Min graviditet med hyperemesis
Morgenkvalme er en typisk graviditetsgene, især i første trimester. Men mellem 0,5 og 2% bliver ramt af lidelsen Hyperemesis Gravidarum, hvor kvalme og opkastninger bliver altoverskyggende. Amalie Luther var en af de gravide, der faldt på den uheldige side af statistikken og her fortæller hun om en graviditet, hvor tiden gik i stå og hver eneste dag skulle overstås
D. 4. marts 2022 tog jeg en graviditetstest. Jeg havde haft ømme bryster, ekstrem appetit og været meget træt. Dagen forinden var jeg til et arrangement, hvor jeg grovåd alle de små appetizers, jeg kunne komme i nærheden af. Da vi kom hjem, spurgte min kæreste: ”Tror du, det kan være fordi, du er gravid?”. Og ganske rigtigt – næste dag tog jeg en test, og den var bragende positiv. Vi var glade. Det var et stort ønske for os at blive forældre. Vi fejrede det med en tur i pølsevognen, og grinede lidt af, at nu var jeg ægte stereotyp gravid, som sad og havde lidt kvalme og kun havde lyst til hotdogs. Men åh, hvor skulle vi blive meget klogere.
Jeg var kun 4 uger henne, men allerede i den efterfølgende uge, begyndte jeg at få kvalme. Det er jo nok normalt, tænkte jeg. Hvem har ikke hørt om den famøse morgenkvalme? Men da vi gik ind i uge 5, begyndte det at tage til. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, var konstant kvalm og ville hele tiden bare gerne hjem og ligge. Da jeg kom til uge 6, gik det amok.
Tiden går i stå
Jeg har en veninde på besøg til aftensmad, den dag jeg går ind i uge 6. Vi bestilte thaimad, hyggede os og så en film. Om natten vågner jeg pludseligt med koldsved, fuldstændig ulidelig kvalme, svimmelhed og skynder mig ud på badeværelset for at kaste op. Det må være madforgiftning, tænker jeg. Eller er jeg ved at abortere? Noget ekstremt er i hvert fald i gang. Da jeg vågner om morgenen fortsætter det. Kvalme, opkast, kvalme opkast. Jeg må melde mig syg. Jeg har ingen appetit overhovedet, men bliver ved med at kaste op.
Fra denne dato og i mange uger frem, har jeg nærmest ingen billeder på min telefon. Tiden går i stå. Jeg sygemelder mig hver dag. Jeg kan ikke spise noget, kan dårligt snakke, kaster bare op, ømmer mig, har så ekstrem kvalme, at jeg bliver svimmel.
Vi vælger at tage til en tidlig scanning omkring 6+0. På en måde havde jeg brug for at vide, at jeg gik igennem alt det her for en god grund. At nogen levede derinde, at jeg kæmpede for noget, som reelt ville blive til et lille liv. Bare vejen hen til scanningen, glemmer jeg aldrig. Vi måtte stoppe flere gange, fordi jeg skulle kaste op. Lige ind i Føtex, for at jeg ikke gik helt sukkerkold. Sippe juicen, min kæreste der trygler mig om at drikke lidt mere, væsken der bare vokser i min mund og smager forfærdeligt. Alt smager dårligt, og jeg har ingen appetit. Til scanningen orienterer jeg mig først om, hvor der er skraldespande, så jeg nemt kan få en flugt fra min kvalme, hvis det skulle blive nødvendigt. Heldigvis blinker det lille hjerte så fint, og vi er så lykkelige.
Sekunder fra indlæggelse
En aften går det helt amok. Jeg har intet fået ned, og føler jeg skal besvime af kvalme, opkastninger og utilpashed og det begynder at prikke for mine øjne. Min kæreste bliver bange og ringer til vagtlægen, han har brug for råd og assistance. De siger, at jeg skal kontakte egen læge i morgen, blive udredt og så SKAL han få mad i mig. Bare et eller andet, det er ligegyldigt, hvad det er. Resten af aftenen sidder han på sengekanten og trygler mig om at spise en digestive-kiks. Jeg nipper til den, men kaster med det samme op igen.
Lægen stiller mig en masse spørgsmål, og konstaterer, at jeg har Hyperemesis Gravidarum – kvalme og opkastninger, som er betinget af graviditet, og som medfører påvirkning af almentilstanden. Eller sådan beskriver Sundhed.dk det. Jeg synes, det var meget værre og mere end det.
Hos lægen siger de, at som jeg sidder hos dem nu, er jeg kun 2% fra at blive indlagt og starte på medicin. Men de kan se, at jeg trods alt kan få en lille smule mad og væske ned, så hvis jeg kan holde det ud som nu, så kan jeg måske slippe for indlæggelse og medicin. Vi bliver enige om, at jeg skal have 100% ro og hvile (så meget man nu kan, når man kaster op døgnet rundt). Selvom jeg kun er nogle få uger henne, bliver jeg derfor endegyldigt sygemeldt fra mit studie.
Sygemeldt
Det var en svær beslutning at blive sygemeldt, og det var mærkeligt at blive revet ud af sit liv og sin hverdag fra den ene dag til den anden. Jeg var overraskende længe om at tage beslutningen, men det føltes som et nederlag. At mit studie pludselig og ud af det blå skulle sættes på stand-by. Jeg følte mig svag og ligegyldig. Svag, fordi jeg ikke engang kunne studere, mens jeg var gravid, mens alle mulige andre kunne arbejde til 8-9 måned. Ligegyldig, fordi mine medstuderende bragede derudaf, gik til eksamener, klarede sig godt – mens jeg bare lå og var gået i stå. Samtidig havde jeg en dyster tanke om, at hvis jeg nu aborterede, ville hele den her sygemelding og stand-by-situation være forgæves. Når jeg ser tilbage på det hele, er jeg alligevel ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. De første måneder af min graviditet handlede primært om bare at overleve.
