Da Anna Friberg blev gravid første gang for fem år siden, havde hun ikke tænkt, at amning skulle fylde så stor en del af hendes liv – så længe. I fire år har Anna ammet, dag og nat, indtil hun til sidst ikke trivedes i det længere. Her skriver Anna om at skulle forklare sin datter, at mælken er gået stykker, om ammeblues, dårlig samvittighed og om sorgen over ikke at skulle amme igen

21 mdr. ammede jeg min lille datter Hassel. For de fleste lyder det som lang tid, og det er det vel også, men for mig er det tidligt. Jeg ammede min søn Abel i 2 år og 5 mdr., og jeg havde en klar forestilling om, at jeg skulle amme Hassel ligeså længe, hvis ikke længere. Sådan blev det ikke, og det er også okay. Jeg ombestemte mig. Det har jeg lært er okay i moderskabet, for børnene ændrer sig, og det gør man også selv.

Det startede med et natammestop. I to måneder havde vi sovet skrækkeligt. Hassel vågnede stort set hver nat og enten græd og ville have, jeg gik rundt med hende, eller også ville hun øve sig i at snakke. I et par timer. Det var ret irriterende, så jeg tænkte, som alle nok ville tænke: ”HVAD kan jeg gøre for at få det her til at stoppe???”

Jeg besluttede mig for at stoppe med at amme om natten. Det er aldrig til at sige, om det hjælper, men jeg havde brug for at gøre et eller andet. Jeg satte en dato. Nu gør jeg det. Sagde til alle omkring mig, at nu er det nu. Talte det virkelig meget op.

Læs også

Om den svære amning 

Så kom dagen, og jeg kunne overhovedet ikke overskue det. Jeg havde slet ikke lyst. Hun var så lille. Jeg kom til at tænke på hendes lille nyfødte ansigt, der søgte brystet for første gang. Det lille ansigt, som aldrig havde fået nej til mælk. Jeg prøvede at tænke: ”Hold nu op, Anna. Det er ikke så slemt. Hun har jo stadig dig. Og hvad er der også med det amning, der er så vigtigt? Som om det er sat op på en eller anden piedestal og er det VÆRSTE, man kan tage fra barnet. Gør det nu! Du gider ikke mere.” Men jeg kunne ikke. Jeg havde ombestemt mig. Og det var nok meget godt, for i virkeligheden var det ikke der, jeg skulle gennemføre et natammestop – uafklaret og i underskud. Så jeg lod det ligge. Og Hassel begyndte at sove igen.

Præcis en måned senere fik jeg igen ondt under amningen, som jeg altid gør efter ægløsning/inden menstruation, og om natten kunne jeg ikke holde det ud mere, så jeg sagde nej til mælk. For første gang. Hassel græd, men kun i ½ minut.

”Okay? Var det ikke værre for dig?” tænkte jeg. Så stopper jeg i nat! Den nat spurgte hun slet ikke efter mælk. Natten efter græd hun lidt og igen på 3. nat. Efter fire dage spurgte hun ikke mere. Jeg var helt oppe at køre over, at det var så nemt. Helt usædvanligt nemt. Men jeg var klar og afklaret, og det er et godt sted at være, når man skal have gang i sådan et projekt.

Hun begyndte ikke at sove igennem, men det var dejligt ikke at blive suttet på om natten. Istedet havde jeg hende liggende oven på mig i sengen, nynnede for hende og tilbød hende hendes sut, hvis hun vågnede og havde brug for trøst.

Om dagen blev hun stadig ammet. Sådan nogle 5 sekunders amninger mange gange om dagen, hvor hun lige skulle have mælk, så lege, så lidt mere mælk. Sådan noget man godt kan blive lidt irriteret over, når man sidder på en kold indendørs legeplads med brystet fremme.

