Træningsekspert Michelle Kristensen har dannet par med sin første kvindelige kæreste i et år, da hun får besked om, at det er nu, hvis hun gerne vil være gravid. Efter en årelang fertilitetsrejse er Michelle i dag seks måneder henne med sit første barn. Alligevel tør hun ikke tro på, at det lykkes – endnu

“Tillykke for nu”, siger sekretæren fra fertilitetsklinikken, da hun for 2,5 år siden overbringer den glædelige nyhed. Michelle er blevet gravid på sin anden ægoplægning. 

“Jeg kan huske, jeg undrede mig over formuleringen. Det var nærmest provokerende. Hvorfor ikke bare sige tillykke? Men det skulle jeg senere finde ud af.” 

I uge syv ser Michelle hjerteblink, men da hun bliver scannet igen i uge 10, er det væk og Michelle får en medicinsk abort. Og det er kun begyndelsen. 

“Jeg var ikke skruk”

“Da jeg var 18 år, troede jeg, at jeg skulle have fem børn. Men så blev jeg selvstændig, og i takt med at arbejdet fyldte mere og mere, forsvandt familiedrømmen, og som voksen har jeg faktisk aldrig følt mig skruk.”

Men for tre år siden ændrer det sig. Som 36-årig ser hun familien samlet om sin døende mormor, og det vækker drømmen om at få børn til live. 

“Da min mormor lå for døden, så jeg, hvordan hele familien var samlet om hende. Jeg kan huske, jeg tænkte: “OK, det er jo OGSÅ det, der giver livet mening. Hendes børn og børnebørn stod i en stor ring om hende, mens hun snart åndede ud.

Jeg fik efterfølgende tjekket min fertilitet, og det viste sig, at jeg i forhold til min alder havde færre æg end normalt. Hvis jeg ville være gravid, skulle det være nu.”  

Min første kvindelige kæreste 

På det tidspunkt har Michelle kun kendt sin kæreste Pernille i et år. Og Pernille er tilmed hendes første kvindelige kæreste. 

“Jeg anede ikke, at jeg var til kvinder, og nu skulle vi pludselig også lave en familie. Hurtigt. Det var en kæmpe krise for mig. Pernille derimod har altid vidst, at hun var til kvinder og havde derfor en anden ro i det.”

Pernille er i forvejen mor til Laurits på fem år, som også har to fædre. Michelle har derfor kendt Laurits, siden han var to år og har siden været en del af den forældrerige familie.

“Vi skulle selvfølgelig have et barn sammen, og Laurits skulle have en søskende. Vi fandt en donor, og jeg blev insemineret to gange uden held. Dagen inden jeg fyldte 37, fik jeg taget æg ud første gang. En googlesøgning havde fortalt mig, at jeg efter 2-3 ægoplægninger ville have en baby, så jeg var fortrøstningsfuld, da jeg ikke var gravid efter første ægoplægning. Som 38-årig ville jeg helt sikkert være mor.” 

Fosteret har en kromosomfejl

Selvom den første graviditet går til grunde, bevarer Michelle håbet. Hun får taget æg ud igen, og 5 af disse bliver befrugtet og frosset ned. Første ægoplægning herefter bliver ikke til en graviditet, men næste oplægning resulterer igen i en graviditet. Samlet set har Michelle på dette tidspunkt fået lagt æg op fire gange. 

“Vi kom igennem de første kritiske uger, så hjerteblink i uge 10, og alt gik efter bogen. Indtil jeg fik en mærkelig fornemmelse. Pludselig fik jeg et behov for at undersøge statistik omkring kromosomfejl og min alder. Vi bookede en privat blodprøve, og det viste sig, at der var 99% risiko for kromosomfejl. Det var den 1. april 2022. En moderkagebiopsi bekræftede desværre resultatet, og i uge 13 blev graviditeten fjernet. En uge efter min fødselsdag.” 

For første gang i forløbet svinder håbet, og Michelle er ikke længere overbevist om, at hun bliver mor. 

