Læs Maja Clavers rørende historie, der handler om at ville skilles på trods af en positiv graviditetstest og om livet som alenemor

Drengene ser Askepot, mens jeg render som en pendler mellem stuen og køkkenet. Dels for at hente kiks og mere vand, dels for at tørre spildt vand op og dels for selv lige at tage fem minutter til bare at glo lidt ud i luften. – Så kalder de ivrigt fra stuen og fortæller i munden på hinanden, hvordan stedsøstrene ødelægger Askepots kjole, så hun ikke kan komme med til bal.

Vi så mange Disneyfilm i mit barndomshjem, og jeg drømte mig tit væk i de fine tegninger og musikken. Mest til Skønheden og Udyret, som var min absolut yndlings. Men modsat Belle, drømte jeg mig ikke ud mod fjerne horisonter. For at være ærlig, var jeg faktisk bange for hele verden og bange for at være alene. Dog delte jeg det der, med at være lidt mærkelig og ikke rigtig passe ind. Ønsket om at blive accepteret fulgte mig ind i mit voksenliv, hvor det bestemt ikke var selvværdet, der herskede. Og da Gaston en dag bankede på min dør og tilbød mig giftermål, kastede jeg mig i armene på et liv, jeg udmærket vidste ikke passede sammen med, hvem jeg var inderst inde. Men jeg ville det så gerne. Jeg ville så gerne elskes og ikke være alene. Frygten for at ingen nogensinde ville tilbyde mig at dele en tilværelse, blændede mig, og som en kamæleon brugte jeg efterhånden alle mine kræfter på at matche tapetet. Jeg lukkede ørerne for de indre stemmer, der skreg mig imod, og jeg begrænsede mig selv, når det jeg gjorde eller sagde, ikke gødede ægteskabets bløde muld. Det betød, at jeg skruede ned for mine interesser, mine gamle venner og mere eller mindre alt andet end tosomhedens trygge rammer og min mands verden. Vi fik et barn, og et øjeblik var jeg helt overbevist om, at vi virkelig levede det glansbillede, vi udadtil synede.

Podcast

Vores panel snakker om at være alenemor

Efter 2,5 års ægteskab skete der noget. Hvad det helt præcist var, er jeg stadig ikke sikker på. Men det var tydeligt for mig, at jeg var brugt op. Jeg havde spredt mig selv for tyndt på et alt for stort stykke brød – havde spillet min rolle, uden at blinke og var nu simpelthen bare træt. Med ét vidste jeg, at hvis ikke jeg forlod mit ægteskab, ville jeg forsvinde. Jeg havde ikke længere nogen ide om, hvem jeg var. Jeg havde begravet mig selv levende, i drømmen om et perfekt lille Disneyliv. Det var den 20.marts 2015, og mens min mand drak sin morgenkaffe inde i stuen, stod jeg på vores i forvejen klaustrofobiske badeværelse og vidste to ting: Jeg skulle forlade min mand og jeg ventede hans barn nummer to. Jeg tror et eller andet sted, at vi begge vidste at testen ville være positiv.

Vi var enige om at vi skulle stå sammen som forældre – og at fremtiden jo var usikker; hvem vidste om det blot var en pause, vi havde brug for. Uanset hvad var tanken om en søskende, som vores søn kunne dele forældre, bedsteforældre og tilværelse med, appellerende for os begge. Den formiddag besluttede vi os for at beholde barnet. Bagefter cyklede jeg ud for at prøve at skimte en solformørkelse på den overskyede himmel.

Derefter fulgte nogle dage med gråd og tryglen om at blive. Jeg havde dårlig samvittighed og hadede mig selv for ikke at kunne holde vores liv i hænderne længere. Da der var gået to uger, kom min mand hjem fra et bryllup, nogle venner havde holdt i udlandet. Jeg var stadig tynget af skyld og skam – han var pludselig underligt glad og let i det. Det viste sig, at en veninde til bruden havde overtaget den plads, jeg skulle have haft ved brylluppet – og nu var de forelskede. De havde mødt hinanden til en fest i januar, og idet han havde indset, at jeg ikke blev, havde han taget kontakt til hende og smertefrit byttet den ene ud med den anden. Jeg flyttede uofficielt hjem til min mor, mens den nye kvinde langsomt rykkede ind mellem mine ting i vores lejlighed.

