Julie Teglhus – ”Jeg blev ægte besat af tanken om at blive gravid”
Julie Teglhus venter sit andet barn med musikeren Rasmus Seebach. Her deler hun historien om at møde sit livs kærlighed som 19-årig, blive blæst bagover af moderskabet, lægge et prestigefuldt job på hylden for at følge sin passion og gennemgå to aborter før drømmen om endnu et barn endelig går i opfyldelse
Det er nat. Julie er 24 år og har fået sit første barn, sønnen Holger. Hun hiver i den snor, hun og kæresten, musiker Rasmus Seebach, har bundet fast til slyngevuggen, der hænger fra loftet og bouncer deres nyfødte i søvn. I den anden hånd scroller Julie gennem sit feed på Instagram, hvor billederne minder hende om livet før natamninger og bekymringer.
“Jeg husker det lidt klaustrofobisk og følte mig en anelse frihedsberøvet. Jeg havde aldrig været tæt på nogen med små børn, og alt føltes nok lidt mere hårdt, fordi jeg ikke kunne spejle mig i andre, der stod i samme situation,” fortæller Julie, da vi møder hende i hende og Rasmus’ hjem, få uger før terminen med hendes andet barn.
Vi slår os ned ved husets køkken-ø. Her er der plads til en stor familie, og mere til, præcis som Julie altid har drømt om.
”Jeg har altid gerne villet have mange børn. Jeg er selv enebarn og har så længe, jeg kan huske, tænkt, at det var lykken at have søskende – ’mor, far og ’børn’ – ikke barn.”
Julie ville gerne have været læge. Som datter af en læge og en sygeplejerske virkede det som et naturligt valg.
”Alt, hvad der har med kroppen og sygdomme at gøre har fyldt meget i min barndom, og jeg har altid syntes, det var spændende. Men da jeg var 18 år og skulle vælge uddannelse ville medicinstudiet blandt andet kræve, at jeg flyttede til Odense, og det virkede bare ikke attraktivt dengang. Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke gik mere hårdnakket efter det,” fortæller Julie.
Julie kunne have taget de fleste uddannelser. Hun er god til at gå i skole, læse op og gå til eksamen.
”Jeg valgte jura, fordi jeg tænkte, at det kunne jeg altid bruge til noget. Jeg er et konkurrencemenneske, så når jeg gør noget, vil jeg gerne være god til det. Jeg kan godt lide at argumentere, og det var fortolkningen af jura, jeg syntes var spændende.”
Mødet med Rasmus Seebach
Da Julie er 19 år og har gået på jurastudiet i et halvt år møder hun Rasmus.
”Vi var venner på Facebook, fordi vi havde mødt hinanden på en skiferie nogle år forinden. Pludselig en dag i december fik jeg en besked fra ham. Jeg havde lige skiftet profilbillede, som man jo gik op i den gang for otte år siden, og vi begyndte at skrive sammen. Det udviklede sig hurtigt til varm kakao på skøjtebanen på Frederiksberg.”
”På det tidspunkt kendte jeg selvfølgelig hans musik, men jeg var ikke hardcore fan. Jeg kørte rundt i min Fiat500 og hørte brændte cd’er, som min veninde havde lavet, og det var ’I Mine Øjne’ og ’Natteravn’, der spillede på repeat,” griner Julie.
”Efter to middage inviterede han mig med på ferie til Thailand. Det var helt sindssygt, men det gjorde vi. Det man normalt bruger et år på at opbygge, blev skabt på de 11 dage – der er edermame mange dates på 11 døgn! Det var det vildeste, jeg har aldrig oplevet noget så fedt i hele mit liv, og det tror jeg heller ikke, han har. Vi var så forelskede. Bedre kendte vi heller ikke hinanden, så det var da lidt et sats at tage af sted på den ferie. To dage inden ferien sluttede, sagde han: ’Når du kommer hjem, så er det os to’, og dér vidste jeg, at vi var kærester.”
”Jeg var lige flyttet hjemmefra og jeg følte mig virkelig ung. Jeg havde mødt denne enormt voksne mand. På det tidspunkt er der jo kæmpe forskel på at være 20 og være 32. Aldersforskellen spillede ingen rolle imellem os, men det påvirkede mig, når vi var ude. Jeg kan huske, vi var til et bryllup, da vi havde været sammen i seks måneder. Alle havde børn og var ’rigtige voksne’. Jeg var meget bevidst om, at jeg følte, de andre ikke tog mig seriøst, og jeg havde nok et mindreværd i starten – lige der ville jeg bare gerne være 30 år. I dag er de jo mine venner, og jeg har ikke et problem med at være den yngste, tværtimod.”
