Iris Gold – om at turde at skille sig ud - TO THE MOON, HONEY

Iris Gold – om at turde at skille sig ud

Som barn var det hendes største ønske at hedde Lone og have blondt hår, men i dag sætter hun pris på at være anderledes. Iris Gold, sanger og musiker, blev mor til August Cosmos for blot 4 måneder siden, og det er vigtigt for hende at give ham den portion selvtillid, hun selv manglende. Her fortæller hun også utilsløret om håbet om, at alle forældre – uanset hudfarve – lærer deres børn, at diversitet er sejt. 

 

 

Iris svarer telefonen med hviskende stemme, da jeg ringer hende op. Det er kun en mor, som netop har fået sit barn til at sove, der med så dæmpet og fin en stemme kan gøre sig forståelig over en telefon.

“Er det i orden, jeg ringer om fem minutter,” hvisker hun. Hun skal lige ud med barnevognen og vil ikke vække ham.

Det er 4 måneder siden, at August Cosmos blev født. Efter tre døgn med veer begyndte Augusts hjerterytme at falde, og lægerne tilbød Iris et kejsersnit.

“Det var simpelthen så frygteligt at se hans hjerterytme dykke , hver gang jeg fik en ve, og derfor valgte vi kejsersnit. Vi var jo vildt bange, og vi turde simpelthen ikke andet. Men da han først kom ud og blev lagt op på min mave, var jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan han var kommet ud. Jeg var simpelthen så lykkelig og forelsket i ham. Det var den vildeste følelse.”

Iris havde ellers haft en klar forventning om, hvordan August skulle entrere denne verden: Hun ville føde i badekar blandt tændte stearinlys og behagelig musik.

“Det skulle være så naturlig en fødsel som muligt – og det endte med, at jeg fik alle tænkelige smertelindrende stoffer. Jeg har aldrig prøvet at tage stoffer, så det var første gang. Jeg tror, det er meget godt, at jeg ikke har prøvet det før, for morfin er virkelig, virkelig sjovt,” griner hun og fortsætter:

“Jeg plaprede løs, imens de skar mig op og crackede jokes med “Hey, kan I ikke fikse det, så jeg får en sixpack? Det var først, da virkningen af morfin aftog, at jeg fattede, hvor hårdt det havde været, og hvor sindssygt ondt det gjorde i arret. Man er jo blevet skåret op i mavemusklerne. Jeg tror ikke, folk ved, hvor ondt det gør. Jeg vidste det i hvert fald ikke. Jeg har hørt, at nogle kvinder foretrækker kejsersnit, fordi de tænker, det må være nemmere. Men det tror jeg altså ikke, det er. Helingsperioden er i hvert fald lang.”

 

 

Amning hver 3. time
På hospitalet havde Iris fået at vide, at hun skulle amme hver 3. time, og hun forstod derfor ikke, hvorfor August græd imellem amningerne og ikke ville sove.

“Jeg tog hver 3. time meget bogstaveligt. Når han græd om natten, overvejede jeg slet ikke, at han kunne være sulten, fordi han ifølge skemaet først skulle have mad igen to timer senere. De to første uger sov jeg nærmest ikke, fordi han ikke kunne finde ro. Det var rigtigt svært. Det er jo tortur ikke selv at kunne bestemme, hvornår man vil sove. Jeg tænkte, at hvis det fortsætter sådan for evigt, så kan jeg ikke klare det. I situationen kan man slet ikke forestille sig, at det kommer til at ændre sig.”

Det var en af Iris’ veninder, der kom hende til undsætning. Hun var på besøg og sagde pludselig, at hun troede, han var sulten – også selvom han lige var blevet ammet. 

“Da jeg først begyndte at give ham mad, når han rent faktisk bad om det og ikke efter et fastlagt skema, blev det meget nemmere. Og så begyndte han at sove bedre. Men så bekymrede jeg mig selvfølgelig om dét. Om han mon sov for meget. Jeg har ikke skullet bekymre mig om andre end mig selv hele mit liv, og nu er jeg konstant bekymret for ham.”

