunne vide, om jeg var blevet gravid.
Sygeplejersken havde sagt, at jeg selv kunne tjekke tallet på sundhed.dk. Og da tallet kom, før de nåede at ringe, tjekkede jeg det selv. Jeg havde en ide om, at der ville stå gravid/ikke gravid, men det var et tal, som jeg ikke kunne aflæse. Med hjælp fra google tydede det dog på, at jeg kunne være gravid, men vi holdt forventningerne nede. Da vi endelig fik fat på dem, kunne de bekræfte vores fortolkning af tallet. Så begyndte jeg at græde.
At blive gravid har for os været en lang proces med mange hormoner og følelser. Hormoner er ikke for sjov. Der er både fysisk ubehag forbundet med de mange stik, indimellem både morgen og aften, og så påvirker hormonerne ens humør. Hold op, hvor har jeg været sur, rasende og ulykkelig i rotation og ofte uden nogen speciel grund. Så da jeg endelig blev gravid, var det også svært at vænne sig til. Frygten for aldrig at blive gravid, og alle nedturene forbundet med kampen for at blive det, skulle hurtigt erstattes af en glæde over graviditeten. Det er nok svært for hjernen at omstille sig fra sorg til lykke. I begyndelsen slog jeg mig selv oveni hovedet over, at vi ikke glædede os mere. Men det skal lige bundfælde sig, og det må gerne tage noget tid.”
Hvordan vil du beskrive din graviditet?
“I starten kæmpede jeg rigtigt meget for ikke at være bange. Jeg bestilte hurtigt en lille flyverdragt. Det var en måde at gøre det virkeligt på. Men jeg ville ikke kunne bære, hvis noget gik galt, og jeg så stod med en flyverdragt. Derfor fik jeg ekstra lang returtid, så det passede med uge 12. graviditetsuge.
Jeg begyndte langsomt at glæde mig, da jeg kunne mærke på min krop, at jeg var gravid. Men det kunne Jeppe ikke deltage i. Det var først omkring nakkefoldsscannigen, at jeg fornemmede, han var glad og begyndte at tro på det. Efterfølgende er jeg blevet klogere på, hvor hårdt fertilitetsbehandling også er for mænd. Manden bliver usynlig, fordi det er kvinden og hendes krop, der bærer den tungeste byrde. Men det er hårdt at se den, man elsker mest, være ulykkelig uden at kunne fjerne eller afhjælpe smerten. Og Jeppe kunne ikke dele det med mig, for han vidste, at jeg i den periode ikke kunne rumme hans frustrationer oveni mine egne. Vi var mere partnere end kærester i den tid.
Jeg har været så ked af det i 1,5 år og ikke rigtigt været til stede. Jeg kan godt forstå, hvis folks parforhold begynder at vakle i et fertilitetsforløb. Jeppe og jeg har den fordel, at vi har været sammen i 11 år, vi har en base, og alt har ikke været lyserødt i alle årene. Så vi ved godt, at man kan have dale i et forhold. Men det er ikke nemt at være i. Det har også været vigtigt for os at få italesat det efterfølgende og stille og roligt komme tilbage til vores gamle roller, hvor der er plads til os begge.
Jeg tror til gengæld, at når man har været igennem sådan et forløb, har man det anderledes med graviditetssymptomer og gener. Uvisheden forbundet med behandlingen var meget værre end generne forbundet med at være gravid. På et tidspunkt fik jeg plastre på, som skulle modvirke kvalme. Men jeg tog dem af, for jeg ville gerne have kvalme, og jeg ville gerne være træt. Det virkede helt åndssvagt, men jeg kunne godt lide det, for det var tegn på, at hun stadigvæk var der.”
Hvordan har du det med din gravide krop?
“Jeg er glad for min gravide krop, og jeg er stolt af den. Men det er en udfordring i forhold til mit arbejde. Jeg lever af at vise tøj og går meget op i min garderobe, og hvordan man udtrykker sig visuelt, og jeg kan ikke passe noget af mit tøj. Derfor har det også været vigtigt for mig at have det sjovt med mit udseende og mit tøj på trods af pladsudfordringer. Jeg har ikke gemt maven væk, men derimod taget tøj på, der fremhæver den.
