Line Bak Rothstein: Om at blive gravid efter to aborter, en operation og IVF-behandling
Efter to ufrivillige aborter og en operation for en hjerteformet livmoder bliver Line Bak Rothstein ikke gravid igen. Og selvom Line aldrig havde forestillet sig, at hun skulle tage hormoner, bliver det en lettelse at starte i IVF-behandling. Her fortæller hun om sin graviditet og om den overskyggende taknemmelighed, der har fyldt i kølvandet på et svært fertilitetsforløb
Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?
“Allerede før jeg blev gravid første gang tilbage i 2019, vidste jeg, at jeg havde en hjerteformet livmoder. Det har jeg gennem mit liv flere gange fået at vide til gynækolog-tjek, men aldrig på en måde, så jeg var bekymret for en graviditet. Men efter to naturlige graviditeter, som desværre begge endte i aborter, besluttede lægerne, at jeg skulle opereres, idet de mente, at min hjerteformede livmoder var skyld i aborterne. Jeg blev opereret i maj 2021, men herefter blev jeg ikke gravid igen.
Derfor startede vi i behandling, og jeg blev insemineret fire gange uden held. Det var som at få en ny identitet for os, da jeg ikke engang blev gravid ved insemination (red. partnerens sæd lægges med et tyndt kateter ind i livmoderen på ægløsningstidspunktet). Det var et nyt problem, som vi hidtil ikke havde bekymret os om. For os havde det hele tiden handlet om ikke at abortere, men nu kunne vi ikke engang nå derhen, hvor den bekymring blev aktuel.
Derfor tog vi skridtet videre og begyndte i IVF-behandling (modne æg udtages fra æggestokkene og befrugtes med mandens sæd i en plastikskål i et laboratorie, red.), og det føltes dejligt, at der var nogen, der tog ansvar, fordi jeg havde mistet tilliden til min krop. På en eller anden måde føltes det også rart, at jeg skulle gøre noget aktivt hver dag, såsom at stikke mig eller tage piller. Jeg har altid haft en meget naturlig tilgang til min krop og haft stor tiltro til, hvad kost og tilskud kan gøre, så jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle have hormoner. Men ritualet gav mig en slags tryghed og mindede mig om, at vi kæmpede for projektet hver dag. Samtidig var jeg meget taknemmelig for, at vi havde ressourcerne til at komme i behandling et trygt og godt sted.
Første ægoplægning lykkedes ikke. Jeg var begyndt at bløde, før jeg skulle have svar på blodprøven, så jeg var ikke overrasket over det negative svar. Det var overvældende, at det ikke lykkedes. En fertilitetsklinik er naturligvis vant til at se patienter med en anden historik, en anden alder, en anden sædkvalitet og dermed andre odds. Vi havde alle odds med os, og vi var derfor blevet lovet guld og grønne skove. Det var tydeligt, at de regnede med, at det ville ske i første forsøg. Det gjorde det ekstra hårdt, da det ikke lykkedes. Men jeg mistede ikke håbet. Vi havde heldigvis 3 æg på frys, og jeg havde besluttet mig for først at blive stresset, hvis det ikke lykkedes anden gang.
Efterfølgende havde jeg 3-4 cyklusser, hvor ægoplægning blev aflyst hver gang. Det var virkelig hårdt. De kunne ikke få min slimhinde til at vokse sig tyk nok til at få lagt æg op. Det var psykisk hårdt at tage medicin i 14 dage for så at komme til tjek og blive skuffet hver gang. I hver enkelt cyklus var vi på klinikken 4-5 gange, fordi de håbede på, at slimhinden dagen efter ville være blevet tykkere.
I den periode fik vi pludselig endnu et problem. Nu var udfordringen ikke kun at blive gravid og holde på barnet, nu kunne vi ikke engang få lov til at prøve at blive gravide.
Endelig fandt de en medicin, der virkede på at tykne slimhinden, og jeg fik lagt et fryseæg op.
“Du er gravid”, sagde hun i telefonen, da jeg ringede efter blodprøvesvaret to uger efter. Det var virkelig svært at forstå, men også dejligt. Jeg ringede til min mand og fortalte ham, at “We did it.” Og så mødtes vi og ringede i fællesskab til dem, vi skulle ringe til. Jeg havde en drøm om at vente lidt med at fortælle det, men vores venner og familie var begyndt at kende til forløbet, og de vidste nogenlunde, hvornår vi ventede svar.
Nervøsiteten fyldte faktisk ikke meget, og jeg tror, det skyldtes, at hele forløbet havde været anderledes. Hvis jeg var blevet naturligt gravid igen, havde jeg været mere usikker, fordi det var i “den slags” graviditet, at aborterne skete. Denne gang var vi faktisk bare lykkelige for, at det overhovedet kunne lade sig gøre at blive gravid.