 

 

En (u)planlagt graviditet
På trods af at Iris og hendes kæreste havde forsøgt at blive gravide længe, kom den positive graviditetstest alligevel bag på hende. Faktisk var hun begyndt at blive bange for, at hun simpelthen ikke kunne blive gravid, og derfor var de også blevet udredt på en fertilitetsklinik, hvor alt imidlertid viste sig at være i orden.

“Det lyder måske lidt dumt, men jeg var ikke klar over, at man kun kan blive gravid et par dage om måneden, og jeg havde derfor slet ikke sat mig ind i min ægløsning. Men en dag fortalte min veninde mig om en app, som kan fortælle, hvornår man har ægløsning.”

Og selvom Iris ikke havde timet det før, havde hun alligevel ikke forestillet sig, at det ville lykkes “i første hug” efter app-åbenbaringen.

“Jeg havde jo en Europa-turné i foråret. Jeg tror, jeg havde ventet, hvis jeg vidste, det ville gå så hurtigt. Jeg endte med at være 6-7 måneder henne, da jeg skulle spille i 17 byer rundt omkring i Europa. Vi kørte også meget, sommetider 12 timer fra den ene by til den anden. Det var hårdt. Jeg blev hurtigt træt og kunne jo heller ikke drikke med drengene og gå ud og feste. Til gengæld gemte jeg al energi til scenen, hvor det gik rigtigt fint. Og nu er jeg virkelig glad for, at jeg fik lov til at rejse så meget, lige inden corona lukkede alt ned.”

 

Drømmen om at blive mor og drømmen om musik
Drømmen om musik har altid fyldt meget i Iris’ liv. Men lige så vigtig har drømmen om at blive mor været. Som selvstændig, passioneret musiker kan det imidlertid være vanskeligt at finde tid og ro til at opfylde begge drømme.
“Jeg ved godt, det kan virke selvisk. Det er jo bare mig, mig og mig. Mig, der er brandet. Mig, der laver musikken. Det er mine sange og mine tanker.  Der er ingen, der kommer kl. 16 og siger til mig, at jeg har fri og kan gå hjem. Og fordi jeg godt kan lide det, jeg laver, er det svært at stoppe op og huske at se venner og familie. Det hele har bare handlet om musikken. Jeg har hele tiden vidst, jeg ville have børn, men jeg har ikke prioriteret det.”

Så selvom Iris ikke kunne forudse, at musikbranchen ville blive sat mere eller mindre på standby i 2020 på grund af corona, kalder hun det god timing.

“Hele verden er gået på barsel. Det har helt klart gjort det nemmere for mig bare at være herhjemme sammen med min baby. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget, heller ikke musikken.”

 

Opvokset i kollektiv
Iris er født i London af en indisk-sydamerikansk mor og en jamaicansk far. Som 3-årig flyttede hun til Danmark, fordi hendes mor fik en dansk kæreste. Forholdet holdt ikke, men Iris fik et tæt forhold til hans familie, og de blev senere hendes plejefamilie.

“Vi boede mange forskellige steder under min opvækst. Først hos min mors kæreste, senere var vi BZ’ere, og vi har også boet i flere forskellige kollektiver på Christiania. Vi boede her og dér og over det hele. Der var nye mennesker hvert sted. Men jeg har valgt dem, der betød noget særligt for mig og holdt fast i dem, og det var for det meste seje, stærke kvinder. Jeg kalder dem mine “aunties”, selvom jeg ikke deler blod dem.”

De mange forskellige kvinder har været en kæmpe gave for Iris, men opvæksten var samtidig præget af mangel på struktur. Noget, hun tror, er meget vigtigt for børn.

“Jeg savnede, at der var nogen, der satte nogle rammer, smurte min madpakke og fik mig op og i skole. Jeg kunne ikke regne med, at der var nogen, der hjalp mig med de ting. Jeg kan huske, at jeg i en periode kun lavede sukkermadder til mig selv, selvom jeg fik ondt i maven af at spise dem. Jeg kunne virkelig beundre andres madpakker, hvis de eksempelvis havde en masse lækre ting med i små bokse; en boks med grapefrugt og en boks med madder. Så sad jeg bare dér med mine sukkermadder.”