Men det er specielt at opleve, at folk ikke forholder sig til min krop, som om det er min, men som noget man bare kan tale om, som man har lyst. Mange fra mine forældres generation kan finde på at sige “hej tykke”. Og det er jo sagt med kærlighed og humor. Men det ER specielt, når ens krop er 15 kg tungere, og man ikke kan passe sit tøj, og man i øvrigt ikke ved, hvordan kroppen kommer til at se ud bagefter.”
Hvad savner du mest under din graviditet?
“Den der fuldhed, hvor man har drukket to glas champagne, og det kilder i ens knæ. Det savner jeg mega meget. Jeg har ikke været festlig i meget lang tid. Først på grund af fertilitetsbehandling og nu graviditeten. Men jeg har det helt fint med, at det er sådan, det er.”
Hvordan vil du beskrive din personlige stil?
“Farverig, humoristisk og skør. Nogen vil nok omtale den som crazy. Jeg har aldrig sort på, for det gør mig glad at tage lidt sjovere tøj på. Min garderobe består af en blanding af high-end ting, som jeg sparer op til, og så vintage-fund. Jeg synes grundlæggende, at graviditetstøj er sindssygt grimt. Derfor har jeg i stedet købt to forskellige Tekla bukser i str. large. Jeg har besluttet mig for, at min stil ikke behøver være super kedelig, selvom jeg er gravid. Og sådan tænker jeg at fortsætte, når jeg har født.”
Hvilke sko har du været mest glad for?
“Jeg går oftest i sneakers, lige nu mest i Asics og Balenciaga, ellers UGGS. For nyligt har jeg købt et par Prada loafers med diamantagtige sten på, og dem bliver jeg i virkelig godt humør af. Jeg har læst, at hun kan mærke mine lykkehormoner nu. Skoene gør mig i sindssygt godt humør, og hvis hun kan mærke det, når jeg har dem på, har de været alle pengene værd.”
Dyrker du motion under din graviditet?
“Op til at jeg blev gravid havde jeg meget svært ved at overskue motion. Jeg ville gerne have været mere aktiv i den periode, for jeg tror, det kommer én til gode i graviditeten. I uge 22 fik jeg ondt i ryggen og begyndte derfor på gravidhold hos Yostudios. Hver uge er der både et gravidyogahold og et gravid fit-hold. Jeg kommer ikke til begge dele hver uge, men jeg prøver. Derudover går jeg mange ture, men jeg kan godt mærke, det bliver hårdere og hårdere.”
Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?
“Jeg fik ikke farvet hår eller lavet gelenegle i de to første trimestre. Jeg har også tænkt mere over, hvad mine produkter indeholder. Derfor er jeg blevet sindssygt glad for både Honey’s serum og bodyoil. Hver aften forsøger vi at huske, at Jeppe smører min mave ind i olien. Ellers er min rutine, som den plejer at være.
Jeg renser mit ansigt hver aften med en rens fra Murad, dernæst serum fra Woods eller Honey, og jeg bruger både dag-, nat- og øjencreme fra Hello Mantle.”
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?
“Jeg har spist fiskeolie fra Nordic Naturals, ekstra jern og kalk og Omni-x vitaminpiller.
Da jeg forsøgte at blive gravid, spiste jeg ikke mælkeprodukter, jeg drak meget lidt kaffe, spiste ikke sukker eller gluten og havde i mange måneder ikke drukket alkohol. Altsammen, for at forbedre mine graviditetschancer. Jeg tog til en homøopat, og på trods af, at jeg i forvejen var afholdende med mange ting, gik jeg derfra med tre A4 sider omkring, hvad jeg måtte og ikke måtte spise. Jeg måtte eksempelvis kun få fåreost, og hvis jeg skulle have laks, skulle det være MEGET små laks. Derudover skulle jeg tage nogle bestemte dråber tre gange om dagen, jeg skulle på en vandkur, hvor jeg skulle drikke en liter meget varmt vand i slurke over en halv time, drikke noget bestemt kaffeerstatning, og jeg kunne blive ved. Jeg er et ret organiseret menneske, men det lavpraktiske i at koordinere madplan og kosttilskud var nærmest et fuldstidsjob. Det hele blev så kompliceret, og jeg følte ikke, jeg levede et rigtigt liv mere. Det var lige op til juleaften sidste år, og jeg fik nærmest et angstanfald over alle de regler, så Jeppe og jeg kiggede på hinanden og blev enige om at smide papirerne ud.