Hvis ikke jeg var blevet gravid efter anden oplægning, ville lægerne have opereret mig igen, fordi min livmoder stadig er hjerteformet. Og af samme årsag sikrede lægen, at ægget ved ægoplægningen ikke blev lagt for langt oppe i en af hjertebuerne, fordi moderkagen ikke ville kunne få nok blodtilstrømning dér. Her under graviditeten har lægerne også holdt øje med, hvor moderkagen har placeret sig. Min livmoder har virkelig været et omdrejningspunkt under graviditeten.”
Hvordan vil du beskrive din graviditet?
“Den har været overskygget af taknemmelighed. Jeg er meget glad og positiv, fordi vi har været igennem alt det, vi har. Hvis det havde været min første graviditet, og det havde været nemt at blive gravid, havde jeg formentlig sagt, at det er en meget hård graviditet. Men jeg er nærmest glad for at have kvalme og ondt i bækkenet, selvom jeg gerne ville kunne gå 5 km uden at få ondt.
Da jeg var 8 uger henne, pletblødte jeg pludselig. Dér var jeg sikker på, at jeg aborterede igen. Men der var heldigvis fint liv, og blødningen stoppede samme dag. Men et par dage før 12-ugersscanningen begyndte jeg at styrtbløde, da jeg var ude at tisse. Og jeg følte nærmest, at det hele kom ud. Igen røg jeg direkte på hospitalet. Det var den mest syrede oplevelse, fordi der skulle to læger til at vurdere, om jeg havde aborteret. Den første læge, der scannede mig, måtte ikke fortælle os noget, og der gik 10 minutter, før den anden læge kom og bekræftede, at alt var godt. Den besked havde vi ikke turdet håbe på. Med vores historik og den massive bødning var vi sikre på, at det var slut. De fandt aldrig ud af, hvad der var årsagen til blødningerne. Men de mener, det skyldtes en skade fra oplægningen, og så havde blødningen bare hobet sig op derinde. Der har heldigvis ikke været noget siden.
I forlængelse af min blødning i uge 8 og vores historik blev jeg anbefalet at sygemelde mig, fordi de på det tidspunkt mente, jeg var i øget risiko for at abortere. Det er et fysisk hårdt arbejde at lave mad og bære små vuggestuebørn rundt. Jordemoderen sagde på en virkelig fin måde, at jeg er meget pligtopfyldende i forhold til mit arbejde, men lige nu ville jeg være mest pligtopfyldende, hvis jeg lod mig sygemelde og passede på mit barn og mig selv. Og der er jo ikke noget, jeg hellere vil end at få et barn. Men det har været en stor identitetskrise for mig at blive sygemeldt. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle gå og lave mad til børnene med stor mave, for jeg elsker mit arbejde og identificerer mig meget med det, jeg laver.
Jeg har brugt mange uger på at finde ud af, hvordan jeg skal få tiden til at gå. Jeg skal huske at læse avisen hver dag, gå ture, sætte mig ned på en cafe og på en eller anden måde skabe mig en dagligdag og nogle faste rutiner. Men det fungerer faktisk godt, og det er god træning i forhold til at skulle på barsel.
Derudover sidder navlesnoren meget yderligt på moderkagen og ikke i midten, som den oftest gør. Derfor bliver vi fulgt ekstra for at holde øje med, at hun vokser, som hun skal, eller om hun skal ud tidligere. Der er nemlig en risiko for, at der ikke kommer nok næring til moderkagen dér ude i siden. Der skal åbenbart hele tiden være noget at være bekymret for.”
Hvordan har du det med din gravide krop?
“Jeg er så stolt af min krop. Hver morgen står jeg i spejlet og siger til min mand: “Prøv lige at se min mave”. Jeg havde frygtet, at jeg ville få meget vand i kroppen og blive stor alle steder. Men jeg er faktisk rigtigt glad og stolt af min krop. For første gang nogensinde. Jeg kan næsten ikke stoppe med at kigge på den. Det er meget ulig mig. Tidligere har jeg ikke haft en stor kropsglæde. Før jeg forsøgte at blive gravid tilbage for 3 år siden, var første step at komme ud af en lidt atypisk spiseforstyrrelse. Jeg skulle hele tiden kompensere, når jeg havde spist. Enten skulle jeg ud at forbrænde, eller også skulle jeg lade være med at spise i lang tid. Derudover var jeg sundhedsfikseret på et niveau, der er alt andet end sundt. Det var faktisk det at ville være gravid, der motiverede mig til at få behandling, for det er svært at blive gravid, når man ikke får menstruation. Jeg var igennem et behandlingsforløb på Stolpegården, der løb over et halvt år, og siden har jeg arbejdet med det selv. Det er nok en livsvarig proces.”
