To_the_moon_honey_line_bak_REN_BARNEMAD_

Madmor i Steinerbørnehave udgiver kogebog – “Forældrene vil have opskrifterne med hjem”

Line Bak er madmor i Steinerinstitutionen Bonsai, hvor hun hver dag laver mad til 155 børn og voksne. Maden er genkendelig og nærende, og nu har hun samlet sine opskrifter i en kogebog med let tilgængelige opskrifter til både børn og voksne

 

Hvad består dit arbejde som madmor i?

“Mit arbejde består i hver dag at lave nærende, vegetarisk mad til 130 børn og 25 voksne. Mit arbejde består i høj grad i at udfordre børnene i deres madmod og samtidig give dem ro og genkendelighed i og ved måltidet 

Jeg starter hver dag med at bage surdejsbrød på gul enkorn, og derefter går jeg i gang med dagens frokostret. Vi arbejder meget med det cykliske/rytmiske – det afspejler sig også i maden. Hver ugedag har derfor sin egen ret: Mandag får vi grød med toppings, tirsdag får vi rugbrødsmadder, onsdag får vi daal med hel hirse til, torsdag får vi en bygotto med årstidens grønt, og fredag får vi suppe med quinoa til.”

Hvorfor har du lavet bogen Ren Barnemad?

“Da jeg i sin tid startede som madmor, nåede jeg at tænke, at jeg ville komme til at kede mig i at lave den samme mad uge efter uge, og at det cykliske ville blive min udfordring. Men det har tværtimod vist sig at være en stor inspiration for mig at udfolde principperne. 

Jeg har været så heldig, at forældrene ofte ønsker at få opskrifter på det, vi spiser i børnehaven. Det er skønt, at forældre kan efterligne det, som børnene får serveret i børnehaven, for genkendeligheden kan skabe en ro ved måltidet hos barnet. Med bogen har vi også et ønske om at nye og kommende forældre kan begynde at lave retterne derhjemme, allerede inden barnet starter, så det omvendt oplever en genkendelighed og ro, når det starter i vuggestuen.”

Læs også

Dea mad: Ammebar med nøddesmør

Hvorfor er genkendeligheden vigtig?

“Jeg synes, måltidet skal ses som en dannende helhed. At samles om et måltid er en situation, hvor børn lærer en hel masse, hvor alle ønsker ro og hygge, og et sted hvor der er brug for genkendelighed. Barnet skal udfordres og opfordres til madmod, men vi skal også have respekt for, at barnet kan være træt og trænge til at slappe af og bare nyde noget velkendt – ligesom vi selv kan have lyst til efter en lang dag. Derfor gør flere af opskrifterne brug af toppings, men hvor den bærende hovedret er velkendt. På den måde er vi sikre på at barnet får noget mad og så kan det vi kommer ovenpå eller ved siden af variere, og barnet kan derfor blive udfordret i det små.”

Hvad er principperne i bogen? 

“Alle opskrifterne er lige til at lave på hverdagsaftener, og alle sammen har velkendte ingredienser. Det betyder meget for mig, at vi bruger det forhåndenværende, så de fleste opskrifter kan nemt ændres i forhold til, hvad der er i køleskabet, eller hvad der er i sæson – græskar i en daal kan nemt skiftes ud med gulerødder, kålrabi eller kartofler. 

Jeg bruger så vidt muligt altid danske eller i hvert fald europæiske ingredienser i køkkenet, og for eksempel er vi stoppet med at spise bananer, kokos, bønner, ris og linser, som er dyrket langt væk fra Danmark. Det er alt sammen noget, der sagtens kan erstattes af friske danske råvarer eller af varer fra andre europæiske lande. Det er en kvalitet i sig selv, at råvarernes rejse ikke har været alt for lang.”

Hvilken type opskrifter kan man finde i bogen? 

“Opskrifterne er egnet til hele familien, og det er præcis de retter, vi har spist de sidste par år i Bonsai, både børn og voksne. De fleste af opskrifterne er et fuldt måltid, som indeholder alt, hvad man behøver, også grødopskrifterne. Man skal ikke være så bange for at servere og spise grød; så længe man sørger for at toppe det med gode ingredienser, så kan det sagtens udgøre et nærende og mættende måltid. 

Bogen indeholder også opskrifter på andre vegetariske gryderetter som daal, suppe og kornotto. Bagest i bogen er der også opskrifter, man nemt kan lave med børn og en opskrift på en enkel og skøn kage.”

Hvad er dit bedste tip til småbørnsforældre, når det kommer til børn og mad? 

“At variationer bør ske i det små. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver uge; man kan sagtens køre med velkendte retter, men blot huske at variere det i forhold til årstiden og så skifte tilbehøret ud. Jeg plejer også at sige, at børn gerne må mærke sult – ikke at man skal springe måltider eller mellemmåltider over, men de må gerne lige vente lidt på maden i ny og næ. Man kender det jo fra sig selv: Hvis man er sulten, smager det meste godt, og det samme opleves hos børn, hvilket kan være med til at fremme deres madmod.” 

I afholder en event den 3. februar 2022, hvad går det ud på?

“Det bliver en aften, hvor jeg fortæller om det at skabe et nærende måltid, med alt hvad det indebærer. Både det ernæringsmæssige, opsætningen, hvordan man begynder og slutter et måltid for barnet. Vi kommer til at snakke om det selektive barn og det småt-spisende barn, og hvordan man kan lave ekstra ernæringstæt mad til de børn, der har brug for det. Vi fortæller også om håndtering af forskellige råvarer som foreksempel udblødningsprocesser og lignende. Jeg serverer et måltid og vores enkornbrød, og så er der en lille madaktivitet, som kan tages med hjem.”

Du kan tilmelde dig via Bonsai Institute. Billetprisen er 600 kr.

Meet’n’greet

Line Bak Rothstein, 29, er bachelor i idéhistorie med afsluttende opgave om fermentering som feministisk praksis. Line er i dag madmor i Steinerinstitutionen Bonsai. Line har tidligere arbejdet med Marie Hertz hos Birkemosegård Køkken og Nørrebro Kolonial på Jægersborggade i Købehavn.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *