Bøger: Mødrene er kommet ud af skjulet - TO THE MOON, HONEY
To_the_moon_honey_boeger_moedre_mor_litteratur_olga_ravn_MIT_barn_cecilie_lind_moedrenes_gade_Gyldendal_
Annoncørbetalt indhold af Gyldendal

Bøger: Mødrene er kommet ud af skjulet

Der findes bunkevis af bøger om mord, om fædre og sønner, om livets store spørgsmål. Men bøger om det, det hele begynder med, graviditeten, fødslen, barslen, er først nu kommet frem på hylderne. Vi har læst fire af dem og er blevet klogere på alt fra efterfødselssex til behagesyge

 

Der er mange mødre i litteraturen. Men der står ikke meget om at blive mor. Hvordan det føles, når alt revner, mælken løber, og lykken pludselig ligger der helt håndgribelig og sårbar i hænderne. Et barn. At være gravid, føde og derefter at passe på det lille liv er så monumentalt, det forandrer alt, og alligevel er det først de seneste par år, at vi har kunnet læse om moderskabet i alle sine nuancer i en bølge af rå, direkte og ærlige fortællinger.

Det undrer i høj grad lektor i litteratur ved Lunds Universitet, Elisabeth Friis. Hun blev selv mor for  første gang for 14 år siden og kunne ikke finde noget i litteraturen, der lignede det, hun selv oplevede.

“Det er på mange måder utroligt, at der ikke har været skrevet mere om det, når man tænker på, hvor ekstremt vigtigt et emne det er. Det er så afgørende og livsforandrende. Men man har været bange for at inddrage andre i det. For at give dem et chok. Det var heller ikke normalt før 1970’erne, at fædrene var med til selve fødslerne! Det har betydet, at kvinderne har snakket med sin mor eller nærmeste om de her ting, men det var det. Det var ikke noget, mange skrev om,” siger hun.

Hvis vi stiller det groft op, har litteraturens mødre indtil nu enten været Medea-skikkelser, heksen i græsk mytologi, der slog sine egne børn ihjel. En kvinde, der kan give liv og tage liv, som Elisabeth Friis siger. Eller moderen over alle mødre, Jomfru Maria, der ikke engang behøvede at have sex for at reproducere sig:

“Det er moderen som den afseksualiserede figur, der ikke har nogen libido, og som ikke har anden kærlighed end den til sine børn.”

Så en heks på den ene side og Jesus egen mor på den anden. Det virker som et svært sted at placere sig for alle os dødelige mødre.

Forfatterne føder også selv under dårlige forhold

Men nu er mødrene for alvor kommet ud af skjulet, og der bliver ikke pakket meget ind i bøger som Dy Plambecks ‘Til min søster’ eller Maja Lucas’ ‘Mor. En historie om blodet’. Vi kommer med ind på fødestuen og helt ind i den fødende krop.

“Der er en realismetrang. Moderskabet skal skildres, som det faktisk er, uden skam eller en angst for at blive udskammet. Der er en sårbarhed i flere af bøgerne og oplevelsen af ikke at være i fuld kontrol over situationen.”

At bøgerne udkommer i disse år kan skyldes flere ting. For det første har vi længe set en stor interesse for det private og personlige ret bredt i litteraturen. For det andet hænger det sammen med den virkelighed, mange af forfatterne føder under nu. Udhulede budgetter til fødegangene, fortravlede jordemødre, hjem igen fire timer efter fødslen. Av.

“Man kan se det som en politisk stillingtagen. At forfatterne siger ‘prøv lige at høre, hvordan det er i virkeligheden’. Der har været for lidt opmærksomhed på, hvordan det egentlig står til på fødselsområdet. Rigshospitalets klinikchef, Morten Hedegaard, sagde op i protest for nogle år siden (i 2016, red.). Og hvad skete der? Ingenting! Bøgerne kan ses som en bevidst intervention i forhold til, hvordan vi forvalter den del af vores samfund,” siger Elisabeth Friis.

