Line Bak har gjort det til sin levevej at udbrede viden om kost, støtte og næring til nybagte mødre. Men mens Line har hjulpet kvinder til at lande nænsomt i deres moderskab, har hun og hendes mand kæmpet for at blive forældre. I dag har Line en operation for en hjerteformet livmoder og tre års fertilitetsbehandling i rygsækken, og her fortæller hun, hvordan hun har brugt sit kendskab til kost og mødreomsorg til at tage sig af sig selv i forløbet

Jeg har forsøgt at blive mor siden 2019. Jeg har altid haft på fornemmelsen, at jeg ville få svært ved at blive gravid, så jeg gik straks i gang med at undersøge, hvordan jeg kunne passe bedst muligt på min krop. Jeg tog alverdens kosttilskud, gik til zoneterapi hos dygtigste Lisbeth Hecksher og endte endda også til noget fertilitetsyoga. Rigtig nok blev jeg ikke gravid med det samme. Men efter et år, samme dag jeg havde tid til konsultation på fertilitetsklinikken, testede jeg positiv.

Så blev fertilitetsyoga skiftet ud med graviditetsyoga, Lisbeth begyndte at trykke nye steder og nogle kosttilskud og homøopatiske midler blev skiftet ud med andre. Afslapning, ro og hvile blev de nye prioriteter i mit liv. Men desværre kun for en kort stund. Til en tidlig scanning i uge 10 blev der konstateret en missed abortion. Et kæmpe chok. Jeg håndterede det ved at gøre brug af min viden om kost til kvinder i efterfødselstiden: Næringstæt, varm, blød og simpel mad. Varme drikke som kogt vand, te lavet på brændenælde for at nære mig med jern, som er godt, når man mister meget blod, hindbærblade til at få muskulaturen i livmoderen til at arbejde og en masse fond kogt på høns og okse, som er fyldt med elektrolytter, salte, gode fedtstoffer og ikke mindst smag. Aborten skulle finde sted derhjemme dagen efter, så vi brugte aftenen på at købe ind og gøre lejligheden dejlig at være i. Det var en kæmpe fysisk præstation for min krop, og jeg kan stadig erindre den vanvittige smerte, både fysisk og psykisk – men faktisk mest fysisk.

Læs også

Zoneterapeut Lisbeth Hecksher: ”Jeg ved, hvor mange ting, der skal gå op i en højere enhed for at blive gravid”  

Derefter gik kampen ind for at blive gravid igen: en del tider hos Lisbeth, som fik hormonsystemet på rette kurs igen, fertilitetsyoga og diverse kosttilskud som fiskeolie, d-vitamin, zink, og graviditets-multivitaminer fra Pouri og Vitaviva. Nærende kost som fond blev en del af hverdagen og ikke for meget vin, kaffe og te. Der gik lige knap et år mere, før jeg var gravid igen, men desværre gentog historien sig. Til jordemor-tjek i uge 18 opdagede hun desværre endnu en missed abortion. Præcis på samme dato som året inden. Denne gang blev jeg indlagt til en ægte fødsel på Rigshospitalet. Det var på en fredag og vi valgte derfor, sammen med lægerne og sygeplejersken, at vente med at gøre det til om mandagen. Det var hårdt at gå hele weekenden med noget inden i mig, som, jeg vidste, nu var dødt. Men det gav mig mulighed for at forberede mig til de kommende dage på Rigshospitalet.

Vi gjorde vores lejlighed ren og lækker, og fyldte køleskabet og skufferne op med ting, min krop ville få brug for efter aborten: økologiske grøntsagsjuicer (især af rødbede som er både udrensende og bidrager med jern, nu når jeg skulle miste en del blod), appelsiner, udblødte nødder (valnødder, mandler og cashew), fond, ghee, æg, avocado, urtete, brændenælde, hindbærblade, ingefær og gurkemeje. Ris, linser, hel havre og godt kød så jeg kunne lave retter som daal, havregrød, risotto og congee, når vi var retur fra Rigshospitalet.

Jeg tankede også op på kosttilskud. Psyllium til at hjælpe på fordøjelsen og udrensning og en masse Vita Biosa samt kombucha til at hjælpe maven på vej efter alt den smertestillende og andet medicin. Og så var det selvfølgelig også alt det, som min hjerne trængte til: popcorn, chokolade og varm kakao. I kriseperioder må man ikke glemme, at mad også er tryghed og gode minder. Måltiderne skal ikke kun have en fysisk målbar effekt, de skal også have en følelsesmæssig.

Det viste sig at jeg ikke have født hele moderkagen, så jeg havde nogle meget voldsomme blødninger en uges tid efter aborten. Jeg blev indlagt igen og fik skrabet det sidste ud. Det gik som det skulle, men jeg oplevede voldsomme blødninger i mine næste par menstruationer. I de perioder hjalp det med brændenælde-te, rødbedejuice (gerne med mælkesyrebakterier) og varme, bløde sammenkogte retter som daal, congee og kitchari. Alt sammen til at give kroppen næring uden at sætte fordøjelsen på overarbejde.

