Julier Bugge – “Jeg føler mig ikke som mor, og det er helt forkert at have den følelse”
Model Julier Bugge er gravid med tvillinger, men allerede i 7. måned går hun i fødsel. Familien bliver indlagt på neonatalafdelingen, og mens personalet tager sig af alt fra sondemad til bleskift, skammer Julier sig over ikke at føle sig som en rigtig mor. Her fortæller hun om angsten for, om hendes døtre vil kunne trække vejret uden maskiner og om morfølelsen, der først kommer som hverdagen langsomt indfinder sig derhjemme
Lidt inde i 7. måned skal vi til scanning. Vi bliver fulgt hver anden uge, fordi den ene tvilling er mindre end den anden. I dag er det den 12. scanning. Vi har pakket bilen for efterfølgende at køre i sommerhus og slappe af. Lægen, der scanner mig, bemærker at jeg får en del plukkeveer. Hun ser, at den ledende tvilling står helt nede i mit bækken, og at livmoderhalsen er meget forkortet. Hun fortæller os, at vi godt kan droppe vores planer om sommerhus og alt andet. Jeg skal indlægges med det samme. Der er risiko for at jeg er ved at gå i fødsel, og derfor skal jeg have ve-hæmmende medicin i drop de næste døgn. Jeg får også tilbudt en indsprøjtning med lungemodner til pigerne – hvis de vil til verden nu, er deres lunger ikke klar. Det er syv uger før termin, og jeg tror ikke, alvoren er gået op mig, eller at jeg har forstået, at der er stor sandsynlighed for at pigerne allerede kommer nu. Jeg tænker ikke klart, og det hele føles så uvirkeligt.
Efter seks døgn på barselsgangen bliver jeg udskrevet. Jeg skal være sengeliggende, men det er fantastisk at være hjemme, og jeg nyder at ligge i min egen seng. Og jeg vil gøre alt i min magt for, at de to små bliver i min mave længe endnu.
“Det vildeste, mest smertefulde og smukkeste”
Allerede aftenen efter vi er blevet udskrevet, begynder jeg at få ondt i maven. Jeg er i benægtelsesmode, og siger ikke noget til min kæreste. Det kan jo være, det går over om lidt. Men til sidst må jeg krybe til korset. Vi ringer til fødegangen, og de vil indlægge mig igen med det samme.
Næste formiddag tager mine plukkeveer til, og jeg får tilkaldt en jordemoder. Hun konstaterer, at jeg har udvidet mig 2,5 cm, og jeg skal afsted til fødegangen. For første gang går jeg i panik. Jeg er i uge 33+4, og der er ikke længere nogen tvivl om, at pigerne kommer. Jeg ligger alene i hospitalssengen og hulker – det er jo slet ikke meningen, at de skal komme allerede. Det er de slet ikke klar til! Hvad hvis noget går galt, og de ikke kan overleve? Jeg kan slet ikke klare tanken – jeg vil jo bare gerne holde dem inde i maven.
Jeg har hele mit liv frygtet at føde, men nu er jeg i det, og min fødsel går virkelig godt. Da presseveerne går i gang, ænser jeg ikke, hvad der sker omkring mig. Heller ikke at der er kommet flere mennesker ind på stuen, som står klar til at tage imod vores piger. Vi er 12 mennesker i rummet, men jeg kigger kun på jordemoderen og gør mit bedste for at få det her overstået i en fart.
Klokken 23.43 kommer den første tvilling til verden. Hun vejer 1900g. Jeg får hende hurtigt op på mit bryst, hvor jeg kan kysse hende, inden hun bliver båret væk. Det er virkelig hårdt ikke at få lov at have hende hos mig i længere tid, men kun otte minutter senere melder tvilling to sin ankomst. En lille pige på 1700g. Hun kommer ligeledes op på mit bryst, hvor jeg kan nå at kysse hende, inden hun også bliver båret væk. Fødslen har været den vildeste, mest smertefulde og smukkeste oplevelse.
Efter fødslen går det stærkt, for nu skal de to små hurtigt op på neonatalafdelingen. Min mand følger med pigerne, og jeg bliver alene tilbage med jordemødrene. Det er noget af det hårdeste og mest naturstridende, jeg har prøvet. Jeg ved godt, det er det bedste for pigerne – og nok også for mig – men det eneste jeg vil er at være sammen med min nye familie. Jeg skal føde de to moderkager, men de har sat sig for godt fast. To jordemødre skiftes til at forsøge at få dem fri, men de må opgive, og jeg skal en tur på operationsbordet. Jeg er vågen under indgrebet, og det er en virkelig voldsom oplevelse. Men jeg er så træt og udmattet og kan kun tænke på, at komme at komme op til mine nyfødte piger.