Som barn tænkte Iris ikke så meget over det, men som voksen står det klart for hende, at det var for stort et ansvar for en lille pige, og August skal have anderledes faste rammer og mere struktur, end hun selv havde. Eller som hun siger: “August skal have lov til bare at være barn.”

I dag bor Iris med sin kæreste og deres søn og drømmer ikke selv om at bo i kollektiv. Noget hun tog stilling til for nylig, da en af hendes veninder foreslog, at de skulle flytte sammen på en gård med deres familier.

“Først tænkte jeg, at det kunne være meget fedt, men så foreslog hun, at vi kun skulle have én stue. Og det synes jeg alligevel bliver lidt for dele-dele. Jeg synes, man skal have en etage hver. Jeg kan godt lide ideen om en fælles have, så alle kan lege sammen, men jeg vil have muligheden for at være alene med min familie. Måske netop fordi jeg har prøvet at bo i kollektiv.”

 

Cool at være anderledes
Iris beskriver sin opvækst som svær, fordi hun ofte blev drillet – både med sin hudfarve og fordi hun ikke talte så godt dansk. Efter hun som 3-årig flyttede til Danmark, talte hun i lang tid kun engelsk. Men fra den ene dag til den anden havde hun pludselig lært flydende dansk med Nørrebro-accent.
“Jeg må have lært det af én fra børnehaven, som boede på Nørrebro,” griner hun og fortsætter:

“Som barn vil man jo gerne være som alle de andre. Jeg havde ikke så meget selvtillid, og jeg hvilede ikke i at være anderledes. Jeg fik ikke den hjælp, som jeg skulle have haft, fordi de voksne havde travlt med sig selv. Jeg manglede at høre, at det ikke var mig, der var noget galt med.”

At blive drillet som barn har sat sine spor, og Iris var derfor også i tvivl omkring valget af navnet Cosmos som mellemnavn til August. Hun frygtede, at han ville blive drillet med det.
Ens navn har stor betydning for ens identitet, mener hun. “Iris Gold” er et kunstnernavn, som betyder den gyldne regnbue. Hendes rigtige navn, som venner og familie kalder hende, er Mercedes, og hun har ikke tal på, hvor mange gange hun som lille er blevet spurgt, om hun var en bil.

“Som barn var mit største ønske at hedde Lone og have blondt hår. Men jeg tror, navne gør noget ved én. Hvis jeg havde heddet Lone, havde jeg måske ikke haft ligeså mange ben i næsen og været ligeså spraglet. Da jeg var yngre, spurgte nogle af mine venner mig, om jeg syntes, de skulle kalde deres barn Paris. Det sagde jeg nej til, fordi jeg tænkte, at han helt sikkert ville blive drillet med det. Børn skulle have normale navne. Men efter jeg selv er blevet mor, har jeg skiftet mening. Jeg skal simpelthen give min søn nok selvtillid til at bære et usædvanligt navn. Jeg vil huske at fortælle ham, at det er cool at være anderledes. Og så skal han selvfølgelig hedde Cosmos, fordi han er hele universet. Vores univers.”

 

Alles ansvar at lære børn om diversitet

2020 har med Black Lives Matter været præget af en debat om, hvorvidt vi har racisme i Danmark, noget Iris slet ikke forstår, vi overhovedet skal debattere.

“Da jeg startede i folkeskole, spurgte de, om jeg skulle i u-landsklassen, selvom jeg talte flydende dansk. Men de gik ud fra, jeg ikke kunne, fordi jeg var sort. Jeg forstår faktisk slet ikke, at vi har en racismedebat. Der er ikke noget at debattere. Racisme findes. Der burde snarere være en debat om, hvad vi skal gøre ved det.”

Iris er klar over, at hun på et tidspunkt bliver nødt til at tale med August om hudfarve og diversitet for at forberede ham på, at der er mennesker med racistiske holdninger. Hun ved ikke, hvordan og hvornår hun vil tale med August om det. Det må blive et spørgsmål om mavefornemmelse.