Jeg har hele tiden vidst, at jeg har en hjerteformet livmoder, og lægerne mente nu, at det måske var årsagen til, at jeg havde mistet de to gange. Vi skulle til tjek på Rigshospitalet og det var overraskende hårdt at komme tilbage. Jeg gad bare ikke mere. Men jeg blev tilbudt en operation, der skulle gøre min livmoder rundere. Der er ingen garanti for, at det kommer til at virke men lægerne anbefalende det på det kraftigste. Vi ventede tre lange måneder på operation. Først slog det mig fuldstændig ud. Vi havde forsøgt at blive gravide i over to år og nu måtte vi ikke engang prøve. Det føltes som en kæmpe identitetskrise. Vi valgte hurtigt at vi ville bruge tiden fornuftigt, som at træne op til et marathon. Derfor startede vi sammen til privat træning hos dygtigste Laura i Nordhavn Fysio Company, og det var så godt for os. Det var virkelig dejligt at komme ud af hovedet, bruge kroppen, være sammen men sammen uden at ende med at snakke om alt det, der var sket og skulle ske. Det var det bedste vi kunne gøre. Derudover gentog jeg mine rutiner i forhold til mad og drikke. Denne gang især med fokus på god udrensning. Jeg tog også efterfølgende et kort forløb hos behandler Thea Munch, som hjalp mit hormon- og udrensningssystem på vej. Samtidig hjalp Tara fra Naturlig Fødsel mig med at finde tid, hvor mit hoved kunne få lov til at få en pause. Med svøbninger i Taras fine mexicanske tæpper, tekstlæsninger, digte og yoni steam med Taras egne urter, tromme og fine ord fik jeg skabt et rum til fuldstændig ro.

Læs også

Kan yoga kan styrke kvinders fertilitet?

Efter operationen skulle vi vente endnu tre måneder på at forsøge at blive gravide. Det var stadig svært at finde ud af, hvordan man levede uden at prøve at blive gravid – uden at have et projekt i gang på den måde. Nu kunne jeg bare drikke vin med god samvittighed, træne som jeg ville og drikke kaffe og te, som jeg ville. Prøve alle mulige sjove urter, fermenteringer og adaptogener af. Først var det noget af det hårdeste, men det viste sig at være en kæmpe gave. Det blev en tiltrængt pause fra det hele og vi nød det. Derefter viste det sig hurtigt, at det igen ville tage lang tid, da min cyklus var virkelig lang og utilregnelig, kunne skifte fra at være 32 dage til at være 53 dage. Derfor startede vi i fertilitetsbehandling hos Morten Hedegaard. Det var en stor beslutning. Vi har nu efterhånden prøvet en del, og hver gang vi går i gang med noget, der har med graviditet at gøre, er der et helt følelsesregister, vi skal igennem. Vi startede op: piller, indsprøjtninger, scanninger, flere scanninger og så inseminering. Ikke noget held første gang. Forventeligt? Måske. Igang igen; scanning, piller, scanning, indsprøjtning, scanning, og desværre ingen inseminering. Min mand havde i mellemtiden haft et mildt forløb corona, som havde påvirket hans sæd så meget, at den var ubrugelig til insemination. Så imens jeg var på vej til klinikken på cykel, ringede den søde jordemoder og aflyste. Der var ikke noget at inseminere med.

Nu har vi taget beslutningen om at lægge det hele lidt væk, hvilket selvfølgelig er lettere sagt end gjort. For er man lige omkring de 30 år, er det jo ikke det nemmeste ikke at tænke på, da de fine maver og småfolk dukker op hele tiden i omgangskredsen. Men vi har brug for en sommer med vin til ud på natten og en espresso til desserten. Nogle gange tror jeg, at den bedste selvomsorg er selvforglemmelse.

Hele vejen igennem har vi været meget åbne omkring, hvad der er sket for os, og har delt både de gode og de dårlige nyheder. Alle omkring os har fået den gode nyhed om graviditeterne så hurtigt, som det har været muligt. Det føltes helt rigtig for os at dele det. Og vi var meget taknemmelige for at vi havde været så hurtige til at dele, da det gik galt, allerede første gang. Det var så rart at folk omkring os ikke først skulle have at vide, at jeg havde været gravid men nu ikke skulle være det mere. Og især anden gang var det rart, at folk omkring os havde været med fra starten. At vi kunne få lov til at dele vores nervøsitet, glæde, og desværre også i sidste ende vores sorg. Det er kun indenfor de sidste par måneder, at jeg til tider tvivler på, om det har været det rigtige at være så åben. Jeg kan huske at mange af mine tanker gik på, at jeg synes jeg var forpligtet til det over for andre kvinder. Fordi jeg synes, det er vigtigt at vise alle veje til moderskabet og ikke kun de nemme, hurtige og lykkelige. Men nogen gange kan jeg også mærke, at jeg godt ville have været det foruden den måde folk kan kigge med den dybeste medlidenheden i øjnene, når der bliver snakket om graviditeter. Det at mine veninder har haft ondt i maven, når de skal fortælle mig at de er gravide. Engang imellem vil jeg ønske, at ingen vidste noget og jeg bare kunne “fake it until I make it”, at jeg bare kunne få lov til at lade som om, alt var godt og lige som det skulle være. Det er svært, for det er lige så stille gået op for mig, kvinder omkring mig er spundet ind i moderskabet på godt og ondt. Enten er de mødre, kan ikke blive det, vil ikke være det eller også er de dybt forvirret over det, og det er så svært at der skal være plads til det hele. Nogle gange synes jeg ikke, at der er det, og andre gange er det lige netop moderskabet der samler os alle.