I 1970’erne kæmpede kvindebevægelsen for nogle af de samme ting, vi ser i dag.  Bedre forhold og rettigheder for kvinder. Men litteraturen fulgte ikke rigtig med. Der er naturligvis Dea Trier Mørchs ‘Vinterbørn’ fra 1976. Klassikeren. Men bølgen stoppede ligesom der, og kvindebevægelsen gled ud i sandet. Nu ruller den igen.

“Da jeg var ung, var kvindebevægelsen lidt latterlig, men det har ændret sig. Der er kommet en helt ny interesse for køn og for samtalen om køn og seksualitet. Jeg tror, det er kommet fra queer-miljøet og har bredt sig ud i samfundet, og det har åbnet for heterokvinden og svangerskabsrealismen,” siger Elisabeth Friis.

Ifølge lektoren vil vi se flere af den slags bøger i fremtiden.

“Der er nu skabt plads til, at de kan være her og indgå som en helt almindelig del af litteraturen. Det er en plads, svangerskabsrealismen bør have, for den skildrer lige så vigtige ting, som litteraturen ellers har været glad for at beskæftige sig med. Mord, far-søn-relationer, andre spektakulære begivenheder,” siger hun.

På To The Moon, Honey har vi læst fire af de nyere bøger om moderskabet: Cecilie Linds ‘Mit barn’, Chimamanda Ngozi Adichies ‘Brev til en nybagt forælder’, Kristín Marja Baldursdóttir ‘Mødrenes gade’ og Olga Ravns ‘Mit arbejde’ og kigget nærmere på fire temaer, de hver især beskriver exceptionelt godt: kroppen, opdragelsen, spejlingen, arbejdet.

To_the_moon_boeger_CECILIE_LIND_MIT_BARN_Gyldenda

MIT BARN af Cecilie Lind 200,00 DKK

Kroppen

“jeg truer med at slå mig selv ihjel
i håbet om at få et kejserfødt barn
epiduralblokade
PLEASE
skriger jeg”
Sådan begynder Cecilie Linds langdigt ‘Mit barn’. Med en fødsel.
“fire hænder syer mig i skridtet
et barn ligger hos mig og lever
han lever!
jeg lader som om jeg ikke er krop
er bare kærlighed og liv og lykke”

Forfatteren er mor til to børn under tre år og skrev bogen efter fødslen af sit første barn i 2019. I ‘Mit Barn’ balancerer den nybagte mor mellem eufori og panik. På den ene side er hjertet ved at implodere af glæde, på den anden side overvælder trætheden og ansvaret.

“Jeg hader at være mor fordi jeg har et hjerte i mine hænder og jeg frygter at forvolde stor skade,” som der står.

“Den er skrevet i en choktilstand, hvor jeg lige var blevet mor, men også af en nødvendighed. Jeg havde brug for at holde det ud i strakt arm og kigge på det, hvilket også er paradoksalt, for oplevelsen af at blive mor er så kropslig og står netop uden for sproget,” siger Cecilie Lind og tilføjer:

“At skrive bogen var en flugt fra kroppen – hvad kan min hjerne stille op med den her tilstand? Den gjorde mig mægtig i en afmægtig situation.”

Digtet svæver både oppe i lykkens himmel og går helt ned i de kropslige detaljer; den sure mælk overalt, de store bind til blodet, det hårdtprøvede sexliv, der ‘gør ondt’, fordi ‘mit køn er et sår’, og hvor opmærksomheden i dobbeltsengen glider over i tremmesengen. Vågner barnet? Sover han? Og er det ok at tysse på den, man har sex med? Kroppen føles som alt andet end seksuel, når før-fødsels-trusserne er blevet små og strækmærkerne store. ‘Jeg gider ikke lægge krop til min elskedes begær men jeg gider endnu mindre den konflikt afvisningen ville afstedkomme’, som Cecilie Lind skriver i ‘Mit Barn’.