Gravid i Paris
Der går tre år, før Julie og Rasmus beslutter sig for at få et barn, og to uger efter er Julie gravid. Hun er 23 år og i fuld gang med sit jurastudie.
”Jeg havde blødt lidt, og jeg havde taget præcist 17 tests, som alle var negative. Jeg var sikker på, at det var implantationsblødning. Vi var i Paris med min mor, og jeg kan tydeligt huske, at vi stod på hotelværelset – min mor var der også – da jeg tog testen. Det var lidt kaos, og jeg måtte google ’gravid’ på fransk – og så var jeg søreme gravid! Vi havde kun haft drømmen om at blive forældre i to uger, og jeg anede egentlig ikke, hvad jeg gik ind til. Det var anden dagen af vores ferie i Paris, og det var virkelig en fed tur. Vi rendte bare rundt og var glade i låget over, at jeg var gravid.”
Julie blev den yngste stipendiat nogensinde, som meldte en graviditet hos advokatkontoret Kromann Reumert.
”Da jeg fortalte min chef, at jeg var gravid, var han cool, og jeg fik tilbudt en fastansættelse, men med start halvandet år ude i fremtiden. Så kunne jeg både nå at være på barsel og afslutte min kandidat.”
”Jeg husker den helt første tid med Holger som rigtig hård, og der gik et par uger, før jeg mærkede, at det her var mit barn. Jeg var helt ude og skide for at sige det mildt – amningen drillede, jeg sov ikke, og det var bare en kæmpe omvæltning. Hvis jeg havde taget sundhedsplejerskens screeningstest i de dage, var jeg 100% bonnet ud! Vi grinede også over, at der er en god grund til, at de først screener senere. Jeg tror, jeg havde for høje forventninger til det øjeblik, hvor man føder sit barn. Men jeg synes, det er vigtigt at tale om, at kærligheden ikke nødvendigvis opstår med det samme. Jeg glæder mig til at prøve det igen med en bevidsthed om, at kærligheden ikke nødvendigvis kommer som én stor lykkeeksplosion, idet jeg føder.
Efter de første tre måneder på barsel begyndte jeg at syntes, det var rigtig fedt. Det var også dejligt, at Rasmus og jeg kunne være så meget sammen om det, og jeg syntes, vi var gode til at tackle den omstilling, det er at blive forældre. Men jeg husker også den første tid forbundet med et savn til Rasmus – et savn over, at vores tosomhed var forbi for altid, og at det aldrig ville blive det samme igen.”
Første års fuldmægtig på deltid
Efter et års barsel begynder Julie at skrive sit speciale, og da Holger er halvandet år, begynder hun i sit job hos advokatfirmaet Kromann Reumert.
”Jeg kunne slet ikke finde ud af det – at jonglere familie og job. Jeg arbejdede meget, og Holger var samtidig syg i sammenlagt fire måneder ud af et år. Jeg havde konstant dårlig samvittighed over for både jobbet og familien. Efter en måned gik jeg ind til min chef og sagde, at det ikke ville komme til at gå – det var ikke fair overfor nogen, at jeg havde det sådan med mit job. Min chef var vildt sød og tilbød mig at gå på deltid. Jeg var taknemlig for tilbuddet, men det var ikke en optimal løsning. Det var svært at være førsteårs fuldmægtig på deltid, jeg følte mig ikke som en lige så fed kollega, når jeg skulle gå tidligt og sige nej til opgaver. Følelsen af, at jeg nedprioriterede min familie til fordel for arbejdet, forsvandt heller ikke.”
”Jeg kunne ikke lide tanken om at sige op, for jeg var meget glad for min arbejdsplads – men jeg vidste, at det var det rigtige at gøre. Jeg ved godt, det er meget privilegeret at kunne træffe det valg, men på det tidspunkt føltes det rigtigt for mig at stå af advokattoget. Hvem ved – måske ender jeg med at blive advokat alligevel. Det kan jeg sagtens forestille mig.”
Karriereskift
”Jeg fik lyst til at prøve noget helt andet. Det, der interesserer mig og optager mig, er mennesker. Journalistik har altid været spændende for mig, og jeg valgte at søge ind på diplomuddannelsen på Journalisthøjskolen. Det er en deltidsuddannelse, som folk tager ved siden af deres job.”