Under graviditeten har jeg haft brug for at afkomplicere det hele og jeg har prøvet at tænke, at det hele nok skulle gå. Lige inden ægoplægningen tog vi faktisk en tur til Rom, hvor vi spiste pasta, drak limoncello shots og bobler, vi grinede og spiste pasta igen. Jeg siger ikke, at det ikke er fornuftigt at være god ved sin krop og leve sundt, men jeg er efterfølgende kommet frem til, at det også er vigtigt at have det rart og nyde livet. I hvert fald satte ægget sig fast, da vi kom hjem fra Rom med både gluten, kaffe, alkohol og mælkeprodukter i systemet.”
Hvordan har du forberedt dig på fødslen?
“Jeg glæder mig rigtigt meget til fødslen. Hvidovre Hospital har en fødselsforberedende video på deres hjemmeside, og jordemoderen har en genial energi. Min plan er at se den, og så taler jeg også meget med mine veninder om deres erfaringer. Til gravidyoga laver vi også vejrtrækningsøvelser, som kan bruges under fødslen.
Jeg ved allerede nu, at jeg vil have alt det smertelindring, jeg kan få. Jeg synes, det er dejligt, vi lever i en tid og i et samfund, hvor det findes. Jeg har ikke et behov for at være ekstra sej. Jeg ønsker at få den hjælp, jeg kan få. Derfor har jeg heller ikke lyst til en hjemmefødsel. For mig er det et privilegie, at jeg kan få medicin og hjælp fra læger på et hospital.
Jeg har været til nogle ekstra tjek, fordi lægerne ikke kunne gennemskue, om jeg havde to moderkager, og de havde svært ved at placere navlestrengen. Til det sidste tjek sagde lægen pludselig, at han lige skulle sikre sig, at jeg må føde normalt og ikke skal have kejsersnit. Dér var jeg lige ved at begynde at græde, for jeg vil virkelig gerne føde vaginalt. Heldigvis er vi nu erklæret “normale”, og alt er fint. Jeg glæder mig SÅ meget til at møde hende, at jeg har sommerfugle i maven.”
Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?
“Med termin midt i december er det måske lidt vildt, at vi har tilbudt at holde jul. Vi bliver 10. Vores venner tror, vi er blevet fuldstændigt sindssyge. Men jeg elsker jul og glæder mig altid som et lille barn. Og forventningens glæde er bestemt ikke mindre i år. Selvom vi får en baby, ved vi, at vi ikke vil holde jul alene, og så tror jeg, det er et safe space at være hjemme. Vi kan trække os ind i vores eget soveværelse, hvis vi har brug for det. Vi kommer ikke til at gøre andet end at dække bord. Min søster og hendes kæreste kommer og laver flæskesteg, min mor laver and, og Jeppes mor laver risalamande og rødkål. Der er noget magisk over at holde vores første jul med vores lille baby i vores eget hjem. Det er i hvert fald det, der er planen, men det kommer an på, hvilken baby vi får. Derudover kan jeg ende med at føde juleaften, hvis jeg går meget over tid.
Jeg starter ud med at gå helt på barsel, og hvis hun er nem, begynder jeg efter nogle måneder at arbejde lidt. Mit arbejde kan forholdsvist nemt laves med et barn på sidelinjen. Jeppe og jeg planlægger at tage en stor del af barslen sammen og glæder os helt vildt.”
Tekst Julie Teglhus, foto Sissel Abel og private
Meet’n’greet
Pernille Rosenkilde, 32 år, founder af perandthezoo, uddannet designer på Danmarks Designskole og arbejder til daglig som designer, stylist og influencer. Hun bor på Vesterbro med sin forlovede, Jeppe August Sørensen, og sammen venter parret en lille pige til december.
Din kommentar