Læs også

“Min viden om alt det, der kan ske, har gjort mig ængstelig i min egen graviditet”

Jalousi og manglende tro 

“Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg ville have et barn, når jeg fyldte 38. Men her på min 38 års fødselsdag sad jeg med et barn i min mave, som skulle fjernes. På det tidspunkt følte jeg, at jeg aldrig ville blive lykkelig, hvis jeg ikke blev mor.

Noget af det, der gjorde enormt ondt, var, at jeg hele tiden blev konfronteret med det forhold, Pernille har med Laurits. De har en naturlig symbiose, fordi hun har båret ham i ni måneder, og desuden været alene med ham de første to år af hans liv, ligesom han også har en biologisk far. Deres bånd kommer jeg aldrig i nærheden af. Det har kunnet sætte sig som en kniv i hjertet, at det, jeg selv kæmper for, er det, de har. Men jeg har hele tiden været meget bevidst om, at det er jalousi, og at det er en rigtig dårlig side af mig selv. 

Samtidig har Laurits gjort, at jeg har kunnet grine sindssygt meget, når der ellers ikke har været noget at grine af, fordi han er den sjoveste og dejligste lille dreng.” 

Ny donor

Fordi Michelle kender sig selv og er bevidst om, at hun kan blive ved og ved og ved, hvis der er noget, hun gerne vil, laver hun en aftale med fertilitetslægen. Han skal love hende at sige til, når han ikke tror på det mere. Men det gør han. Og det samme gør Pernille. 

“En måned efter jeg havde fået fjernet fosteret, fik jeg menstruation, og vi gik i gang igen med det samme. Alle fortalte mig, at jeg ville blive gravid igen hurtigt, fordi jeg netop lige havde været det. Kroppen husker. Men det blev jeg ikke. Efter endnu en ægudtagning og fire mislykkede oplægninger får jeg for fjerde gang igen taget æg ud. Og denne gang forsøger vi med en ny donor.”

Michelle får lagt to æg op, og det ene af dem vokser nu på 26. uge inde i hendes mave. 

“Jeg tør stadigvæk ikke sige, det er lykkedes, ligesom jeg også har det svært med, at folk siger tillykke. Nu er det mig, der siger “Ja, for nu”.

Mor, mor og barn

I bagklogskabens lys har det dog haft én stor gevinst, at Michelle og Pernille ikke allerede skulle være forældre efter et års forhold. 

“Det var sundt for vores parforhold, at jeg fik noget tid til at vænne mig til konceptet “mor, mor og barn”. Jeg har hele tiden tænkt mor, far og børn. Jeg er jo mor, og det kan jeg godt se, Pernille også er, men det er mig, der skal hedde mor. Jeg skal ikke hedde mor Michelle. Og hvad skal Pernille hedde? Laurits kalder naturligvis Pernille mor og mig Michelle. Men det lille barn, jeg har i maven, skal kalde mig mor. Og min far skal hedde morfar. Han bliver morfar for første gang. Sådanne ting fyldte alt for meget i mit hoved, da jeg første gang fik at vide, jeg var gravid. 

På det tidspunkt var jeg kun lige ved at falde til ro i at være sammen med en kvinde. Og så kom der et nyt stort identitetsskifte, da vi også skulle være en familie. Det var massivt for mig.   

 Med tiden har jeg fundet en ro i konstellationen, og lige på det punkt er det en fordel, at vi har måttet vente så længe. Laurits og baby skal vokse op under samme vilkår som børn, der lever med en mor og far. De må ikke føle sig forkerte i deres familiekonstellation, og det kræver, at jeg heller ikke føler det.” 