Bogen beskriver barslens rutineprægede hverdag og de mange, mange nye situationer, der lynhurtigt bliver overdimensionerede prøvelser. F.eks. ikke at kunne finde decilitermålet, når der skal laves øllebrød. På sigt bagateller, i øjeblikket katastrofer.

Især fylder kroppen meget. Tyndslidte brystvorter, uformelige lår, en blød efterfødselskrop, der samtidig blev forvandlet til en ‘modergud’ ved fødslen.

“Det er voldsomt, hvad der sker med kroppen. Før graviditeten har man en form for kontrol over den og føler, at den lystrer. Når man er gravid og har født, forandres kroppen, og det føles både hæsligt og smukt på samme tid. Samtidig tilhører kroppen også en anden – man producerer mad, og man er mad. Amning er sindssygt. Man føler sig som et dyr.”

Cecilie Lind har selv oplevet, hvordan graviditeten og fødslerne ændrede ikke bare hendes krop, men også forholdet til den.

“Jeg havde et meget kontrolleret og styret forhold til min krop, indtil jeg blev gravid. Det var svært, men også meget forløsende, for graviditeten gjorde, at jeg kunne give slip. Kroppen var både ven og fjende i den situation. Den gjorde så meget af sig selv, og jeg var imponeret over, at den vidste, hvordan den skulle gro et barn og amme. Jeg har slæbt kroppen igennem nogle vanvittige ting førhen, men den præsterede. Jeg havde to trygge fødsler. Nu kan jeg føle mig lidt som et forladt hus. Der har boet to børn i min mave – der er noget hjemsøgelse omkring det,” siger hun.

Da bogen udkom, var forfatteren bange for modtagelsen. At folk ville tænke, at hun var et monster for at kunne skrive de ting, hun gjorde.

“Jeg vidste jo ikke, hvordan andre mødre havde det. Om folk ville tænke, at jeg ikke måtte have det mørke i mig, når jeg nu var blevet mor. At jeg skulle søge hjælp. Men jeg har kun oplevet, at folk har genkendt dem selv i teksten. Det har været meget afdramatiserende. Og det har gjort, at jeg har følt mig mindre alene.”

Brev til en nybagt forælder af Chimamanda Ngozi Adichie 100,00 DKK

Opdragelsen

Af de fire bøger stikker ‘Brev til en nybagt forælder’ af Chimamanda Ngozi Adichie ud. Både indeni og udenpå. De tre andre titler står skrevet i rød og lyserød. ‘Mit barns’ vertikale striber minder om en indbydende slikkepind, men kunne lige så godt være tremmer i et (mor)fængsel eller en fodlænke til tremmesengen. Forsiden af ‘Mit arbejde’ er fyldt med blomster. Et symbol på skønhed, men også forgængelighed og skrøbelighed. En feminin dobbelthed.

Men ‘Brev til en nybagt forælder’ er anderledes. Den er sort, hvid og blå. Den har en perfekt, rejsevenlig lommestørrelse, som om den skal trækkes frem i tide og utide, hvis man står i akutte dilemmaer. Alene dens fremtoning er lige på og hård. Ikke så meget pis.

Indholdet er et ‘feministisk manifest i femten punkter’, et brev fra forfatteren til sin veninde og handler om at opdrage en datter feministisk. En slags lille huskebog fyldt med råd. ‘Husk at være et helt menneske… du skal ikke definere dig selv udelukkende som mor’ og ‘lad hende vide, at slanke, hvide kvinder er smukke, og at ikke-slanke, ikke-hvide kvinder er smukke’.

Bogen fokuserer på, hvordan vi taler til vores piger, hvilke navne vi giver dem, hvad de må lege med, hvad de har på, og hvordan de ser deres kroppe. Hvorfor behagesyge er farligt, og hvorfor vi forhåbentligt snart stopper med at forbinde kvinders gode udseende med ‘useriøst’ – bare tænk på Helle Thornings glimmernegle, der for nyligt blev debatteret. Igen. Come on! Vi har åbenbart stadig brug for bøger som Adichies. Lad os håbe, vores børn ikke får det.