På opvågningen kommer en sygeplejerske hen til min seng. Hun fortæller, at min mand er testet positiv for corona, og han må ikke være på hospitalet længere. Vi har været så forsigtige op til fødslen, og er både målløse og kede af det – og vi har endnu ikke nået at have et eneste minut sammen. Klokken er 4 eller 5 om natten før jeg endelig bliver kørt op på neonatal, hvor jeg møder min mand på gangen, så vi kan sige farvel. Vi må ikke røre ved hinanden, og har svært ved at få sagt noget. Alting er gået så stærkt, at jeg ikke helt opfatter, hvad der foregår. Men nu kan jeg for første gang kan kigge rigtigt på pigerne. De er så smukke og små, alt for små.
Den første tid på neonatalafdelingen
De kommende dage er hårde og uvante. Både at se pigerne koblet op på maskiner, men også at undvære min mand. Det viser sig fire døgn senere, at hans coronatest var falsk positiv, og han må komme tilbage til os på hospitalet. Det er fantastisk at se ham, men de sidste fire døgn har sat sine spor. Jeg kan mærke, at han overkompenserer for de dage, han ikke har været hos os. Han vil klare alting selv, og en dag bryder han sammen. Vi får snakket med en fantastisk sygeplejerske, og får tid hos afdelingens psykolog. Det er rigtig godt at snakke med hende, og hun kommer frem til mange gode pointer, vi ikke selv havde set.
Jeg har mistet en masse blod under fødslen og kan derfor ikke stå op uden at blive svimmel og kaste op, og jeg får jeg rigtig meget hjælp. Jeg kan hverken give pigerne sondemad, skifte deres bleer eller vaske dem, og jeg kan ikke holde dem særlig meget. Samtidig er de så tynde og skrøbelige, at jeg ikke tør tage dem op selv. De er også så små at de ikke kan græde endnu, og derfor kalder de ikke på mig for hjælp. De sover det meste af tiden og har allermest brug for ro.
Uden alle “opgaverne” tager det ekstra tid for mig at knytte bånd til pigerne. Jeg ved jo godt at de er mine, og at jeg elsker dem. Men jeg synes, det er svært at føle mig som mor, for i mit hoved så skal man jo klare alle de her ting. Ikke bare ligge ved siden af og ikke kunne noget. Jeg synes, det er en rigtig underlig måde at være forældre på. Jeg føler mig ikke som mor, og det er helt forkert at have den følelse. Jeg skammer mig over at have det sådan.
Vi når at være indlagt på neonatal i tre en halv uge, inden vi bliver gjort klar til at komme hjem på et tidligt hjemmeophold. Det betyder, at vi fortsat er indlagt, og kan ringe eller møde op når som helst, men vi kan være hjemme og begynde at have en hverdag. Vi lærer at lægge sonde og give førstehjælp til babyer – hvilket er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har prøvet.
Jeg har det meget ambivalent med at skulle hjem. Jeg glæder mig til ikke at være på hospitalet mere, men det er angstprovokerende at stå med ansvaret selv.
Dagen inden vi skal hjem, får pigerne taget deres monitorering af. De har i al deres levetid haft elektroder, der måler hjerteslag, puls osv, og pludselig føles det som om, de ikke kan overleve uden. Jeg er vant til at høre lyden fra maskinerne, der forsikrer om, at pigerne er i live og har det godt, og da de pludselig ikke er der mere, har jeg en følelse af, at de kan stoppe med at trække vejret når som helst. Jeg er i så højt alarmberedskab, og skynder mig flere gange i timen hen for at tjekke, om de stadig trækker vejret. Men nu kan vi tage dem op til os uden alle de mange ledninger, og pludselig føles de lidt mere som ”rigtige” babyer.
Ro til at lande
Den første tid hjemme er hård og skræmmende. Jeg tjekker fortsat konstant, om de trækker vejret, og jeg sover ikke, fordi jeg er så opmærksom på alle deres lyde. Det er først flere uger efter, vi er kommet hjem til os selv og har fået en hverdag op at køre, at jeg begynder at føle mig som mor. Men vi vokser med opgaven, og vi kan se, at vores piger også vokser. Der går ikke længe før, de kan smide sonden og få flaske i stedet.
Det går så godt, at vi bliver udskrevet efter kort tid. Vi har fået at vide, at selv en gåtur på 10 minutter vil kunne overstimulere pigerne og skade dem, hvis de bliver udsat for det for tit. Så vi beslutter os for at flytte op i sommerhuset, hvor pigerne kan få ro til at gro.
Roen i sommerhuset gør alt. For første gang i mit liv har jeg ikke følelsen af at skulle skynde mig videre til det næste. Vi er ikke lige så nervøse for at blive påvirket af verden udenfor, og vi kan isolere os fuldstændig. Det strider imod min ellers meget sociale natur, men det er det rigtige at gøre for vores pigers ve og vel, både nu og i fremtiden. På en måde er det en ro, jeg aldrig før har følt.
Tekst: Julier Bugge Foto: Private
Meet’n’greet
Julier Bugge er 30 år og arbejder som model. Sammen med hendes mand Christoffer Berg, som er musiker, har hun tvillingerne Luna og Alberte, som blev født 14. marts 2021.
Din kommentar