Det er uddannelsen som fagjournalist, Julie har brugt de sidste to år på at færdiggøre.
”På fagjournalistuddannnelsen bliver man fra start kastet ud i den virkelige verden for at tale med folk og øve sig i at være journalist. Det har været angstprovokerende, men jeg har haft rigtigt godt af at komme ud af min comfortzone.
Jeg synes, det er enormt spændende at møde forskellige mennesker og blive indviet i deres ofte meget personlige oplevelser. Den del savnede jeg som jurist. Samtidig er det en stor, men fed udfordring at skulle leve op til det ansvar, som følger med, når man som journalist får lov at fortælle andres historier. At jeg havde den fleksibilitet, mens Holger var lille, samtidig med at jeg har udviklet mig, har været en gave.”
Drømmen om endnu et barn
”Da Holger var to år, begyndte jeg at tænke på at få et til barn. Jeg ville ikke aktivt forhindre det, men vi gik heller ikke målrettet efter det. Ni måneder senere blev jeg gravid. Jeg blev mega glad, men lykken varede kun i to uger, hvor jeg desværre aborterede.
Det kom totalt bag på mig. Det var gået så let med Holger, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle være en af dem, der aborterede. Jeg var jo kun 26 år og havde aldrig tænkt, det skulle blive svært at få et til barn. Jeg var helt knust. På trods af hvad jeg kunne læse om aborter og folks velmenende ord om, at det var normalt, så føltes intet af det ’normalt’. Det var så hårdt.
Skæbnen ville, at jeg allerede blev gravid igen i min følgende cyklus – jeg havde ikke taget hospitalets råd om at vente en cyklus til mig. Jeg husker, at jeg var glad for, at jeg kunne blive gravid så hurtigt igen. Men denne gang begyndte jeg også at bløde. Dog var processen langt mere tumult og følelsesladet, fordi jeg nåede at se hjerteblink. Jeg bevarede troen og håbet på trods af blødningen, men til en scanning i uge syv var hjerteblinket pludselig væk. Den abort knuste mig for alvor.
Jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville kunne komme til at holde på et foster igen. Selvom jeg ’kun’ var syv uger henne i begge graviditeter, nåede både min krop og hoved at være gravid, og det tog hårdt på mig. Jeg har virkelig stor forståelse for dem, der oplever at abortere, når alt hvad man drømmer om, er at få et barn.
Grimme følelser
Jeg blev ægte besat af tanken om at blive gravid. De to aborter gjorde ønsket endnu stærkere hos os begge, måske fordi det pludselig var svært. Der var ikke én dag i løbet af det efterfølgende år, hvor jeg ikke vidste præcis, hvor jeg var i min cyklus. Det er en mærkelig cirkel, man befinder sig i, hvor man går og venter på chancen, så tager håbet over, og så kommer skuffelsen.
Følelserne over at være skuffet har samtidig været forbundet med en skam, fordi jeg jo havde et barn i forvejen, så jeg kunne da ikke tillade mig at være ked af det. Jeg har følt mig grådig over at ville have et til barn. Der er ikke så mange, der har kunne forstå, hvor hårdt, det har været, fordi de tænker ’du er ung, og du har allerede et barn, slå koldt vand i blodet’. Men det at have et barn i forvejen har også været en smertelig reminder og et levende bevis på alt det, du går glip af, og hvor stort det er at være mor.
I Danmark tilbydes man først en udredning ved tredje spontane abort, og jeg gik nærmest og ventede på, at jeg kunne abortere igen, så jeg kunne få lov at blive udredt. Jeg har læst samtlige forskningsprojekter om gentagne aborter, og det er ikke altid sundt at sætte sig så grundigt ind i sagerne, som jeg gør. Jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville blive gravid igen.
På trods af min skepsis overfor alternative behandlinger har jeg prøvet alt – zoneterapi, diætist og jeg gik endda med en frugtbarhedssten i min taske, for turde jeg lade være? Behandlingerne gjorde ikke noget godt for mig. Jeg blev kun mere besat og skuffet. Samtidig havde jeg ikke overskuddet til at leve efter visse kostregler og fjerne mælk, sukker og gluten fra min mad. Det var heller ikke rationelt for mig – jeg kunne jo kigge mig omkring og se alle dem, der blev gravide, som ikke levede efter nogle regler.