To_the_moon_honey_boeger_moedre_mor_litteratur_olga_ravn_moedrenes_gade_Gyldendal_

Mødrenes Gade af Kristín Marja Baldursdóttir 250,00 DKK

Spejlingen

I ‘Mødrenes Gade’ af Kristín Marja Baldursdóttir er hovedpersonen, Marin, 20 år gammel, lige blevet student og bor i en af Reykjaviks livlige gader. For nyligt mistede hun sin mor og spejler sig derfor i gadens mange mødre. Der er veninde-moren, typen fra ‘Mean Girls’, der altid hænger ud med sin datter og hendes veninder og giver dem lov til det meste i akavet øjenhøjde. Der er den hjemmegående, den arbejdende, den svigtende mor.

Og så er der tomheden efter sin egen:

“Var min mor god? Var hun god? Begik hun fejl? Elskede hun mig? Hvem var hun? Vi undgår svarene i månedsvis, årevis, vi vil ikke se sandheden i øjnene, når det drejer sig om vores mor. Hun er hellig i vores øjne.”

At miste en mor er som at miste sig selv, reflekterer Marin, mens hun forsøger at finde ud af, hvem hun er, og hvem hendes mor var. Hvem hun skal blive. Hvornår er vi os selv? Og hvornår er vi en forlængelse af vores mor? Hvem er vi uden hende, og er vi nogensinde uden?

“Din mor er ikke død. Hun lever i dit hjerte. Hun viser sig i dine øjne, din stemme, din latter, bevægelser, og hendes erindringer, der strømmede i hendes årer, strømmede også i dine årer, da hun bar dig i maven. Du slipper aldrig for hende,” skriver Kristín Marja Baldursdóttir.

To_the_moon_honey_boeger_olga_ravn_MIT_arbejde_Gyldendal_

MIT ARBEJDE af Olga Ravn 300,00 DKK

Arbejdet

Olga Ravn blev for fødselsbevægelsen, hvad Sofie Linde blev for MeToo. Hun udgav i efteråret 2020 sin roman ‘Mit arbejde’, der beskriver en fødselsdepression, og måneden efter skrev hun i Politiken, hvordan fødselsområdet ofrede kvinders psyke og kroppe for at få børn. Det satte gang i en lavine af vidnesbyrd fra andre kvinder, der endelig satte ord på de hårde sider ved at få et barn samt fødegangenes horrible forhold.

Elisabeth Friis fortæller om bogen:

“Olga Ravn supplerer med nye, fine perspektiver. Hun reflekterer over moderskabets store omsorgsarbejde, som er utrolig vigtigt, men som ikke anerkendes som arbejde. Nu sidder vi her i corona-hjemmeskoling-situationer, hvor mange indser, hvilket arbejde andre plejede at udføre for deres børn. Og man må bare erkende, at det er et arbejde. Når man selv skal passe sine børn, finder man ud af, hvor meget det kræver. At være på barsel bliver for eksempel ikke betragtet sådan, det bliver fremlagt som et kald, og man skal bare hygge sig og nyde det. Det bliver ikke anerkendt for at være benhårdt. Men omsorgsarbejdet er på mange måder det vigtigste arbejde, det er grundlaget for al værdi, vi har i samfundet. Det bidrager til, at hele samfundet kan fungere. Det beskriver Olga Ravns bog.”

I en scene i bogen giver hovedkarakteren, Anna, forsigtigt sin nyfødte søn tøj på. Barndommens dukke- og påklædningslege bliver virkelige. Men: “intet havde forberedt hende på hans øjne og på den store rædsel.”

“At elske var moderens første opgave, hendes vigtigste arbejde. Hvordan elske med en rædsel?”

Det er moderskabets store spørgsmål. Måske ligger svaret i litteraturen.

Af Liv Collatz 

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.