Og mens ironien, i at jeg havde giftet mig for ikke at føle mig alene, gav mig et ordentlig rap over fingrene, stod jeg nu uden bolig, med en søn på 1,5, en baby i maven, som det var svært at finde plads til at nyde, og en mand, der mere opførte sig, som om han havde forladt mig, end omvendt. For at den nye kvinde kunne få opholdstilladelse i Danmark, måtte vi skilles og det i en fart. Jeg skrev under på papirerne i noget der lignede et bagholdsangreb, og fik hverken tænkt eller tygget på noget. Skilsmissen gik igennem 15.maj 2015 og den dårlige samvittighed, der uberettiget stadig regerede, lod ham beholde lejligheden. Da virkeligheden endelig gav mig et gevaldigt dickslap, og jeg vågnede af min skyldfølelse, var det for sent. Jeg tilbragte nogle aftener ved Københavns Retshjælp, men da jeg ikke stod på lejekontrakten, hvilket min nu eksmand ellers havde sagt at jeg gjorde, havde jeg intet krav at stille.  Den sommer boede vi hos min mor, som hjalp til med min søn, mens jeg læste paragraffer og prøvede at holde tungen lige i munden mellem advokater – bevilget af Retshjælpen, statsforvaltning, boligjagt og nå ja…babyen på den anden side af maveskindet.

Lillebror kom til verden én dag over termin. Mens min mor og en jordemoder febrilske rodede med at få tøjet af mig, da presseveerne satte ind, efter kun nogle minutter på fødegangen, stod jeg med hænderne på briksen og havde den hurtigste og mest fantastiske fødsel. Vandet gik, ned i hovedet på de to kvinder, der stadig baksede med mine bukser. Sammen med en jordemoderstuderende tog jeg imod min lille bitte søn, der med navlestrengen rundt om halsen, var ganske rød i hovedet og mest lignede en lille nisse. Jeg kan huske, hvordan jeg, ved fødslen af mit første barn, havde tænkt ”Jamen selvfølgelig var det dig, der lå derinde” – men nu sad jeg med et barn i armene, som jeg knapt havde haft tid til at mærke vokse og tænkte, ”Hvem er du?”. Men jeg var glad og rolig og følte lidt at det var mig og ham mod hele verden. Vi havde oplevet noget sammen. Alle de frustrerede følelser der havde væltet gennem min krop de sidste 9 måneder, måtte han jo også have følt. 
Min søde ’store’ dreng tog spændt imod os, og har til alle tider været den mest tålmodige og kære storebror, man kunne ønske sig. I dette nydannede trekløver vidste jeg, at styrke og utilstrækkelighed kærlighed og sorg, ville komme til at gnide sig tæt op ad hinanden.

De følgende måneder agerede min mor ’faderen’ om natten, når min kolikramte baby skreg sine lunger tomme. Han kunne kun sove, hvis han lå på mit bryst, mens jeg sad op. Og med den sparsomme søvn, jeg fik inden hovedet nikkede ned mod skulderen og vækkede mig igen, som når man falder i søvn i toget, slap mælken efterhånden op. Lillebror måtte på flasken og tog det heldigvis pænt.