Jeg følte, alle omkring mig var gravide, og jeg mærkede helt klart, at det var svært for mig at glæde mig på andres vegne. Det er jo super tarveligt og igen følelser, der er forbundet med skam. Jeg har mærket den grimme jalousi, særligt når dem tæt på mig er blevet gravide. Det hele er bare svært, når man hver måned tænker og håber, at ’nu er den der’ – det var umuligt for mig at tænke på andet.”
Fra ingenting til hjerteblink
Et år efter Julies seneste abort står hun med en positiv test i hånden.
”Jeg var så glad, samtidig med at jeg ikke kunne tro på det. Da jeg var seks uger henne og blev scannet, kunne de ikke se et foster – jeg var helt kold og ringede til min mor og sagde, at det var slut igen. Jeg tænkte, at så kunne jeg i det mindste blive udredt på Riget.
Alligevel sagde noget inde i mig sagde, at det ikke kunne være rigtigt, og jeg valgte at blive scannet igen. Det var kun tre timer efter den nedslående scanning. Og pludselig kunne man se en blommesæk og et foster på skærmen. Jeg har stadig de to scanningsbilleder fra samme dag og med timers mellemrum, det er så syret. Det var en voldsom oplevelse, for jeg havde lige slukket mit håb. Jeg turde stadig ikke være lykkelig, for der var endnu ikke hjerteblink, men det var et lille håb. En uge efter så vi endelig hjerteblink og der tudede jeg!
Jeg begyndte at slappe mere af efter den vellykkede nakkefoldsscanning. Men i uge 17 begyndte jeg pludselig at bløde. Det var midnat, og jeg var ude og tisse, da jeg så det friske blod. Jeg tænkte det værste. Fordi graviditeten ikke var længere henne, ville der ikke være noget at stille op, men alt så fortsat fint ud, da jeg blev scannet næste dag. Jeg endte med at bløde on and off i syv uger, hvor de ikke vidste, hvor blødningen kom fra. Det var altså syv lange uger, hvor jeg ikke var så sjov.
Bekymret graviditet
En stor del af min graviditet er gået med at være bange. Det begyndte at ændre sig, da jeg kunne mærke liv – det gjorde en verden til forskel, at jeg kunne mærke, at han lever derinde.
I dag kan jeg tænke: ’Hvorfor stressede jeg så meget over det’ – hvis bare nogen kunne have fortalt mig med sikkerhed, at jeg ville få et barn til, så havde det været nemmere at finde en ro i ventetiden. Tanker omkring, at min tid med Holger, kun ham og mig, også snart er forbi, kan jeg få helt ondt i hjertet over.
Vi er spændt på, hvordan Holger vil tage imod det at få en lillebror. Vi taler meget om det, og vi har også talt med vores familier om, at det er vigtigt, at vi ikke overser Holger midt i babyrusen.
Min fødsel med Holger var en rigtig god oplevelse. Jeg havde forberedt mig til tænderne hos Smertefri Fødsel, og jeg har været så overtroisk her anden gang, at jeg ville forberede mig på samme måde for at få en god oplevelse igen. Jeg har dog ikke øvet mig lige så meget som sidst, og nu tre uger inden termin kan jeg faktisk mærke, at jeg er mere bange for fødslen, end jeg på noget tidspunkt var første gang. Går noget galt ved fødslen, er han sund og rask, når han kommer ud? Ting jeg ikke skænkede en tanke som 23-årig, hvor alt gik så let. Man er lykkeligt uvidende første gang, men visheden om forløbet og smertens intensitet er skræmmende nu, hvor jeg ved, hvor ondt det kommer til at gøre. Min jordemoder siger, at jeg skal indstille mig på en hurtig fødsel, da fødslen af Holger kun tog syv timer fra jeg var i aktiv fødsel. Lige da jeg havde født Holger havde jeg det sådan: ’Fuck hvor var det fedt, det vil jeg gerne igen!’ og den følelse håber jeg at sidde tilbage med anden gang også.”
Tekst: Bea Fageholt Foto: Liv Winther
Meet ’n’ greet
Julie Teglhus, 28, uddannet jurist og fagjournalist, kærester med musiker Rasmus Seebach. Har bl.a. skrevet en lang række interviews til To The Moon, Honey samt til bogen ’Baby Bump’, som vi på To The Moon, Honey udgav i oktober 2020.
Din kommentar