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

“Når man er i fertilitetsbehandling, får man taget en blodprøve 12 dage efter ægoplægning, der viser, om man er gravid eller ej. Første gang jeg havde fået lagt æg op, var jeg artig og ventede på blodprøven. Men de andre gange har jeg taget en test – sommetider allerede fem dage før blodprøvetagning. Denne gang ventede jeg til dagen før. Da den var positiv, blev jeg en lille smule glad, men jeg havde også følelsen af, at det blot var 1/50 skridt på vejen mod et barn. Det var ikke samme lykkefølelse, som jeg fik første gang, jeg så en positiv graviditetstest. Jeg overvejede heller ikke, hvordan jeg skulle sige det til Pernille. Jeg sendte blot en sms, og hun svarede: “Det er godt. Så må vi håbe denne gang.” Der var en helt anden stemning omkring det på grund af vores historie. Det var ikke romantisk.”

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“Min graviditet har været præget af bekymring og en frygt for at glæde mig. Jeg har været gravid på samme tid i år, som jeg var sidste år. Og sidste år på min fødselsdag den 9. april havde jeg et foster i maven, som skulle fjernes.  

I år på min fødselsdag ventede jeg på svar omkring, hvorvidt jeg igen skulle sige farvel eller begynde at glæde mig. Det har været svært. 

Jeg har været tilknyttet genetisk klinik på Riget på grund af min forrige graviditet, og i uge 10 blev der taget en masse prøver. Da de ringede og fortalte mig, at sandsynligheden for kromosomfejl var meget lav, begyndte jeg at græde. Efterfølgende kom vi til nakkefoldsscanning, hvor alt også var, som det skulle være. 

Det gav mig ro. Men ikke fuldstændig ro. Og jeg bliver nok aldrig helt rolig. Jeg har accepteret, at jeg ikke bliver en af dem, der synes, det er mega fedt at være gravid. Til gengæld er jeg velsignet ved ikke at have voldsomme gener, selvom jeg godt kunne have brugt lidt kvalme, så jeg følte mig mere gravid. Nu er jeg halvvejs, og alle siger, jeg bør kunne mærke ham nu, og jeg mærker ingenting. Det er det, der fylder lige nu. 

Faktisk kan jeg skamme mig over, at jeg ikke er mere glad for at være kommet så langt. For vi skal lige se, at der kommer et barn ud, der er sundt og rask og lever. Fordi jeg har delt ud af min historie, har jeg også fået alle skrækhistorierne. Dem har jeg desværre taget med mig, og jeg kender til alle tænkelige scenarier. Jeg går og er skide bange, og omvendt vil jeg helst glemme, at jeg er gravid. Når jeg glemmer det, fylder det ikke i min hjerne, og sådan har jeg det bedst.” 

Hvordan har du det med din gravide krop?

“Den skal jeg helt sikkert vænne mig til. For det første har jeg tøjkrise hver dag. Generelt kan jeg godt lide oversize-tøj, men nu ligner jeg et telt, fordi det stadigvæk er svært at se, om jeg er tyk eller gravid. 

Omvendt tænker jeg også, at jeg har kæmpet så længe for at få en “gravid” krop, og derfor skal jeg ikke bruge tid på at stresse over den. 

Min gravide krop tvinger mig til sænke tempoet. I mange år har jeg haft et tidskrævende arbejde, og jeg har altid kunnet løbe stærkt. Men hvis jeg kører i for højt tempo nu, får jeg én over nakken. For et par dage siden kunne jeg pludselig nærmest ikke gå, fordi min lyske gjorde så ondt. Lægens konklusion var, at det er min krop, der siger stop, og at jeg skal slappe af. Det er sundt for mig at opleve, men det er svært at tage hensyn til min krop, når jeg ikke ellers har nogle graviditetsgener. Jeg føler mig hverken træt eller besværet, og derfor vil jeg gerne have eksekveret ting, men det kan jeg ikke længere. Så straffer kroppen mig efterfølgende.”

Hvad savner du mest under din graviditet?

“Jeg savner at gå ud og drikke sjusser. Det har jeg ikke gjort i to år, for når jeg var i behandling, var jeg enten “måske gravid”, eller forberedte kroppen på at blive det. Men nu har jeg en voldsom trang til slippe hæmningerne. 

Jeg savner også muligheden for at rejse, når vi har lyst, fordi vi de sidste to år har skullet planlægge rundt om scanninger, ægudtagninger, tjek og så videre. 