Læs også

WHAT’S UP, MAMA? Christina og Karoline – Om at være nyskilte

Da en eller anden form for hverdag efterhånden meldte sig, og lillebrors samvær med min eksmand for alvor skulle etableres, begyndte den der alene-følelse igen at prikke mig på skulderen. Selv med mine børn og min mors kæmpe engagement, følte jeg mig mere alene end nogensinde. Både når jeg lå vågen om natten, mellem mine to børn, der sov varmt og trygt – og når drengene var hos deres far og jeg gik alene i seng, var ensomheden næsten kvælende. Jeg følte mig ofte låst, og selvom mine børn gav mig kærlighed og glæde, følte jeg ikke rigtig, at jeg havde et sted at lade op. 
Min eksmand og jeg talte konstant forbi hinanden, og tonen var ofte grov og ødelæggende. Han brød vores aftaler og beskyldte mig for alverden, mens jeg blot kunne stå og se magtesløs til. Det var så sindssygt drænende, og jeg ville et eller andet sted bare gerne falde sammen på gulvet og give op. Havde jeg ikke haft et spædbarn, der krævede at jeg holdt sammen på mig selv, var jeg nok gået i tusind stykker. Men nød lærer nøgen kvinde at spinde – og fra et ukendt sted fandt jeg kræfter til at være moderen.

På en eller anden måde gik tiden. Og selvom – eller måske lige netop fordi – jeg i mit ægteskab var blevet til ingenting og med fødslen af mit barn, på en måde også måtte føde mig selv på ny, blev jeg stærkere. Samarbejdet med min eksmand gled langsomt over i en mere stabil og positiv retning. Jeg lærte at slippe vreden og ked-af-det-heden over det forliste ægteskab. Jeg var stadig alene, men med et stort solidt egetræ plantet i solar plexus, som ingen kunne rokke ved eller vælte. I guess that´s motherhood.

Nogle af de få venner, der er blevet hængende gennem hele den her Hella Joof-film, der på en mærkelig måde er mit liv, er begyndt selv at få børn. Det hjælper lidt. Det er rart, at der er ting, de forstår. Men der er stadig ting, de ikke forstår. Stadig ting, jeg står alene med. Jeg bliver ikke længere skuffet over at komme hjem til en lejlighed, der roder og en opvask, der ikke er taget – for jeg ved, at det kun er mig, der er den. På den måde, har det sine fordele at være alene. Men efter en kop kaffe eller en legeaftale, når vennerne går hjem sammen og laver mad til hinanden, så sidder jeg alene. Og føler mig alene. Og det kan faktisk næsten gøre ondt at være sammen med de af mine venner, der har børn. Det er ikke jalousi, men det er måske noget, der smager af det. En veninde spurgte mig engang, om jeg overhovedet behøvede en kæreste, jeg var jo så god til at være alene. Og det er jeg også. Men mennesker har brug for at dele deres oplevelser, tanker, glæder, sorger, med nogen der er tæt på, eller nogen der forstår. Ingen af mine venner har oplevet at blive gift, at blive skilt, at have børn med en de ikke bor med, at rive sig selv op med rødderne og starte forfra – ikke fra 0, men fra et sted midt i livet.

Jeg har sat mig ind i sofaen. Min yngste lader sit hoved falde tungt på min skulder, mens jeg aer ham over håret, og sammen ser vi, hvordan den gode fe forvandler mus til heste og hunde til tjenere. Drengene keder sig, mens Askepot og prinsen danser, og jeg rejser mig for at sætte aftensmad over. Katten kommer ud i køkkenet med min yngste i hælene. Han løfter den op, selvom jeg har sagt, at han ikke skal. Så går han ind i stuen med katten, mens kartoflerne langsomt begynder at koge – og så råber de begge op derindefra, om at katten har kradset, og den ene har slået den anden, og nogen har sat sig på den andens hoved og kastet med legetøj, og der er vist også en, der har tisset i bukserne. Jeg skiller børnene ad og forsøger mig med en fællesbesked, selvom de mest går ind for at det skal udpensles, hvem der gjorde hvad. Da skænderiet er ordnet, finder jeg tørre bukser og kareten med Askepot og prinsen forsvinder et sted i det gyldne snit, imens vandet koger over og komfuret sprutter.

Tekst Maja Claver Fotografi Liv Winther