Min søn Abel kunne ligge i en time med brystet i munden i den alder og slappe af, mens jeg scrollede på min telefon. Det fik ham helt til ro. Og egentlig også mig. Det var ret hyggeligt efter en lang hospitalsvagt, hvor man går rigtig meget og hurtigt rundt. Og dejligt at have min lille søn, som helst ville have sin far (til ALT), for mig selv. Det var det eneste, kun vi havde sammen. Det var så sørgeligt for mig at stoppe amningen med ham. Jeg følte virkelig, at jeg mistede noget. Og at jeg var undværlig. Som om han smuldrede væk gennem mine fingre, mit lille barn.

Sådan skulle det ikke være med Hassel. Der ville jeg bare være rigtig træt af det og glad for, at det kapitel var slut for altid. Jeg tror, jeg havde glemt, hvor sentimental jeg er, da jeg tænkte den tanke. Måske håbede jeg også, at jeg ikke ville få så slemme ammestopblues anden gang. Som om man kan snyde sine hormoner.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke.

Når man stopper med at amme, sker der det, at hormonerne prolaktin og oxytocin falder, og det kan mærkes! Det er to ret dejlige hormoner at have kørende derudaf under amning, der beroliger, mindsker stress og gør generelt, at man har det rigtig rart. Når niveauet af de to hormoner falder drastisk, kan man få det på alle mulige ikke så rare måder. Humørsvingninger, ængstelighed, irritabilitet, sorg. Og så blandet med en god portion sentimentalitet, hvis man er den type.

Så ja, jeg græd. Meget. Igen.

Det var egentlig ikke planlagt, det fulde ammestop. Det skete efter mange dages sygdom og intens amning. Jeg fik et sår på brystvorten i kombination med den månedlige ammesmerte. Av. Ammestop eller ej, kunne jeg hvertfald ikke amme mere lige nu, og jeg tog et plaster på, så Hassel kunne se, at mælken var gået i stykker. Jeg forklarede, at der var et sår og av, mælken er gået i stykker. Det var faktisk sådan, min mor stoppede amningen med mig. Altså med et plaster på, som jeg kunne se. Hun tog dog historien lidt længere, og sagde til mig, at hun havde fået et sår, fordi hun var blevet bidt af en rotte. Det lød jo meget sandsynligt dengang.

Læs også

“For de fleste tager det 3-4 måneder at føle sig som en kompetent mor”

Hassel accepterede plasteret. Græd lidt. Aede plasteret. Jeg græd helt klart mest. Jeg blev ved med at se det lille nyfødte ansigt for mig. Tænkte på alle de gange, jeg havde ammet hende. Og så havde jeg svært ved at slippe min forestilling om, at jeg ville have ammet hende i længere tid. ’Kun’ 21 mdr. Det er jo stadig godt for hende, mælken. Er det for tidligt? Er det for egoistisk af mig? Det ved jeg godt, det ikke er. Jeg ved godt, at det skal være rart for begge parter. Jeg synes, at man skal stoppe med at amme, når man vil, og jeg ville aldrig tænke om andre, at de ”kun” ammede i en 1/2, 3, 7 eller 19 mdr. Det er bare tit som om, at ens egne råd og regler ikke gælder for en selv.

Amning har fyldt så meget af mit liv i mere end fire år, og pludselig er det slut. For altid. Og det minder mig om, at min lille baby vokser. Vokser længere og længere væk fra mig. Ligeså meget jeg har længtes efter det, sørger jeg nu over det. Igen føles det som om, mit barn smuldrer væk gennem mine fingre. Hvis bare man kunne gemme sine børn i forskellige aldre i forskellige kasser, så man lige kunne tage dem op engang i mellem.

Nu er det snart en måned siden, og jeg er færdig med at græde over det hele. Nu vænner jeg mig til, at jeg f.eks. kan gå i det tøj, jeg vil. Jeg havde ikke tænkt, dengang jeg blev gravid for over fem år siden, at der skulle gå så lang tid, før jeg frit kunne vælge tøj igen.

Og tænk, at jeg ikke længere skal tænke på, at komme hjem, fordi Hassel vil have mælk. Jeg kan undværes. Lidt. For vi er stadig tætte. Det mister man nemlig ikke, bare fordi man ikke ammer mere. Eller aldrig har ammet. Det ved jeg nu.

Shop

Binibamba • Uldvest

500 kr