Hvad savner du mest under din graviditet?
“Udover mit arbejde savner jeg at gå ud af døren uden at skulle være forberedt på alting. Jeg savner ikke at føle, at jeg skal tage mig ekstra meget af mig selv hele tiden. Normalt ville der jo ikke ske noget ved at mangle noget vand, eller være virkelig sulten. Nu skal jeg huske en madpakke, en flaske vand og nogle nødder i lommen. Men sådan bliver det nok også med en nyfødt – der er det bare ikke mig selv, det handler om. ”
Dyrker du motion under din graviditet?
“Jeg dyrker yoga hver dag på den ene eller anden måde. Jeg har en app, Uma mother, som jeg er meget glad for at bruge derhjemme. Og så går jeg også til gravid fit træning hos Yo studios 3 gange om ugen. Det giver mig styrke og et håb om at have en stærk krop, der kan føde, på trods af en utilfreds bækkenbund. Mentalt giver det mig også meget. Jeg nyder også at have muligheden og tiden. Det kommer aldrig til at ske igen, at jeg træner 3 gange om ugen. Det er kun, fordi jeg er sygemeldt. Sideløbende går jeg også til noget fysioterapi, der hjælper på bækkensmerterne.”
Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?
“Almindeligvis kan jeg vildt godt lide at eksperimentere, også med kosttilskud. Men under graviditeten har jeg kørt straight stil og bruger primært Honeys produkter. Jeg lider af rosacea, og det har jeg ikke prøvet at dulme med forskellige produkter. Jeg accepterer, at det er sådan, jeg ser ud lige nu.”
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?
“Da vi først begyndte at blive gravide, som snart er 3 år siden, begyndte jeg at spise efter bean-protocol (mindst 3 mdr., hvor man spiser bønner flere gange dagligt og undgår bestemte fødevarer m.m., red.) for at få kontrol over mine hormoner. Jeg fornemmede, at min cyklus var i ubalance, fordi jeg havde smertefulde menstruationer og meget minimal blødning. Derudover havde jeg to mislykkede graviditeter med i bagagen. I protokollen skal man udelukke æteriske olier og parfumer – det gælder også i forhold til skønhedsprodukter. Man udelader al stimuli, hvilket indebærer, at man ikke må spise sukker, frugt eller parfumestoffer. Og man skal spise bønner flere gange om dagen. Bønner binder affaldsstoffer og overproduktion af hormoner, og så kommer det ud af kroppen. Jeg skulle også spise rigtigt meget fedt, fordi jeg havde en underproduktion af østrogen. Jeg har levet mere eller mindre restriktivt efter protokollen. Under fertilitetsbehandlingerne har jeg fulgt den 100%, men nu er jeg mere stille og rolig med det og kan godt finde på at spise et stykke chokolade eller en drikke en kop the. Men det er helt tydeligt for mig, at min hud og min fordøjelse bliver bedre, hvis jeg ikke gør det.
Helt lavpraktisk betyder protokollen, at jeg spiser mange kikærter, meget avocado, hummus, grød og daal. Mine cravings har været surdejsbrød og teboller med smør. Jeg er en saltpige, så jeg elsker også chips. Samtidig har jeg spist meget kimchi, som har været med til at tage cravings – som egentlig bare var mad i al almindelighed. Jeg skulle have mad hele tiden.
I forhold til kosttilskud er jeg nærmest gået fra alt til intet. I begyndelsen købte jeg mig fattig i kosttilskud og forskellige urter, og jeg skulle eksempelvis putte 10 dråber urteekstrakt i vand hver fjerde time, og det var vildt stressende. Jeg købte hele det amerikanske og japanske urtemarked, homoøpatiske dråber, urteudtræk og adaptogener. Jeg havde en hylde med alle de forskellige tilskud på arbejdet i vuggestuen, som jeg skulle huske at tage på bestemt tidspunkter. Da jeg begyndte på bean-protocol, stoppede jeg brat med det hele, fordi jeg alligevel ikke følte, det hjalp. Det er først i forbindelse med min graviditet, at jeg igen er begyndt at tage en multivitamintablet og jern.”
Hvordan har du forberedt dig på fødslen?
“Jeg bliver tjekket løbende, fordi det er meget typisk, når man har en hjerteformet livmoder, at barnet ikke kan vende sig. Det vil derfor ikke være unormalt, hvis det ender med et kejsersnit, og det forbereder jeg mig på. Hvis det bliver en vaginal fødsel, er der den forholdsregel, at lægerne ikke må hive i navlesnoren for at hjælpe med at løsne den, fordi den sidder yderligt på moderkagen.