Det som hjalp mig, var masser af støtte fra min kæreste – som tog ud og handlede på de mest mærkelige tidspunkter, når jeg pludselig fik lyst til at Miracoli-spaghetti. Han skiftede troligt mine spande med opkast, uden at kommentere med et eneste ord. Han skar frugt, hentede vand, nussede, holdt mit hår, når jeg kastede op. Uden ham, havde jeg aldrig klaret det. Utroligt nok, så kunne jeg gennem hele forløbet spejle mig i en veninde, som oplevede netop det samme, hvilket er ret vildt, da det kun er få procent, som bliver diagnosticeret. Selvom vi havde ondt af hinanden, var det alligevel rart at kunne spejle sig i nogen – for udover hende, forstod ingen rigtigt, hvad jeg gennemgik.
Det tog også lidt tid, før flere i min omgangskreds forstod alvoren og graden af min tilstand. ”Alle får jo kvalme, når de er gravide. Det er jo almindeligt at kaste op”. Men intet af det, jeg var igennem var almindeligt. At kaste op mere end 30 gange i døgnet er ikke almindeligt. Det er ikke almindeligt, at hele ens liv går i stå, fordi man er blevet så syg og dårlig af sin graviditet.
Kan kroppen holde til det? Kan barnet?
Da det var allerværst, vidste jeg ikke, om det hele overhovedet var det værd. Jeg tænkte dystre tanker og følte mig helt nede i et sort hul. Ville jeg kunne gennemføre det her? Kunne jeg overhovedet blive en god mor, når jeg allerede nu synes, det var så hårdt? Jeg overvejede aldrig, om jeg skulle få en abort, men jeg tvivlede på, om jeg ville kunne holde til det i længden. Om min krop og psyke ville bukke under. Jeg gjorde mig tanker om, at barnet ville blive deformt, blive født uden arme og ben, fordi jeg var så syg og ikke fik nok næring. Eller at jeg ville abortere, fordi barnet ikke kunne holde til alle de opkastninger og mavekramper.
Både jordemødre, læger og sygeplejersker sagde til mig, at når jeg gik ind i uge 12, ville jeg nok få det bedre. Så det så jeg naturligvis frem til, men hvor blev jeg skuffet. Opkastningerne og kvalmen fortsatte, og det gjorde det helt frem til 5. måned. Herefter havde jeg kvalme i resten af graviditeten, men opkastningerne blev færre. Nogle dage kastede jeg stadig op, mens jeg andre dage gik fri. Det var den vildeste lettelse og befrielse, at der nu bare var lidt pauser. At jeg ikke konstant og 24 timer i døgnet var dårlig og syg, men at det gradvist blev nemmere.
Ville gøre det hele igen
Det var de hårdeste og sværeste måneder, og det fyldte alt i vores parforhold. Vi havde på ingen måde forberedt os på, at det her kunne ske for os. At graviditeten kunne blive så langt fra det, jeg havde drømt om. Jeg troede, jeg skulle studere i de kommende 8 måneder, dyrke gravidyoga og at vi skulle være nyforelskede. Min kæreste har efterfølgende fortalt, at han var overrasket over, hvor meget graviditeten fyldte alt lige fra starten. Han har også fortalt, at han tit måtte skjule, hvor udmattet og slidt han var, over at skulle tage sig af mig døgnet rundt, samtidig med et krævende fuldtidsarbejde. Det ville han selvfølgelig gerne, han vil jo gøre alt for mig og jeg for ham – men derfor kan man stadig godt være tyndslidt. Jeg har ikke fokuseret så meget på, hvad sygdommen gjorde ved ham, hvilket jeg godt kan skamme mig lidt over. Men al min energi gik til at komme igennem dagen.
Da lille Otto endelig kom til verden, forsvandt det hele som dug for solen. Jeg glemte lykkeligt, hvor hårdt det havde været, fordi vi var så forelskede i ham. Men forløbet har haft den konsekvens, at vi jo ikke ved, om vi kommer til at stå i samme situation næste gang, vi skal have et barn. Jeg var sygemeldt i alle 9 måneder, hvilket gør, at det ikke kun er en barsel, vi skal tænke ind – men også en potentiel sygemelding oveni, hvor min mand måske skal tage sig af mig og Otto.
Det har derfor været i vores tanker, at det skal times på en anden måde, fordi jeg formentlig skal gå stand-by i mit liv igen. Lægerne har fortalt mig, at der er god sandsynlighed for, at jeg kan få diagnosen igen ved næste graviditet, da det har noget at gøre med ens graviditetshormoner. Det har selvfølgelig fyldt i vores overvejelser, men det vilde er jo, at vi gerne vil gøre det hele igen. For se hvad vi fik ud af det – vores vidunderlige søn.
Tekst Amalie Luther og Anna Rolin, Foto privat
Meet’n’greet
Amalie Luther er journaliststuderende og gift med Sebastian. Bor på Frederiksberg med sønnen Otto på 2 år.
Din kommentar