“Jeg synes jo faktisk, at det er superærgerligt, at man skal forberede sit barn på racisme og ikke bare kan lade børn være børn. Jeg lavede et opslag på Instagram om August, hvor jeg postede et billede af en lille hånd og skrev, at jeg ikke håbede, han ville blive udsat for de ting, jeg har været udsat for, og at verden forhåbentlig vil blive et bedre sted for ham. Og der var simpelthen én, der kommenterede og kaldte ham for abekat. Hvem gør det mod en baby! Det er nedern at skulle preppe ham på, at der nok er folk, der vil tro, at han stjæler, når han går ind i en butik. Og at der nok vil være især gamle damer, som vil blive bange for ham på gaden. Men jeg ved jo godt, at jeg bliver nødt til at være realistisk. Jeg synes dog også, at det er hvide danskeres ansvar at opdrage deres børn til, at det kun er fedt, hvis nogle børn ser anderledes ud. Det bør ikke kun være mit og andre sorte menneskers ansvar at fortælle vores børn, at de er ok, som de er. Det er alles ansvar.”

 

 

Baby med på tour
Hvis August går i sin mors fodspor, bliver han en ambitiøs og arbejdsom musiker. Iris har i hvert fald allerede været tilbage i studiet efter fødslen.

“Jeg har været i studiet 4 gange á 4 timer. Normalt ville jeg tage sessions på 10 timer i streg, men det kan ikke lade sig gøre nu. Jeg skulle faktisk have spillet til Elle Style Awards, men det blev aflyst og rykket. For første gang i mit liv tænkte jeg, at det egentlig var meget rart, fordi jeg så fik mere tid sammen med min baby. Normalt var jeg blevet meget skuffet. Men mine prioriteter har ændret sig.”

Når verden en dag ser normal ud igen, og Iris igen kan komme på tour og spille koncerter, er planen, at August skal med. Hun forsøger allerede nu at forberede ham på tour-livet ved at være meget sammen med venner og familie og lade ham blive holdt af andre, så han kan undvære hende, når hun skal på scenen. Det er hendes fætter og kusine, der er med som chauffør og tourmanager, og August vil derfor kende menneskerne omkring ham i forvejen.
“Jeg vil gerne have det lidt hippie-agtigt. Men jeg er bevidst om, at jeg først skal finde ud af, hvem han er. Det skal kun være, fordi han synes, det er fedt.”

 

Sexet at have født

Iris har tidligere slået et slag for kvindekroppen og udtalt, at hun elsker sin krop og særligt sine bryster. Hvad har en graviditet og en fødsel gjort ved hendes selvbillede?

“Jeg har fået gigantiske bryster, og det er svært at finde tøj, der kan passe “dem”. Men de har en funktion nu. De laver mælk til et andet menneske. Jeg kan også godt se, jeg ser mere frodig ud, men det har min krop bare lov til. Jeg føler mig faktisk ret sexet. Ikke på trods af, jeg har født, men fordi jeg har født,” siger hun og fortæller, at det er hendes “aunties’’ fortjeneste. De kvinder, hun er vokset op med, og som var stolte af deres strækmærker og deres udseende, uanset størrelse og farve.

 

Flere børn
August vågner snart fra sin lur. Det får snakken til at falde på flere børn.

“Man får lyst til at lave flere børn, når man laver sådan et pragteksemplar,” griner Iris.

“Men min hjerne fortæller mig, at det nok ikke er det bedste. Vi er jo så mange mennesker i verden, og der er alt for mange børn, der ikke har noget hjem og nogle forældre. Jeg har flere venner, der er adopteret, og de fortæller, at de bare er blevet lagt et sted og ikke er blevet krammet og holdt om, før de blev taget ind af en familie. Jeg får helt tårer i øjnene og får lyst til at adoptere alle børn i verden. Jeg har selv følt mig meget elsket af mennesker, jeg ikke deler blod med. Måske endda mere elsket. Og den samme kærlighed kunne jeg godt tænke mig at give et lille barn, der har brug for det.”

 

Tekst Julie Teglhus Foto Amanda Hestehave 

Meet’n’greet

Iris Gold er dansk-jamaicansk sanger og musiker. Hun udgav sin første single i 2015 og var i foråret på Europa-turné, hvor hun spillede koncerter i 17 forskellige byer. Mor til sønnen August Cosmos på 4 måneder, som hun har sammen med sin kæreste.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.