Grundlæggende drømmer jeg bare om at få et barn, så fødslen er meget sekundær for mig. Hvis det havde været en problemfri og nem vej hertil, havde jeg helt sikkert drømt om en naturlig fødsel. Men med vores historie kunne jeg ikke være mere ligeglad. Jeg bekymrer mig slet ikke om, hvordan hun kommer ud. Så længe hun kommer ud og har det godt.
Vi har en privat jordemor, som også er doula. Hun skal med til fødslen, og hun laver også fødselsforberedelse. Jeg har også nogle timer hos en anden doula, Tara, som er lidt mere holistisk. Vi har en god connection privat, og derfor giver det god mening. Til daglig laver jeg en del meditation, og jeg forestiller mig at holde fast i de vejrtrækningsøvelser, jeg bruger til daglig.”
Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?
“Kulturelt og historisk set er efterfødselstiden blevet tillagt en kæmpe betydning. Og eftersom jeg har haft meget lang tid til at gå og glæde mig til at blive mor, nåede jeg til et sted, hvor jeg havde tid og overskud til at koncentrere mig om efterfødselstiden. Derudover interesserer jeg mig generelt meget for, hvordan vi som samfund og vi kvinder imellem kan blive bedre til at drage omsorg for hinanden.
Efter min anden abort nørdede jeg alt, hvad jeg kunne inden for mad- og efterfødselsomsorg. Selvom der ikke kom et levende barn ud af mine graviditeter, havde jeg også på egen krop oplevet, at min krop havde brug for ekstra næring og omsorg i perioden efter aborterne. Jeg begyndte derfor at levere kurve til nybagte mødre med god og nærende mad. Det var coronatid, og det var dejligt at have noget at give sig til.
Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan jeg kunne holde til at beskæftige mig med små børn, graviditeter og efterfødselstiden, når nu jeg ikke selv havde fået et barn. Ligesom mange også har undret sig over, at jeg ikke er blevet påvirket af at arbejde i en børnehave/vuggestue. Men det har aldrig været en psykisk belastning for mig at have med børn at gøre, selvom jeg så inderligt selv ønskede mig et barn. Børnene har været livsbekræftende, og jeg har suget al glæde ud af dem og troet på, at det måske ville give mig babystøv. Selvom jeg har kunnet få ondt i maven over gravide og ammende kvinder. Måske fordi det kun er moren, der kan være gravid og amme. Så dér blev det så tydeligt, hvad jeg ikke kunne, og hvad jeg ikke var.
Nu står jeg endelig over for min egen efterfødselstid. Fordi jeg har beskæftiget mig meget med den første tid efter fødslen, ved jeg, at efterfødselstiden historisk set har handlet om at isolere sig og have 100% fokus på børnene. I dag møder man ofte det råd, at man ikke skal have for mange besøg i starten, hvis overhovedet nogen. Men man skal huske at se det i en personlig kontekst. Jeg har helt sikkert også brug for ro, men jeg elsker at være social, og jeg tror også, jeg vil have nemmere ved at forstå, hvad der er sket, når jeg ser mit barn med min familie og vores venner. Derfor tror jeg, jeg kommer til at være meget åben over for besøg. Vi har booket et sommerhus i en hel måned i Jylland, hvor jeg kommer fra. Planen er at tage væk og gå en masse ture i skoven og ved vandet. Og når familie og venner kommer på besøg, kan de blive og overnatte.
I løbet af december vil jeg forberede en masse mad, som vi kan have i fryseren til efterfødselstiden, særligt congee, daal, kyllingefond, ravioli og en masse surdejsbrød. Èn ting er, at mad skal være sundt, men det er også godt at få varm og nærende mad. Jeg håber også, jeg kan få min mormor til at lave sine frikadeller, og min svigermor sin signaturret.
Ellers vil jeg fylde mine køkkenskuffer- og skabe med nødder, dåsefisk, bønner, tang, og min quilty pleasure er at lave hjemmelavede popcorn i gryde, så der skal også være majskorn. I køleskabet er der altid æg, ansjoser, oliven og citroner.
Kroppen er på hårdt arbejde i efterfødselstiden, man får ikke meget søvn og skal også amme. Det er godt at spise langtidstilberedt mad, fordi det hjælper fordøjelsen på vej, så kroppen ikke skal bruge meget energi på det. Derudover giver det en hjemlig følelse og stor velvære, når der står mad og dufter på komfuret.
Min mand tager barsel i 10 uger med mig, og så har jeg resten af barslen. Og så forestiller vi os, at han skal tage sig af indkøringen, når hun skal starte i vuggestue.”
Tekst Julie Teglhus, foto Andrea Smidt og private
Meet’n’greet
Line Bak Rothstein, 31, arbejder som madmor i Steinerinstitutionen Bonsai og som freelance kok med fokus på madomsorg. Hun bor på Østerbro med sin mand Oscar Bak Rothstein, og sammen venter de en lille pige til februar.
Din kommentar