Men mest af alt savner jeg mine veninder. De seneste år har jeg set fertilitetsklinikkens personale mere end mine veninder. Jeg har brugt al overskuddet på min virksomhed, fordi jeg ikke har kunnet sygemelde mig eller tage fridage. Så når jeg endelig har haft fri, har jeg haft lyst til at bure mig inde med en dyne og se serier.” 

Dyrker du motion under din graviditet?

“Jeg løber 5 km 1-2 gange om ugen. De første to kilometer føler jeg, at jeg tisser i bukserne, men derefter går det fint, omend det er langsommere end normalt. Derudover styrketræner jeg to dage om ugen. Det fortsætter jeg med, indtil det ikke er rart mere. Jeg gør det, både fordi jeg kan lide det, men også fordi jeg er oppe i alderen og skal kunne komme tilbage til arbejdet med en krop, der fungerer.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?

“De første tre måneder var jeg pludselig vild med pommes fritter og burgere. Det har jeg aldrig spist i de mængder før, medmindre jeg har været på festival. Pizza var pludselig også ret interessant. Under min fertilitetsbehandling har jeg i perioder levet helt helse og hysterisk, fordi jeg tænkte, at det måske ville hjælpe. Jeg holdt mig fra både mælk og gluten, men det hjalp ikke. Nu spiser jeg glædeligt mere brød og pasta, end jeg plejer, for kroppen har brug for mere energi.

Som kosttilskud tager jeg fiskeolie, magnesium, jern, d-vitamin og multivitamin med folsyre. Det er ikke nyt for mig at tage kosttilskud, men det er nyt for mig at være rigid med det. Førhen har jeg kunnet springe tre dage over, men nu er min gravide hjerne helt OCD, og jeg bliver vildt bange, hvis jeg glemmer det én dag.”

Læs også

Pernille Rosenkilde: “Fertilitetsbehandling er uden tvivl det hæsligste, jeg har prøvet”

Hvordan har du forberedt dig på fødslen?

“Igen er der en del af mig, der endnu ikke helt tør tro på, at fødslen kommer. Men jeg kan godt begynde at glæde mig til den. 

Planen er, at jeg skal føde på Rigshospitalet, og at jeg gerne vil gøre det uden smertelindring. Jeg ved godt, man ikke kan sammenligne et marathon med en fødsel. Men jeg har løbet mange marathon og føler, at jeg kender min krop godt, så jeg vil gerne mærke, hvad der sker og ikke være bedøvet. Det kan være, at jeg skifter mening, når jeg først ligger dér.  Men håbet er, at jeg kan føde vaginalt, så jeg får lov til at bruge min fysik og får den kropslige oplevelse. 

Hvis du spurgte mig, inden jeg blev gravid, ville jeg sige, at jeg ville nørde sygt meget og være topforberedt. Men nu kan jeg se, at mit arbejde ikke kommer til at tillade, at jeg nørder så meget. Til gengæld har jeg de sidste par år lyttet til mange efterfødselssamtaler, så nu er jeg i det mindste lidt mere bevidst om, hvad der venter. Derudover tager vi tre formiddage med Mamaprofylax.” 

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

“Jeg har en idyllisk drøm om at have lavet mad til fryseren, så der er til de første tre uger efter fødslen. Nu må vi se, om det lykkes for mig. Pernille tager barsel de første to uger, og så overtager hun barslen efter 6,5 måneder. Jeg bestræber mig på at kunne lukke mig inde de første to måneder efter fødslen. Jeg skal ikke have at vide, hvis noget brænder på. Efter jul planlægger jeg at komme ind på kontoret til møder. Jeg ved, at det med stor sandsynlighed er første og sidste gang, jeg skal være på barsel. Mit arbejde har gennem iden taget så meget af min fritid og personlige glæder, og det får det ikke lov til denne gang. Måske særligt fordi jeg har kæmpet så meget for det. Det giver ingen mening, at jeg skal skynde mig tilbage på arbejdet.” 

Tekst Julie Teglhus

Foto Sissel Abel og private